Bøn om en meer honet Behandling af en krovært i Fredensborg.

Tirsdag den 25. juli ankom anmelderen med familie til Fredensborg for at nyde de behageligheder som så overflødigt frembyder sig på dette skønne og behagelige sted. Han tog ind på det første det bedste gæstgiversted han traf og måtte i stedet for en forventet galant behandling tage til takke med en portion grovheder af den derværende vært.

"Tirsdag den 25. juli ankom anmelderen med familie til Fredensborg for at nyde de behageligheder som så overflødigt frembyder sig på dette skønne og behagelige sted".
(Udsigt over Esrum sø mod Fredensborg, set fra Plejelt. Jens Juel. Statens Museum for Kunst) .

Anmelderen må sandheden tro bemærke at alt fandtes i bedste stand og orden og svarede til hans fuldkomne tilfredshed. Da han var færdig til at køre videre, gik han ind i skænkestuen og klarerede til pigen det som han havde fortæret og gentog sit spørgsmål om han ikke skyldte mere. Herpå fik han til svar at alt var betalt, undtagen det han skyldte for hestefoder. Hvilket han betalte til den derværende staldkarl (dvs. staldmester).

Nu skulle man dog tro at alt var afgjort og at man roligt kunne rejse bort. Men hvor forbavsedes anmelderen da han ville til at køre ved fra den anden side af gaden at blive tiltalt af en person der enten talte svensk eller norsk hvilket han i hast ikke kunne skelne, i de udtryk: Man plejer ikke at køre uden at have betalt for lejen for det værelse man har brugt. Det blev sagt så højt at det kunne høres over hele gaden. Man mener dog at værten ved at nærme sig vognen kunne have sagt dette i en for en vært mod sine gæster mere passende tone.

Anmelderen vil derfor give enhver der vil tage ind i denne kro og som ikke ønsker at overøses med grovheder, det råd i det mindste at fortære for et par rigsbankdaler. For årsagen til værtens vrede havde vist intet andet udspring end at anmelderen kun havde fortæret for en dalers penge, da han havde alt med sig, og endvidere at glemme at betale lejen for det værelse han benytter til at fortære sin mad og drikke i. Hvilket dog næppe forlanges på nogen anden gæstgivergård eller et andet opholdssted for rejsende, med mindre man overnatter sammesteds. Husker man ikke på det, da vil man vist nok udsætte sig for en lige så inhuman og upassende behandling.

M. Holst.

(Politivennen nr. 552. Løverdagen den 29de Juli 1826, s. 487-489)

En slem feil ved Moerskabstheatret paa Vesterbro.

Så behagelig en nydelse dette teater end yder af sin slags, er fornøjelsen dog forbundet med en slem ubehagelighed. Den nemlig at man for en dyrt betalt billet skal stå. Og næppe få noget at se for sine penge. Dette har flere gange været tilfældet med indsenderen af dette.

Forrige sommer overværede jeg for eksempel en forestilling på første plads ved hvilken jeg stående og det endda yderst generet så at sige måtte stjæle mig til at se noget af forestillingen.

Dog var jeg langt fra den eneste som var i denne situation. Mange velklædte damer og herrer led samme skæbne som indsenderen. Ja damerne endog i en værre grad, da en mandsperson dog nogenlunde kan lempe sig efter omstændighederne i et sådant tilfælde. For nu om muligt at hjælpe de damer der havde den hårde skæbne at måtte stå bag ved de øvrige siddende til en siddeplads, henvendte jeg mig til madame Kuhn og håbede at kunne få et par stole til hjælp for øjeblikket. Men fik her til min store forundring blot det svar: "Man måtte se at komme tidligere for at få en siddeplads!. 

Jeg overlader det til enhver at betænke hvorvidt dette svar var fyldestgørende. Imidlertid måtte mange stå og kummerligt luske sig til at se noget af det rare de havde betalt deres penge for og som de desårsag havde ventet nogenlunde i mag at kunne se på første plads. 

Et lignende tilfælde passerede torsdag den 20. juli. Indsenderen var bestemt inde på teatret 3 kvarter før forestillingens begyndelse. Pladsen til 4 mark var så fuldt pakket med mennesker at flere snese personer måtte stå, såvel damer som herrer, af hvilke kun få med megen besvær fik lidt eller intet at se af indianerens kunststykker for deres penge.

Man beder derfor direktionen for Morskabsteatret om behageligst at foranstalte den indretning at enhver på 1. plads nogenledes bekvemt kan få forestillingen at se. Dette mener indsenderen kunne ske når der ikke blev udgivet flere billetter end der er siddepladser.

(Politivennen nr. 552. Løverdagen den 29de Juli 1826, s. 483-485)

P. Klæstrup: Morskabstheatret. 

Redacteurens Anmærkning

Der må være tale om Vesterbro Morskabstheatret, Pricernes tredje teater på Vesterbro med plads til omkring 700. Det lå på Vesterbrogade over for Skydebanen 1817-45. Hanne Kuhn døde i øvrigt 15. august 1826, altså knap en måned efter artiklen blev skrevet. Morskabstheatret blev efterhånden udkonkurreret af bl.a. Tivoli. Det lukkede 1844 og revet ned året efter.

Morskabsteatret spillede en stor rolle for musikken da pantomimer krævede musik.

Det første Morskabsteater (1802-1808) blev grundlagt på Vesterbrogade overfor Skydebanen af James Price (1761-1805) i 1802 og blev kaldt Det danske National-Sommertheater. Det andet hed Hanne Kuhns Sommerteater (1812-1816), opkaldt efter Prices enke Hanne Tott, gift med Franz Joseph Kuhn.

Teatret blev tit omtalt i fx Kjøbenhavnsposten, fx 19. august 1828, side 272:

Som bekjendt har Hr. Kuhns Selskab, efterat have gjort Forestillinger paa en Reise i Jylland, igjen begyndt at spille paa Moerskabstheatret paa Vesterbro. Selskabet bestaaer nu, foruden Entrepreneuren, af den, tillige som Musicus og Maler bekjendte, udmærkede Liniedandser Hr. Christian Lehmann, Brødrene Carl, James og Adolph Price, Hr. Winther med Konge og tvende Børn, Josephine og Carl, Md. Frichon, samt Personalet af Md. Roars Selskab hvoriblandt den saakaldte lille Pariser, o. fl. - Dets forestillinger, der have havt meest Tilløb, have især udmærket sig ved en ny Pantomine: "Jocko, eller den braslianske Abe," der er given 4 Gange efter hinanden. Den store Abe udføres af Hr. James Price og en mindre af Carl Winther. Iblandt de nye Decorationer, der ere malede af Hr. Lehmann, udmærke sig især tvende, hvoraf den ene forestiller det Indvendige af et Skib, hvorefter hele Theatret forandres til et Hav i Uveir imellem Klipper. En Baad med Folk arbeider sig frem igjennem Bølgerne, men adsplittes. Et lidet Barn rumles om paa det oprørte Hav, og Aben springer ud og redder det. Pierrot (Hr. Winther) er særdeles vel anbragt i denne Pantomine. - Under Liniedandsen og de gymnastiske Øvelser udfører nu Hr. James Price Bajaz's Rolle. Ved den første Forestilling talede han Dansk, men dette har han siden forandret, vistnok til Fordel for Rollen.

"Uorden ved Vesterbroes Sommertheater" Politivennen nr. 978, lørdag den 27. september 1834, s. 674-676 handler om billethajers salg af flere billetter end der er plads til. en lignende klage findes i Politivennen nr. 1034, lørdag den 24. oktober 1835, s. 709-710: "Til Hr. Pettoletti.". En længere redegørelse for farerne ved at Pettoletti har taget bopæl i teatret findes i artikel "Nogle Bemærkninger med Hensyn til Vesterbroes Theatre i Ildebrandstilfælde." Politivennen nr. 1125, lørdag den 22. juli 1837. Side 454-459.

Artiklen "Theatret i Kannikestræde." i Politivennen nr. 1457, fredag den 1. december 1843. side 763-765 omtalte teatrets flytning til Kannikestræde.

Spørgsmaal.

Kunne bryggernes kørsel ikke forebygges på søn- og helligdage, i det mindste under gudstjenesten? Man ser en stakkels bonde hvis stilling særdeles i nuværende tid vist ingen misunder ham, blive mulkteret, når han mod sin vilje over tiden bliver forsinket i byens, mens førstnævnte med deres larmende vogne trætter folks ører hele søn- og helligdagen. Ønsket er nu fremført. Om det vil opfyldes er - uafgjort.

(Politivennen nr. 551. Løverdagen den 22de Juli 1826, s. 478)

Anmodning til Bestyrerne ved Ladegaards-Fabriken.

Direktionen for ovennævnte stiftelse vil gøre sig hovedstadens indbyggere meget forbundet ved at nægte tilladelse til de mandlige og kvindelige personer der arbejder der, til at gå ud af hospitalet på egen hånd. Man kan uden for Nørreport og i visse af stadens gader ikke være sikker på at blive overvældet med de groveste skældsord af disse personer, når disse intet får ud af et tryglende overhæng.

Frederiksborggades og Kultorvets beboere plages især af disse væsner. De hjemsøger enhver butik, trygler og overøser enhver der ikke føjer deres ønsker, med de skammeligste skældsord. Og det ikke alene inden i selve butikken, de forsætter endog deres velsignelses- eller rettere forbandelsesønsker efter at de er kommet ud på gaden, hvilket ikke sjældent afstedkommer opløb og andre fæle optrin. 

Således var der søndag den 2. juli et slemt slagsmål i Frederiksborggade mellem 4 af disse skabninger der havde anvendt deres om dagen sammentiggede skillinger til at skaffe sig en reglementeret rus. Og lignende scener foregår næsten hver helligdags eftermiddag, mens man tillige har det ubehagelig syn at se en del af deres medstuderende ligge på fortovene for at sove den ud, og det meget ofte i højst uanstændige stillinger.

Anmelderen nærer det håb at et muligt antaget medlidenhedsprincip ikke vil lægge hindringer i vejen for at standse sådanne uordener. For som bekendt tåler denne menneskeklasse kun lidt frihed.

(Politivennen nr. 551. Løverdagen den 22de Juli 1826, s. 476-477)

Ladegårdslemmer på Åboulevarden med koste på vej til byen for at feje gader. Tegning af P. Klæstrup, 1880. Københavns Museum.

Alt for stræng Børnetugtelse.

Uden for Nørreport ved sidste skildvagt og ved indgangen til alleen sidder et par folk som driver det nu så gængse vejværtshushold.

Konen gav sidste onsdag middag den 12. juli et oprørende eksempel på sin tugtelsesmåde, idet hun der flere minutter ganske ubarmhjertigt pryglede sin halvvoksne datter. Hun måtte udover at føle hendes næver døje mange spark som moderen tilføjede hende under moderens fødder. Endelig afsluttede kællingen for et øjeblik den mishandlede ved at sparke hende på hovedet ned i grøften.

Hun gik nu til sin fedtebutik. Formodentlig for at tage en hjertestyrkning til ny anstrengelse. Løb derefter som et galt menneske til grøften og trak tøsen op ved hårene for at begynde igen.

Anmelderen og nogle flere hvem det allerede passerede syntes at være nok, kunne nu ikke længere undertrykke deres deltagelse for det uheldige barn og deres misfornøjelse over den fæle furie, og forestillede derfor den sidste det urigtige i hendes fremgangsmåde. Men vi fik med overmod og i bisterhed det svar at det kom ikke os ved. Barnet var hendes som hun kunne gøre med hvad hun ville, og at det beroede på hende at slå det til krøbling for derefter som sådan at føde det. Det er en farlig og skadelig tanke, dersom hun nærer den for alvor. Staten har nok af ulykkelige at underholde til at den ikke også skal blive udsat for byrden af sådanne der er blevet ofre for tyranniske forældres luner. Forældre som måske aldrig i deres liv har gavnet staten en eneste gang.

Under alt dette var manden en flegmatisk dagdriver. For andet navn end dagdriver han vel vel neutralt ikke fortjene, det mandfolk med sunde lemmer som udelukkende tilbringer dagen med at skænke for allerede drukne bønder der oftest kommer fra byen.

Som så mange skikkelige mænd ytrede heller ikke han misbilligelse af sin kones galskaber.
Da skildvagterne som oftest fordrer respekt nok, var det mærkeligt at den vagthavende skildvagt så nær ved sig tålte den langvarige eksekution som kællingen udførte under megen støj. For først efter en del mennesker af den simplere klasse kom til og disse højrøstet ytrede deres bebrejdelser på den dem egne djærve måde, viste han nogen embedsmyndighed. Dette skete mellem kl. 1 og 2.

Det kunne være rimeligt at kællingen blev jaget fra den plads hun har indtaget. Rimeligere end at andre mennesker som forlader byens kvarterer for at indånde friere luft, oftere skal bebyrdes af de anstødeligheder som er forbundet med hendes måde at revse på. Og som hun tror fremtidig at have ret til at udøve på alfarvej.

(Politivennen nr. 551. Løverdagen den 22de Juli 1826, s. 468-471)

"Uden for Nørreport ved sidste skildvagt og ved indgangen til alleen sidder et par folk som driver det nu så gængse vejværtshushold." (Engen ved kunstnerens bolig på Farimagsvej, Vilhelm Kyhn, 1855. Statens Museum for Kunst).