Svar paa det af Joh. Andr. Struwe i Politievennen Nr. 572 Indrykkede under Titel: "Inhuman Opførsel af en Toldbetjent i Roeskilde".

I henseende til de klagepunkter som Joh. Andr. Struwe har troet sig beføjet til at anføre imod mig 1. at jeg nemlig har nægtet ham godtgørelse på en passerseddel som var over 24 timer gammel, og 2. at jeg i denne anledning har vist ham grovheder, da erklærer jeg det første klagepunkt imod mig for sandfærdigt som overensstemmende med de kongelige konsumptionsanordninger og den mig meddelte instruks. Modsat ville jeg have handlet mod min pligt, med rette fortjent mine foresattes tiltale og pådraget mig selv ansvar. Retfærdiggjort ved landets love behøver jeg altså intet forsvar for min handlemåde i denne henseende. 

Men hvad det andet punkt angår, da vil enhver fornuftig indse at der i denne sag umuligt kunne være nogen anledning for mig til at være grov, men rimeligere for den som ved sit alt for lange ophold i byen tabte sine deponerede penge, og skulle jeg have sagt Struwe noget ubehageligt eller stødende ord som jeg dog ikke kan tro, må det sikkert have været til genmæle på de grovheder som han rimeligt har sagt mig fordi jeg nægtede ham godtgørelsen. Hvilket jeg vel heller ikke havde nødigt at tåle i det øjeblik jeg stod på min post og gjorde min pligt. 

Det er en let sag at gøre beskyldninger mod en betjent som er alene på posten og uden vidner og hvis forretninger desuden er forbundet med ubehageligheder og chikaner af de forskellige slags folk han har med at gøre. Men når man vil beskylde nogen, må man være belavet på at bevise beskyldningerne, og jeg opfordrer derfor herved Struwe til at opgive de grovheder der af mig skulle være fremførte imod ham. For at jeg sagde at passersedlen ikke var 4 skilling værd, er dog vel ingen grovhed. 

Dette er ikke mit forsvar, for min handlemåde i denne sag behøver intet forvar. Men mit svar på Struwes usandfærdige klagepunkter og jeg ville end ikke have værdiget disse noget svar, hvis ikke det havde været for at fremstille sagen i sin sande skikkelse for min høje foresattte og for det offentlige hvis dom aldrig er ligegyldig for mig.

Roskilde den 8. januar 1827
Clausen.

(Politivennen nr. 577. Løverdagen den 20de Januar 1827, s. 38-40)

Den lige Vei er den bedste.

Ved den sidste ulykkelige ildebrand på hjørnet af Kompagni- og Badstuestræde mistede husets tjenestetyende alt hvad de ejede, eftersom ildens heftighed forbød al adgang til loftet hvor de havde deres ejendom stående. De fleste familier der boede i huset, mistede mere eller mindre af deres indbo eller fik det beskadiget. Og da de ikke var forsikret, var det sandsynligt at de ikke efter ønske kunne yde de stakkels tjenestetyende nogen erstatning. Anmelderen som kender sine medborgeres godgørenhed og medlidenhed, opsatte derfor en bøn til disse om en lille skærv for de brandlidte tyende. Men på Adressekontoret nægtede man at indrykke annonce før det var påtegnet af den beskikkede censor. Man henvendte sig derfor til denne som gav til svar, at annoncen skulle påtegnes af den administrerende direktion for fattigvæsenet. Man gik derfor til en af de herrer direktører med anmodning om at få den forlangte påtegning, men fik det svar: at det var forbudt at en sådan annonce om hjælp måtte indføres i offentlige blade.

Skønt anmelderen ikke kan indse hvilken skade det kan forvolde fattigvæsnet om man endog ved en sådan lejlighed bad medborgerne om et lille bidrag, som jo var aldeles frivilligt, så måtte han dog tro at forbuddet fandt sted, og altså opgav han sit forsæt på denne måde at udvirke noget til de brandlidtes tarv. At der imidlertid sker undtagelser fra nævnte blad, giver Adresseavisen flere eksempler på, hvoraf man blot vil anføre et. Da en ulykkelig brand henved for 2 år siden havde fortæret hjørnehuset af Gothersgade og Grønnegade, opfordrede de herrer kaptajn v. Haffner og isenkræmmer Ebbesen deres medborgere til at lette de brandlidtes kår. Deres forventning blev ikke skuffet og den københavnske borgers godgørenhed viste sig her som altid med ædelmodig hjælp. Man så derfor kort tid efter i Adresseavisen ikke alene disse to hædersmænd aflægge regnskab for de modtagne gaver, men også adskillige brandlidte aflægge deres tak for den tildelte hjælp.

"En ulykkelig brand fortærede for henved for 2 år siden hjørnehuset af Gothersgade og Grønnegade." (Gothersgade med Grønnegade løbende ind til venstre. Det blå hjørnehus nr. 19 er opført 1827 for hørkræmmeren Hans J. H. Stæhr. Nr. 17 er fra 1766).

Ved den lejlighed kan anmelderen ikke undlade at gøre opmærksom på de mange annoncer om små lån, der dagligt findes i Adresseavisen. Annoncerne som følgende der findes i Adresseavisen nr. 306 for lørdag den 30. december 1826 lyder sådan: "En svagelig og sengeliggende enke med 4 små uforsørgede børn, anråber en ædelt tænkende mand eller kone om et lille lån på 1 til 2 rigsdaler. Hvorved nærværende kummerlige forfatning ville afhjælpes. Anvisning osv". Det røber tydeligt nok at de indrykkes for at tilvende sig almisse og det muligt fra flere. At de lyder på lån, er kun for at omgå forbuddet og for at få dem indrykket. Men da sådanne annoncer findes så hyppigt at fremmede må anså hoben af stadens indbyggere for prakkere og det vist nok er muligt at mange uværdige på denne måde benytter sig af medborgeres medlidenhed, så var det nok rigtigt om sådanne annoncer ikke blev modtaget uden at de var påtegnet af en eller anden pålidelig mand der kendte ansøgeren.

(Politivennen nr. 577. Løverdagen den 20de Januar 1827, s. 33-36)

Vinden er stundom sydlig paa Rundetaarn, naar den er nordlig i byen.

I de i Statstidende opgivne meteorologiske iagttagelser angives vinden at have været S. S. O. lørdag den 16. december. Da man nu ved med utallige vidner, kan bevise at vinden nævnte dag fra kl. 8 formiddag og fremdeles var Ø. til N. i byen og havnen, så synes det - forudsat at hr. observatøren har observeret rigtigt - at ovenstående hidtil ubekendte forskellighed i den københavnske atmosfære er interessant nok til at offentliggøes. Endvidere bemærkes at vinden i Statstidende for tirsdag den 26. december var sydlig, både den 17. og 18. i stedet for nordlig.

(Politivennen nr. 576. Løverdagen den 13de Januar 1827, s. 14-15)

Uordener.

1) Garderkasernes lokum har en dør som vender ud til gaden, og da denne sjældent lukkes, frembyder den et uagtsomt skue for de forbigående. Når renovationen udføres, bliver det spildte liggende på stenbroen uden at bortfejes, ligesom det synes at mange har valgt stedet til at skille sig ved noget overflødigt. I sommerens varme afgiver sådant en vederstyggelig stank både for de omkringboede og for de mange som dagligt passerer denne vej til Christianshavn og til badeanstalten. Man håber ved at gøre vedkommende opmærksomme herpå at se denne fejl afhjulpet.

(Politivennen nr. 575. Løverdagen den 6te Januar 1827, s. 14-15)

Svar fra Eieren af Glacieholm, paa Stykket: " Bøn til Magistraten".

Med fuldkommen ret besværer forfatteren sig over den dårlige vej langs min have og nybyggede hus, og ingen kan vist med større længsel se dens istandsættelse i møde end jeg, der ofte passerer den på mørke aftener. Men når han synes at være af den mening at jeg er pligtig til at istandsætte samme, har han vist nok uret, da vejenes anlæg og vedligeholdelsen besørges ved egne, dertil ansatte embedsmand.

Imidlertid har jeg som privatmand i denne henseende gjort hvad man kun for offentlig regning kan forlange af det offentlige, idet jeg ofte har søgt at bortlede vandet og udfyldt huller med bygningsgrus og høvlspåner. Men vist nok har dette kun meget ufuldkomment bødet på savnet af en tyve til tredive læs strandgrus, og at jeg for egen regning skulle anskaffe dette, er næppe forfatterens mening. Ved vedkommendes tilladelse og i overensstemmelse med planen til anlægget af en gangsti, lig den på Gammel Kongevej, har jeg fyldt grøften med jord jeg lod udgrave fra kælderen i den nye bygning, og jeg er af den mening at vejen endog har fået en fordel herved, da man nemlig nu er betrygget for at falde i grøften, hvilket før var vanskeligt at undgå, især i mørke.

(Politivennen nr. 575. Løverdagen den 6te Januar 1827, s. 8-9)