Et billigt Ønske.

En mand der hver dag må passere vejen forbi det nye, opbyggede sted på hjørnet af Grønnegade og Gothersgade nr. 344 der er en prydelse for disse gader, især i sammenligning med den bindingsværksbygning som før stod samme sted, tror at have bemærket en mangel hvis afhjælpning ville være til megen nytte for alle fodgængere. Brolægningen er nemlig højst bueformig og rendestenen dyb. Om aftenen i mørke kan man let træde i samme ved at følge det korte rendestensbræt og derved få et farligt fald. Når nævnte korte rendestensbræt forlængedes, og gaden fik en række flisesten ligesom fortovet, da ville dette sikre mageligere passagen. Til eksempel kunne man jo tage Østergade da Gothersgade lige såvel er en hovedgade som den anden.

Skulle det offentlige ikke finde sig beføjet til at foretage denne forbedring, da håber man af det patriotiske sindelag der besjæler ejeren af denne herlige bygning at han selv vil sætte dette forslag i værk, og man tvivler heller ikke at han jo vil få den nødvendige tilladelse og høste mange medborgeres uskrømtede tak.

(Politivennen nr. 591. Løverdagen den 28de April 1827, s. 257-258).

Bøn til den reformerte Kirkes Værger.

Da udsigten til volden er betaget en stor del af Gothersgades beboere på grund af 2 store træer der står ved indkørselsporten til den reformerte kirke fordi disses grene hænger så langt ud over og ned mod gaden at de endog ulejliger dem der passerer samme til hest og til vogns, så tør man forvente at disse træer vil blive kappet, ligesom de træer i Kongens Have der vender ud mod Gothersgade, for hvilken foranstaltnings iværksættelse de herrer værger ville høste megen tak af en stor del af sidstnævnte gades beboere.

(Politivennen nr. 590. Løverdagen den 21de April 1827, s. 246).

Redacteurens Anmærkning.

Der skulle gå lang tid med gentagne opfordringer, og først i Politivennen nr. 908, 25. maj 1833, side 373 bekendtgjordes at træerne nu var blevet beskåret. Men gitterværket trængte stadig til opmaling.

Bøn om en Forandring af en Slamkiste.

Den på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Strandstræde anbragte slamkiste ligger således at den betydelige mængde vand der har løb derigennem, næsten ene falder til gadens højre og ubetydeligt deraf til dens venstre side. Dette medfører at den højre side af gaden - der desuden ligger lavere end den venstre - ved nogenlunde stærk regn, overskylles således at vandet løber i kældrene og gør passagen ufremkommelig. Ligeledes ville den store mængde is der lægger sig om vinteren, være beboerne af gadens højre side mindre til besvær når den formindskedes ved at en omtrent lige del vand flød igennem gadens to rendestene, og ikke som nu en forholdsmæssig lille del i den ene. Da brolægningsvæsnet møder ethvert fremsat ønske med velvilje, så tør man også håbe at dette vil blive taget i betragtning så meget mere som der er så stor færdsel i nævnte gade.

(Politivennen nr. 590. Løverdagen den 21de April 1827, s. 239-240).

Anmodning til Vedkommende ved Trinitatis og Frue Menighed.

Da begge ovennævnte menigheder sammen benytter den førstnævnte menigheds kirke, ville det være ret ønskeligt at der ved anmelderen om prædikanterne i avisen tillige blev anført for hvilken menighed der prædikedes. Vel er det sandt at den menighed der har højmesse den ene dag, har aftensang den anden. Men hint forslags iværksættelse, i det mindste når andre end menigheden præster prædikede, ville rimeligvis forhindre at de der havde lejet stole til den ene menigheds gudstjeneste enten af uagtsomhed eller med overlæg benyttede dem når de ikke havde ret til det. Denne uorden ved anmelderen fandt sted sidste skærtorsdag da pastor Hornsyld prædikede i Trinitatis Kirke for denne kirkes egentlige menighed.

(Politivennen nr. 590. Løverdagen den 21de April 1827, s. 235-236).

Redacteurens Anmærkning

Vor Frue Kirkes menighed holdt efter Københavns Bombardement til i Trinitatis Kirke, Dette fremgik af Adresseavisen den 1. oktober 1807:

De som have havt Stole og Stader i Vor Frue Kirke, ville behage at forevise deres Stolebreve for bemeldte Kirkes borgerlige Værge Urtekræmmer Friborg, boende paa store Kiøbmagergade lige over for Runde Kirkemuur, da han er villig at anvise Stole og Stader i Runde Kirke, mod at Vedkommende betaler et halvt Aars Leie fra Michaeli til Paaske 1808, og isamme Forandring lader paategne Brevet. Kiøbenhavn den 29 Septbr. 1807 Friborg.

Pastor Hornsyld er formentlig Sognepræst Jens Hornsyld (1757-1840). På Trinitatis Kirkes hjemmeside er han omtalt således: "Hornsyld havde været sognepræst i Assens, og da han blev pensioneret, kom han til København, hvor han på opfordring prædikede i mange af byens kirker, altid for en meget stor forsamling. Hornsyld var en af Grundtvigs oprigtige venner, og han kom også meget i hjemmet hos Søren Kirkegaards familie, hvilket først og fremmest skyldtes, at de var i slægt med hinanden."

Fra M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år (2011) følgende liste af præster mm. ved Trinitatis Kirke på Politivennens tid:
Sognepræster (biografier i bogen):
Christian Holst 1782-1807
Lorenz Nicolai Fallesen 1808-1824
Nicolai Ensmark Øllgaard 1824-1830
Valdemar Henrik Rothe 1830-1857
Kapellaner:
Jørgen Lomborg Paludan 1791-1822
Valdemar Henrik Rothe 1822-1830
Peter Christian Stenersen Gad 1831-1845
Kateketer:
Carsten Nicolai Meldal 1800-1808
Niels Henrik Gude 1809-1826
Herman Andreas Timm 1826-1835
Wilhelm Øllgaard 1835-1847
Andre
Jørgen Thisted, Fallesens personlige kapellan 1822-1824

En tragi-comisk mosaisk Liigbegjængelse.

Motto: "Og de sønderrev ikke deres klæder som tegn på bedrøvelse, men de slog hverandre blå og blodige"

Fredag den 30. marts da anmelderen ad Nørrebro vandrede til hovedstaden, blev hans opmærksomhed fængslet ved at betragte den jødiske ligvogn der som sædvanligt fulgtes af en mængde mosaiske lazaroner.

Næppe var ligvognen og det hæderlige følge passeret forbi indsenderen der befandt sig inden for ravelinen, før han til sin største forundring så den bagerste karet omringet af en flok mosaister som med magt ville bemægtige sig vognen, og for at opnå dette øjemed slå deres trosbrødre som befandt sig i samme, på flugt.

Disse plan var imidlertid lettere sagt end gjort. For i kareten befandt sig en Samson hvis mod og styrke ingen troløs Dalila havde kunnet formindske eller tilintetgøre. Han forstod sagen uret og bibragte en mosaist der krøb op i kareten, et så vældigt slag i ansigtet at dette blev blodigt, hvorefter de overøste hinanden med de mest opbyggelige, kaudervælske skældsord. Den samlede mængde truede med stokkeprygl, indtil Nørreports ravelinsvagt der ikke med det gode var i stand til at få de stridende og stridbare parter skilt ad, førte personerne til vagten.

Indsenderen der altid er rede til at betragte alt fra det mildeste synspunkt, tvivler ikke på at det oven beskrevne tragikomiske optrin alene var foranlediget af den dybe sorg og bedrøvelse der så rimeligt beherskede ligfølget ved tanken om deres nu for altid tabte trosbroder. Dog kan han ikke tilbageholde det ønske at vedkommende for fremtiden vil lade det være sig magtpåliggende at beherske deres lidenskaber så meget som muligt og i det mindste at undgå opløb på alfarvej og de deraf nødvendigt flydende arrestationer, foruden andre mindre betydelige ulejligheder som uindviede personers vrange omdømme med mere.

(Politivennen nr. 588. Løverdagen den 7de April 1827, s. 215-217).