Bekjendtgjørelser.

2. De af det musikelskende publikum der ønsker at høre en vokalsolo, kan få samme at høre gratis, når de hver aften vil behage mellem kl. 10 og 12 at spadsere forbi gården nr. 43 i Møntergade hvor en mosaisk bogtrykker til stor moro, for ikke at tale om uro - for naboer og genboer, fremtvinger sin hunds behagelige tenorstemme.

(Politivennen nr. 594. Løverdagen den 19de Mai 1827, s. 322).

Skarn paa Huset Nr. 338 i Gothersgaden.

På det hjørnehus af Gothers- og Store Regnegade hvor hørkræmmerboden er, ses på den imod Gothersgade vendende facade et væmmeligt svineri hvilket rimeligvis rejser sig fra den i kælderen boende hørkræmmer der skal have sit hør-og hamphegleri på anden sal i nævnte sted.

En stor del af muren er nemlig besat med affald af blår og anden urenlighed der har antaget en sort farve, så at huset på de steder hvor dette har sat sig fast, er ganske låddent.

Da nævnte hus der har nr. 338, i og for sig kun gør en mådelig parade, så indser man ikke hvorfor man endnu mere har villet bestræbe sig for at forøge dets mangler ved oven nævnte misprydelse og forventer derfor den ansvarshavende ejerinde der skal have ganske antagelige indtægter af hendes ikke just brillante lejligheder, indskærpet at bortskaffe snavset.

(Politivennen nr. 594. Løverdagen den 19de Mai 1827, s. 314-315).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 595, 26. maj 1827, s. 337 blev den lådne vinterpels fjernet.

Bemærkninger, anstillede i Tøihuusgaden.

I nr. 564 af dette blad har en unævnt med rette anket over det for øjet så anstødelig syn at 5 til 6 af de såkaldte trommelrender hvorigennem der udskylles alskens uhumskheder, findes anbragt på den del af Christiansborg Slot der vender ud mod den nu så smukt brolagt og på grund af badeanstalten så stærkt befærdede Tøjhusgade.

At disse væmmelige render endnu befinder sig i uforandret tilstand, er noget man vist nok alene må tilstkrive årstiden, da man har alt for nøje kendskab til rette vedkommendes smag for det symmetriske og skønne at en så begrundet anke ikke skulle have vundet udelt bifald.

Da en for sådant arbejds udførelse passende årstid nu er indtrådt, og da passagen gennem nævnte gade tager til mere og mere, så tillader man sig herved at gentage anken, med anmodning om at blive befriet for de omtalte væmmelige render. 

Med hensyn til brolægningen, da bemærkes at stenbroen på et par steder er sunket vel meget, hvilket især falder i øjnene når det har regnet da vandet bliver stående i fordybningerne. Det ville derfor vist nok være gavnligt om denne for tiden kun ubetydelige mangel blev afhjulpet snarest muligt.

Til slut kan man ikke tilbageholde det ønske at der på slottet ligesom på de lige overfor samme beliggende bygninger måtte anbringes en tagrende da fortovsbrolægningen alt for kendeligt liver under savnet af samme.

(Politivennen nr. 594. Løverdagen den 19de Mai 1827, s. 307-309).

Spectakel paa Høibroplads.

Såvidt indsenderen erindrer sig er der før i dette blad anket over den stimmel af mennesker der en gang imellem næsten spærrer passagen over denne plads. Men lagt fra at aftage, er denne menneskevrimmel snarere forøget. Man finder at Højbro Plads tjener som bivauk for tre slags folk, nemlig:

1. 

Mosaiske lazaroner med hele puklen fuld af gamle klæder, nogle med isenkram og andre ting. De optgaer det stykke fra Læderstrædes hjørne og noget ud på torvet.

2.

Sjovere og lastdragere. Da disse altid opholder sig i midten af pladsen og desuden ikke er mange, så nævnes de blot for fuldstændighedens skyld, og undes gerne deres stade.

3. 

Landsoldater eller konstituerede sjovere. Af disse er der en frygtelig mængde som tager fortjenesten fra den virkelige sjover, hvilket ikke sjældent giver anledning til opløb og slagsmål. De er ellers meget stille og gør gerne plads for folk, men deres kontraparter er dem for nær at der ikke skulle opvækkes misundelse og en gang imellem vanke lidt prygl.

Af alle 3 slags der alle forvolder uro og måtte ønskes behørigt kontrollerede, er de første unægteligt de farligste. Den københavnske sjover kender politiets kraft, landsoldaten frygter sine foresatte. Men den mosaiske lazaron frygter hverken Gud eller en anden mand. Med deres afskyelige påtrængenhed insulterer de alle forbigående, og med deres "Keew doch denne saks!" - "denne sigenect!" forfølger en langs op ad gaden.

For ikke at tale om smughandel, hæleri osv. tror man at det er de fleste af stadens indbyggeres ønske at en af de første i København ved politiets foranstaltning måtte blive renset og nogenlunde ryddeliggjort.

(Politivennen nr. 593. Løverdagen den 12te Mai 1827, s. 303-304)

Robert Batty (1789-1848): Højbro Plads. 1828. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Svineri i en Kongl. Residencestad.

Den uskik de fleste ejere af køer (en stor del af tillige ejere af brændevinsbrænderier) har at de udpumper kogødning tilige med vand i rendestenen, er i højeste grad væmmelig og ækel.

Men behøver blot en dag at gå omkring i gaderne når der fejes for at erfare hvor udbredt og almindelig denne uskik er. Da den mælk disse syndere mod renlighed sælger, sikkert indbringer dem så meget at de kunne lade gødningen køre væk, så synes det rimeligt at der blev holdt lidt strengere kontrol med dem i den henseende. Tager man ikke fejl da har P. A. Heiberg sagt:

"at den der vil havde fidtet,

Skal også tage - Sk. - ."

og det finder indsenderen heraf slet ikke urimeligt. Hvilken skade denne lovstridige udførsel gør på stadens kanaler er vel iøjnefaldende. Når man stundom ser en gammel skraldemand der skal bortkøre disse urenligheder med en betænkelig mine og hovedrysten, undersøge disse bestanddele - da må enhver redelig tænkende tilstå at denne fattige mand i et sådant øjeblik sikkert mere tænker på stadens bedste end den matador der gør en hel gade ti sin gædningskasse.

Politivennen nr. 593. Løverdagen den 12te Mai 1827, s. 301-302