Mere om Sand, Sand, Sa-hand.

Det værste er ikke at øret lider under det afskyelige sandbrøl, men drøftes nytten og skadeligheden af den omkring kørende sandvogn, da kommer et dårligt resultat. Som oftest kan man spore at denne vogn gennem alle de forskellige gader dens fører vræler i, efterlader sig en ikke ubetydelig del sand som fylder gaderne med støv der jo flyver i rendestenen og til sidst ender i kanalerne hvor det med store omkostninger bliver opmudret. Og lægges nu mærke til at den som har monopol på at køre om med sand til salg i gaderne, bekendtgjorde i Adresseavisen den 22. oktober 1822: "Et læs hvidt gulvsand kan fås for 4 rigsbankdaler med bemærkning at de udsælgende ved blot at holde pris med de omkørende vogne, har en fordel af 1 rigsbankdaler pr. læs" så ser man klart hvilken fordel stadens beboere har ved at lade deres tyende hente sand udenfor døren i stedet for at lade dem gå nogle skridt til nærmeste høker eller kældermand som ved denne sandomkørsel har lidt indgreb i deres næringsvej. For ikke at tale om at de der behøver et helt læs sand, kunne få det på de anordnede steder langt under den halve pris. 

I Politivennen nr. 388 påankedes nogle sandbunker som ligger på slotspladsen mod Fisketorvet og vejerboden og som er skadelige for kanalen. Man antog allerede den gang at disse ikke var nødvendige til slottets brug og at vedkommende bestyrere af slotsbygningerne vist ville kunne anvise plads inde på slotsgården for den til murerarbejdet sammesteds fornødne sand. Nu er der forløbet 4 år, men sandbunkerne har deres gamle plads, og at sandet ikke er til slottets brug, men er privat entreprise. Derom vil man let blive overbevist da der dagligt bortkøres flere læs derfra, såvel af vognmændskarle som af bygmestres kuske, ja selv den vrælende sandkusk forsynes fra samme bunker. De af det offentlige og af private opførte sandkister er vist nok tilstrækkelige til stadens forsyning, og da sådanne oplag under åben himmel er til stor skade for kanalerne, ønsker man disse bandlyste. Så meget mere som slotskirken nu er indviet til gudstjeneste og besøges af en talrig skare der ved den mindste heftige vind lider meget både i øjne og på klæder af allerede nævnte sandbunker.

Ligeledes blev i Politivennnen nr. 346 ytret ønske om borttagelse af den på slotspladsen værende faldefærdige sandkiste og skuret på samme, som tager udsigten fra Højbro og omegn til Stormgade og Filosofgangen. Kisten har som bekendt i en årrække ikke været benyttet til sandoplag eller udsalg. Skuret har i de seneste år gjort tjeneste til at sole og banke gulvtæpper på. Og kistens dæksel hvoraf en del er bortranet, er så råddent at tæppebankerne ved udøvelsen af deres formentlig ulovlige kald da en god del støv derved falder i kanalen og de forbigåendes klæder besudles, risikerer at plumpe igennem og lemlæstes. Selve kisterummet tjener alene til logi for omflakkende lazaroner. Da denne kiste således ikke er til nytte, men tværtimod til skade og vansir, nærer man det rimelige ønske at det offentlige vil foranstalte den sløjfet.

(Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 328-331). 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en opfølgning af Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 271-272. 

Om Brændeviinsskjænken ved tinghuse.

Ligesom orden er sjælen hos det enkelte menneske og i familielivet, således er et godt politis ordenshåndhæver også sjælen i enhver stat. Ved at tænke på dette blev indsenderens opmærksomhed henledt på følgende:

Man finder endnu ofte på landet, ja selv i tinghuse ved hovedstaden, et slags værtshushold eller krohold drevet af arrestforvarerne, hvilket fremfor alt synes at fortjene opmærksomhed. Da vidneføringen er af højeste vigtighed for processen, så indses let hvor vigtigt en sanddru vidneføring er for retfærdigheden. Og kan man vente sig sanddru vidnesbyrd aflagt af den rå hob på steder hvor den opholder sig i en slags værtshus før og mellem vidnesagerne? Den dag da almuefolk kaldes for en ret for at aflægge vidnesbyrd, anses altid for en helligdag. Og en helligdag er hos dem synonym med en drikke- og dovnedag. Nogle af de som er tilsagt i retten, drikker fordi de føler sig uskyldige, og tillige af frygt for retten. Og de øvrige fordi de er skyldige og for at drukne den simple rest af samvittigheden ved brændevinen som hos menneskearten dog aldrig ganske vil bukke under uden vold.

Er dette nu sådan - og det tvivler vel ingen på som kender lidt til den praktiske rettergang - hvilken lejlighed frembyder da ikke til fristelse i tinghuse hvor det tillades arrestforvareren at sælge spiritus. Indsenderen har selv haft en sag for retten og i en sådan drikkebule måttet tåle at modparten trakterede hans vidner med brændevin. En ærlig mand som kender lovgivningen, holder sig fra sådant. Men den som ikke kender samme, eller har en uretfærdig sag, gør alt muligt for at vinde. Og hvor udsættes den redelige og retfærdige ikke når vidnerne som skulle oplyse hans sag, enten er bedøvede, overtalte eller vundne ved brændevin.

Det må vel formodes at hvor sådan uskik endnu finder sted, sådant sker for at forøge en knap lønning for fangevogteren. Men det var langt mere værdigt at forøge denne på anden måde, så retfærdighedens forgård ikke skal blive uretfærdighedens.

Gid disse linjer må falde i hænderne på landets brave øvrigheder, og man er forvisset om at de ikke vil være en røst i ørkenen, men at de derimod vil lede til afskaffelsen af uskik som selvom den er forbudt i danske lov, er hævdet ved gammel sædvane og afføder så uberegneligt skadelige følger med sig.

(Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 323-325).

Bekjendtgjørelser.

2. De af det musikelskende publikum der ønsker at høre en vokalsolo, kan få samme at høre gratis, når de hver aften vil behage mellem kl. 10 og 12 at spadsere forbi gården nr. 43 i Møntergade hvor en mosaisk bogtrykker til stor moro, for ikke at tale om uro - for naboer og genboer, fremtvinger sin hunds behagelige tenorstemme.

(Politivennen nr. 594. Løverdagen den 19de Mai 1827, s. 322).

Skarn paa Huset Nr. 338 i Gothersgaden.

På det hjørnehus af Gothers- og Store Regnegade hvor hørkræmmerboden er, ses på den imod Gothersgade vendende facade et væmmeligt svineri hvilket rimeligvis rejser sig fra den i kælderen boende hørkræmmer der skal have sit hør-og hamphegleri på anden sal i nævnte sted.

En stor del af muren er nemlig besat med affald af blår og anden urenlighed der har antaget en sort farve, så at huset på de steder hvor dette har sat sig fast, er ganske låddent.

Da nævnte hus der har nr. 338, i og for sig kun gør en mådelig parade, så indser man ikke hvorfor man endnu mere har villet bestræbe sig for at forøge dets mangler ved oven nævnte misprydelse og forventer derfor den ansvarshavende ejerinde der skal have ganske antagelige indtægter af hendes ikke just brillante lejligheder, indskærpet at bortskaffe snavset.

(Politivennen nr. 594. Løverdagen den 19de Mai 1827, s. 314-315).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 595, 26. maj 1827, s. 337 blev den lådne vinterpels fjernet.

Bemærkninger, anstillede i Tøihuusgaden.

I nr. 564 af dette blad har en unævnt med rette anket over det for øjet så anstødelig syn at 5 til 6 af de såkaldte trommelrender hvorigennem der udskylles alskens uhumskheder, findes anbragt på den del af Christiansborg Slot der vender ud mod den nu så smukt brolagt og på grund af badeanstalten så stærkt befærdede Tøjhusgade.

At disse væmmelige render endnu befinder sig i uforandret tilstand, er noget man vist nok alene må tilstkrive årstiden, da man har alt for nøje kendskab til rette vedkommendes smag for det symmetriske og skønne at en så begrundet anke ikke skulle have vundet udelt bifald.

Da en for sådant arbejds udførelse passende årstid nu er indtrådt, og da passagen gennem nævnte gade tager til mere og mere, så tillader man sig herved at gentage anken, med anmodning om at blive befriet for de omtalte væmmelige render. 

Med hensyn til brolægningen, da bemærkes at stenbroen på et par steder er sunket vel meget, hvilket især falder i øjnene når det har regnet da vandet bliver stående i fordybningerne. Det ville derfor vist nok være gavnligt om denne for tiden kun ubetydelige mangel blev afhjulpet snarest muligt.

Til slut kan man ikke tilbageholde det ønske at der på slottet ligesom på de lige overfor samme beliggende bygninger måtte anbringes en tagrende da fortovsbrolægningen alt for kendeligt liver under savnet af samme.

(Politivennen nr. 594. Løverdagen den 19de Mai 1827, s. 307-309).