En Røst fra Vendsyssel.

Da anmelderen i forrige måned foretog en embedsrejse i Vendsyssel og passerede Sæby, erfaredes den uorden som man tror de højere vedkommende autoriteter bør gøres opmærksomme på. Den nemlig at broen ved Sæby på landevejen endnu den 25. maj ikke var repareret efter at den i vinter ved vandets stigning blev beskadiget. Ja, der fandtes ikke engang nogen temporær bro, derimod måtte man lade vognen køres igennem åen til hvilken nedkørslen er overmåde brat så at der kræves stærke og tålmodige heste, en behændig kusk og megen lykke dersom man ikke skal miste heste og vogn.

Vel risikeres mindre når kufferten m.m. ikke kan tåle vand - ved at tage den af vognen og lade den bæres over den bro der er lagt for gående, eller også når man er kendt i omegnen og har tid og lejlighed, da at køre en halv miles omvej over Sæbygård. - Men da det i alle tilfælde vil være nødvendigt for fremmede rejsendes skyld og en stor lettelse for alle omegnens beboere - for ikke at tale om at det er et rimeligt krav - at en landevej er passabel, så synes denne anke at være så rimelig at den bør bringes til offentlig kundskab især da den herredsfoged under hvis jurisdiktion den omtalte bro efter sigende skal ligge, kun bor ca. 50 skridt fra samme.

(Politivennen nr. 600. Løverdagen den 30de Juni 1827, s. 403-404).

Bemærkninger ved Herr' Roats sidste Forestilling.

Som bekendt gav kunstneren Roat med allerhøjeste tilladelse tirsdag den 12. dennes på eksercerpladsen ved Rosenborg Slot sin anden og sidste forestilling. Det er ligeledes almindelig kendt at et ulykkeligt tilfælde, det nemlig at linen ved den stærke spænding efter at være skamfilet, brast itu og gjorde for stedse ende på hans beundringsværdige færdighed i at gennemvandre luften.

Anmelderen der har overværet begge forestillinger, må være tilladt her at fremsætte nogle bemærkninger han har haft lejlighed til at gøre, og som netop turde findes på rette sted her i bladet.

Med sand glæde erfarede man her som ved andre lignende lejligheder at de foranstaltninger der var truffet fra det offentliges side, i enhver henseende var lige så tilfredsstillende som hensigtssvrende, idet der nemlig ved voldens og havens spærring var sørget for så vidt muligt at holde alle snyltegæster borte fra skuespillet, ja man kan ved denne lejlighed ikke lade ubemærket at garnisonsadjudanten hr. kaptajn von Cathala efter at være blevet opmærksom på at adskillige velklædte, men næsvise personer havde skaffet sig adgang til den del af volden hvorfra eksercerpladsen bedst beskues, uopholdeligt gav ordre til disses bortvisning, hvilen ordre da også straks blev udført.

Det ville have været anmelderen kært hvis han havde kunnet omtale enhver anden på en ligeså fordelagtig måde, men dette er derimod ikke tilfældet.

En beundringsværdig mangel på delikatesse sporede man ved at vende sit blik mod Gothersgade. Mangfoldige husejere havde der vist en meget besynderlig beredvillighed, den de næppe alle havde villet yde deres naboer, hvis disse havde anholdt om lignende begunstigelse fora t iværksætte en højst nødvendig reparation på deres tilstødende ejendomme. Tager var nemlig på mange steder indtil en mands højde, taget af for på denne måde at tilluske sig beskuelsen af denne lige så rædsomme som interessante luftvandring. Dette var også tilfældet i alle de tilstødende gader, ja selv fra flere skorstene og voldmøllernes aksler indtil Rundetårn der til andre tider siges at være utilgængelig, var mangfoldige personer uden betaling vidner til den kunstvandring der egentlig uden kunstnerens egen skyld, tog en så sørgelig ende.

Det vil vist være overflødigt at bemærke at man her ikke har taget mindste hensyn til de 100 personer anmelderen med flere kunne tælle i den have der benyttes af kommandanten oberst von Friis på Rosenborg Slot, da man tør holde sig forvisset om at en mand som hr. obersten der ifølge hans stilling som kommandant, måtte være vidende om de foranstaltninger der var truffet fra det offentliges side for at fjerne enhver uvedkommende, på den dag ikke ville have tilstedt nogen adgangen til haven uden i forvejen at have erstattet kunstneren den sum de i haven opholdende personer havde måttet rykke ud med, hvis de skulle have betragtet skuespillet fra selve eksercerpladsen.

Hvad der imidlertid påfaldt anmelderen ved denne lejlighed var at man så enkelte placerede i toppene af den her omhandlede haves frugttræer, hvilket foranledigede et lystigt hovede der rimeligt havde stået i den vrange opfattelse at disse personer var ikke betalende tilskuere til at udlade sig om at hr. Roat vist ikke ville ønske at alle træer bar sådanne frugter.

Anmelderen slutter disse bemærkninger i det han henleder vedkommende opmærksomhed på at vores afdøde kunstner foretog sin luftvandring ifølge hans majestæt kongens allerhøjeste tilladelse at alle tilstødende offentlige promenader var spærret, og at man følgeligt ikke behøver at være stærk i slutningskunsten for at være overbevist om at et forhold som det her påankede umuligt kan have været overensstemmende med vores allernådigste konges vilje, der dog nok bør være en lov for enhver retsindet og brav dansk undersåt.

(Politivennen nr. 598. Løverdagen den 16de Juni 1827, s. 377-381).

Anmodning til Værgerne for Frederiks tydske Kirke paa Christianshavn.

Det på Christianskirken anbragte ur svarer aldeles ikke til hensigten, da det endog i en temmelig kort afstand, selv for gode øjne, ikke er muligt at skelne hvad klokken er. Årsagen hertil ligger især i skivens højst skidenfærdige og forslidte udvortes, og disse egenskaber er i høj grad til stede på den mod laboratoriet vendende side, fra hvilken endog de nærmest boende ikke er i stand til at erfare klokkeslættet.

Man tør derfor forvente at nævnte kirkes værger ville drage omsorg for at få de her udpegede mangler afhjulpet så at urværket i det hele kan svare til dets bestemmelse.

(Politivennen nr. 597. Løverdagen den 9de Juni 1827, s. 357).

En slem Uskik.

Man har i nogen tid bemærket den uskik i Kronprinsessegade at tjenestekarle har ophængt gulvtæpper på jerngitteret om Kongens Have, for der at banke dem. Hvor usømmeligt sådant er og hvilken ulempe det medfører, behøves vel næppe tydeligt at anføres. Ved at fremsætte anken herover, nærer man det håb at gadens beboere der næsten alle anses for galante folk, ville pålægge deres tjenestefolk at foretage sådan rensning i deres gårde eller på et andet mere passende sted. -

Samme uskik fandt også sted onsdag den 30. maj ved det lave rækværk der omgiver hovedindgangen til Frue Kirke på Nørregade.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 351-352).

Vink til forhenværende Skrædder Holmbo.

Hr. Holmbo gøres opmærksom på at når han lader sit tag til gaden rense eller istandsættes, så forpligtes han efter anordningerne til ved begge ender af det af hans huse som er under reparation, at sætte lægter eller lignende, så de forbipasserende kan varsles. At Holmbo enten må være uvidende om sådan forpligtelse, eller i det mindste anse sig fritaget for at efterkomme samme, bevises af følgende faktum.

Den 29. maj i år om morgenen klokken halv seks så indsenderen at en murersvend kom ud gennem et kvistvindue på Holmbos hus nr. 228 i Antonistræde. I hånden havde han en stang som han gav sig til at rense taget med for løse kalkstykker og anden urenlighed. Ved huset var ikke anbragt en, endsige to afvisere eller mærker.

Naboens nr. brændevinshandler Wagners tjenestepige som just kom gående med en kurv fuld af hvedebrød, fik den første ladning oven på brødet. Indsenderen som bor overfor, råbte derfor over til svenden at der ingen afviser var sat ved huset, hvortil denne svarede "at alt hvad han rev ned fra taget, faldt i tagrenden". Da man imidlertid berettede ham om tilfældet med hr. Wagners pige, pikkede han med stangen 3 til 4 forskellige gange på taget for at få Holmbo - som befandt sig på loftet - i tale. Men da ingen Holmbo indfandt sig, fortsatte han uden videre med det arbejde han var blevet pålagt. Og nu først regnede en betydelig del kalkstumper mm ned. Dels i tagrenden, dels fra dennes rand ned på gaden. 

Hele forretningen stod på i omtrent 10 minutter og indtraf heldigvis herved ingen videre ulempe, fordi kun få folk befandt sig så tidligt på gaden. Men det besynderligste var at efter at svenden var blevet helt færdig med rensningen, blev en lille stok af omtrent 1½ alens længde sat fra huset ud mod de brede fortovssten. For hvilken man imidlertid havde så lille ærbødighed at den første forbigående med forsæt rørte den med foden så den faldt om. Denne mangel på agtelse må sandsynligvis have grundet sig i at det ikke kunne falde ham ind at en sådan pind stod der ex officio.

I de tilfælde der skulle være bestemt nogen mulkt for forsømmelse af ovennævnte pligt, da skal det inderligt fornøje indsenderen at erfare at en sådan mulkt er blevet pålagt Holmbo. Og til bevis for at denne mener det redeligt, så tilbyder han skønt han ikke er 1/10 så rig som Holmbo, at lægge 1/4 af en sum lige med den som bliver pålagt husejeren, forudsat mulkten ikke overstiger 10 rigsbankdaler sølv. Ligesom han også i ethvert tilfælde samtykker i at udgiveren af Politivennen, S. T. hr. major K. Kristensen oplyser Holmbo om hvem indsenderen er, ifald han skulle spørge om det.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 345-348).

Redacteurens Anmærkning

Antonistræde 228 blev i 1859 til Antonistræde 12 og i 1901 til Antonigade 12. Hverken huset eller adressen eksisterer længere.