Bemærkninger ved Herr' Roats sidste Forestilling.

Som bekendt gav kunstneren Roat med allerhøjeste tilladelse tirsdag den 12. dennes på eksercerpladsen ved Rosenborg Slot sin anden og sidste forestilling. Det er ligeledes almindelig kendt at et ulykkeligt tilfælde, det nemlig at linen ved den stærke spænding efter at være skamfilet, brast itu og gjorde for stedse ende på hans beundringsværdige færdighed i at gennemvandre luften.

Anmelderen der har overværet begge forestillinger, må være tilladt her at fremsætte nogle bemærkninger han har haft lejlighed til at gøre, og som netop turde findes på rette sted her i bladet.

Med sand glæde erfarede man her som ved andre lignende lejligheder at de foranstaltninger der var truffet fra det offentliges side, i enhver henseende var lige så tilfredsstillende som hensigtssvrende, idet der nemlig ved voldens og havens spærring var sørget for så vidt muligt at holde alle snyltegæster borte fra skuespillet, ja man kan ved denne lejlighed ikke lade ubemærket at garnisonsadjudanten hr. kaptajn von Cathala efter at være blevet opmærksom på at adskillige velklædte, men næsvise personer havde skaffet sig adgang til den del af volden hvorfra eksercerpladsen bedst beskues, uopholdeligt gav ordre til disses bortvisning, hvilen ordre da også straks blev udført.

Det ville have været anmelderen kært hvis han havde kunnet omtale enhver anden på en ligeså fordelagtig måde, men dette er derimod ikke tilfældet.

En beundringsværdig mangel på delikatesse sporede man ved at vende sit blik mod Gothersgade. Mangfoldige husejere havde der vist en meget besynderlig beredvillighed, den de næppe alle havde villet yde deres naboer, hvis disse havde anholdt om lignende begunstigelse fora t iværksætte en højst nødvendig reparation på deres tilstødende ejendomme. Tager var nemlig på mange steder indtil en mands højde, taget af for på denne måde at tilluske sig beskuelsen af denne lige så rædsomme som interessante luftvandring. Dette var også tilfældet i alle de tilstødende gader, ja selv fra flere skorstene og voldmøllernes aksler indtil Rundetårn der til andre tider siges at være utilgængelig, var mangfoldige personer uden betaling vidner til den kunstvandring der egentlig uden kunstnerens egen skyld, tog en så sørgelig ende.

Det vil vist være overflødigt at bemærke at man her ikke har taget mindste hensyn til de 100 personer anmelderen med flere kunne tælle i den have der benyttes af kommandanten oberst von Friis på Rosenborg Slot, da man tør holde sig forvisset om at en mand som hr. obersten der ifølge hans stilling som kommandant, måtte være vidende om de foranstaltninger der var truffet fra det offentliges side for at fjerne enhver uvedkommende, på den dag ikke ville have tilstedt nogen adgangen til haven uden i forvejen at have erstattet kunstneren den sum de i haven opholdende personer havde måttet rykke ud med, hvis de skulle have betragtet skuespillet fra selve eksercerpladsen.

Hvad der imidlertid påfaldt anmelderen ved denne lejlighed var at man så enkelte placerede i toppene af den her omhandlede haves frugttræer, hvilket foranledigede et lystigt hovede der rimeligt havde stået i den vrange opfattelse at disse personer var ikke betalende tilskuere til at udlade sig om at hr. Roat vist ikke ville ønske at alle træer bar sådanne frugter.

Anmelderen slutter disse bemærkninger i det han henleder vedkommende opmærksomhed på at vores afdøde kunstner foretog sin luftvandring ifølge hans majestæt kongens allerhøjeste tilladelse at alle tilstødende offentlige promenader var spærret, og at man følgeligt ikke behøver at være stærk i slutningskunsten for at være overbevist om at et forhold som det her påankede umuligt kan have været overensstemmende med vores allernådigste konges vilje, der dog nok bør være en lov for enhver retsindet og brav dansk undersåt.

(Politivennen nr. 598. Løverdagen den 16de Juni 1827, s. 377-381).

Anmodning til Værgerne for Frederiks tydske Kirke paa Christianshavn.

Det på Christianskirken anbragte ur svarer aldeles ikke til hensigten, da det endog i en temmelig kort afstand, selv for gode øjne, ikke er muligt at skelne hvad klokken er. Årsagen hertil ligger især i skivens højst skidenfærdige og forslidte udvortes, og disse egenskaber er i høj grad til stede på den mod laboratoriet vendende side, fra hvilken endog de nærmest boende ikke er i stand til at erfare klokkeslættet.

Man tør derfor forvente at nævnte kirkes værger ville drage omsorg for at få de her udpegede mangler afhjulpet så at urværket i det hele kan svare til dets bestemmelse.

(Politivennen nr. 597. Løverdagen den 9de Juni 1827, s. 357).

En slem Uskik.

Man har i nogen tid bemærket den uskik i Kronprinsessegade at tjenestekarle har ophængt gulvtæpper på jerngitteret om Kongens Have, for der at banke dem. Hvor usømmeligt sådant er og hvilken ulempe det medfører, behøves vel næppe tydeligt at anføres. Ved at fremsætte anken herover, nærer man det håb at gadens beboere der næsten alle anses for galante folk, ville pålægge deres tjenestefolk at foretage sådan rensning i deres gårde eller på et andet mere passende sted. -

Samme uskik fandt også sted onsdag den 30. maj ved det lave rækværk der omgiver hovedindgangen til Frue Kirke på Nørregade.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 351-352).

Vink til forhenværende Skrædder Holmbo.

Hr. Holmbo gøres opmærksom på at når han lader sit tag til gaden rense eller istandsættes, så forpligtes han efter anordningerne til ved begge ender af det af hans huse som er under reparation, at sætte lægter eller lignende, så de forbipasserende kan varsles. At Holmbo enten må være uvidende om sådan forpligtelse, eller i det mindste anse sig fritaget for at efterkomme samme, bevises af følgende faktum.

Den 29. maj i år om morgenen klokken halv seks så indsenderen at en murersvend kom ud gennem et kvistvindue på Holmbos hus nr. 228 i Antonistræde. I hånden havde han en stang som han gav sig til at rense taget med for løse kalkstykker og anden urenlighed. Ved huset var ikke anbragt en, endsige to afvisere eller mærker.

Naboens nr. brændevinshandler Wagners tjenestepige som just kom gående med en kurv fuld af hvedebrød, fik den første ladning oven på brødet. Indsenderen som bor overfor, råbte derfor over til svenden at der ingen afviser var sat ved huset, hvortil denne svarede "at alt hvad han rev ned fra taget, faldt i tagrenden". Da man imidlertid berettede ham om tilfældet med hr. Wagners pige, pikkede han med stangen 3 til 4 forskellige gange på taget for at få Holmbo - som befandt sig på loftet - i tale. Men da ingen Holmbo indfandt sig, fortsatte han uden videre med det arbejde han var blevet pålagt. Og nu først regnede en betydelig del kalkstumper mm ned. Dels i tagrenden, dels fra dennes rand ned på gaden. 

Hele forretningen stod på i omtrent 10 minutter og indtraf heldigvis herved ingen videre ulempe, fordi kun få folk befandt sig så tidligt på gaden. Men det besynderligste var at efter at svenden var blevet helt færdig med rensningen, blev en lille stok af omtrent 1½ alens længde sat fra huset ud mod de brede fortovssten. For hvilken man imidlertid havde så lille ærbødighed at den første forbigående med forsæt rørte den med foden så den faldt om. Denne mangel på agtelse må sandsynligvis have grundet sig i at det ikke kunne falde ham ind at en sådan pind stod der ex officio.

I de tilfælde der skulle være bestemt nogen mulkt for forsømmelse af ovennævnte pligt, da skal det inderligt fornøje indsenderen at erfare at en sådan mulkt er blevet pålagt Holmbo. Og til bevis for at denne mener det redeligt, så tilbyder han skønt han ikke er 1/10 så rig som Holmbo, at lægge 1/4 af en sum lige med den som bliver pålagt husejeren, forudsat mulkten ikke overstiger 10 rigsbankdaler sølv. Ligesom han også i ethvert tilfælde samtykker i at udgiveren af Politivennen, S. T. hr. major K. Kristensen oplyser Holmbo om hvem indsenderen er, ifald han skulle spørge om det.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 345-348).

Redacteurens Anmærkning

Antonistræde 228 blev i 1859 til Antonistræde 12 og i 1901 til Antonigade 12. Hverken huset eller adressen eksisterer længere.

Erindringer i Anledning af Natterenovationen.

Morgenstund har guld i mund, siger et godt gammelt ordsprog. Men vi arme københavnere må bekende at den tillige har sk... i munden. Indsenderen - en ægte morgenmand - ville med mange flere være de ansvarlige særdeles meget taknemmelige hvis det kunne indrettes således at de såkaldte natrenovationsvogne ikke blev gjort til dag- eller morgenvogne, hvorved de som har sans for sommermorgenernes skønhed, så meget hindres i fra et åbent vindue eller ved en spadseretur på gaden at nyde den opgående sols oplivende stråler og morgenluftens blide indvirkning. Indsenderen blev allerede for nogle dage siden forulejliget af stanken fra et tvillingebroderskab af disse nødvendige nattevandrere. Opfyldte med deres giftuddunstende indhold stod de uden for et hus færdige til at kunne kortkøres. Men forblev dog i ro i næsten et kvarter, mens kuskene fik en - vist nok højst nødvendig - morgensnaps hos en spækhøker. Dog solen var endnu ikke oppe, skønt det allerede var ganske lyst. Han fandt sig altså i rimelighed, lukkede sit vindue og satte sig hen for at begynde sit sædvanlige dagsværk. 

"Han fandt sig altså i rimelighed, lukkede sit vindue og satte sig hen for at begynde sit sædvanlige dagsværk." (Ikke udsigten fra skribentens vindue, men fra Martinus Rørbye: Udsigt fra kunstnerens vindue, ca. 1825. Statens Museum for Kunst.)

Men i dag (den 25. maj) stod solen allerede højt på himlen, dens stråler påmindede enhver natmand om at hans forretning burde være til ende. Ikke desto mindre stod atter to af førnævnte staldbrødre på gaden, og kuskene var endnu i fuldt arbejde med at læsse, hvorved en spækhøker som kom fra bageren med en kurv fuld af brød, på et hængende hår nær havde fået en ladning ovenpå samme. Et sådant forhold er dog ubestridt uforsvarligt. 
Natten må være så kort som den være vil, så er den dog i sandhed lang nok for at forretninger af omskrevne slags kunne fuldføres fra kl. 11 til halv tre. Fra 11? sådan spørger sikkert harmfuldt enhver aftenelsker og selskabsbroder. Ja sådan spørger vel endog en stor mængde af disse klasser og stænder for hvilke vi dybt bukker os. Henregner du, enfoldige indsider kl. 11 om natten og kl. 3 til morgenstunden? Ved du da ikke at vi ikke kender nogen nat før kl. 11 og ingen dag før kl. 9 til 10. I dybeste underdanighed svares: Ingen som vender op og ned på naturens orden, har her det mindste at sige. Han være hvem han vil. Og den som ikke har mere sans for lysets morgen end for mørkets nat, bør her tie og finde sig i at tage sin næse fangen under lugtens lydighed.

Men selv de anordninger som angår sundhedens vedligeholdelse i store stæder, hjemler indsenderens fordring. Dersom den giftige stank som natrenovationsvognene især om sommeren afgiver er skadelig for sundheden, hvilket ingen tør nægte, så er det upåtvivleligt at jo længere hen imod morgenstiden sådan udkørsel besørges, desto skadeligere er dens uundgåelige virkninger. Der behøves vel intet andet bevis for den påstand at denne stank er på sit højeste mål just til den tid da borgersamfundets nyttigste medlemmer begynder at færdes på gaderne, end det som afgives, når man ved denne årstid går over Knippelsbro fra kl. 5 til 8 eller 9 om formiddagen.

Ved samme lejlighed og foranlediget af de for øjet synlige klatter og den urenlighed som især bemærkes der hver morgen, gør indsenderen de ansvarlige opmærksomme på nødvendigheden af at renovationsvognene holdes tilbørligt tætte i bunden og på siderne samt indvendigt begede. For at det som spildes kommer mere fra bunden af vognen end fra dens øverste kant, ses tydeligt af den regelmæssige orden hvori klatterne følger hjulsporene.

(Politivennen nr. 596. Løverdagen den 2den Juni 1827, s. 339-343).