I Politivennens sidste nummer har en anonym personage fundet sig foranlediget til at agere advokat for Trommesalens ejer hr. kaptajn Stauning, og det på en måde der i lige grad vækker latter og forundring.
Vi vil følge hans grundløse passiar skridt for skridt og på hvert sted tilføje hvad vi har at bemærke.
Således finder vi da 1) at Trommesalen er et ved privilegier autoriseret akseltorv. I denne anledning kunne vi ønske at se de påberåbte privilegier og at få kundskab om af hvem de er givet og i hvilket år.
Når det nu 2) bemærkes at dette akseltorv er under opsigt af en bekendt fornuftig og i enhver henseende retskaffen mand, da kan vi aldeles intet have imod denne lovtale. Især hvis hr. kaptajn Stauning selv måtte finde den velbehagelig. Men vi vil derfor just ikke frakende ejerne af de andre i stykket nævnte stader - om sig selv sømmer det sig her ikke at tale - de hr. kaptajnen tillagte fuldkommenheder.
For det 3) bemærker sammenskriveren at det der (nemlig på Trommesalen) ingenlunde kan ventes at stjålne kreaturer falbydes, hvilket derimod har været tilfældet på andre steder på stadens grund. Denne bemærkning er så grundfalsk og i enhver henseende så enfoldig og tåbelig at man næppe skulle have kunnet tænke sig den fremsat prent. For for det første fremlyser det jo af sig selv at stjålne varer lige såvel kunne falbydes og sælges i Trommesalen som på ethvert andet sted, hvilket desuden let kan godtgøres ved eksempler. Og for det andet måtte hr. kaptajn Stauning være - hvad han dog nok ikke er - alvidende for at kunne bestemme hvilke kreaturer der er stjålne og hvilke der ikke er.
Forfatteren udlader sig endvidere 4) om at den handel der drives udenfor Trommesalen formentlig må kunne henregnes to forprang, og følgeligt er lovstridigt, samt i høj grad præjudicerende for Trommesalens ejer som har privilegium på akseltorv og har bekostet alle til hensigten svarende indretninger.
Her må vi forudskikke den bemærkning at de nævnte steders besiddere og beboere er privilegerede gæstgivere og er som følge deraf fuldkommen berettigede til at herbergere prangere og at indstalde kreaturer disse måtte medbringe, til hvilke sidste de også har bekostet ligeså gode og bekvemme indretninger som på Trommesalen. Ja hvad mere er, dette er netop en af deres vigtigste indtægtskilder. At prangerne når der indfinder sig købere, sælger deres kreaturer hos os, i stedet for at bringe dem på Trommesalen, er vist nok lige så tilladeligt som uskadeligt handel der har været drevet fra Arilds tid, og vi er derfor ikke i stand til at indse hvad der har bragt sammenskriveren så slemt i harnisk mod os, med mindre han muligvis skulle høre blandt dem der jævnligt deltager i lidkøbsdrikkerierne på Trommesalen. For da er det jo begribeligt ok at han havde kunnet vente sig en klækkeligere slurk hvis de hos os solgte kreaturer var blevet solgt der.
Al hans passiar om formentlig forprang, lovstridig adfærd og prædujicere for Trommesalens ejer håber man derfor enhver vil betragte for hvad det er, nemlig grundløst snak.
Har hr. kaptajn Stauning imidlertid udelukkende privilegium på akseltorv, da finder vi det mest rigtigt at han indstævner alle efter hans mening uberettigede og lader dem undgælde efter anordningerne. Derved ville man jo få vished om sagen. Men som sagt, vi gad gerne se dette privilegium exclusivum.
Til slut og for det 5) søger forfatteren at kaste en fornærmelig skygge på den nævnte steders besiddere ved at betitle den handle der drives hos dem "smughandel" og ved at udlade sig om "tyvekoster der let kunne underbringes".
Hertil svares at de handler der afsluttes hos os, aldeles ikke går for sig i smug, hvortil et gæstgiversted og så synes at være meget dårligt skikket. Men at der derimod handles offentligt for alle og enhver og hvad udtrykket "tyvekoster" betræffer, da er hverken ejerne eller lejerne af de udpegede steder vidende eller overbeviste om at der der handles med tyvekoster. Hvorimod det let kan bevises at stjålne varer er falbudte og solgt på Trommesalen og kunne vi derhos forsikre forfatteren om at enhver af de udpegede er håndfast nok for i fornødent fald at kunne pågribe og fastholde selv de temmelig stærke og øvede tyveknægte.
Til slut kunne vi ikke tilbageholde vores forundring over at Muusfeldts, Snidstrups og gæstgiver Schmidts steder samt nr. 8, 12 og 15 på Vesterbro hvor der dog drives en langt større handel end på nogen af de udpegede steder, har undgået forfatterens forskende (?) øje.
For øvrigt ønsker vi ret gerne at forfatteren ville behage at navngive sig, da vi derved undgik hvad vi gerne ville undgå at ulejlige bladets udgiver med at opgive hans navn.
(Politivennen nr. 602. Løverdagen den 14de Juli 1827, s. 434-439).
