En Bøn for den Sælvgjorte ClarinetLeverandøer i Politievennen No 612.

(Ord- og bogstaveret efter manuscriptet).

Jeg er 49 år gammel og er kommet her til staden 1798. Og i al den tid har det været for buden en hver der ikke er befalet at møde ved detsted hvor ilden bryder ud hr. Leverandør de siger selv de har ilet til stedet hvor ildenvar uden at sige devar der til befalet - Det er noksom bekendt at København ikke er fattig på hassendansere gadestrygere lejligheds og lommetyve som ved det første vink iler til det uløkkeligested hvor de for mådenlig håber at gøre en kub i stedet forat værrede uløkkelige til hjælp da hr. Leverandør er for os som danse bodværter så meget vigitg for medelst det prægte instroment så vel det meget glæde mig når jeg kan spørge at de ikke gerådet i nogen af de nennevnte klaser i milder tid vel justitsen nok råde boe der på.

Min mening er denne jo flere der bliver borte som ikke har noget  at bestelle ved ilden des mindre er der som står i vejen for dem som skal gøre arbejdet I øvrigt vel jeg råde dem hr. Leverandør at ikke inlade hvad dem ikke vedkommer som for eksempel dem der bær knebelbarder det er jo hans majestets befaling at deskal bærre dem er de mis undelig for dig de ikke har den ærre at bærre dem for dig grunnen hvor på de skalgro ikke duer.

København d. 22. september 1827

Erbødigst
J. P. Roerup
Magstræde nr. 23 i stuen.

(Politivennen nr. 613 Løverdagen den 29de September 1827, s. 618-619).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er svar på Politivennen nr. 612, 22. september 1827, s. 601-602 og blev besvaret i Politivennen nr. 615, 13. oktober 1827, s. 647-649.

En Clarinet til Dandseboderne.

Når det frygteligt brandråb og vægterpiben genlyder i stadens gader, standser al anden færd gerne. Man iler afsted med den hurtighed angsten indgyder for at erfare om ilden ikke er i nærheden eller hos venner og bekendte. Så meget desto mere må det forundre enhver da der sidste søndag den 16. i denne måned var udbrudt skorstensbrand i Borgergade, at høre at de herrer musici på danseboderne i Magstræde og Kompagnistræde ikke opgav deres virksomhed, men blandede deres harmoniske (?) toner med vægterpibernes skrattende klang. 

Det synes underligt at i et øjeblik hvor såvel individer af brandkorpset som også af borgermilitæret må forlade hus og hjem for at våge over orden og rolighed, nogle muligvis halvdrukne landsoldater og konsorter med respektive kærester skulle have den magt at trodse alle andres ængstelige følelser og ikke i det mindste vise den opmærksomhed at standse med deres krumspring indtil alarmen og faren var forbi. Da sædvanligvis alle vinduer er åbne på sådanne steder, så lyder musikken og de bestøvlede danseres djærve fodslag ikke alene i nabolaget, men foruroliger ofte en hel gade. Vedkommende bedes at blæse på denne klarinet indtil videre. For skulle denne uskik bemærkes oftere, skal man ikke være sen med at skaffe dem endnu en, muligvis af en stærkere klang uden at frygte hverken for vært eller knebelsbartede gæster.

(Politivennen nr. 612 Løverdagen den 22de September 1827, s. 601-602).

"Når det frygteligt brandråb og vægterpiben genlyder i stadens gader, standser al anden færd gerne." (P. Klæstrup: Brandalarm)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen affødte mere debat i Politivennen nr. 613, 29. september 1827, s. 618-619 og Politivennen nr. 615, 13. oktober 1827, s. 647-649)

Magstræde 23 eksisterer ikke længere, men er formentlig nutidens Magstræde 17/Nybrogade 30. Det er ikke den eneste gang Magstræde har været genstand for artikler i Politivennen. Den 14 maj 1825 blev der klaget over vasketøj. Knebelsbarter er noget som mest blev forbundet med militærfolks skæg.

Et slemt Styrtebad paa Nørrebro.

Tirsdag den 11. i denne måned gik anmelderen sammen med et par venner for at spadsere til skoven. Men da de kom lige uden for stedet nr. 23 på Nørrebro, mødte de nogle bekendte hvorfor de kom til at standse ved nævnte sted. Mens de stod der for at samtale, fik anmelderen en morgenhilsen af en portion urin, blandet med nøddeskaller over hovedet. Anmelderen blev meget fortrydelig herover. Men da han ikke kunne få øje på gerningsmanden, eftersom denne havde forladt stedet hvorfra væden blev udkastet, måtte han tie til fornærmelsen. Han finder sig derfor foranlediget til offentligt at advare enhver mod at standse udenfor omtalte sted for at det ikke skal gå dem lige sådan. Og tillige at give vedkommende en påmindelse om at vogte sig for sådan utilbørlig fremfærd for eftertiden.

(Politivennen nr. 612, Løverdagen den 22de September 1827, s. 599).

"Mens de stod der for at samtale, fik anmelderen en morgenhilsen af en portion urin, blandet med nøddeskaller over hovedet." (Natpotte fra Nationalmuseet. Eget foto 2015)

Besværligt Selskab i Grønningen om Aftenen

Mandag den 10. september klokken omtrent 9 om aftenen spadserede indsenderen i selskab med en dame i den del af Grønningen som er nærmest Toldboden. Vi satte os på en af bænkene ved den brede gang. Noget efter kom en patrulje forbi, og straks derpå en civilklædt som stillede sig bag et træ nærmest os i den tanke at være uset. Da han imidlertid mærkede at vi havde set ham, luskede han afsted. 

Men ikke længe efter så vi en mørk figur bag os som lå udstrakt tæt bag træet og var forsigtigt lejret i det skygge. Da personen mærkede at at vi havde set ham, rejste han sig, stillede sig foran os og begyndte på den mest lave måde at overfalde os med skældsord og truende fagter. Jeg bad ham på en kort, men alvorlig måde at forføje sig bort, da jeg ellers kaldte vagten til hjælp. Men han svarede på det at det brød han sig ikke om. Jeg blev i det samme opmærksom på en jæger af det sjællandske eller jyske jægerkorps som nærmede sig i gangen, og gik hen til ham og fortalte ham det passerede. Efter at have spurgt: om han var af patruljen? hvortil han svarede ja. Gavtyven kom nu også til og sagde til jægeren: "Hør du, kom, jeg skal sige dig noget". Hvorpå de begge fjernede sig i gangen. 

"En mørk figur lå udstrakt tæt bag træet og var forsigtigt lejret i det skygge. Da personen mærkede at at vi havde set ham, rejste han sig, stillede sig foran os og begyndte på den mest lave måde at overfalde os med skældsord og truende fagter." (Kastelsmøllen, set fra Grønningen. Eget foto, 2015).

Vi blev siddende på bænken en halv snes minutter mere hvorpå vi gik. Da vi kom til den nærmeste bænk, sad der en herre og dame, og bag deres ryg lå udstrakt i skyggen tæt ved træets rod den samme person som havde antastet os. Vi gik straks til de siddende og advarede dem mod ham. Men da han bemærkede at vi alle fire var opmærksomme på ham, rejste han sig hurtigt og løb henad Kastellet. Men vendte kort derpå om fordi der hørtes stemmer fra den side hvor han ilede hen. Og nu løb han tværs over Grønningen tæt forbi os og søgte at give os et slag med noget han havde i hånden. Men det blev forebygget ved at vi hurtigt trådte tilbage. Han forsvandt nu i den Grønning som vender mod Østerport hvor vi hørte hans ilende skridt og banden. Nævnte person var høj og smal, havde en mørk som det lod blå frakke på og hat og det lod til at ovennævnte jæger kendte ham. 

Da Grønningen er et meget søgt spadserested især for dem der bor i nærheden, så er det beklageligt at fredelige spadserende bliver forstyrrede der på en så fjendtlig og truende måde, ja måske endog kunne udsættes for noget langt værre. Man tør derfor håbe at de ansvarlige vil sørge for at de som elsker fred og ro kan nyde et gode i sikkerhed som vores landsfaderlige regering har hjemlet dem. Hvilket lettest vil kunne ske derved at patruljerne forstærkes og strengt pålægges at gribe enhver mistænkelig person eller enhver der søger at forstyrre fredelige spadserendes rolighed enten med ord eller gerning.

(Politivennen nr. 611, Løverdagen den 15de September 1827, s. 589-592).

Lumpen Behandling

"Loven er ærlig, men holden besværlig" lyder det gamle ordsprog. Og det må indsenderen af disse linjer desværre tilstå. Ikke desto mindre vil han dog offentliggøre en handling, muligvis ikke den eneste af sin slags, og ved intet mere passende sted end gennem dette blad at underrette publikum om hvorledes en temmelig alderstegen mands handlemåde mod undertegnede har været.

For noget over 3 år siden blev jeg ansat som ekstramand i de kongelige stalde. Efter i nogen tid at have været der, kommer sukkermøller Jens Høy som er i tjeneste hos S. T. hr. grosserer Christensen på Christianshavn, til mig og lover mig at han når jeg ville tage til ham, vil han lære mig at koge og hjælpe mig til enten efter hans død eller i tilfælde af alderdomssvaghed at afløse ham som sukkermester. Et sådant tilbud var ikke at foragte. Jeg forlod min tjeneste og tog til 1. november 1824 til ham. Imidlertid lærte jeg hvad der behøvedes for at forestå et sukkerraffinaderi. Men pludselig opsiger han mig, og jeg er nu med familie brødløs.

Som lægmand har jeg altid undset mig for at fremkomme med noget der publiceres offentligt. Men her forekommer det mig at være min pligt da jeg førhen har været i besiddelse af Jens Høys fortrolighed og er nu uden nogen som helst fra min side dertil given anledning hovedkulds afskediget.

Min æresfølelse er ved denne lejlighed blevet krænket. Og derfor må jeg spørge: Hvad er årsagen, hr. Høy til min afskedigelse fra hr. Christensens sukkerraffinaderi og har jeg ikke til rette tid været påpasselig i mine pligters udførelse? Har jeg nogen tid forsømt hvad der er blevet mig pålagt? Og endelig kan hr. Høy tillige med mine forhenværende medarbejdere i sukkerraffinaderiet beskylde mig for at have været hengiven til drik, dovenskab etc.? Når de 2 første spørgsmål besvares bekræftende og det sidste benægtende, da grib Dem, hr. Høy i Deres egen barm og tænk over hvor lumpent De har behandlet mig. En gråhærdet 69 årig olding burde ikke i sine med hensyn til alderen sidste levedage opføre sig således at han ikke uplettet vil forlade det jordiske, og måske ved en lille højst ubetydelig, kvindelig person lade sig forføres til en handling der er og altid vil blev ham bebrejdet som uværdig.

København den 22. august, 1827
Peder Pedersen Farsbølle

(Politivennen nr. 608. Løverdagen den 25de August 1827, s. 540-542).

Brogade 1 set fra Knippelsbro. Nedrevet 1906. På huset i baggrunden står der så vidt jeg kan se Charlys Sukker Vinhandel. Niels Ludvig Mariboes billedsamling. Københavns Museum.

Redacteurens Anmærkning

En sukkermester var og er en person, der forestår (sukkerkogningen i) et sukkerkogeri, en sukkerfabrik. Kraks Vejviser angiver for året 1827 J. F. Høy, sukkermester. Christianshavns Brogade 17. Her må han have boet i lang tid, for Folketallet den 1. februar 1840 oplyser om en Jens Høy: Brogade (Langebrogade, ved Knippelsbro), gården nr. 17, anden Sal. Fødselsår 1759 (på tællingens tidspunkt altså 81 år, og på artiklens tidspunkt ca. 69 år). Enkemand. Sukkermester. Husstanden bestod af husjomfru Flemine Meyer (1789) og tjenestepige Christiane Sørensen. (1813). Begge ugifte. 

Brogade blev nedlagt 1938 og lå mellem nuværende Torvegade og Asiatisk Plads (der hvor udenrigsministeriet ligger). Tilsyneladende har skribenten været hos sukkermester Jens Høy 1824-27, hvorefter han er blevet fyret pga druk og dovenskab. Men han mener åbenbart at Jens Høy er blevet forledt af en kvinde til at gøre det.