Ulykkelig Hændelse.

Mandag den 1. oktober blev anmelderen i Vestervoldgade mellem Studiestræde og Vestergade pludselig omringet af en del drengebørn der med lynets fart løb ham i møde og udstødte de rædsomste angstskrig. Han erfarede desværre umiddelbart derefter årsagen til børnenes forfærdelse, idet han hørte en spæd stemme råbe om hjælp og blev da opmærksom på at et lille drengebarn lå halvt tildækket af en af de store møllesten som står ved volden. Med største hast tilkaldte anmelderen en del folk som stod lige overfor til hjælp og det lykkedes dem da endelig ved forenede kræfter at hæve den kolossale stenmasse så højt i vejret at drenge kunne trækkes frem. Hvad man ventede befandt også at være tilfældet: drengens ene ben var knækket midt over og dertil således knust at lægerne på hospitalet hvortil han i største skynding blev bragt, anså det nødvendigt at amputere benet.

Denne sørgelige hændelse der vel kun har sin grund i de omhandlede drenges uforsigtighed *), har hos anmelderen vakt det ønske at de ansvarlige ejere af de sten der er sat ved volden, strengt må påbydes at anbringe et forsvarligt rækværk omkring disse, så at sådanne ulykkestilfælde kan gøres umuligt for fremtiden. Og han finder dette så meget mere i overenstemmelse med rimelighed som dette dog synes at være en ringe erkendtlighed og opmærksomhed for den tilladelse som kommandantskabet formodentlig gratis meddelelser de vedkommende stensælgere. Det bemærkes nemlig at anmelderen har den overbevisning at kun denne autoritet kan meddele tilladelse til eller forbyde sådanne sten hensættes ved volden.

Til slut bør anmelderen ikke lade almenheden være uvidende om at den ulykkelige fader der nu har en krøbling til søn i stedet for en rask, velskabt dreng, er værtshusholder Peder Christensen Katberg, Nørregade nr. 35.

*) Sed pueri sunt pueri, et pueri puerilia tractant.

(Politivennen nr. 614 Løverdagen den 6te October 1827, s. 628-630).

"I Vestervoldgade mellem Studiestræde og Vestergade blev anmelderen pludselig omringet af en del drengebørn." Det var i dette område. Dog med nyere bygninger: Vester Voldgade 21 (1870)og 23 (1900). Eget foto, 2020).

Redacteurens Anmærkning

Den latinske sentens i slutning betyder noget i retning af børn er børn, og børn gør dumme ting. Møllehjulene må stamme fra en af de møller som lå på bastionerne. Formentlig Store Kongens Mølle på Schacks Bastion.

En Bøn for den Sælvgjorte ClarinetLeverandøer i Politievennen No 612.

(Ord- og bogstaveret efter manuscriptet).

Jeg er 49 år gammel og er kommet her til staden 1798. Og i al den tid har det været for buden en hver der ikke er befalet at møde ved detsted hvor ilden bryder ud hr. Leverandør de siger selv de har ilet til stedet hvor ildenvar uden at sige devar der til befalet - Det er noksom bekendt at København ikke er fattig på hassendansere gadestrygere lejligheds og lommetyve som ved det første vink iler til det uløkkeligested hvor de for mådenlig håber at gøre en kub i stedet forat værrede uløkkelige til hjælp da hr. Leverandør er for os som danse bodværter så meget vigitg for medelst det prægte instroment så vel det meget glæde mig når jeg kan spørge at de ikke gerådet i nogen af de nennevnte klaser i milder tid vel justitsen nok råde boe der på.

Min mening er denne jo flere der bliver borte som ikke har noget  at bestelle ved ilden des mindre er der som står i vejen for dem som skal gøre arbejdet I øvrigt vel jeg råde dem hr. Leverandør at ikke inlade hvad dem ikke vedkommer som for eksempel dem der bær knebelbarder det er jo hans majestets befaling at deskal bærre dem er de mis undelig for dig de ikke har den ærre at bærre dem for dig grunnen hvor på de skalgro ikke duer.

København d. 22. september 1827

Erbødigst
J. P. Roerup
Magstræde nr. 23 i stuen.

(Politivennen nr. 613 Løverdagen den 29de September 1827, s. 618-619).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er svar på Politivennen nr. 612, 22. september 1827, s. 601-602 og blev besvaret i Politivennen nr. 615, 13. oktober 1827, s. 647-649.

En Clarinet til Dandseboderne.

Når det frygteligt brandråb og vægterpiben genlyder i stadens gader, standser al anden færd gerne. Man iler afsted med den hurtighed angsten indgyder for at erfare om ilden ikke er i nærheden eller hos venner og bekendte. Så meget desto mere må det forundre enhver da der sidste søndag den 16. i denne måned var udbrudt skorstensbrand i Borgergade, at høre at de herrer musici på danseboderne i Magstræde og Kompagnistræde ikke opgav deres virksomhed, men blandede deres harmoniske (?) toner med vægterpibernes skrattende klang. 

Det synes underligt at i et øjeblik hvor såvel individer af brandkorpset som også af borgermilitæret må forlade hus og hjem for at våge over orden og rolighed, nogle muligvis halvdrukne landsoldater og konsorter med respektive kærester skulle have den magt at trodse alle andres ængstelige følelser og ikke i det mindste vise den opmærksomhed at standse med deres krumspring indtil alarmen og faren var forbi. Da sædvanligvis alle vinduer er åbne på sådanne steder, så lyder musikken og de bestøvlede danseres djærve fodslag ikke alene i nabolaget, men foruroliger ofte en hel gade. Vedkommende bedes at blæse på denne klarinet indtil videre. For skulle denne uskik bemærkes oftere, skal man ikke være sen med at skaffe dem endnu en, muligvis af en stærkere klang uden at frygte hverken for vært eller knebelsbartede gæster.

(Politivennen nr. 612 Løverdagen den 22de September 1827, s. 601-602).

"Når det frygteligt brandråb og vægterpiben genlyder i stadens gader, standser al anden færd gerne." (P. Klæstrup: Brandalarm)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen affødte mere debat i Politivennen nr. 613, 29. september 1827, s. 618-619 og Politivennen nr. 615, 13. oktober 1827, s. 647-649)

Magstræde 23 eksisterer ikke længere, men er formentlig nutidens Magstræde 17/Nybrogade 30. Det er ikke den eneste gang Magstræde har været genstand for artikler i Politivennen. Den 14 maj 1825 blev der klaget over vasketøj. Knebelsbarter er noget som mest blev forbundet med militærfolks skæg.

Et slemt Styrtebad paa Nørrebro.

Tirsdag den 11. i denne måned gik anmelderen sammen med et par venner for at spadsere til skoven. Men da de kom lige uden for stedet nr. 23 på Nørrebro, mødte de nogle bekendte hvorfor de kom til at standse ved nævnte sted. Mens de stod der for at samtale, fik anmelderen en morgenhilsen af en portion urin, blandet med nøddeskaller over hovedet. Anmelderen blev meget fortrydelig herover. Men da han ikke kunne få øje på gerningsmanden, eftersom denne havde forladt stedet hvorfra væden blev udkastet, måtte han tie til fornærmelsen. Han finder sig derfor foranlediget til offentligt at advare enhver mod at standse udenfor omtalte sted for at det ikke skal gå dem lige sådan. Og tillige at give vedkommende en påmindelse om at vogte sig for sådan utilbørlig fremfærd for eftertiden.

(Politivennen nr. 612, Løverdagen den 22de September 1827, s. 599).

"Mens de stod der for at samtale, fik anmelderen en morgenhilsen af en portion urin, blandet med nøddeskaller over hovedet." (Natpotte fra Nationalmuseet. Eget foto 2015)

Besværligt Selskab i Grønningen om Aftenen

Mandag den 10. september klokken omtrent 9 om aftenen spadserede indsenderen i selskab med en dame i den del af Grønningen som er nærmest Toldboden. Vi satte os på en af bænkene ved den brede gang. Noget efter kom en patrulje forbi, og straks derpå en civilklædt som stillede sig bag et træ nærmest os i den tanke at være uset. Da han imidlertid mærkede at vi havde set ham, luskede han afsted. 

Men ikke længe efter så vi en mørk figur bag os som lå udstrakt tæt bag træet og var forsigtigt lejret i det skygge. Da personen mærkede at at vi havde set ham, rejste han sig, stillede sig foran os og begyndte på den mest lave måde at overfalde os med skældsord og truende fagter. Jeg bad ham på en kort, men alvorlig måde at forføje sig bort, da jeg ellers kaldte vagten til hjælp. Men han svarede på det at det brød han sig ikke om. Jeg blev i det samme opmærksom på en jæger af det sjællandske eller jyske jægerkorps som nærmede sig i gangen, og gik hen til ham og fortalte ham det passerede. Efter at have spurgt: om han var af patruljen? hvortil han svarede ja. Gavtyven kom nu også til og sagde til jægeren: "Hør du, kom, jeg skal sige dig noget". Hvorpå de begge fjernede sig i gangen. 

"En mørk figur lå udstrakt tæt bag træet og var forsigtigt lejret i det skygge. Da personen mærkede at at vi havde set ham, rejste han sig, stillede sig foran os og begyndte på den mest lave måde at overfalde os med skældsord og truende fagter." (Kastelsmøllen, set fra Grønningen. Eget foto, 2015).

Vi blev siddende på bænken en halv snes minutter mere hvorpå vi gik. Da vi kom til den nærmeste bænk, sad der en herre og dame, og bag deres ryg lå udstrakt i skyggen tæt ved træets rod den samme person som havde antastet os. Vi gik straks til de siddende og advarede dem mod ham. Men da han bemærkede at vi alle fire var opmærksomme på ham, rejste han sig hurtigt og løb henad Kastellet. Men vendte kort derpå om fordi der hørtes stemmer fra den side hvor han ilede hen. Og nu løb han tværs over Grønningen tæt forbi os og søgte at give os et slag med noget han havde i hånden. Men det blev forebygget ved at vi hurtigt trådte tilbage. Han forsvandt nu i den Grønning som vender mod Østerport hvor vi hørte hans ilende skridt og banden. Nævnte person var høj og smal, havde en mørk som det lod blå frakke på og hat og det lod til at ovennævnte jæger kendte ham. 

Da Grønningen er et meget søgt spadserested især for dem der bor i nærheden, så er det beklageligt at fredelige spadserende bliver forstyrrede der på en så fjendtlig og truende måde, ja måske endog kunne udsættes for noget langt værre. Man tør derfor håbe at de ansvarlige vil sørge for at de som elsker fred og ro kan nyde et gode i sikkerhed som vores landsfaderlige regering har hjemlet dem. Hvilket lettest vil kunne ske derved at patruljerne forstærkes og strengt pålægges at gribe enhver mistænkelig person eller enhver der søger at forstyrre fredelige spadserendes rolighed enten med ord eller gerning.

(Politivennen nr. 611, Løverdagen den 15de September 1827, s. 589-592).