Anmodning til Ossians Udgiver.

Det har længe været tilfældet at bladet Ossians udgiver ved højtidelige lejligheder har indsendt sange af andre som om de var hans egne, fx ved højtideligheder på den kongelige skydebane og endogså ikke blues ved at sætte sit navn under det således lånte produkt for siden efter at bringe det på den mødding hvor enhver stodder henlægger sine pjalter. Indsenderen misunder langt fra hr. Lahde de par skillinger han på sådan måde kan tiltrygle sig eller den lystige aften han derved kan komme til at nyde, hvortil indtægten af Ossian formentlig ikke rækker. Men han vil nemlig advare hr. Lahde fra oftere at pryde sig ligesom alliken med andres fjer, som man tør formode at være samlet i en åndelig rus og vil gøre ham opmærksom på at det muligvis ikke vil bekomme ham så vel som den jøde der oversatte en tysk sang til kongen af Preussen som han udgav for sin egen, til kongen af Danmark!

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 735-736).

Redacteurens Anmærkning

Ossian var et ugeblad som udkom  1826-1838, udgivet af Carl Fr. Wilh. Lahde (1801-1837). Altså ikke at forveksle med Gerhard Ludvig Lahde (1765–1833), hvis kobbertryk illustrerer mange af denne weblogs indslag.

Til Brolægningens Foresatte.

Ved såvel delvis som almindelig belysning er det blevet mere og mere brugt at plante begkranse uden for stederne. Dels for at oplyse desto bedre, dels for at undgå os indvending i værelserne. Men dette medfører en skadelig ulempe for almenheden. Den består i at de folk der sendes hen for at plante disse fakler, straks tager en sten op fra broen og slænger den til siden. Begkransens stang stødes ned i hullet, hvor den forbliver så længe belysningen varer. Men når denne er til ende og stangen tages op, glemmer man at lægge stenen i hullet og tætne samme. Hvilket forvolder at både mennesker og kreaturer dels træder i hullet, dels snubler over den løse sten. Spor heraf kan foruden på flere steder ses på Garnisonspladsen og på Kongens Nytorv.

Man anmoder derfor ærbødigst det ærede brolægningsvæsen om at have nogen indsigt hermed, så at alt efter illuminationen igen bringes i sin forrige orden *).

Ligeledes kan man ikke undlade ved denne lejlighed at bringe i erindring og beskuelse de store indsøer der er at se på Kongens Nytorv efter at regn er faldet og som endog bliver stående mange dage efter. Og da vejen over torvet falder overalt, så træffer det ofte, særdeles i mørke aftner at man spadserer lige i dem. Man har så mange beviser på at brolægningsvæsnet når man blot peger til sådanne mangler velvilligt, råder bod på samme og ikke optager angivelser ilde som slår i dens fag. Så i tillid til at hjælpen vil komme, vover at fremsætte dette.

"Man ikke undlade ved denne lejlighed at bringe i erindring og beskuelse de store indsøer der er at se på Kongens Nytorv efter at regn er faldet som endog bliver stående mange dage efter." (Kongens Nytorv, set af H. G. F. Holm, 1853. Statens Museum for Kunst.)

*) Den humanitet som udmærker vores politi, havde for nogen tid siden tilladt en bygherre der manglede plads, at henlægge sit tømmer ved statuen på Kongens Nytorv for der at få det tilhugget. Da manges vej faldt over torvet og man i mærke tågede og regnfulde aftener let kunne falde over tømmeret og komme til skade, eftersom de to lygter på den ene side af statuen ikke nok så meget kunne oplyse terrænet, havde man ventet at tømmerets ejer havde ladet en lygte opsætte på den vestre side, hvilket dog ikke sket. Efter at den største del af tømmeret var taget bort, så man en del store huller i brolægningen samt en mængde løse sten ligge strøet deromkring. Denne skade burde nok bygherren også straks have foranstaltet erstattet, da det almindelige ikke bør lide tab ved en enkelt mands fordel. Men huller og sten er endnu i samme tilstand i dag den 15. november.

Udgiverens Anmærkning.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 731-733).

Svar fra Oldermanden for Færgelauget i Helsingøer.

Det har såret mig nu 66 år gamle mand dybt at læse de angreb en unavngiven har gjort imod mig i Politivennen nr. 618. Min selvbevidsthed og den sørgelige erfaring mange deler med mig, at den der samvittighedsfuld op fylder sine pligter i sit kald indtil graven, må kæmpe mod lidenskaber og misundelse, skal imidlertid berolige mig. Jeg har i en række år ifølge mine laugsbrødres gentagne valg, været oldermand for færgelauget i Helsingør. Jeg har følt mig glad og lykkelig ved deres tillid som jeg tror aldrig at have svigtet. Jeg har ved min fremfærd og borgerlige vandel altid søgt at fortjene mine foresattes agtelse og tilfredshed. Min allernådigste konge har hædret mig med dannebrogskorset. På denne måde fandt jeg et kært vidnesbyrd om at jeg ikke har været uheldig i mine bestræbelser. Jeg har ikke tiltrukket mig offentlig opmærksomhed ved udmærket raske og dristige handlinger. Det står ikke i enhvers magt at skabe sig en lejlighed dertil. Imidlertid tror jeg dog at jeg i min tidligere alder næppe ville have været den sidste når omstændighederne havde opfordret mig, iblandt flere at trodse livsfare for at redde andre. - Man må ikke anse det for ubeskedenhed at jeg således offentlig taler om mig selv. Men det er et nødtvungent forsvar. Man skildrer mig offentlig som en uduelig oldermand for et hæderligt laug, som en dårlig såmænd og jeg an ikke lade denne beskyldning hvile på mig. Jeg kan påberåbe mig min øvrigheds, mine medborgeres vidnesbyrd og jeg er overbevist om at de alle ville finde at jeg ikke fortjener at stå i det lys for publikum som indsenderen har søgt at sætte mig i. Af et lille uheld der indtraf ved overfarten med det beckerske selskab den 23. oktober har indsenderen taget anledning til at ville skade mit gode rygte. Jeg skal imidlertid godtgøre at han ved sin kundgørelse har fremsat sagen og dens omstændigheder aldeles usandfærdige, hvad enten at det er sket af uvidenhed eller skadelyst.

Den ene af de både der blev brugt til den anførte overfart kom ved udløbet af havnen et øjeblik på grund hvorfra den dog straks kom flot uden at få mindste skade. Denne båd tilhørte ikke mig. Den tilhørte en af mine laugsbrødre. Den var bemandet med to dygtige færgekarle, den ene 36 år gammel, der fra sin tidligste ungdom har faret i lauget, den anden 49 år gammel og som i 26 år har faret som karl. Det er altså usandfærdigt at der var så godt som kun en mand med båden. Lige så urigtigt er det som indsenderen anfører at der ifølge anordningen burde havde været 3 mand på båden. Laugets inspektør er bemyndiget til efter omstændighederne at tillade at der fares med 22 mand, og denne embedsmand har en gang for alle afgivet denne tilladelse når det er magsvejr, som det var den 23. oktober. Om der endog havde været flere mand på boden, ville det samme uheld kunne have fundet sted, da det blot kan tilregnes en uforsigtighed af den der sad ved roret at han ikke iagttog den dags usædvanlige lave vand. For der hvor båden stødte på grund, ville den ved dagligt eller almindeligt vand aldrig har været udsat derfor. Hele tildragelsen var kun en ubetydelighed og ville aldrig være blevet mere omtalt, dersom indsenderen ikke ved sin indrykkelse havde givet den så megen offentlighed. Passagererne har på timesedlen udtrykkeligt skrevet at de var vel tilfreds, og ingen har ført nogen anke over det passerede. Mig kan efter det anførte hvis sandfærdighed inspektørens nedenstående attest bevidner, vist ikke noget i den henseende lægges til last, hverken som oldermand eller bådejer.

Hvad har da nu indsenderen udrettet ved sin bekendtgørelse? Han har givet en i sig selv ubetydelig tildragelse som dog ikke er behagelig for lauget, en offentlighed som den ikke burde have, og han har søret en olding der ønsker på sine gamle dage at leve i fred og ro med enhver, og som vist ikke kan finde nogen glæde i at indlade sig i en offentlige fejde som denne.

Det ville jo være en let sat for mig at drage indsenderen til ansvar for domstolene for hans uforskyldte angreb. Men det vil jeg ikke. Jeg vil nøjes med at have retfærdiggjort mig for publikum og i egen barm vil angriberen finde den straffende stemme for sin umenneskekærlige handling.

Anders Thorsen Lund.

Oldermand for færgelauget i Helsingør og dannebrogsmand.

* * * 

At det af fægelaugets oldermand her anførte om overfarten med det beckerske selskab den 23. oktober er i overensstemmelse med sandheden, bevidnes herved.

Helsingør den 8 november 1827
Schmidt
Kaptajn af søetaten. Inspektør ved færgelauget.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 722-726).

To farlige Stude i Hillerød.

Tirsdag den 30. oktober var indsenderen og andre vidne til en skrækkelig tildragelse i Hillerød. En bonde kom nemlig trækkende til markedet med 3 stude af hvilke de 2 blev rasende da de kom ind i byen. Og først efter at de havde tilføjet adskillige personer betydelig skade, lykkedes det nogle af de tililende karle at få dem bundet til en vogn, hvilke de ligeledes beskadigede.

Efter et kort ophold fornyedes raseriet hos dyrene så at de uagtet flere personer kom til hjælp, igen kom løs og på ny søgte at prøve deres styrke på nogle tilstedeværende der måtte segne for overmagten. Disse farlige dyr kom siden i en have hvor de ifølge rygtet skulle have tilføjet en rebslager skade på nogle redskaber mm.

Adskillige personer og blandt dem ejeren kom ved denne lejlighed til betydelig skade. Andre fik beskadiget deres ejendom og endnu flere blev betaget af en skræk der ikke var ubegrundet.

"En bonde kom nemlig trækkende til markedet med 3 stude af hvilke de 2 blev rasende da de kom ind i byen." (Bakkegade i Hillerød en del årtier efter, nemlig 1884. Albert Gottschalck. Statens Museum for Kunst.)

Såvel på grund af dette som i andre henseender er det et almindeligt ønske at kvægmarkedet i fremtiden må holdes uden for byen. Den ubehagelighed at trække kvæget gennem byen og de deraf følgende tilfældige ulykker bliver derved hævet. Men ulejlighed for vedkommende toldbetjente blev sparet da den største del af de kvæg der kommer til markedet, igen bliver udført, og følgelig bliver den indkomne toldafgift fra indførelsen igen tilbagebetalt. Fremdeles er det vist meget ofte tilfældet at husmænd der af pengetrang drager til markedet med deres ofte eneste høved, må låne de penge de skal deponere for at komme ind på markedet.

Det erfaredes ligeledes at den plads hvor kvægmarkedet afholdtes, ikke kan rumme den mængde kreaturer som førtes dertil, og det var af den grund næsten umuligt for nogen køber at trænge sig derind. Hvilket vist ikke var til fordel enten for sælger eller køber.
Ligeledes synes det heller ikke at være nogen bekvem lejlighed da disse dyrs hæslige musik vist må være de der boende til ulejlighed.

Man håber derfor at de ansvarlige vil drage omsorg for at især kvægmarkedet må holdes uden for byen, da det er meget vanskeligt i en gade der er fuld af mennesker, at undgå et rasende dyrs overfald. Og i dette tilfælde kan hverken politi eller vægtere gøre synderlig nytte.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 719-721).

Erklæring

I Politivennen nr. 584 dette år er indført en annonce med titlen: "Utilbørligt og uchristeligt Forhold af en christelig Præstemand". Ved de ifølge det kongelige danske kancellis ordre, i anledning heraf optagne forhør og anstillede retlige undersøgelse som af vedkommende selv var begæret er det oplyst og bevist:

a) At stykket skal have været stilet mod sognepræsten i Ringsted, hans højærværdighed hr. dr. theologiæ og amtsprovst Münster, ridder af dannebrog og dannebrogsmand, hvis embedsforhold stykkets forfatter ved en særdeles lejlighed har haft til hensigt at udsætte for offentlig daddel

b) At det faktiske der skulle ligge til grund herfor, er uredeligt og fremsat på en måde som er aldeles i uoverensstemmelse med sandheden.

c) At stykkets egentlige forfatter har søgt at skjule sig for at unddrage sig ansvarlighed og at vælte denne over på bladet Politivennens redaktion.

Som dette blads redaktør og ifølge den ansvarlighed der påligger mig, endog for stykker hvortil jeg ikke selv er forfatter, erklærer jeg derfor herved de i nævnte annonce brugte udtryk og beskyldninger for aldeles grundløse og usandfærdige så at de ikke i mindste måde skal komme hans højærværdighed hr. amtsprovst Münster til fornærmelse, enten som embeds- eller som privatmand. Og denne erklæring indføres ikke alene i Politivennen, men tillige i den danske Statstidende for at det kan blive vitterligt for enhver der har taget notits af den annonce, at den er falsk og ubegrundet.

København den 8. november 1827.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 619 Løverdagen den 10de November 1827, s. 710-712).