Mosaisten skal ikkun udholde en Religionsprøve, men ikke konfirmeres.

På grund af at repræsentanterne for det mosaiske trossamfund har tilladt sig offentlig at benævne religionsprøven som allernådigst er befalet den mosaiske ungdom, "konfirmation" tillod anmelderen sig i dette blads nr. 618 at anmode disse om behageligt at opgive deres hjemmel for og berettigelse til at betjene sig af den oven citerede benævnelse.

Det har imidlertid ikke behaget de herrer repræsentanter at besvare det fremsatte til dem stillede spørgsmål. Og de vil derfor tillade mig at jeg anser denne deres tavshed for en stiltiende erkendelse af deres skrivesynd: Den de ikke har villet eller kunnet forsvare, især da den allerhøjeste forordning af 29. marts 1814 alene betjener sig af benævnelsen "eksamen". se fx dens §§ 15 og 16.

I sidste Politivennen har imidlertid en såkaldt hr. Emet Hadabar (sandsiger) historisk søgt at bevise at den allerede nævnte prøve retteligt og passende burde benævnes konfirmation. Men da han i sin fremstilling dels er afveget fra sandheden, og dels har tilladt sig upassende udladninger om anmelderen som fx at kun ortodoksi og fantastiske religionsskrupler har foranlediget spørgsmålet, så finder han det upassende, ja vel endog unyttigt at gøre forsøg på at overbevise en person der allerede må antages at have sat sig på det point ikke at ville lade sig overbevise. Kun vil han henvise andre tvivlende til den oven citerede forordning der ikke taler om konfirmation, men altid betjener sig af benævnelsen "eksamen", ligesom han også til styrke for sin påstand bør bemærke at man hverken i kateketernes attester eller på de udstedte adgangskort betjener sig af denne benævnelse.

Anmelderen slutter med den bemærkning at det synes ham formasteligt at forandre en af hans majestæt kongen allernådigst autoriseret benævnelse, og tør holde sig forvisset om at de herrer repræsentanter, ja vel endog hr. Emet Hadabar ikke vil kunne have noget at indvende mod det.

(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 834-836).

Redacteurens Anmærkning

Konfirmationen i den skikkelse som den lutherske kirke praktiserede på Politivennens tid, var blevet indført i 1736. Og da var der virkelig tale om at træde "ind i de voksnes rækker", dvs retten til at erhverve de borgerlige rettigheder. Kun konfirmerede kunne indgå ægteskab, være fadder og vidne. Desuden kunne man blive straffet hvis man ikke var blevet konfirmeret inden sit 19. år. Juridisk gjaldt dette til 1921, uofficielt dog en del år før.

Med jødernes "frihedsbrev" 1814 var det blevet aktuelt at udbrede dannelse, bl.a. gennem jødiske skoler så de kunne blive borgere. Ikke i nutidens betydning af ordet "borger", men i enevældens betydning hvor borgerstanden var Københavns over- og middelklasse, dvs. handlende og håndværkere, der havde løst borgerskab og derigennem havde fået monopol på at styre byens anliggender.

Anordningen af 1814 betød at der skulle udpeges kateketer (lærere) til at forestå konfirmationsundervisningen. Kravene til disse var at de kunne forstå, tale og skrive korrekt dansk og beherske tysk så godt at han kunne få udbytte af velegnede bøger. I praksis var der kun en kateket i København, Odense og Fredericia. I København Isac Noa Mannheimer. Indførelsen af denne form for konfirmation rejste en intern splid i den jødiske menighed mellem reformvenlige og ortodokse som dog neddæmpedes efter opførelsen af synagogen i Krystalgade 1830. (Martin Schwartz Lausten: Jøder og kristne i Danmark. 2012). 

Omløbende Bissekræmmere.

Det er ganske påfaldende at man så ofte på landet ser omstrejfende bissekræmmere gæste beboerne hus til hus og at dette ikke forbydes udlændinge (som oftest italienere), da der dog i denne henseende finder indskrænkning sted for landets egne børn. Sådanne omløbere lister sig vel ofte med deres kasse på ryggen eller under armen forbi toldvæsenets betjente, hvilket man næsten må formode af de lave priser til hvilke de sælger deres kram når en kyndig indlader sig i handel med dem. Når sådanne personer har gæstet en og anden, savnes undertiden adskilligt i huset og vil man opsøge personen d er han sjældent at træffe. For inden han har samlet lidt sammen, har han ingen fast bollig. Den ukyndige ser sig desværre ofte bedraget ved sådant pak og kan vel næppe nogensinde komme til oprejsning igen hos vedkommende.

Når nu sådanne omløbere har samlet en del penge sammen, nedsætter de sig i købstæderne på landet, køber ejendomme og er snart borgere der. For at nå dette mål, slår ofte flere sig sammen, og når der med tiden bliver overskud, sender de penge til deres i fødelandet levende familie og så snart de nu kan leve hjemme ved den formue de har erhvervet her, drager de ud af landet med hele kapitaler. 

Undertiden spilles der en pæn bankerot efter at man har ladet sig kreditere dygtigt og på denne måde kommer man da lettest til den sum der med tiden skal skaffe hele familien et sorgfrit udkomme. Ved sådanne lejligheder slipper kompagnonen til de faste ejendomme, han får borgerret og nu fortsætter han sin forgængers handel indtil også han kan vende hjem. Man skal have set eksempler på at sådanne folk efter at de ved deres snyderi ikke har kunnet begå sig i købstæderne på landet, har begivet sig ind til hovedstaden hvor de har givet sig i kompagniskab med en handelsberettiget indfødt (som måske blot udlånte sit navn), senere selv fået borgerskab og da givet sig i et slags fællesskab med deres landsmænd der i provinserne havde haft samme skæbne som de selv.

Makkeren driver nu omkring fra hus til hus, og hovedstadens beboere deler nu skæbne med provinserne. Måtte nu sådanne tilfælde oftere indtræffe da kan man ikke tvivle om at der vil drages omsorg for at opdage alle de kneb sådanne landstrygere anvender for at sætte sig i stand til at udplyndre nationen, og at de i det mindste ikke ustraffet tillister sig fordele der ikke med rette nydes af landets indfødte.

I en tid hvor handelen næsten ligger i dvale må man jo ønske at dens fordele ene nydes af dem der i selve landet vil nyde den større eller mindre formue de kan erhverve, og blot i denne hensigt nedskrives disse linjer hvis forfatter har hørt den heri omtalte genstand af folk der siger sig vel underrettet, og om hvis troværdighed han ikke har årsag til at tvivle.

(Politivennen nr. 625 Løverdagen den  22de December 1827, s. 831-834).

Enhver er Tyv i sin Næring.

Dette ordsprog synes kun lidt at stemme med nutidens kultur, og man må derfor bringe i forslag i dets sted at betjene sig af et andet, nemlig dette: "Enhver søger sin fordel". Vel kan der siges at man kan søge fordel på en ulovlig måde, men da den tillige også kan søges på en lovlig måde, så er det sidste dog i det mindste mindre stødende end det første, når det anvendes på eller bruges om personer der ved enhver lejlighed er om sig. Det er bekendt nok at der gives mange sådanne, og man vil her fremsætte et par eksempler.

I Politivennen nr. 618 lod hr. Kehlet bekendtgøre at han ifølge en ham tilhændekommen skrivelse var til sinds at åbne et udsalg af chokolade til billig pris. Næppe havde man bemærket at denne handel lykkedes ham særdeles vel, før en anden lod bekendtgøre i Adresseavisen at han på Vesterbro åbnede et lignende udsalg. 

I Politivennen nr. 623 var indført et stykke med titlen: "Ægte jydske Theevandsknægte". Det kan næppe betvivles at indsenderen med dette havde til hensigt at gøre sig lystig over over den måde hvorpå hr. Kehlet bebudede sit udsalg. Men desuagtet så man dog 2 dage efter ikke ringere end 3 avertissementer i avisen i hvilke man underrettes om at man på 3 forskellige steder kunne få de såkaldte ægte jyske tevandsknægte der tillige anprises som en sund, styrkende, nærende og oplivende drik, ret som om der hørte kunst til at blande en snaps cognac eller rum i en kop tevand.

I Handelstidenden nr. 50 for dette år findes en afbildning af og beskrivelse over en kaffebrændingsmaskine, hvori bønnerne under brændingen mister de vandagtige og syrlige dele så at kaffen bliver mere aromatisk velsmagende og desuden vinder i drøjelse.

I bladet Dagen nr. 287 anmeldtes at hr. urtekræmmer Bøtger på hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade havde anskaffet en sådan maskine, samt at bønner brændt i samme hos ham udsolgtes i større og minde kvantiteter. Straks derpå så man anmeldt i Adresseavisen af kaffebønner brændt i denne ewanske maskine solgtes hos hr. urtekræmmer Arntzen i Lavendelstræde nr. 91.

Anmelderen, en ven af alle nyttige indretninger, henvendte sig til hr. Bøtger for at tage maskinen i øjesyn. Hvilket blev ham tilladt med største beredvillighed. Men da han i samme øjemed henvendte sig til sidstnævnte sted, fik han til svar at man ikke havde maskinen der i huset. Og da han desuagtet ytrede ønske om at anstille en sammenligning mellem begge maskiner, blev det ham betydet at man ikke havde lejlighed til at forevise den, og at så mange var fremkommet med en lignende anmodning.

Da man nu ikke kan indse grunden til denne hemmelighedsfulde nægtelse og det så meget mindre som en udførlig afbildning og beskrivelse over maskinen som ovenfor sagt er offentligt bekendtgjort gennem Handelstidende, så tillader man sig at give hr. Arntzen det råd at lade sin maskine besigtiges af 2 kyndige og bekendte mænd samt offentligt at bekendtgøre disses mening om samme, da de mange som forgæves har ønsket at se samme, ellers let kunne falde på den tanke at en sådan maskine ikke var i hans værge, men at den kun eksisterer i det af ham i avisen indrykkede avertissement.

(Politivennen nr. 624 Løverdagen den  15de December 1827, s. 816-820).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på følges op af artikler i Politivennen nr. 618, 3. november 1827, s. 685-686.

Mosaisterne have dog nok Confirmation.

I Politivennen nr. 618 fremsatte en ubenævnt det spørgsmål: om den religionsprøve som er befalet for den mosaiske ungdom, kan kaldes konfirmation. Og da han tillige ytrer tvivl om at mosaisterne kan have konfirmation, vil man her forsøge på at besvare hans spørgsmål og løse hans tvivl.

Børn bliver hos de kristne kort efter fødslen optaget i den kristelige kirke ved dåben. Faderen lover og forpligter sig til at lade dem blive oplært i denne religions lærdomme og grundsætninger. Når børnene i en mere moden alder i kirken har aflagt prøve på at de kender religionens bud og forskrifter og lovet at ville iagttage og følge disse, får de velsignelsen, og de optages nu som selvtænkende og selvhandlende medlemmer af det kristne samfund, eller: konfirmeres. Faderens forpligtelser ophører og konfirmanden må nu selv svare for sine handlinger.

Hos mosaisterne bliver drengebørnene 8 dage efter fødslen underkastet den omskærelse som er befalet i Mose lov, hvorved de tillige får deres navne og indvies således i religionens samfund. Pigebørn får almindeligvis deres navne når moderen efter barselssengen holder sin kirkegang i synagogen hvor begge efter en dertil indrettet formular får en velsignelse af vedkommende og betyder dette barnets indlemmelse i samfundet.

Efter de lærdes fortolkning i Mose lov er faderen i særdeleshed forpligtet til at opdrage sønnen til gudsfrygt og kundskab om pligterne mod Gud og menneskene. For hedder det videre: faderen skal selv svare for og bære synderne for sønnen, indtil denne har opnået en alder af fulde 13 år, som kaldes Bar mitzwa, dvs. da er barnet modent til selv at overtage de hellige bud og pligterne. Ceremonien derved består deri at faderen bringer barnet, den første lørdag efter at det har fyldt sit trettende år, til synagogen hvor det bliver opkaldt til det såkaldte allerhelligste, eller Tora for at oplæse et kapitel af samme på hebraisk, mens faderen fremsiger følgende ord: "Baruch schepatranni meannesch hase", dvs: lovet være du Gid at du har befriet mig for denne straffulde byrde! Barnet får derpå en velsignelse af vedkommende. Og fra det øjeblik påhviler der ikke længere faderen noget ansvar, men barnet må nu selv svare for sine handlinger, ligesom i det hele taget sørge for sig selv. For efter loven er faderen ikke mere pligtig til at sørge for dets underhold når han ikke selv vil.

Er denne handling efter selve loven ikke en bekræftelse på en foregående og har den ikke samme hensigt som de kristnes konfirmation? At barnet efter disse skikke ikke overhøres i religionens grundsætninger hidrører fra lovgivningen selv, der i øvrigt ligner alle andre østerlandske skikke hvor det blot går ud på det ceremonielle uden hensyn til hvad der foregår i menneskets indre.

Derimod har vores vise regering i allerhøjeste forordning af 8. marts 1814 påbudt at alle mosaiske børn i det danske rige ikke må komme i nogen borgerlig stilling, ikke heller i nogen måde indlade sig i ægtestanden, før de har overstået en offentlig eksamen i det danske sprog og aflagt deres religionsbekendelse samt forklaret de pligter de skylder Gud og mennesket, kongen og staten.

Katekisationen sker af den dertil beskikkede kateket, og handlingen foregår offentligt i overværelse af den dertil allerhøjst befalede kongelige kommission, såvel af kristelige gejstlige som også af andre kongelige embedsmænd på en lignende måde som i den kristne kirke.

Er denne højtidelige handling ikke en bekræftelse af det før passerede, og er den altså ikke en virkelig konfirmation? Man kan ikke nok så meget takke vores vise regering for en så hensigtsmæssig lov hvorpå ungdommens velfærd grunder sig. I øvrigt vil jeg blot anføre at i de af det kongelige danske kancelli vedkommende årligt tilstillede trykte skemaer for af ministerialbogen at få nøjere opgivelse hedder det: "Hvor mange drenge og piger af den mosaiske trosbekendelse, i den tid er konfirmeret".

Hans eget spørgsmål beviser at spørgeren i ovennævnte Politivennen altså blot går ud på ortodoksi og synes selv at være uvidende om sin egen religions bud og meget mindre indser den velgerning hvorpå den nævnte allerhøjeste forordning grunder sig. Og han henholder sig derimod blot til fantastiske skrupler som intet steds hører hjemme.

Emet Hadabar.

(Politivennen nr. 624 Løverdagen den  15de December 1827, s. 809-813).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nr. 625, 22. december 1827, s. 834-836

Bøn til Kjøbenhavns Comanndantskab eller andre Vedkommende.

Man hører desværre at der hver vinter sker uheldstilfælde ved uforsigtig skøjteløb på Kastelsgravene og Søerne omkring København. Også i år har dette været tilfældet, uagtet vinteren næppe er begyndt. I forrige uge blev en mandsperson fundet i et hul i isen på Peblingesøen og 4 drenge er fra tid til anden plumpet i Kastelsgravenes ishuller, men lykkeligvis reddet. I den anledning giver man sig den frihed at anmode højere ansvarlige om behageligst at ville på en eller anden måde søge at beordre vagterne at forbyde al skøjteløb så længe isen ikke er fuldkommen sikker, eller ved at sætte vartegn på isen både på de steder hvor der allerede findes huller og hvor isen er så tynd at man ikke uden fare kan vove sig derhen. Den ansvarlige ville derved erhverve sig mange menneskers tak, især forældres.

A. P. Jürgensen.

(Politivennen nr. 623 Løverdagen den  8de December 1827, s. 795-796).

Redacteurens Anmærkning.

At det ikke var ufarligt, fremgik af Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 31. januar 1823:

Kbhvn. Ogsaa ved Baade have mange i F. A. tilsat Livet. Ufordigtig Skøiteløben har allene i de sidste trende Uger af Aaret kostet 15 unge Mennesker Livet.

Ligeledes berettede "Den til Forsendelse med Brevposten Kongelig allernaadigst alene privilegerede Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis", 9. februar 1828 fra København:

Omendskjøndt den kortvarige Kulde som hidtil i Vinter har fundet Sted, kun i en stakket Tid har tilladt Skøiteløben, har denne Fornøielse dog ogsaa i Aar ved Letsindighed og Uforsigtighed krævet et ikke ringe Antal af Offere. Blandt de sidste af disse kan henregnes at i Midten af forrige Uge en Dreng paa tolv Aar tilsatte Livet ved at løbe paa den tynde Iisskorpe, som endnu er bleven tilbage langs med Tømmerpladsen, og hvorpaa flere Drenge, saavel paa hans Alder som yngre, daglig have vovet sig ud. Hans Liig fandtes først Dagen efter; en anden Dreng, der faldt i tilligemed ham, blev lykkeligviis reddet - Et andet Ulykketilfælde af samme Art tildrog sig igaar, paa Stadsgravene, hvorr et ungt Menneske paa 14 til 15 aar ved lignende Uforsigtighed tilsatte Livet.