02 maj 2016

Den franske Svineslagter.

På Købmagergade i hr. Cassadabans gård har en franskmand åbnet et udsalg af svinekød der tidrager sig mængdens opmærksomhed i høj grad. Daglig ser man en del drenge og pøbel gennem vinduerne betragte hvorledes danske svin kan tilberedes og sælges på fransk måde. Denne sammenstimlen der endog har forårsaget et par ruder indtrykning, kunne man ønske adspredt, ti dels også for at give plads for dem af vore slagtere der vil se hvor propert og renligt fødevarer her, ligesom på fremmede stæder, behandles og derefter muligvis følge et så prisværdigt eksempel.

(Politivennen nr. 637, Løverdagen den 15de Marts 1828, s.183-184).

Slet Belysning paa Herr' Professor Oehlenschlägers Auditorium.

Indsenderen som med megen fornøjelse hører hr. professor Oehlenschlägers offentlige forelæsninger på Ehlers Kollegium, har der flere gange fundet sig højligt besværet af en kvælende lampeos som fremkommer derved at på den under loftet anbragte, seksarmede lampe, udslukkes den ene flamme efter den anden, og opfylder salen med en dræbende stank. Ligeledes er det øjensynligt at det falder professoren højst besværligt at læse ved de to elendige pråser der er anbragte på katederet og dertil i så stor afstand at de kun er at betragte som en eneste prås.

Overalt er hele lokalet højst uskønt og står følgelig i afstikkende kontrast til læren om det skønne. Skulle der mangle penge til at bestride disse højst nødvendige forbedringer (hvilket er indsenderen ubekendt) da ville vist enhver af professor Oehlenschlägers tilhørere med fornøjelse enhver efter sin evne, give en skærv når dertil blev hensat en bøsse.

(Politivennen nr. 632, Løverdagen den 9de Februar 1828, s.86-87).

Uventet Fornærmelse paa Kjøbmagergade.

Torsdag den 17. januar dette år da indsenderens datter ville gå hjem, efter at have været til religionsoverhøring, faldt hendes vej over Købmagergade hvor et ungt, velklædt menneske af skadefryd tog fingrene ind i hendes filees tørklæde som hun havde for ansigtet for at værne lidt mod den barske kulde, og rev det itu. Efter at dette var sket, vedblev han endog at udstøde forhånelse imod barnet som måske kunne udarte til skældsord dersom ikke en mand af bedre tænkemåde der følte det slette i sådanne handlinger, havde advaret ham derom.

Indsenderen har ved denne bekendtgørelse blot til hensigt at advare dette unge menneske om for fremtiden at vogte sig for sådanne pøbelagtigheder da han ellers kunne påregne sig mærkbare ubehageligheder.

(Politivennen nr. 630, Løverdagen den 26de Januar 1828, s.54-55).

En forargelig Abc.

Herr Udgiver!

Mens jeg kort før jul var i København for at indkøbe adskilligt til helligdagene, kom jeg tilfældigvis over Gråbrødretorv. Og da jeg blev opmærksom på at der på hjørnet af Kejsergade boede en bogbinder, gik jeg ind til ham for at købe en billed-abc til min lille Christian der nu er på den alder at han bør lære at læse og de lange vinteraftner giver mig tid nok til at undervise ham i det.

Ved med hjemkomst forærede jeg barnet bogen, og gik nu ud for at efterse at folkene havde efterkommet mine befalinger i mit fravær. Da jeg var færdig med det, gik jeg ind for at se til min 11-årige datter der i nogen tid havde ligget syg af en omgangsfeber som hærgede her på egnen i sommer. På mit spørgsmål: hvorledes hun befandt sig, svarede hun at hun slet ikke var blevet bedre siden jeg rejste til staden, men at hun vist snart ville komme sig når jeg ville lade Marthe malke gedebukken og give hende noget af mælken. Jeg faldt i den første forundring over denne udtalelse og spurgte hende hvorledes hun var kommet på det eller hvem der havde givet hende dette råd. Hun svarede at hun nys havde læst i den abc som jeg havde givet broderen og som hun havde lånt af ham for at more sig med og viste mig nu at der blandt billederne under G stod:

"Gedebukkenes mælk en lægedom er,
Som så mangen syg har meget kjær"

Jeg kom øjeblikkeligt i den yderste forlegenhed for at finde et passende svar til barnet. Men blev endelig udfriet fra det ved at en af mine naboer kom til mig for at afgøre en os mellemværende sag, hvorved jeg da vandt tid til siden at tale med min kone og diskutere med hende hvorledes hun på den bedste måde skulle gøre pigen begribeligt at hendes ønske umuligt kunne opfyldes.

Ved at gennemse denne forargelige abc har jeg fundet at man har villet forbedre den gamle. Men det er så langt fra at denne Bessermachen er lykkedes, at denne abc derved er blevet ti gange værre end den gamle. Træsnittene eller billederne er dårligere og underskrifterne for det meste nonsens. Jeg vil anføre et par som eksempler:


Under Q - Qvæg.
Qvæget beser udi heden om,
Som de vilde dyr omkring os kom.


Under R - Ræven.
Ræven forfølges af Rasmus fordi
Gæssene stjal han, og tallet var ti.


Under X - Xanthus.
Xanthus den også søhesten man kalder
Neptunus bebor fra den tidligste alder.


Under Ø - ørn, en østersskraber
Ørnens styrke gav den navn af fuglekonge.
Østers livret er for mange lækkertunge.

Dog jeg vil ikke skrive nogen kritik over bogen, men hellere sende Dem den til gennemsyn for at De når De er overbevist om det anførtes rigtighed i Deres blad kunne gøre de ansvarlige opmærksom på samme. Jeg tvivler da meget på at høje vedkommende, om De endog tåler at det triblerske forlag vedbliver at producere elendige gadeviser, pjecer som om Fem Fingre i Suppen og andre der ene købes af den lavere almue, og vist næppe bidrager til dens ånds og hjertes forædling, ville tillade dette forlag eller noget som helst andet at gøre forargelige forandringer i en bog der indeholder vores religions grundsætninger og som er den første der gives børn i hænderne. For der står jo hos Matthæus 18, 5. "Hvem som forarger en af disse mindste, som tror på mig, han var det bedre at der var hængt en møllesten om hans hals og han var nedsænket i havets dyb."

(Politivennen nr. 629 Løverdagen den  19de Januar 1828, s. 33-37).

Træsnit fra o. 1850 af Luckander som formentlig bedre udtrykker skribentens moralske holdninger. Omend de afklædte mennesker nok ikke ville falde i politivennernes smag.

01 maj 2016

Ønske fra Frederiks Hospital.

En af de vigtigste anordninger en læge udsteder ved sygelejet, er at den syge skal nyde uafbrudt ro. Og denne anordning føler enhver sig forpligtet til at efterkomme. Ja endog vedkommende hvem det ikke påhviler som umiddelbar pligt at være om den syge, forholder sig i almindelighed stille og rolige, når de ved at syge er i nærheden, som muligvis kunne foruroliges ved larm og støj. Det synes altså at være pligt for enhver der bor nær ved et hospital at sørge for, ikke ved nogen slags utidig støjen at overbevise de syge om at de er langt fra at befinde sig i rolighedens bolig.

Imidlertid synes det at portneren, opsynsmanden, betjenten (eller hvad han ellers er) ved det katolske kapel i Bredgade anser denne pligt temmelig negativ, da på samme sted høres en hund der især i de seneste måneder har foruroliget patienterne på den side som vender mod kapellet med gøen, tuden og allehånde spektakel. Sandsynligvis er denne tuden for en del forårsaget ved at dyret mangler næringsmidler. På grund af at dets tuden er periodisk, er en af hovedperioderne for dets ubehagelige virksomhed den tid da middag holdes på hospitalet, og det altså formodentlig kan lugte maden. Om nu barmhjertigheden mod det har været større i juledagene end ellers, eller hvilken anden beroligende årsag der har fundet sted, kan man ikke vide. Men vist er det at hunden var meget mere stille og lod sig mindre høre i de dage end ellers var tilfældet, hvilket dog i de seneste dage atter har forandret sig da den især i middagstiden atter er blevet særdeles urolig.

Adskillige på hospitalet er så syge at de slet ikke kan tåle denne uharmoniske musik. Ofte kan det træffe at den syge just på den tid kunne nyde et øjebliks blund hvorfor nævnte betjent anmodes om at fodre sin hund så rundhåndet at den ikke af sult skal drives til på en sådan måde at tilkendegive sit mishag som mere træffer aldeles uskyldige end den det burde påminde. Men hvis ører formodentlig er alt for forhudede siden hundens tuden endnu ikke har kunnet nå dem.

(Politivennen nr. 628 Løverdagen den  12te Januar 1828, s. 26-28).

"Portneren ved det katolske kapel i Bredgade anser denne pligt temmelig negativ, da på samme sted høres en hund der især i de seneste måneder har foruroliget patienterne på den side som vender mod kapellet med gøen, tuden og allehånde spektakel." (Frederiks Hospital i Bredgade, nu Dansk Design Museum. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020)