Nogle Sandhedsord til nærmere Eftertanke for indbildske Læger.

Der findes for tiden læger især blandt de yngre der besidder en så høj grad af egoisme og arrogance at de ved enhver lejlighed under deres tilvendte praksis ter sig som den opblæste frø, og som filosoffen i egen indbildning tror de at de har slugt al verdens visdom og lader hånt om alt hvad der ikke udspringer fra deres sublime hjerneorgan og anser sig som det højeste fuldkommenhedsideal i lægekunsten. For disse indbildske herrer turde følgende sandhedsord af en tænkende, sat og kyndig læge muligvis være tjenlige til ved nærmere, sindig eftertanke at moderere deres høje tankeflugt og at betragte deres hele viden fra et lavere synspunkt.

"De fleste læger bliver nu stående der hvor de ved slutningen af deres akademiske år var. Doktortitlen er et non plus ultra for al deres viden. I det højeste tror de at have erhvervet sig beundring, om ikke fordel, når de har besøgt hospitaler og tænker ved at gabe på de syge bliver lægen dannet. Men i et lazaret eller hospital bliver den duelige læge ingenlunde så let dannet som man tror. Just her hvor den unge mand skulle lære lægekunsten praktisk, gør mesteren sine visitter, uden at opholde sig længe ved sygesengen, eller at sige et ord om sygdommens natur og forandring, eller han bedømmer alle sige syge efter en målestok, ordinerer empirisk sine yndlings- og slendriansmidler, uden at ville anhøre en eneste fornuftig tvivl. 

Må her ikke snarere dannes praktiske fuskere end virkelige læger? Sådanne praktiske fuskere indhyldes i et særegent mørke, anser al videre læsning og studier som tegn på et svagt hoved og for begyndere i kunsten, spotter til sidst over al teori, over de mænd som ynder og begunstiger den, og tror at mængden af syge udgør den sande læge. De gode mænd tager fejl. Vidtløftig praksis gør ved mængden af de syge svagsynet og stolt, ligegyldig mod menneskeliv og menneskedomme, åbner hjertet for egennytte og den lidende menneskehed bliver forfængelighedens uskyldige offer. En læge af hoved og videnskab, der aldrig har set en syg, kan være mere erfaren end en anden der fra om morgenen kl. 6 til sent ud på aftenen løber - vel endog kører i brillant ekvipage - fra det ene hus til det andet. 

For den første ved hvad der hører til en iagttagelse og erfaring. Den sidste mangler derimod i de fleste tilfælde alle dertil hørende begreber og er ikke i stand til under det rigtige synspunkt med behørig individualisering af tilfælde og metode at affatte og fremstille en eneste erfaring, omendskønt publikum i hans person beundrer en guddommelig æsenlap. Hvis efter digterens udsagn den vise uden at rødme tør ønske sig så er den lærde læge med middelmådig praksis med rimelighed at agte mest, fordi han er i stand til ved mere tid og mindre tilløb at tænke over sundhed og sygdom, over liv og død og føle vigtigheden og værdigheden af sit kald, og ved klog vedligeholdelse ikke ved ødelæggelse at gavne menneskeheden. Hvem der ser for meget, ser til sidst slet intet, eller af rid og vindesyge for lidt. Hvem der altid er på gaden kan som alle sværmere ikke finde tid til at studere naturen. For kunst og videnskab er han så godt som tabt, og at anse som et rent kul". 

Der Arzt für venerisch-verlarvte Krankheiten von Dr. Müller, s. VIII

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 359-362)

Redacteurens Anmærkning

Der må være tale om Johann Valentin Müller: Der Arzt für venerisch-verlarvte Krankheiten, 1808. Artiklen affødt et dementi i Dagen, 16. juni 1828:

At Undertegnede ingen Deel har hverken i Oversættelsen eller Indrykkelsen af det i Politievennen No. 649 indførte Stykke, betitlet: "Nogle Sandhedsord til nærmere Eftertanke for indbildske Læger," finder jeg mig beføjet til, herved offentligen at erklære.Almindeligt Hospital, den 12te Juni 1828J.J. JansenCand. philosophiæ & Stud. chirurgiæ.

Sidestykke til Foranstaaende.

På Kongens Nytorv nr. 5 er en gård hvis skrøbelighed oftere er påanket i dette blad. Endnu en ny kan man ikke undlade at anmelde. Og den findes i kælderen på højre hånd når man kommer ind af porten. Anmelderen kom for nogle dage siden med et par venner og sine 2 halvvoksne sønner ned i denne ølkælder for at drikke en flaske øl. Efter at have taget sæde gik børnene omkring for at se på de skilderier der var hængt op på væggene. Men da de nærmede sig 2 sort overstrøgne qvodentboder, behagede det den tjenstfærdige værtinde at vende disse om for at forevise deres indhold som bestod i obskøne figurer eller de såkaldte lopstykker. Anmelderen kaldte sine børn straks til sig for at de skulle undgå skuet af disse liderligheder, mens andre tilstedeværende godtede sig over beskuelsen af disse rariteter. På et jomfruhus kunne besøgerne vel vente at finde og tåle sådanne malerier. Men et offentligt sted som besøges af ældre borgere, burde ikke prange med det, meget mindre uopfordret forevises af en ærbar værtinde. Man tror det her anførte nok for at bevæge værten til at borttage forargelsen.

(Politivennen nr. 648, Løverdagen den 31te Maj 1828, s. 354-355)

En ikke ønskelig Udstilling

I to dage, nemlig tirsdag den 27. og onsdag den 28. maj har man set at der har fundet hoppebedækning sted i bastionen lige for Farvergade. Dersom vedkommende hoppers ejere tror at Vartovs gamle beboere ikke finder noget usømmeligt eller forargeligt i at sådant foretages offentligt, så må de dog betænke at denne bastion kan overskues af en stor del af Halmtorvets beboere og beboerinder, såvel som af en mængde spadserende i Filosofgangen og på volden og at mange af disse ville finde et sådant skue uanstændigt. Sådant synes så meget mindre at burde tillades på dette sted, som gardernes rideplads i nærheden er indhegnet med et højt plankeværk, og tilladelse til at afbenytte den i denne henseende ville vist ikke blive nægtet.

(Politivennen nr. 648, Løverdagen den 31te Maj 1828, s. 353-354)

Alle Ni i store Kongensgade.

I nr. 43 i Store Kongensgade er en keglebane som besøges så flittigt at man spiller på den indtil kl. 1 til 2 om natten. Da keglerejseren råber til spilleren ved ethvert slag hvor mange kegler der falder, så forstyrrer han dermed de nærboende såvel i denne gade som i Borgergade i deres nattero. Dersom det er tilladeligt at sådant spil må finde sted efter midnat, så var det ønskeligt om værten kunne finde en anden måde at tilkendegive hvor mange kegler der slås, end ved råben. For andre folk hvis dont kræver at de må tidligere op om morgenen, bør have deres korte nattero uforstyrret.

(Politivennen nr. 648, Løverdagen den 31te Maj 1828, s. 353)

Redacteurens Anmærkning

Store Kongensgade 43 ændrede i 1856 nummer til Store Kongensgade 35. Matriklen eksisterer ikke længere, men har formentlig ligget omtrent ved Landgreven

Svar fra Patrouillen paa Anmældelsen i Politievennen Nr. 647.

I forrige Politivennen nr. 647 findes en anke over et Patrouille-buds "sjakkertryglen" for at samle subskribenter. Når undtages nogle uvedkommende sidehug, er anke, den være sand eller usand, fremsat på en måde så den fortjener et beskedent svar.

Anmelderen kender mig "som en mand der har agtelse for mig selv og som stræber efter at beholde den jeg står i hos mine medborgere." Dette er sandhed. Jeg ved ellers ikke hvorfor jeg skulle leve? Og hvis det - at have været og at stræbe efter at være en nyttig statsborger, at gøre ret og skel, og at opdrage sine børn til nyttige lemmer i samfundet, fortjener borgerlig agtelse, så gør undertegnede uden komplimenter krav å borgerlig agtelse. Men denne så kære agtelse må ikke fortjene det den koster at erhverve og vedligeholde om jeg stod i fare for at tabe den - at et udsendt bud teede sig galen!

Den ærede anmelder kender mig, ved altså også at jeg altid stræbte at gå oprejst og på mine egne ben, men nu skulle være faldet så pludselig og så dybt at jeg mens jeg anker over styverfængeri, selv var blevet forvandlet til en styverfænger? Frygter anmelderen dette, i fald jeg ikke fik en offentlig korrektion - kender han mig sandlige ikke. Men hvad endnu er værre er, han synes ikke at kende at Patrouillen ingenlunde som blade meget almindelig, blev påtvunget publikum indsvøbt i Adresseavisen og med forpligt: - hvis vedkommende ikke tilbagebragte samme, ville de blive anset som abonnenter. Heller ikke blev eller bliver Patrouillen som magasinet for håndværkere - der dog kun forstås af lærde - påtryglet publikum hus fra hus og dør fra dø af en sværm ombærere. Havde den ubekendte bekendte anket over dette tillige med det bud, så kunne aldeles ingen mistanke om personlighed finde sted, eftersom det var et almennyttigt vink. Og publikum måtte været ham forbundet. Men da anmelderen anker over splinten hos Patrouillens bud, men ikke over bjælken i de andres, eller over et virkeligt næsvist styverfængeri hos andre bladudgivere, så havde da anmelderen kender mig, og det var kun mig alene hans offentlige godhed gjaldt, en billet med eller uden navn til mig selv været nemmere for den bekendte som også for mig.

At et blad hvis indre værd ikke kan skaffe det holdere, må hendø, er ikke nødvendigt. For det kunne jo antages udgivet af en rig person eller af en bogtrykker. Og antages at det udgives af en fattig person, men hverken holdes eller læses - så fortjener både bogtrykker, hans folk, papirhandler og buddene ikke mindre ved den fattige. Og han fortjener agtelse fremfor de ørkesløse vandbier som kun gnaver på staten. For NB hvem som vil erhverve sig brød og agtelse med at trykke bøger og blade, begynder næppe med at trykke bøger og blade. Imidlertid skønt Patrouillens abonnenter ikke er talrige, har de dog aldrig været talrigere end i dette øjeblik. Ja, er endog en del talrigere end andre blades her i staden (Den Galende Hane og Gammelt og Nyt dog uberegnet) som regnes til de bedre og har bestået i næsten et årti. Patrouillen kan således som de mest trivelige børn i en alder af næppe tre fjerdingår ordentligt gå ene - når ikke et pludseligt stød måtte komme for foden - og det uden faldehat.

et fruentimmer mødte for en dommer med en mand, den hun foregav at have voldeligt berøvet hende det hun aldrig mere kunne få tilbage. Manden tilstod. Men at det havde været med begges vilje. Ikke desto mindre måtte han på stedet udbetale hende 10 dukater. Hun gik. Kan du, sagde dommeren, til den indklagede, tage pengene tilbage, skal de atter være dine. Han løb, for i fruentimmeret, men va ikke i stand til at løsne en finger fra dukaterne. Jeg må give tabt, manden, hun er stærkere end jeg. Herpå befalede sommeren at kvindfolket skulle levere den anklagede pengene med de od: "Havde du brugt en tredjedel af den kraft som nu da manden påtvang dig det du ikke ville have, så havde du intet mistet. Og er det derfor åbenbart at mandens vilje også var din." Hermed skal være ment at Patrouillens ombærere er alt for svage til at påtvinge nogen deres blade. Og skulle de mod hvad dem strengt er forbudt, have påtryglet nogen noget - så må de påtryglede frit uden mindste godtgørelse, levere det påtryglede tilbage.

Hvad der i øvrigt mest interesserer i den anmeldelse er den vittige værts vittige: - "Det siger også forfatteren til Den Galende Hane og Gammelt og Nyt."- Atter en recendent som med fem ord og et glas finkel afgør et par ugeblades værd, rub og stub! Hvor lærerigt måtte det ikke være at høre denne satyriske værts sentenser for gæsterne og recensionerne over hans spiritus? Lad nu Patrouillen gentage at man her i landet endnu ikke er moden for Satyren? Hvor ironisk: "Det siger også forfatterne" osv. ligner det ikke på et hår Jacob von Thybo til Mos Christoffersen: - "I er masoi en nar!"-

Udg. af Patrouillen.

(Politivennen nr. 648, Løverdagen den 31te Maj 1828, s. 347-352)

Redacteurens Anmærkning.

Ugebladet "Patrouillen" blev udgivet 1827-1829 af brygger og kaptajn i det borgerlige infanteri Jørgen Hansen (1783-1867). I bladet publicerede sønnen og digteren Frantz Johannes Hansen (1810-1852) vers og prosa.