Et faldefærdigt Skildt.

På den fløj af hr. smedemester Fabers hus som vender ud mod Gråbrødrestræde, har i mange år hængt en stol. Men tidens tand har således maltrakteret den at den ikke alene er blevet leddeløs, men den må også efter al sandsynlighed falde snart falde ned da hele dens tyngde hviler på et eneste søm som kun er halvt inde i muren.

Berørte stol skal formodentlig repræsentere et skilt. Men da indsenderen er overbevist om at der hos stolens ejer endog i flere år ikke er blevet forfærdiget noget som  helst træarbejde, så venter han at samme pjaltestol bliver nedtaget og det især af den grund at den hvert øjeblik truer med at falde ned, og hvem den så traf, var det dog skade.

(Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 454)

Spørgsmaal.

I Landemærket nr. 181 har nu i rum tid i det mindste år og dag, fundet en omstændighed sted som er til stor vansir og forbigående til megen ulejlighed. Sagen er nemlig den at udenfor nævnte grund er opført et interimistisk plankeværk som spærrer hele fortovet og som en følge deraf danner en vinkel med naboernes. Disse kroge benyttes på den ækleste måde af pøbel til at skille sig ved allehånde uhumskheder så at de snarere ligner en kloak end en del af et fortov. Uddunstningerne af disse er så kraftige at de i lang distance i høj grad ulejliger næsen. Da grunden i så lang tid kunne og burde have været ryddet, og der desuden indenfor nævnte fæle plankeværk er opført et andet forsvarligt, så tager man sig den frihed at spørge om ejeren af grunden nr. 181 måtte have høje vedkommendes tilladelse til således og i så lang tid han lyster at bebyrde publikum med de meget mærkbare ulejligheder af hans indretning, så meget mere da krogen er lige over for indgangen til Trinitatis Kirke.

(Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 453-454)

Redacteurens Anmærkning.

Landemærket er 181 er nutidens nr. 3-5. Huset er opført 1750.

Fæl Stank paa Amagerbro.

Anmelderen er en svagelig mand, der jævnligt når vejret tillader det, gør sig en spadseretur uden for stadens porte for at indånde den frie luft og for at glæde sig over naturens frembringelser. Han gik for nogen tid siden ud af Amagerport i håb om at denne spadseretur ville yde ham den samme nytte og behagelighed som han havde nydt på sine øvrige fodvandringer udenfor stadens andre porte. Men dette håb glippede aldeles. For da han kom henimod accissekontoret på Amagerbro, måtte han indånde den mest pestilentialske stank der efter hans mening rejste sig deraf at landevejsgrøften var opfyldt med stillestående, ildelugtende og råddent vand fra det i nærheden liggende limfabrik. At anmelderen imidlertid ikke havde gættet den sande årsag til den omhandlede afskyelige og næsten dræbende stank, blev han overbevist om da han var kommet udenfor bommen. Her blev han opmærksom på en overordentlig stor mødding der lå opdynget fra landevejsgrøften langs med den vej som løber til højre til de møller og veterinærskolens planteskole der ligger der. 

Skønt anmelderen næppe kunne ånde, undlod han dog ikke til fulde at overbevise sig om hvilke bestanddele den omtalte mødding indeholdt. Og han fandt da at hovedbestanddelen var renovationsskarn med dettes ingredienser, hvori en mængde fattige mennesker rodede efter klude, ben osv. hvilket bidrog betydeligt til stankens udbredelse, samt at der hist og her lå nogle katte og hunde der var gået i forrådnelse. Men pirredes lugteorganerne her på en højst ubehagelig måde, så frembød 2 renovationsvogne der stod uden for det hus der ligger tæt op til lossepladsen og i hvilket møget er nær ved at flyde ind, samt de på samme ophængte klude og laser, et højst væmmeligt og misprydende skue.

Anmelderen ilede nu efter evne bort fra det sted hvor 2 sanser havde lidt så meget, og gik en lang omvej hjem for ikke på ny at blive opvartet med sådan konfekt, men måtte imidlertid - som man siger - flere gange vende sin lomme.

Det må antages at vedkommende har fået tilladelse til at losse på den her udpegede plads. Men anmelderen har dog ikke villet undlade at henlede de ansvarliges opmærksomhed på hvor væmmeligt og skadeligt det er - især da det umuligt ikke er faldet i enhvers lod at anstille så nøjagtige betragtninger herover som anmelderen - og nærer han det håb at Sundhedspolitiet vil bevirke en så almindeligt befærdet sti befriet fra dette svineri.

Kunne ejeren af limfabrikken skille sig ved sit vand bagfra, således at det ikke kom i landevejsgrøften, da ville det også være en stor behagelighed for de vejfarende som derfor ville være ham uendeligt forbundet.

(Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452)

Redacteurens Anmærkning

Samtlige artikler i denne serie: Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452, Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456, Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507, Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528 og Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560.

Anmodning til Politiet.

(Ordret efter en gammel kommissionærs manuskript.)

Uden enten af misundelse eller nogen slags annimutet imod de herrer slagtermestre på Vesterbro, giver indsenderen sig den frihed til højere bedømmelse at forestille: om det ikke af politiet kunne forbydes nævnte slagtere, i særdeleshed om søndagen, når såvel høje herskaber, som Københavns respektive indbyggere, under spadseregang gennem Vesterbro til Frederiksberg søger frisk luft, er udsat for den usunde og pestagtige stank der møder fra slagternes huse ved smeltning af det talg der den foregående uge er sanket sammen. Hvilket efter indsenderen mening derimod bør ske på andre dage og da så tidligt om morgenen når nævnte Vesterbro sjældent af dem som søger frisk luft, passerer broen forbi slagterierne.

(Politivennen nr. 653, Løverdagen den 5te Juli 1828, s. 436-437)

Den haabefulde Tambour.

Ah! Gud bevare hver jydesjæl
Fra trommens bombombom!

I Wildersgade på Christianshavn skrås overfor den kaserne hvori det 2. jyske infanteriregiment ligger, har en lille dreng i lang tid søgt sin eneste fornøjelse i hver dag uophørligt at slå på en tromme. Uagtet han har bragt det til en for sin alder beundringsværdig færdighed og muligvis i sin tid vil bringe det til at slå på 16 trommer (altså en mere end den gevaldige tambourmajor) så er hans nuværende tidsfordriv dog til så stor pine og uro for alle omkringboende, især de syge, at man vil anmode vedkommende om at forbyde ham denne larmen, særdeles da selv de militære tambourer kun tør øve sig på volden eller et afsidesliggende sted.

(Politivennen nr. 653, Løverdagen den 5te Juli 1828, s. 434-435)