Ubekvem og farlig Holden af Bøndervogne i Sct. Gjertrudsstrædet.

(Til udgiveren)

Uagtet det i Deres almennyttige blad "Politivennen" allerede er påanket at passagen i Sankt Gertruds Stræde især mod Rosenborggade næsten daglig er aldeles spærret med bøndervogne, der rækkevis opstilles i og for enden af gaden, har man endnu ikke sporet nogen forandring i denne henseende. De bedes derfor godhedsfuldt endnu en gang at indrykke i Deres blad denne uorden, og dertil tilføje at flere af de således opstillede heste er af en bidsk natur, og som uden at være påsatte den påbudne høvisk, snapper efter de forbigående, hvilket blandt andet var tilfældet for en tid siden, i det nemlig en således opstillet bidsk hest ved at snappe efter en gammelagtig kone, afrev hendes hat. I det håb at høje vedkommende herved vil finde sig foranlediget til at afskaffe denne såvel for gadens beboere som for de passerende højst besværlige og tillige farlige uorden, er det De bedes at indrømme denne rimelige påanke en plads i bladet. 

(Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 606-607)

Svar fra Eieren af Huset Nr. 282 i Adelgaden.

Skønt det i bladet nr. 662 i dette år indrykkede stykke mod mig ikke fortjener svar, vil jeg dog for mine medborgeres skyld og for at oplyse indsenderen om alle hans vildfarelser, svare ham denne gang. De klager over at min gård ikke er ryddelig og at De tabte Deres nye hat i rendestenen, hvilket gør mig hjertelig ondt at De skulle være så uheldig. Men da der er 3/4 alen fra murstenene til rendestenen, finder jeg og vist enhver at De må have plads nok med mindre De var svimmel. Murstenene er opstablet fordi den foregående ejer af stedet var befalet af Bygningskommissionen at sætte tre stivere til sidehuset. Og da disse finder sted på fortovet, har jeg ladet sætte mursten eller om De vil murbrokker for derved at hindre folk fra at komme til skade i mørke. 

Hvad det mig tilhørende "Ros" angår, da er jeg ikke så dårlig at formode at De ville løfte eller flytte et stykke på grund af at Deres gode klæder og fine hat vist ville blive tilsmudset. Men derimod tror jeg at De må være af temmelig svagt syn, især når spiritussen har forstyrret Deres hoved. Desuden underretter jeg Dem om at når der bygges i en gård, så kan den ikke befindes så ryddelig som andre gårde. 

Jeg må også lade Dem vide at De har sonderet fejl på lokummet, for der var ingen mur at bryde ud. At jeg lod grave til et større lokale, behøver jeg vel ikke at aflægge Dem regnskab for. Når De havde set nøjere til, ville De erfaret at sammes udvidelse var en nødvendighed. Skulle hestegødningen endnu forårsage stank for Dres næse, da vil jeg lade Dem vide at i de fleste gårde hvor der holdes heste, finder det samme sted. Men da jeg har hørt at hestegødning skal være tjenlig for nogle sygdomme, ønskede jeg (skønt De synes at være min uven) at De ville hvis De havde et tilfælde som kunne kureres med samme, benytte min gødning til det. 

At to lokummer altid er i den orden de bør være, har jeg sørget for. Og dersom De behøver at benytte lokummet når De igen besøger Deres familie som bor i sidehuset, vil De finde at det forholder sig rigtigt. Jeg forventer, højtærede hr. Ven, når De igen kommer, at De vil først besøge mig, da jeg med glæde vil ledsage Dem frem og tilbage. Det øvrige De anfører er usandheder og fortjener intet svar, lige så lidt som jeg værdiger Dem at svare flere gange.

R. Knudsen.

(Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 603-605)

Redacteurens Anmærkning.

Adelgade 282 eksisterer ikke længere. Det blev i 1856 til Adelgade 57 og i 1945 udlagt til offentlig gade. Det må have ligget omtrent på højde med Sølvgade.

Til Eierinden af de velmæskede levende Sviin i Prindsensgade.

Da slagterenken madame Havgaard i Prinsensgade altid har sin gård fuld af levende svin, og disse medfører ikke alene en vederstyggelig og næsten pestagtig stank, men deres snavs endog flyder ind under naboernes huse og der udbreder sin lugt, så ønskes at hun må blive indskærpet at afskaffe denne formentlig lovstridige håndtering at have levende svin i staden især i denne varme sommertid. Og man håber at politiet vil se denne uskik afskaffet.

(Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 602)

Til den kongelige General-Post-Direction.

Lørdag den 30. august gik indsenderen af dette med et brev til postgården. Da han kom der kl. halv fem om eftermiddagen, så han indgangsdøren lukket og adskillige mennesker udenfor den. Efter at have hvilet lidt, så han sig nødt til at søge trængslen ved indgangsdøren for ikke at blive udelukket og ikke engang få sit brev afleveret. Skønt han som en mand der er nærmere de 70 end de 60, forenet med sin stilling og sundheds tilstand, måtte befrygte ubehagelige følger af den trængsel han nødtvungent fandt sig at tage del i, blandede han sig blandt mængden der hele tiden tiltog, af hvilke mange lignede dem som henter billetter ved Komediehuset. Og følgen var at han ikke alene på det ynkeligste blev presset fra alle sider, men den ubehagelige luft og sammenpressede ånde af så mange mennesker forårsagede at han næsten fik ondt. 

"Endelig åbnede døren og presningen blev endnu værre. Ja i den grad at der var øjeblikke i hvilke indsenderen stod midt i dørkarmen uden at kunne komme ind." (Hovedindgangen til Kongelig Post-Gaard. Eget foto, 2015).

Endelig åbnede døren og presset blev endnu værre. Ja i den grad at der var øjeblikke i hvilke indsenderen stod midt i dørkarmen uden at kunne komme ind. Han troede nu det værste overstået. Men nej, dette forestod da der kun er et eneste menneske til stede til at modtage alle de menneskers breve som var trængt igennem døren. Og indsenderen så at hele rummet som det er tilladt at betræde, var propfuldt af folk. Efter på ny at have udstået det mest ubehagelige tryk, blev han af med brev og penge, og glædede sig til igen at komme i den frie luft. Dog dette var lettere ønsket end iværksat. For for det første skulle han nu trænge sig tilbage mod dem som skulle aflevere deres breve, og dernæst går udgangsdøren ind i værelset i stedet for udad. Og må altså hver gang den skal op sammenpresse de allerede tæt samlede mennesker. Dog, da ethvert onde får ende, fik også dette. For efter den tredje pres slap han ud af døren. Klokken var da 50 minutter over fire. Han havde altså måtte anvende 35 minutter for at aflevere et brev.

Dersom en sådan pinlig stilling var fornøden eller uundgåelig for de af almenheden som brevveksler, da ville indsenderen af dette tie om det som til enhver anden uundgåelig ulykke. Han tror at den både kan og bør afhjælpes, og at det i højeste grad er upassende 2 gange ugentligt i en hel time hver gang at behandle de mennesker som afleverer breve på sådan en måde. (Det er en rimelig forudsætning at hverken generalpostdirektionen, postmestrene eller nogen af kontorets betjente ved det ringeste om denne uforsvarlige og uværdige måde, hvorpå de behandles, som giver postkassen en del af dens betydelige indtægter. For antager han ikke denne forudsætning, ville det give ham anledning til et andet forslag han ikke engang vil tænke sig, endsige nedskrive). Så derfor fremsættes til overvejelse følgende simple og let endog uden bekostning iværksættelige forslag:

1. At fra den tid en mængde folk samles at da i det øjeblik disse tiltog, bliver betjente ansat på linjen fra den ene kontrollør til den anden for tillige med dem at modtage frankerede breve. Selv om dette måske de første gange ikke kan ske med hurtighed og nøjagtighed som af de øvede kontrollører, så ville dette dog vist snart læres da det ikke kan anses for noget svært studium. Og desuden i tvivlstilfælde kunne det jo afgøres ved kontrollørens beslutning.
2. For de ufrankerede breve kan ansættes en betjent i hulen (hvad skal man kalde dette mørke sted ved vinduet?) der behørigt bestemt mod påtrængenhed kan modtage disse og gebyrskillingen og kaste dem i en kasse. Dertil behøves heller ikke meget studium.

Skønt indsenderen tror at disse forslag forenede vil afhjælpe den trængsel der nu hersker ved vores Hamborgposts afgang, tillader han sig dog endnu et, grundet på det strengeste rimelighed mod den brevvekslende almenhed:

At postgården ligger meget bekvemt i staden, kan ikke nægtes. Men lige så lidt kan det nægtes at der fra de yderste dele af staden er så langt at en stor del mennesker nødvendigvis må sammenstrømme i den sidste time af afleveringen. Skulle nu den brevudvekslende almenhed ikke turde nære det ønske at et brevpostmodtagelseskontor oprettedes i ethvert af stadens længst bortliggende distrikter fx et på Christianshavn, et i Sankt Annæ Østre Kvarter, et i Sankt Annæ Vester og et på Vesterbro, i særdeleshed om sommeren. Disse samlede breves transport til postgården kunne let ske ved postbudene. Og da breve ikke charteres før efter klokken 5, så ville disse kontorer ikke standse charteringen, men derimod være til betydeligt gavn og lettelse for almenheden, om det endog blev pålagt et gebyrskilling for hvert brev.

Hvorfor indsenderen altid bruger ordet almenheden er for at skelne mellem dem der ved at give dusører til postkontoret kan i mag indlevere deres breve 3 til 4 timer tidligere end alle i almindelighed der ikke i noget tilfælde skal kunne få et brev bort efter kl. 5, mens disse kan aflevere indtil 8 til 9. Og da kontoret sikkert må få meget betydeligt ind for denne udsættelse, håber man også at de udgifter disse forslag muligvis kan forårsage, deraf kan bestrides da han ikke tvivler på at jo generalpostdirektionen selv betaler sine folk, og ikke ved dusører lader dem lønnes af det brevvekslende publikum.

Af den kongelige generalpostdirektion om hvis iver for det almene tarv der kun er en stemme, og som ofte har taget hensyn til og afhjulpet rimelige anker, har indsenderen det håb at den også snarest mulig vil offentliggøre iværksættelsen af hvad her med så megen føje er påanket.

(Politivennen nr. 663, Løverdagen den 13de September 1828, s. 593-599)

Bøn til Eieren af "Linden" i store Fiolstræde.

Som bekendt eksisterer der en anordning som byder at ingen må spærre passagen på fortovene ved at udsætte eller udhænge noget længere end visse tommer. Denne lovbestemmelse synes ejeren til en ubebygget plads i Fiolstræde lige over for gården nr. 181, kaldet "Linden", ikke at ænse, idet han altid lader den halve låge ind til nævnte plads stå åben. Hvilket har til følge - da den går udad - ikke alene at passagen på fortovet spærres, men endog at de forbigående jævnligt løber mod samme og derved tilføjes et stød som de kunne undgå hvis ejeren foretog den simple forandring at lågen gik ind ad til pladsen.

(Politivennen nr. 662, Løverdagen den 6te September 1828, s. 592)