En ubehagelig Skraaler.

Som et sidestykke til den i dette blad adskillige gange omtalte sandvræler, kan anføres en person der næsten hver formiddag lader sin behagelige stemme høres i strøget af Møntergade, Pilestræde, Kronprinsensgade og Sværtegade. Hans evindelige pinnæ-brænde-pinnæ-brænnæ (pindebrænde) fremfører han i den ynkeligste tone eller retter hylen, så at man skulle tro at et menneske var kommet til skade. - Da vist flere sammen med indsenderen ønsker at denne vrælen måtte ophøre, tager man sig den frihed at anmode skråleren om at holde inde med denne vederstyggelige musik.

(Politivennen nr. 666, Løverdagen den 4de Oktober 1828, s. 676)

Om Liremænd og Lirespil.

Skønt indsenderen af dette er langt fra at være misundelig og ret vel indser hvor mange arbejdssøgende og arbejdsløse subjekter der for nærværende tid findes, kan jeg dog ikke undlade at klage over det nu så overhåndtagende lirekassespil. At de personer der på denne måde søger erhverv, af høje vedkommende må være forsynet med tilladelse er ikke underkastet nogen tvivl. Men for nogle år siden hørte man kun somme tider i enkelte gader en såkaldt lirendrejer, en gammel mand og som vel næsten var den eneste i staden. Men nu vrimler jo staden af sådanne instrumenter, hvoraf adskillige ofte er af den slags at man hellere måtte give penge for at blive dem kvit end for at høre dem. Skal den syge og svage som i adskillige nætter har savnet søvn, forstyrres ved disse når han på hvilken som helst tid af dagen falder i slummer og vækkes af denne som oftest skurrende lyd, især når lirekassemændene opstiller sig i gårdene hvor uroen endog forøges ved tilløbet af en hob gadedrenge og anden pøbel? 

I øvrigt må man i grunden beklage de mange unge mennesker som man daglig ser at befatte sig med dette hverv. Var det ikke bedre for dem at de enten blev ved den profession de havdelært eller i den tid som de på denne måde virkelig bortødsler, lærte en. Vel er den indtægt de kan have i forhold til den daglige leje de må svare til vedkommende ejere af disse instrumenter, sikkert kun ubetydelig. Men for at forebygge ørkesløshed hos sådanne unge mennesker synes det at være mere passende at tilladelse til at lade nævnte instrumenter høres, kun meddeltes gamle, trængende mennesker, for så vidt de var i stand til at transportere dem, dog med den indskrænkning at de ikke måtte gå ind i gårde eller forulejlige nogen husbeboer med deres musik, med mindre de af dem blev indkaldt.

(Politivennen nr. 666, Løverdagen den 4de Oktober 1828, s. 665-667)

På Klæstrups billede fra Pilestræde har nogle gårdmusikanter opstillet sig. Dog uden lirekasse.

Anmodning til Herr Cantor Hartmann.

Mandag den 8. dennes lod jeg et barn begraves. For jorden lagde jeg betaling til kirkeværgen og begav mig derefter med den mig af ham meddelte kvittering til kantor Hartmann der i stedet for at påtegne nævnte kvittering til underretning for graveren, gav mig en anden seddel ifølge hvilken graveren kun kunne tillade barnets begravelse på frijordskirkegården.

Utilfreds hermed bad jeg min kone henvende sig til kantoren for at erfare grunden hertil, men hr. kantoren var ikke hjemme, og jeg må oprigtigt tilstå at det skulle have været mig kært hvis det samme havde været tilfældet med hans kone der behandlede min hustru på det uhøfligste, ligesom hun også til slut erklærede: "herved er intet at gøre. Barnet skal blive liggende hvor det ligger."

Min kone henvendte sig derpå til kirkeværgen der meddelte hende en seddel til kantoren, sådan lydende:

"Overbringeren heraf arbejdsmand Søndersøes kone siger at hendes barn som er begravet i dag den 8. september skal være begravet på frijordskikregården, men da der er betalt for barnets begravelse, så må dette være en fejltagelse som jeg herved anmoder Dem om at undersøge.

Den 8. september 1828.
H. H. Schmidt."
"Hr. kantor Hartmann"

og det lykkedes hende da endelig ved kirkeværgens og graverens velvillige understøttelse at få barnet opgravet og jordet på det sted hun ønskede uden videre udgift.

Idet jeg herved fremsætter en anmodning til hr. kantor Hartmann, den nemlig at dressere sin kone således at hun i hans fravær ikke skal støde an mod de simpleste høflighedsregler, kan jeg til slut ikke undlade at yde graveren i særdeleshed min forbindtligste tak for den måde hvorpå han antog sig min og kones sag og derved stoppede munden på den uartige kantorske.

København den 18, september 1828.
Niels Hansen Søndersøe.

(Politivennen nr. 665, Løverdagen den 27de September 1828, s. 627-629)

Redacteurens Anmærkning.

Hartmann bekendtgjorde i Politivennen nr. 669 at han anså anklagen for ubeføjet, og efter behandling i forligelseskommissionen nu havde indstævnet ham for retten.

Bør Gaderenovationen aflosses i Hovedstaden?

Beboerne i nærheden af den mølle ved siden af Østerport som for nogen tid siden styrtede om, ville ønske at de ansvarlige værdigede deres opmærksomhed om hvorvidt det kan være i overensstemmelse med et godt sundhedspoliti i en stor by at vælge noget sted i den til en losseplads for gaderenovationen.

Man kan forsikre at den på ovennævnte sted anlagte store mødding allerede har været til megen ulejlighed for omegnens beboere og man frygter for at dens ubehagelige nærhed endnu længe vil være til besvær.

(Politivennen nr. 664, Løverdagen den 20de September 1828, s. 610-611)

Om Forprang med Levnetsmidler.

Så vidt vides eksisterer der et lovbud som forbyder al forsalg med levnedsmidler, og derimod udtrykkeligt befaler at alt skal sælges på akseltorv. En bedrøvelig erfaring har imidlertid overbevist almenheden om at dette velgørende lovbud ikke overholdes, idet man næsten dagligt har lejlighed til at erfare at såvel handelsberettigede som andre i gæstgivergårdene opkøber hvad de kan overkomme. Denne handel drives især tidligt om morgenen på torvedagene og ikke sjældent aftnerne forud. Det har til følge at kun lidt kommer på torvet til stor skade for stadens samtlige indbyggere. Men især for kælderbeboere som bor på Gammeltorv og Nytorv og som er berettiget til at købe på torvet for atter at kunne forsyne de familier der ikke har lejlighed til at indfinde sig der til almindelig torvetid. At kælderbeboerne som en følge af denne uskik vanskeligt kan svare de påbudne skatter og afgifter, betale deres husleje og underholde deres ofte talrige familie, er vist nok let at indse, og man håber derfor  at der vil træffes de til dette uvæsens standsning fornødne forholdsregler.

(Politivennen nr. 664, Løverdagen den 20de September 1828, s. 609-610)

Redacteurens Anmærkning

Akseltorv har ikke noget med nutidens Axeltorv at gøre. På Politivennens tid var det heller ikke et torv opkaldt efter mandsnavnet Axel, men hed sådan fordi bønderne her kunne sælge varerne direkte fra hestetrukne vogne (med hjul og vognaksler). Da disse fyldte ret meget, var akseltorv byens største torv.