Et Landsby-Ønske.

Da vejene er eller til dels bliver indrettet bekvemt endog for fodgængere, så var det at ønske at landsbygaderne også blev indrettet fremkommeligt, da man almindeligvis må vade gennem gaderne i snavs til midt på benene når der er søleføre. De som lider mest derved, er børn som søger skole. Da det på de fleste steder er umuligt for dem at komme frem uden at blive så våde på fødderne som om de havde vadet, ja ofte taber i træskoene og bliver nødt til at træde i sølet med de blotte strømper. Børnene må nu sidde hele dagen med de våde strømper og hvilken skade er det ikke for deres helbred? 

"Det var at ønske at landsbygaderne også blev indrettet fremkommeligt, da man almindeligvis må vade gennem gaderne i snavs til midt på benene når der er søleføre." (Thorald Læssøe: Vej gennem en dansk landsby, 1831-78. Statens Museum for Kunst.)

Anmelderen foreslår derfor at lade en rad nogenlunde flade sten omtrent 3/4 alen brede og 3 tommer ovenfor jorden, lægges langs med den ene side af gaden eller hvad der var bedre ved begge sider af gaden. Dette kunne uden nogen vanskelighed iværksættes og når alle, både gårdmænd og husmænd blev beordret til det en dag, så ville der ikke blive meget tilbage for den følgende.

(Politivennen nr. 671, Løverdagen den 8de November 1828, s. 753-754)

Skolemester Uskik.

Det er før omtalt at der findes skolelærere som smigrer elevernes forældre ved at give børnene gode karakterer eller vidnesbyrd om deres flid og nemme. Som et eksempel herpå tjener følgende:

Anmelderen kender en mand der har en lille søn på 6 til 6½ år som går i en offentlig skole. Barnet kender bogstaverne og er for nyligt begyndt at stave. I august måned bragte han faderen følgende attest fra læreren:

"N. N. er virkelig en del arbejdsom til forskellig tid og gør en hensigtsmæssig fremgang med hensyn til hans karakter alder og talent. Sommerferien begynder onsdag aften den 23. juli og vedvarer indtil torsdag morgen den 14. august"

En måned efter kom drengen fra skolen med følgende vidnesbyrd:

N. N. større flid tiltager dagligt og hans opførsel har i de sidste dage været delikat. Når jeg giver ham valget mellem arbejde og frihed da læser han. Hvad kan man ikke love sig af en sådan discipel når lysten eller karakteren fremdeles vil blive den samme"

Hvad man kunne vente skete. Faderen der havde givet agt på den lille fremgang sønnen gjorde, tog ham straks ud af skolen for at sætte ham i en anden, hvor han kunne vente man ville lære barnet noget og ikke afspise faderen med smiger. Ville flere gøre ligeså, da blev vel sådanne skolelærere nødt til at vænne sig af med sådan uskik.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 739-741)

Om Anken over Kjørslen paa Amalienborg Plads.

Det gør vel ikke meget til sagen om svære kareter eller ledige arbejdsvogne kører over denne plads. Begge beskadiger brolægningen, og de første vel mere end de sidste. At kalde sådan kørsel dumdristig, er derfor mildest talt højst upassende. Slotspladsen var før slottets brand en køreplads for alle vogne. At man under forestående hoffester kan gøre undtagelser med den mere indskrænkede Amalienborg Plads er en anden sag. Hvorledes skulle man vel bære sig ad når man lader læs køre fra Toldbod- og Kvæsthusgade eller Amaliegade og omvendt? Skulle man da kunne få vognmændene for samme betaling til at køre den lange omvej ad Bredgade og tilbage og Sankt Annæ Plads? Dette har indsenderen vel ikke betænkt.

P. Larsen.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 733)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i nr. 675, 6. december 1828, side 816-819. Denne artikel er ikke medtaget på bloggen.

Betleri paa Toldboden og Toldbodveien.

Det er et forargeligt syn på Toldboden at se den mængde af betlere som antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn. Ligeledes findes i samme gade, ikke få større og mindre betlere som anmoder enhver af de forbigående om almisse. Det er vel næppe at formode at dette uvæsen sker med Fattigdirektionens tilladelse og ønskeligt var det om samme ville se sådant afskaffet.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 731-732)

"En mængde af betlere antaster enhver rejsende og forfølger sådanne langs ned ad Amaliegade, hvoriblandt unge tøser med spæde børn." (H. G. F. Holm: Vagthus, Nordre Toldbod.)

Om en Deel af de nuværende Slavebevogteres nutidige og fremtidige Stilling i Staten.

Efter de seneste befalinger ser vi ikke sjældent soldater som må passe de slaver som er i fæstningen. Disse infanterister skal (efter sigende) forrette denne tjeneste et år imod at få 1 rigsbankmark daglig, mundering og brød. Under sådan tjenstforretning opdrages han til dovenskab og ladhed og taber agtelsen for sin stand, sig selv og sin påklædning over bliver muligvis helt fordærvet. For ved ørkesløst at passe på disse forbrydere kan han vist nok ikke selv om han end måtte og ville, lukke øret for de fortællinger som der vanker dagligt. Han lærer nogle af disse subjekter at kende personligt. Han afslår vel ikke en samtale med sådanne, og ved alt dette ifølge Bibelens ord: Lediggang er roden til alt ondt, fordærves han omsider. 

Dog, lad os endog forudsætte det bedste, nemlig at han lige så god afsendes efter tjenestens påbudte opfyldelse, at han da er aldeles ufordærvet på sjæl og legeme - er det da ikke tænkeligt at han ved sin hjemkomst blandt sine bybørn og samtidige fortæller hvad han har erfaret i sin tilbagelagte tjenestetid? Tilhørerne vil da ikke undlade at lægge mærke til det, og en sand lykke om ingen tog sig et eksempel af disse vidunderlige fortællinger og tildragelser. Men desto værre gives der jo brådne kar i alle lande. Disse fortællinger vil ufejlbarligt ikke blive ubemærkede, og eksemplet i tidens længde bragt i udøvelse. 

Det er derfor anmelderens ærbødige hensigt at gøre de høje ansvarlige opmærksom på dette og hellere lade den gamle udtjente underofficer, soldat og brødløse få dette hverv end ved den nuværende tjensterøgt muligvis bidrage til forbrydernes antals forøgelse. Enhver ting i verden kan have sin tvetydige betragtningsmåde, således også denne. Har anmelderen fejlet, da anmodes kun om at blot det må blive ham lagt til brøde at han ene har haft sine medundersåtters tarv og gode til hensigt, og han takker for enhver belæring som i sådan henseende kunne blive ham meddelt, ifald han skulle have faret vild.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 725-727)

Det ene af de to krudttårne som i perioden 1817-1847 blev brugt til fanger der blev anset for særlig farlige. Hvert tårn husede 30 fanger. Det andet tårn er nedrevet og bastionen tom. Øverst på volden var anbragt palisader så fangerne ville have sværere ved at flygte.

Redacteurens Anmærkning.

De to krudttårne i bastionerne ved siden af Kongeporten blev brugt som særlig strengt fængsel 1817-1847, først til fangerne fra det afbrændte Rasp-. Tugt- og Forbedringshus på Christianshavn, siden også til andre.