Vel dyr Caffe.

Det går stadig som Jeronimus siger i Jean de France 2. akts 4. scene: "Ikke så mari på tehusene. For jeg har mærket her i København at når prisen engang forhøjet, bliver den altid stående, selvom varerne kan fås for den halve del ringere". Da priserne på kaffe og sukker atter nyligt er faldet, venter man imidlertid at den opskruede betaling de herrer konditorer kræver, lempes en smule efter tid og omstændigheder. Vel ved man at deres udgifter er betydelige, såsom til husleje og tidsskrifter. Men når man tilstår dem 100 procent, tror man at disse udgifter mv derved kunne bestrides. At de hidtil har oppebåret 300 procent, mener man uden overdrivelse at kunne statuere. Når man således antager at fx en kop kaffe koster konditorerne 3 skilling og tilstår dem herpå 100 procent eller 6 skilling, vil man være meget ræsonabel 150 procent eller 8 skilling, så ville de sikkert herved i det store hele være fyldestgørende og prisen høj nok i vores pengetrange tider til at udelukke pøbel fra konditorierne. Dette fremsættes herved til nøjere overvejelse for vedkommende og man ser forandring i den berørte henseende i møde.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 859-860)

Redacteurens Anmærkning

Henvisningen til Jean de France 2. akt, 4 scene må være et hukommelsessvigt. Kun Arv, Elsebeth og Antonius er med i den scene, og de snakker ikke om tehusene. Udtalelsen stammer derimod fra 3. akt, 4. scene.

Kaffe var et produkt fra kolonierne. Den omtaltes allerede i forbindelse med Ædle handlinger i forbindelse med branden 5. juni 1795, s. 139-140:

Disse Huusvilde havde altsaa Huuslye og Livets nødvendige, ja gode Ophold; men derfor vare nogle iblant dem endnu ikke fornøiede. Det gik endeel iblant disse, som Israels Børn, der vare frelste fra Faren i Ægypten. Da de vare komne i Ørken og havde Livets gode Ophold ved det himmelske Manna, denne føde og velsmagende, samt styrkende Spise; saa knurrede de, og vilde have Græskar, Meloner og Agurker, og det ægyptiske Kiød. Vanen, siger man, er den anden Natur. Da Folket var vandt til Desert, saa vilde de og have det i Ørken. Saaledes gik det og nogle af de inlogerte paa Palaiet. De savnede i deres Beværtning Caffe. Man kan læse herom, endog hvad der er trykt i Adresse-Avisen. Til Caffe vare de vandte, Caffe vilde de have. Morgen og Aften drikke de fleeste Fattige denne Nectar, om de endog skal kaage en heel Pot Vand paa en Bønne. Caffe skal det dog være, og mange vide og at give denne Drik sin fornødne Styrke og Velsmag. De Store, saa kaldte, eller rige Familier, drikke sielden denne Drik, eller i det mindste kuns lidet deraf, da den svækker Nerverne; Men de Fattige, som føle, at den alleneste irriterer deres Nerver, kan nok taale denm, og gierne vil de undvære Brødet og Maden, for at faae denne Drik. Man kan altså undskylde disse, at deres Lyst fordobledes til denne Drik da de følede dens Afsavn. Hans Kongelige Høihed kan det ikke lægges til Last, at han ikke beværtede med Caffe. Havde nogen sagt ham, hvor megen Glæde han havde udbredet iblant sine Giester ved Caffe-Beværtningen? Han havde gandske vist givet dem denne. De drikke kuns lidet af den ...

Slemt Potpurri ved Trinitatis Kirke og Taarn.

Flere gange har anmelderen gået forbi Trinitatis Kirke og er blevet opmærksom på at de vinkler som pillerne danner såvel ved tårnet som ved kirken, har været besudlet med menneskeekskrementer og urin. Vel vil sådant være vanskeligt at forebygge, når mængden ikke har så megen agtelse for stedet at de ikke finder det upassende at efterlade sig sådant der. Men at det ligger offentligt til skue højt op ad dagen er forargeligt. Man kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at kirkens værge eller graver eller hvem det ellers er pålagt at tage sig at sådant, ville have indseende med at graverkarlen hver morgen måtte bortfeje samme. Det ville vist nok være gavnligt for murens vedligeholdelse hvis det endvidere blev pålagt ham et par gange om ugen at rense krogene med en kost for den fosforiske skorpe som sætter sig sammesteds. I modsat fald ødelægges muren.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 863-864)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 678. Kirkemuren eksisterer ikke mere.

Bøn til høie Vedkommende om Afskaffelse eller Forandring i en for Flere høist skadelig Uskik

Det er vel uden for enhver tvivl at skøger og bordelhuses tilværelse i visse henseender må anses for fornødne. For i modsat fald ville samme vel ikke eksistere så frit og uhindret. Men det er højst beklageligt at disse bordeller skal være til skam og skade for andre skikkelige borgere der ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. I dette tilfælde må beboerne i Holmensgade og i særdeleshed de der bor i de nærmeste huse, have al mulig årsag til at beklage sig. For denne gade er fremfor alle andre gader her i staden ilde anset og dårligt omtalt på grund af de 4 bordelhuse som er der. Især fruentimmer undser sig ved at gå igennem, og de kunne jo på en måde have grund til det. For det er jo højst ubehageligt at udholde for honette folk at passere gennem en gade hvor de kan vente at blive spottet og udleet af de skøger som altid ligger i vinduerne. Især når disse som det ikke sjældent er tilfældet, æreskænder. 

Det er indlysende at dette i flere henseender er til stor skade for gadens og andre beboere. For når for eksempel 1) en af husejerne har værelser at udleje, endog i de bedste og bekvemmeste huse og de lejesøgende vel synes godt om lejligheden og finder lejen rimelig, så hedder det dog: Tænk at bo i denne gade! Værten nødes da til at udleje sine værelser til folk som han mindst ønskede for ikke at lade sine værelser stå ledige. 2) Det samme er tilfældet med tjenestetyendet. For når en der tjener i denne gade, møder en af sine bekendte og der spørges: hvor tjener du nu? og der svares: jeg tjener i Holmensgade, så hedder det straks: fy, hvad! vil du tjene i denne hæslige gade? Når da en pige kommer hjem og fortæller sin husbond eller madmoder dette, er sådant meget ærgerligt og krænkende at høre. Det er også for det tredje meget ubehageligt, ja ofte utåleligt for de der bor i nærheden, at høre disse væsner der er blottet for al blufærdighed og velanstændighed, føre de liderligste og mest uanstændige samtaler i de åbne vinduer med deres bekendte, den laveste pøbel, når nogle af disse går fordi.

Man ser også hele flokke af velklædte børn af begge køn fra skolerne i nabolaget stå halve timer og more sig ved at høre og se på dette uvæsen. Hvilket indtryk sådant kan gøre på disse uerfarne og uskyldige børn er indlysende. Gadens beboere har vel i længere tid næret det håb at ejerne af disse liderlige huse engang har den godhed og agtelse for deres medborgere at smide disse skadelige væsner ud af deres huse og udleje disse til andre folk som ernærer sig ved ærlig og lovlig håndtering. Især havde man ventet det af to så agtværdige mænd som ejerne af nr. 113 og 115 i førnævnte gade, om de endog skulle nøjes med mindre leje. 

Men da dette håb i flere år har været frugtesløst og formodentlig vil blive det i fremtiden, så er det indsenderen heraf giver sig den frihed at henvende sin bøn og flere forenede ønske til det høje og respektable politi om at det for altid må blive disse liderlige fruentimmer forbudt at nærme sig vinduerne under noget som helst påskud da gaden ved denne anordning sikker igen ville vinde sin tabte agtelse. Og disse lade duller ville vel også muligvis finde på nogen nyttigere beskæftigelse end at sidde hele dagen med næsen på vinduesruderne da deres liebhavere sikkert nok ville vide at finde dem alligevel, uden at de behøvede at åbne vinduet og kalde dem ind. Og da nu gadens beboere i en række af år har lidt af denne uskik der strider mod al god orden og velanstændighed, har indsenderen det faste håb at hans ønske vil blive opfyldt, samt at kraftige og varige forholdsregler bliver anvendt imod dette uvæsen.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 849-853)

Holmensgade omkring år 1900. Så vidt jeg har kunnet efterspore var "Det Røde Hav" nr. 21, mens Cafe Amerika var nr. 19. Hvis man tæller tilbage i billedet, ligger nr. 7 og 11 nogenlunde skjult af de to damer i venstre side af billedet. Københavns Museum.
 

Redacteurens Anmærkning

Holmensgade blev ændret til dette navn i 1823 efter at Frederik 6. havde givet efter for pres fra beboerne om at få ændret Ulkegades navn på grund af prostitution. Navnet blev ændret, men prostitutionen forblev, så det fik de ikke noget ud af. Holmensgade vedblev at beholde sit ry i mange årtier som beskrevet på denne side. Kvarteret blev saneret i 1930'erne og blev til Bremerholm.

Holmensgade 113 blev i 1859 til Holmensgade 7, mens Holmensgade 115 blev til Holmensgade 11. H. C. Andersen boede 1819-22 i Ulkegade 108. Først hos jordemoderen Maren Sophie Thorgesen (ca.1782-1838), dernæst en etage højere hos styrmandskonen Caroline Henckel. I 1823 skiftede adressen navn til Holmensgade 108 og i 1859 til Holmensgade 8. Hvilket formentlig var overfor de to nævnte adresser. Som nævnt er det hele revet ned, og næsten eventyrligt symbolsk ligger der nu en Fætter BR tæt på stedet.

Hvad angår den indledende kommentar om bordelhuse som "fornødne", så udtrykker den det tvetydige forhold der under enevælden herskede angående prostitution. Prostitution var et ulovligt erhverv, men som det ses til en vis grad tolereret af politimyndighederne. Der var nemlig lige det med syfilis! I oplysningstiden ændrede opfattelsen af syfilis sig fra at blive opfattet som en straf fra oven, til at det var en sygdom, der kunne bekæmpes med rationelle midler. På Politivennens tid havde Danmark indført fri behandling af syfilis og andre veneriske sygdomme uanset formueforhold. Fokus ændrede sig da også til ikke kun at være moralsk til den nære sammenhæng mellem prostitution og udbredelsen af kønssygdomme. 

Den fri behandling af kønssygdomme var ikke nok til at få kontrol med den frygtede syfilis. I 1815 krævede den enevældige konge, Frederik den 6., at den københavnske politidirektør fik sat kontroludøvelsen i regelmæssig politi- og lægekontrol med de prostituerede. De skulle møde til undersøgelse hos politilægen én gang om måneden. På Politivennens tid har der formentlig været omkring 3.000 prostituerede i København. Alt sammen hemmeligt for den almindelige offentlighed fordi man ikke ønskede at befolkningen fik kendskab til den tolerance over for det forbudte, der nødvendigvis måtte følge en sådan praksis. 

I løbet af første halvdel af 1800-tallet blev kontrollen af de prostituerede gradvis skærpet med krav om hyppigere undersøgelser hos politilægen. Straffen for at udeblive fra undersøgelserne var fx fængsel på vand og brød eller til arbejde i en straffeanstalt. Ved yderligere overtrædelser at de prostituerede blev tvunget til at lade sig registrere som "offentlige Fruentimmere"  og bo i et af byens tolererede hus, dvs. bordeller. 

Gjendøbere.

Søndag kl. 1 om eftermiddagen kom en velklædt dame gående igennem Dronningens Tværgade og blev overøst med skident vand fra gården nr. 275 i samme gade, samt fik sin pels, hat, slår og pellerine aldeles ødelagt. Hvad slags vand det var, må udsenderen bedst vide. Man må derfor advare enhver forbigående at holde sig fra dette sted og tage sig Holbergs ord i hekseri eller blind alarm, 1. akt, 4. scene til hjerte:

Kællingen: Tag jer vare at I ikke går for nær dette hus.

Glaubfresser: Hvorfor det?

Kællingen: Der bor en derinde som overøser folk med skident vand.

Da man nu ikke kan komme udsenderen nærmere, så tilføjes blot at var det en mandsperson, så attraperer man vel engang personen i gerningen. Og var det et fruentimmer, da ønskes hende blot at hun engang må blive overhældt på samme måde og derved få sine klæder aldeles ødelagt.

(Politivennen nr. 676, Løverdagen den 13de December 1828, s. 847-848)

Nogle Contra Spørgsmaale, i Anledning af et utidigt Spørgsmaal.

Mandag den 8. december 1828 indfandt indsenderen sig efter indbydelse i et sørgehus for at ledsage en gammel bekendt til sit hvilested. Begge klædt i borgerlig-militær uniform. Den ene i borgerlig infanteri og den anden i borgerlig artilleriuniform med flor om venstre arm. Hr. pastor Rothe der var til stede i embedsforretning, behagede da at spørge os hvad der foranledigede os her i borgerlig-militær uniform. Hvilket han fandt upassende til ligbegravelse. Dette spørgsmål forekom os meget påfaldende, da det er almindeligt bekendt at ikke alene militære, men endog andre civile embedsmænd indfinder sig ved begravelser i den for dem reglementerede uniform. Og da vi ikke kunne se at den af hans majestæt kongen for stadens borgervæbning allernådigst befalede uniform skulle være mindre hæderlig for dem der er berettigede til at bære den, så har vi eftersom spørgsmålet fremsattes for en offentlig forsamling, fundet os foranlediget til offentligt at fremsætte følgende spørgsmål hvis besvarelse muligt ville tjene andre til rettesnor ved lignende lejligheder.

1. Eksisterer der noget forbud mod at en mand der er berettiget til at bære en uniform, må indfinde sig i samme ved ligbegravelser eller andre højtideligheder?
2. Er hr. pastoren ved en sådan lejlighed berettiget til at fremkomme med en sådan ytring eller at tiltale nogen på sådan upassende måde?
3. Mener hr. pastoren ikke at hjertet kan slå sig lige så varmt for konge, fædreland og almenvellet samt besjæles af lige så inderlige følelser for venners sorger og glæde under den røde kjole som under den sorte

To individer af

Kjøbenhavns Borgervæbning.

(Politivennen nr. 676, Løverdagen den 13de December 1828, s. 842-843)

Borgerlig Artilleri i fuld uniform. Lahdes kobbertryk.

Redacteurens Anmærkning

Der kan være tale om Valdemar Henrik Rothe (1777-1857) der på daværende tidspunkt var kapellan ved Trinitatis Kirke (1822-1830, senere præst 1830-1857), ifølge M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år (2011). Dansk Biografisk Leksikon skriver at han med nidkærhed tog sig af de kirkelige anliggender, måske lidt for nidkært, ifølge to to ovennævnte herrer.