Ønsker i Aarhuus.

Århus er som bekendt en af de købstæder der har det største besøg af rejsende da den er en samlingsplads såvel for dem der vil til Sjælland som for dem der kommer derfra og agter sig til Hamborg, Tyskland og videre. Siden dampfarten mellem Jylland og København er kommet i stand, er antallet af de rejsende meget tiltaget, og vil sikkert tiltage endnu mere ved den lette samfærdsel som denne herlige opfindelse skaffer. Det er derfor byens pligt som dens fordel at skaffe de rejsende alle de bekvemmeligheder og behageligheder som det står i dets magt, og ligesom man må tilstå at der i de senere år er sørget for de rejsendes bekvemmeligheder ved gode herbergsteder hvor man får billig og god behandling, ved temmelig god og billig befordring, ved smukke anlæg udenfor byen til behagelige spadseregange såvel for fremmede som for byens indbyggere, ved en badeindretning der dog kunne ønskes noget udvidet, så kan man heller ikke nægte at der endnu er adskilligt at ønske hvis savn er og alt for længe har været mærkbar såvel for indbyggerne som rejsende der i nogen tid opholder sig der, nemlig:

1) Bedre brolægning af gaderne. Som højst trængende hertil vil man blot nævne Mejlgade især den ende der går mod Randersvej.

2) En bedre belysning af gaderne om vinteren. Dette savn er så meget mere mærkbart som gaderne ikke er godt brolagt, og passagen på fortovene i de gader hvor disse findes, spærres aldeles af udspringende trapper, karnapper og kælderlemme.

3) At gadernes navne påmaledes alle gadehjørner. Denne foranstaltning som er til megen bekvemmelighed for fremmede, kan udføres med lille bekonsting, men er endnu ikke så almindelig som fx i Horsens og flere andre byer.

Ser man hen til de foranstaltninger, anlæg og forbederinger der i de senere år er udført i den mindre købstad Vejle, hvor i blandt man blot vil nævne det betydelige havneanlæg, så tør man håbe at Århus der både i henseende til dens størrelse og dens handel er af mere betydning, sikkert snart vil få disse, i den bedste mening påpegede mangler afhjulpne da sådant vil geråde øvrigheden til ære, byen til pryd og dens borgere til nytte.

(Politivennen nr. 682, Løverdagen den 24de Januar 1829, s. 60-63)

Svar fra Chr. Holst til den lille Angriber i forrige Nr. af Politivennen.

I det sidst udkomne nummer af dette blad har "en næsvis lille person" (jeg ved ingen anden måde at benævne ham på) gjort sig den umage at fremsætte en annonce imod mig i en uforskammet tone. Og hvorfor? Fordi han har set mig give en grov tjenestekarl en følelig, men velfortjent irettesættelse!

At høflighed på et sted hvor en snes mennesker af den tjenende klasse er i virksomhed, ikke altid er det mest virksomme middel, om det end var det mest ønskværdige til at holde så mange som oftest rå og uvillige karle i tømme og bringe dem til at gøre deres pligt, det vil enhver indse der besidders und menneskeforstand. Dog herpå gør den lille anonymus formodentlig heller ingen fordring. For i følelsen af sin lille persons store vigtighed blandede han sig på en næsvis måde i en affære der på ingen måde vedkom ham eller trængte til tredje mands drøftelse. For at jeg uden ydre foranledning skulle have tilladt mig fornærmelige udtryk mod en mig aldeles ubekendt person, er en så tåbelig beskyldning at den næppe behøver noget svar. For hvad skulle vel have bevæget mig til at ytre mig netop mod personen "i den blå chenille" og ikke mod den anden tilstedeværende, når ikke denne første ved på en næsvis måde at trænge sig ind på mig, havde udladt sig med noget om "uforskammet opførsel" og deslige, der opbragte mig og måske har fremkaldt de af ham omtalte udtryk, hvilke jeg for resten hverken vil bekræfte eller benægte, da næsten en hel måned er forløbet siden den tid. Og hvis det måske skulle være netop disse, i brede kredse udtalte ord, der har fornærmet hr. Anonymens lille personlighed og foranlediget hans offentlige angreb, Herre Gud! er det da værd at gøre så mange ophævelser for de prygl han ikke har fået, skønt de for resten kunne have været velfortjente?!

Hvad den øvrige del af historien angår, ved jeg ikke hvad jeg mest skal beundre: personens klogskab eller hans sandhedskærlighed. Han siger "at han gav mig koldsindige og undvigende svar". Hvor klogt! Skade kun at jeg ikke har samme begreber om disse som han. Han fortæller derpå med største suffisance en opspunden diskurs med gadevægteren, hvoraf sandheden er at vægteren bad personen "at pakke sig, da det var juleaften og folkene var lidt muntre, hvilket ikke vedkom ham". Men hvor klogt, hvor snildt ved personen ikke at lægge sine usande udsagn i munden på en stakkels gadevægter! 

Dog hele denne diskurs bærer overhovedet et så latterligt præg at der behøves en forstand som den lille persons, for blot et øjeblik at kunne håbe at bringe andre til at tro den. Men når nu denne samme gadevægter, hvis autoritet De bestandig påberåber Dem, og hvis vidnesbyrd De vel altså heller ikke vil forkaste, da han er deres eneste hjemmel, når nu han tilbyder sig endelig at bevidne hvor det forlanges at han ikke har talt et eneste ord af hvad det har behaget Dem at lægge i munden, så tror jeg enhver vil indse at Deres uforskammethed også heri søger sin lige og alt hvad De har opnået ved at bekendtgøre denne i sig selv ubetydelige sag kun er: at have prostitueret Dem selv.

(Politivennen nr. 682, Løverdagen den 24de Januar 1829, s. 52-56)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i nummer, 681, 17. januar 1829.

Maadelig Belysning i Norges- eller Bred-Gaden.

Næppe er nogen af de større gader i byen hvorigennem stor færdsel er, dårligere belyst end denne gade. Man ser kun entreen ind i samme fra Kongens Nytorv. Den lange tothske sidemur frembyder et kaotisk mørke, og længere ned i gaden såvel på den ene som den anden side, er store spring mellem de tændte lygter. Når ikke nogle udenlandske ministre der logerer i denne gade, havde dobbelte antændte lygter foran deres bopæle og Schimmelmanns lygter ikke brændte hele tiden, så det jammerligt ud i belysningen. Længere udad i gaden mod toldboden er belysningen særdeles sparsom og tynd, og Politivennen anbefaler denne gade hvad angår det foranstående påankede i særdeleshed til den ansvarlige autoritet der bestyrer samme.

(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 44-45)

Advarsel til den lange Herr' Holst i Skindergade.

Da indsenderen sidste juleaften kl. omtrent 10 kom gående fra Dyrkøb ned ad Skindergade, hørte han et skrækkeligt spektakel udenfor den vognmand der bor der og begav sig da derhen for at erfare årsagen. Han blev da underrettet om at vognmand Holsts lange søn med sine herkuliske kræfter havde kastet en af karlene baglæns ned mod stenbroen så at han næppe var i stand til at rejse sig og at dette hans forhold understøttet af en slump eder og forbandelser havde foranlediget dette optrin.

Indsenderen som dog ønskede at erfare enden på legen, blev tilligemed en anden velklædt person stående en kort tid midt på gaden, og skønt der hverken i ord eller gebærder blev givet personen den mindste anledning til misfornøjelse, søgte han dog af al magt lejlighed til også at komme i klammeri med os. Han henvendte sig fx til indsenderen med et spørgsmål fremsat i hånlig tone: "er der noget i vejen?", "vil De have lidt med?" osv uden at det dog kunne lykkes ham at opnå hvad han ønskede, fordi indsenderen altid gav et koldsindigt og undvigende svar.

Endelig kom vægteren der anmodede indsenderen og den ovenomtalte person om at gå bort og tilføjede at det var juleaften og at hvad den unge hr. Holst havde nydt muligvis virkede lidt vel stærkt på ham, og at han måske i denne tilstand ville vise sin myndighed over folkene.

Vægterens anmodning blev straks opfyldt, uagtet vi ikke anså os forpligtede til at vige for en person som hr. Holst der ved indsenderens bortgang endog truede med de ord: "Det er ham med den blå chenille jeg vil have fat på". Den omtalte anden person der fulgte med og som havde været vidne til at indsenderen aldeles ikke havde fornærmet den lange Holst, ytrede for vægteren sin fortrydelse over at han således ustraffet kunne tillade sig fornærmelser imod en aldeles uskyldig person og var yderst opbragt over at indsenderen så tålmodigt lod sig overfuse af ham, hvortil vægteren svarede: "Gud trøste ham, dersom hans far får det at vide, da kan han være sikker på sine rene, skære prygl."

Ved at offentliggøre denne affære har indsenderen ikke villet undlade at advare den lange hr. Holst for at udvise en så upassende opførsel i fremtiden samt at anmode ham om at beflitte sig på et sådant forhold at han ikke skal volde sin alment agtede far flere krænkelser af lignende slags.

(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 41-43)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i næste nummer, 682, 24. januar 1829.

Holst i Skindergade må ifølge Kraks Vejviser 1829 være P. Holst, vognmand og hyrekusk, Skindergade 33 & 34. Og Chr. Holst hans "lange" søn. Denne matrikel tæt på Jorcks Passage hedder i dag Skindergade 31. Alle bygninger er fra 1890'erne, og artiklens åsted derfor ikke synligt i dag.

De store og brede Dame Solhatte i Parquettet.

Hovedsagen når man går i Skuespilhuset er at se. Og dette kan man nu engang ikke når man i parkettet er stødt på at sidde bag ved en eller flere damer med store og brede solhatte. Og har disse placeret sig på de forreste bænke, er synskredsen spærret for adskillige. I mine tanker burde ingen dame med en sådan hovedpynt tilstedes adgang på en af de forreste bænke, men anvises plads bagved, ... og betale noget mere for billetten. L...de under spillet ville tage den af f/s... denne anke bort. 

Det er ellers en besynderlig ting midt om vinteren at gå med en storskygget, bred solhat som damerne desuden har største møje med at regere på hovedet i de stormfulde dage, og er en pynt der alene synes at tilhøre forår og sommer. Og da nu københavnerinderne har ord for at klæde sig godt og passende, så tvivler jeg ikke på at der jo gives de blandt dem som når de læser dette, indser rimeligheden af denne opofrelse og tager hensyn til at de der sidder bagved også må blive delagtige i at se det som de har givet deres penge for. Man hører undertiden stemmer som råber: "Sid ned" til dem der stående betager synet. De kunne ligeledes let falde på at råbe "solhatten af".

(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 38-39)