Bøn til samtlige Skibsførere fra vore Provinsstæder og Øer.

I forrige tider havde skipperne fra vore småøer og fra provinserne på deres skibe ophængt et bræt hvorpå var anført skipperens navn og stedet hvortil han agtede at gå, fx. skipper N.N. til Åbenrå, eller til Ålborg, Odense, osv. Dette var til megen bekvemhed for enhver der søgte skibslejlighed til et eller andet sted. Nu derimod da denne gode skik er gået af brug, kan man løbe halve dage i havnen for at spørge efter en lejlighed, og ofte ikke se sit ønske opfyldt. Ved sådan efterspørgsel mødes man ikke sjældent med uvilje da skibsfolkene, kede af at svare på så mange søgendes spørgsmål, enten giver snuppede ord, eller et forkert svar. Ja undertiden finder fornøjelse i at lade spørgeren løbe april ved at henvise ham til et eller andet langt fraliggende skib. Det var derfor ønskeligt at denne gamle skik igen måtte komme i brug. Da de herrer havnefogder vist indser nytten heraf, tør man måske vente at de vil bekendtgøre dette ønske for samtlige skippere der losser eller lader i deres distrikt.

(Politivennen nr. 706, Løverdagen den 11te Juli 1829, s. 455-456

Varsko paa Nørrefælled.

Søndag den 5. juli om aftenen kl. 10.30 gik en mandsperson i følge med 2 velklædte fruentimmer fra Vibenhus over fælleden til Nørrebro, men indhentedes af 2 mandspersoner hvoraf den ene var temmelig høj af vækst. Disse 2 personer blev ved at forfølge dem og søgte omsider at trække sjalet af det ene fruentimmer, samt at tage ridikulen fra det andet. Fruentimmerne gav sig til at råbe om hjælp og at flygte mens deres ledsager der ville sætte sig til modværge, blev kastet om på fælleden. Endelig tog de 2 personer flugten da de så at nogle personer der var opmærksomme på fruentimmernes anskrig, ilede dem i møde. Man har troet at burde offentliggøre dette for at advare skovbesøgere fra at gå denne vej sent om aftenen uden tilstrækkelig dækning, samt for at gøre vores virksomme politi opmærksom på disse udådsmænd for at muligvis kan pågribes.

(Politivennen nr. 706, Løverdagen den 11te Juli 1829, s. 454)

Christianshavn.

Mens København bliver mere og mere forskønnet, mens dens og dens forstæders faste ejendomme stiger i værdi, er Christianshavn siden dens skaber, den store Christians død, ikke alene blevet stående på samme punkt som dengang, men har tabt sig betydeligt, så at dens indbyggeres antal er aftaget og dens faste ejendomme er næsten i ingen prise.

Det kan ingen undre sig over, for her findes så mange årsager der gør det uønskeligt, ubehageligt, ja usundt at bo her. Vi vil opregne nogle.

Renovationskulen der vel ligger udenfor, men dog for nær volden og hvor så mange tusinde læs menneskeekskrementer opdynges, udbreder især ved visse vinde en afskyelig og usund stank over en stor del af byen. Denne stank forøges og vedligeholdes ved den uskik at nogle renovationsførere lader vognene stå i deres gårde, uafskyllede eller halvt fyldte med urenligheder fra den ene nat til den anden. Desuden er nogle af dens hovedgader i 8 til 9 af døgnets timer på den mest væmmelige måde er dækket af uhumskhed som må trædes i (til dels på grund af renovationsvognenes dårlige indretning og utæthed, til dels ved jagende kørsel og anden utilbørlighed hos kuskene). Og dens dunster indåndes af alle de christianshavnere der sent om aftenen og hele morgenen, indtil et stykke hen på formiddagen, har at bestille i København.

"Nogle af dens hovedgader i 8 til 9 af døgnets timer på den mest væmmelige måde er dækket af uhumskhed som må trædes i." (Akvarel af C. V. Nielsen. Volden ses til venstre og ifølge påtegningen ses også hjørnet af Sofiegade. Københavns Museum.)

Børnehusets beliggenhed i midten af Christianshavn er en anden og stadigt virkende stankfabrik, på grund af til de forskellige arbejders udførelse nødvendige, ildelugtende materialer, sygestuer hvori mange patienter med smitsomme sygdomme venter død eller helbredelse, lokummer mm. hvis uddunstninger forenet med mange hundrede menneskers ånde og uddunstning bidrager om ikke så mærkbart dog meget til luftens fordærvelse.

Skønt i den ene af byen udvælder Trankogeriet ved visse vinde en højst væmmelig stank over Christianshavn som da kun er fri for den når de modsatte fører den over til hovedstaden. 

Disse årsager og flere mindre som endnu kan nævnes, foruden tre kirkegårde hvorpå der endnu skønt dog sjældent begraves, må nødvendigvis have en højst skadelig samvirkning på den luft som christianshavnerne må indånde. Kunne de alle eller for en del fjernes, ville Christianshavn vinde i beboelighed og dels ejendomme stige til samme værdi som Københavns. Forfatteren vil pege på hvorledes nogle af disse ubehageligheder kan hæves.

Hvad natrenovationskulen angår, da er det besynderligt at man endnu bliver ved med at opdynge den mængde menneskeekskrementer der hver nat, år ud og år ind, udføres fra København og Christianshavn på et eneste sted hvor størstedelen ligger og forpester luften, mens den mindste del kommer amagernes jorde til nytte. Men endnu mere besynderligt er det at man efter at have gjort forbedringer i så mange andre ting, endnu bliver ved med at udføre renovationen på den gamle, så ofte kritiserede måde, hvorved en del af Københavns og Christianshavns gader tilsøles og opfyldes med stank, og det spildte enten nedskylles i kanalerne eller forøger dagrenovationen. Det ville dog ikke være vanskeligt at få underretning om hvorledes man i London, Paris og andre store stæder bærer sig ad med natrenovationen og benytter den til jordens frugtbargørelse. 

For flere år siden blev der i dette blad fremsat forslag om at lade renovationen udføre i tønder på pramme eller både bringes til forskellige steder på Sjællands kyst. Jordene på strækningen langs med Kalvebod Strand til Køge Bugt, ligesom også de nord for København helt til Helsingør trænger meget til sådan gødning, og man kan være vis på at den hvis den var at få på visse steder af kysten, ville blive afhentet af landmænd længere inde i landet og betales godt, især i tørret form. Således kom renovationen landet til nytte og transporten ville næppe forøge de udgifter der nu medgår til dens bortkørsel. Men selvom det også var sådan, kunne dog vel gadernes renholdelse og luftens forbedring i en stad der tæller 120.000 indbyggere, kræve et offer.

Det er et spørgsmål som her ikke kan besvares, om det er rigtigere, om det er mere gavnligt for moral og sundhed at have et betydeligt antal forbrydere af forskellig alder og køn samlet på et sted end at fordele dem på flere. Men rigtigt bliver det næppe at lade en betydelig straffeanstalt optage den bedste del af en by. Børnehusets beliggenhed i centrum af Christianshavn gør så at sige dens bedste og mest nære plads øde, og forvolder at den ikke kan blive velbebygget eller at folk kan få lyst til at nedsætte sig der. Forfatteren heraf vover derfor at henstille til højere vedkommendes modnere bedømmelse om det ikke skulle være gavnligt og hensigtsmæssigt nu da en del af Børnehuset ligger i ruiner og en anden del er i en meget forfalden tilstand, at sløjfe hele bygningen og der anlægge en gade med anstændige borgerhuse. At disse snart ville blive beboede og at der ville fremstå liv og virksomhed i det nuværende øde, er der vel ingen tvivl om. For København lærer os at de mest beboede gader søges mest og bebygges tættere.

Christianshavns brolægning er i en meget dårlig tilstand og ligner gaderne i den usleste købstad, ja ved at befare nogle af dem udsætter man sig virkelig for at vognakslerne går itu eller hestenes ben forvrides. Dog i år oplægges hovedgaderne og turen vil da vel siden komme til de øvrige.

Christianshavns beliggenhed nær ved havet og ganske omgivet af vand gør den af naturen til et sundt opholdssted. Ville man fjerne de hindringer som forbyder den at være det, da ville den snart blive bebygget og beboet af velhavende familier som man nu kun finder i meget få af dens gader, hvorimod størstedelen er beboet af meget fattige familier, hvilket man kan få bevis på ved at gøre en tur omkring byen og gennem dens gader.

(Politivennen nr. 706, Løverdagen den 11te Juli 1829, s. 445-451)

Bøn til Voldskytten.

Torsdag den 25. juni passerede en ubehagelig begivenhed på volden, ligefor Sølvgade Kaserne. En karl formodentlig voldskyttens, skød på en hund, men uagtet det var på meget kort distance, traf han så dårligt at dyret blot blev kvæstet i baglåret. For at gøre ende på dets kval, greb en slave en spade og slog den et par gange, men atter så dårligt at den med et skrig for ned ad volden hvor han da gjorde ende på dens liv. Et sådant myrderi er alt for stygt et syn for nærboende i kasernen m.v., hvorfor man ønsker at voldskytten når han ikke selv har tid, vil sende et menneske som har lært rigtigt at skyde.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 442-443)

Farligt Ridderspil i Dyrehaugen.

De horisontale gynger i Dyrehaven er mellem stolene forsynet med afbildninger af heste eller andre dyr som især bestiges af unge drenge. Ved opstigningen væbnes disse med et sværd eller et spyd hvormed de under omdrejningen stræber efter at nedstikke nogle ringe som opsættes ved en af gyngens stolper. Denne spøg er farlig, og det så man også onsdag den 1. juli et sørgeligt eksempel på. En ung dreng der således var kommet op at ride, styrtede baglæns ned af hesten idet han ville nedstikke ringen, slog hovedet og bryst på bommene. Han var sikkert blevet endnu værre tilredt hvis ikke slået ihjel af de følgende bomme eftersom gyngen ikke øjeblikkelig kan standses i farten, hvis ikke hans far der stod i nærheden, lykkeligvis havde fået ham trukket til sig. Man kan af den grund ikke undlade at ønske at ejerne af disse gynger ville standse dette ridderspil med ringene. For det er farligt for børn, og børnene finder ingen morskab ved det.

(Politivennen nr. 705, Løverdagen den 4de Juli 1829, s. 441-442)