Tørvebøndernes utilladelige Bedrag.

Blandt det store flertal af bønder som dagligt kommer til København med deres varer, burde politiet især henvende dets opmærksomhed på en slags, og det er tørvebønderne, især de som sælger enkelte snese på gaderne. De fleste af disse har en stabel af meget gode tørv på den ene side af vognen, hvoraf de viser prøver. Når nu en eller anden husmoder sender en karl eller en pige som ikke rigtigt giver agt, passer disse bønder deres snit og sælger tørv som er af en meget dårligere slags end prøven. Da køberne især er af den uformuende stand (for de rige behøver ikke at prøve sådanne bønders ærlighed eller uærlighed), og da denne uskik næsten er gået alt for vidt, så anmoder man Københavns årvågne politi og at have øje med sådanne bedragerier.

(Politivennen nr. 717, Løverdagen den 26de September 1829, s. 630-631)

Et slemt Styrtebad.

Ved onsdag aften den 9. i denne måned omtrent kl. 12 at passere forbi gården på hjørnet af Gothersgade og Kongens Nytorv, blev indsenderen og flere som fulgte med, omtrent udenfor indgangen til konditoren, oversprøjtet med et fluidum som gerningsmanden må have skilt sig ved, ved at stille sig mod et åbent kvistvindue, eller et vindue i en af de øverste etager, i stedet for som vel opdragne personer at brugt en potte eller en afsides krig for at skille sig ved sådant.

Da opvartning med sådant styrtebad er ubehageligt for den det træffer, en dame denne aften fik et sjal ødelagt og ligeledes nogle herrer klæderne, og sådant kun kan være en følge af kådhed, dovenskab eller mangel på opdragelse, at vedkommende nu hvor han er gjort opmærksom på det upassende, i fremtiden vil forskåne forbigående med sit springvand.

(Politivennen nr. 716, Løverdagen den 19de September 1829, s. 612-613)

En slem Mødding paa Halmtorvet.

På Halmtorvet, eller rettere sagt Høtorvet, findes et stykke som støder op til volden der i sandhed fortjener navn af en mødding. At det ikke hører til stadens grund, må man slutte sig til da det ikke er brolagt. Men at det skulle være aldeles herreløst, kan indsenderen heller ikke tro, men at der dog vist nok må findes en eller anden offentlig autoritet som vedkender sig samme. 

Som en følge heraf mener indsenderen at dette sted ikke mere end ethvert andet offentligt torv er fritaget for at blive holdt rent. At dette ikke er tilfældet, kan indsenderen med samtlige omkring boende bedst bevidne, da der i dette år ikke er bortkørt et eneste læs af den megen gødning som 2 gange ugentligt opdynges på dette sted af de mange bønderheste på torvet, og hvilket naturligvis for de i nærheden boende medfører en usund luft når vinden blæser over på husene, for ikke at tale om det ubehagelige indtryk det må gøre på enhver fremmed tilrejsende som er det første sted han nødvendigvis må kaste sine øjne på når han kommer ind i hovedstaden, og så let kan give ham anledning til et ufordelagtigt omdømme om stadens ellers i øvrigt så udmærket gode politiorden. Tillige er det til stor ulempe for de torvesøgende borgere som for at komme til at se på hølæssene, må vade i snavs op over fodtøjet. 

Indsenderen og med ham vist mange af stadens borgere, nærer derfor det håb at ovennævnte sted må blive taget i lidt nøjere betragting, og om muligt lig de andre torve blive brolagt. Men hvis dette ikke af særegne grunde kan lade sig gøre, at det dog i det mindste må blive renholdt, den gødning der ligger der blive bortkørt, og pladsen opfyldt med godt tørt grus hvoraf der i denne tid i Adresseavisen dagligt tilbydes nok til fri afhentning.

(Politivennen nr. 716, Løverdagen den 19de September 1829, s. 610-612)

Anmodning til den administrerende Direction for Fattigvæsenet.

I den formening at de såkaldte Toldbodpladsens huse i Amaliegade som bebos af Fattigvæsenets almisselemmer, nu tilhører det offentlige og altså som en stiftelse for Fattigvæsenet nærmest sorterer under direktionen for Københavns Fattigvæsen, tager indsenderen sig den frihed at henvende sig til samme med sit andragende.

Indsenderen havde i sidste vinter i forening med flere af stadens borgere oftere lejlighed til at lære denne stiftelse gode hensigt at kende og beundre den gode orden og renlighed som herskede under denne stiftelses værdige og agtede forstander og kan ikke andet end nære det ønske at staden ejede flere sådanne friboliger for fattige hvorved det blev så meget lettere for direktionen og forstanderen at påse at god orden og renlighed fandt sted blandt almisselemmerne, end som nu da de er spredt i private bygninger i byen.

Derimod kan indsenderen og flere med ham ikke tilbageholde deres forundring over den dårlige tilstand hvori disse boliger findes, og overbevist om at det næsten var umuligt på flere steder for beboerne at holde værelset varmt dersom de havde haft noget at lægge i kakkelovnen (hvilket de fleste rigtig nok ikke havde) da murene og dørene ikke var i den tilstand at de kunne holde varmen inde og sneen næsten overalt føg ind gennem taget. Da indsenderen desangående henvendte sig til forstanderen som med faderlig omhu sørgede for sine fattige, bemærkede denne at direktionen var bekendt med bygningernes tilstand og at der var lovet reparation.

Indsenderen havde derfor forventet at dette ville være sket når den passerede årstid tillod det. Men da nu sommeren er så nær til ende og endnu aldeles intet er foretaget til disse bygningers forbedring, men indsenderen i løbet af sommeren har overbevist sig om at det på flere steder endog har været umuligt for beboerne at ligge tørre i deres senge, da regnen i stride strømme styrtede ned gennem taget, så anser indsenderen det for at være hans pligt ikke længere at forblive tavs hertil, men tale sine lidende medbrødres, de ulykkelige fattiges sag, og at anmode direktionen om snarest muligt at lade den højst fornødne reparation foretage ved disse bygninger, forinden den strenge årstid indtræder som nærmer sig med stærke skridt og forhindrer al udvendig reparation.

"Det er næsten umuligt på flere steder for beboerne at holde værelset varmt dersom de havde haft noget at lægge i kakkelovnen." (C.W. Eckersberg: Uddeling af brænde til de fattige, 1807-1808. Statens Museum for Kunst.)

Indsenderen mener så meget desto mere at burde opfordre direktionen til det forlangte, da samme selv gør det til den første betingelse i kautionen på de steder i staden hvor der bør almisselemmer og hvor direktionen kautionerer for lejen "at værten holder værelset i tæt og forsvarlig stand" og det desuden ingenlunde kan være nogen sand økonomi for det offentlige at disse bindingsværksbygninger henstår længere uden den fornødne reparation da de ellers nødvendigt om føje tid må komme i en så dårlig tilstand at de vil udfordre betydelige summer forinden de kan kaldes at være i forsvarlig stand, da de dog endnu kan hjælpes med lidt i forholdt til det NB når det sker i tide. Dernæst kan det heller ikke være det offentlige ligegyldigt om de herboende almisselemmer på grund af lokalets tilstand blev pådraget sygdomme. Hvilket sjældent udebliver i den rå årstid og derved gøres uskikkede til selv at fortjene sig livets ophold og må i sådan tilstand altså med familie falde det offentlige dobbelt til byrde.

Indsenderen nærer derfor det håb at direktionen vil værdige denne sag sin opmærksomhed og snarest muligt foranstalte det fornødne.

Den Fattiges Ven

(Politivennen nr. 716, Løverdagen den 19de September 1829, s. 605-609)

Redacteurens Anmærkning.

Man kan få et indtryk af hvem der boede der, i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. marts 1807 (2. udgave):

En jydsk Bondepige fra Landet ønsker sig Condition hos en Brændeviinsmand, kan godt malke og tillige bestille hvad der forefalder og haver godt Skudsmaal; findes i de smaae Huse paa Toldbodpladsen 13 i Amaliegaden.

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. januar 1809:

Paa Toldbodpladsen er et lidet Qvantum Brændeknuder til kiøbs for billig Priis, tjenlig for de Herrer Bryggere og Brændeviinsbrændere; Vægteren paa Pladsen giver Anviisning.

Vægteren stod i øvrigt åbenbart for flere af den slags anvisninger. Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 11. maj 1809:

En Kone, som formedelst Sygdom og denne haarde Vinter beder om der skulde forefindes en Menneskeven som vilde hjelpe hende med et Laan af 5 Rdlr., imod ugentlig Betaling med 3 Mk., boende paa Toldbodpladsen i de smaa Huse i L.

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 13. april 1826:

Paa Toldbodpladsen kan afhentes frit adskilligt Opfeining, samlet fra de Heste, der i Aarests Løb afhente fortoldede Varer. Bemeldte opfeining er blandet med Affald af Halm, Kalk og forraadnede Frugter, ssærdeles tjenlig til Blanding for dem af Landboen, der har sands for Vigtigheden af Indsamling af tjenlige Gjødningsartikler. Man mælde sig i Amaliegaden Nr. 133, eller hos Formanden for Arbeidsfolkene paa Toldbodpladsen, hver Søgnedag fra Kl. 7 til 3.

Forslag til at forebygge Fare ved Hængestillager

Man hører ikke sjældent om at mennesker kommer af dage eller bliver krøblinge ved at de stilladser som bruges ved at reparere bygninger eller maler, går itu eller falder ned. For 6 til 7 uger siden mistede et menneske således sit liv ved et stillads der faldt ned i Gothersgade, og for henved 14 dage siden blev et menneske lemlæstet ved samme tilfælde på Kongens Nytorv. Da enhver duelig arbejder død som forvoldes ved uforsigtighed, er et tab for staten, så synes det en dobbelt pligt så meget som muligt at sikre den arbejdende klasse mod ulykkelige tilfælde. 

Anmelderen vover derfor at fremkomme med det forslag at ligesom ejeren af en rund ikke må bebygge samme, eller en ejendomsbesidder ikke må foretage nogen væsentlig forandring ved sin ejendom uden at efterkomme visse af øvrigheden givne forskrifter, således burde ingen opstille eller bruge noget stillads undtagen at dette ved lovligt syn var fundet forsvarligt. Til den ende kunne øvrigheden udnævne 2 eller 4 fagkyndige mænd som for en rimelig betaling skulle efter ed og samvittighed bedømme om stilladserne var forsvarlige eller ej, og i første tilfælde meddele bygherren deres attest, uden hvilken han ikke måtte bruge dem. Det er en selvfølge at et sådant syn måtte strække sig ud over alt hvad der hører til et komplet arbejdsstillads, såsom udlægsbomme, kranse, gier, tallier osv. En sådan forsigtighed er så meget mere nødvendig som ikke enhver murermester eller maler der foretager sig arbejde ved bygninger, er i besiddelse af de fornødne stilladser, men får disse hos folk der gør sig en næringsvej af at udleje dem, og det er vel troligt at sådanne stilladser som bruges hyppigt, ikke altid er at stol på, ligesom også at de vel ikke kasseres før de går itu og uoprettelig skade er forårsaget ved dem.

(Politivennen nr. 715, Løverdagen den 12te September 1829, s. 598-600)