Ønske til Fattig-Commissionen i Vordingborg.

Indsenderen har dels af rejsende og dels af Vordingborgs egne indbyggere hørt adskilligt fortælle om den gode fod hvorpå fattigvæsenet i Vordingborg skal være indrettet. I fattighuset selv skal fx være anlagt en fabrik som ved kommissionens årvågenhed skal indbringe en ikke ubetydelig sum. Det må rimeligvis gøre udgifterne til fattigvæsenet mindre trykkende for bidragsyderne og foruden det at fattiglemmerne på denne måde må gøre noget gengæld for den understøttelse de nyder, har vedvarende virksomhed sikkert en god indflydelse på deres sundhed.

Det var derfor ønskeligt at de regler som tjener til grundlag for en sådan fattiganstalt, måden hvorpå fabrikken drives, samt endelig hvad Vordingborg bys fattigskat nu er, og hvad den ville være, hvis anstalten ikke bestyredes efter dens nuværende plan, kom til almindelig kundskab, da denne sjældne bestyrelse muligvis med fordel kunne efterlignes i andre købstæder.

Hr. pastor Boesen og hr. kaptajn Søtoft eller en anden med anstaltens planer og bestyrelse bekendt person anmodes derfor om i et offentligt blad eller i et særegent skrift at fremkomme med det ønskede.

J.....

(Politivennen nr. 719, Løverdagen den 10de Oktober 1829, s. 660-662)

Redacteurens Anmærkning.

Kaptajn og bager Søtoft besvarede spørgsmålet i Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 715-717

Venlig Anmodning til Eieren af Gaarden nr. 73 i Krystalgade.

Da anmelderen onsdag den 30. september om aftenen i dybe tanker passerede Krystalgade, blev han ubehageligt vækket af sin tankegang ved at hans fod trådte ned i den utildækkede rendesten udenfor ovennævnte gård på hvilket fulgte et fald. Da anmelderen nær havde brækket sit ben, og han desuden fik et par nye sorte bukser iturevet på de skarpe flisesten, så anmodes venligst den human ejer om at overdække rendestenen med det befalede rendestensbræt for at flere ulykker ikke skal afstedkommes ved det.

(Politivennen nr. 718, Løverdagen den 3die Oktober 1829, s. 653-654)

"Hans fod trådte ned i den utildækkede rendesten udenfor ovennævnte gård på hvilket fulgte et fald." (Krystalgade 10. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Krystalgade 73 hedder siden 1859 Krystalgade 10. Huset ligger på hjørnet af Krystalgade og Peder Huitfeldtsgade, oprindeligt Vor Frue Skole. Og huser i dag restaurant Ankara.

Der blev gentagne gange klaget over det manglende rendestensbræt, bl.a. Politivennen nr. 769, 25. september 1830, s. 622. Altså omtrent et år senere. Her undrede man sig over at gadekommissærens henstilling ikke havde hjulpet, da flere andre i gaden havde fået anskaffet sig et.

Anmodning til de respektive Kirkebetjenter og navnligen Graverne.

Ved konfirmationer og andre højtideligheder i kirkerne ser man med forargelse hvorledes såvel damer som herrer stiller sig op på bænkene i stolene og derved forstyrrer den højtidsfulde andagt som også med deres ofte beskidte fodtøj besudler sæderne. Det er tillige indlysende at denne opstabling på bænkene ikke engang kan være til nytte for de der således opstabler sig. Man beder derfor de respektive gravere om at bestræbe sig på at forebygge en sådan stødende og højst uanstændig adfærd i Herrens Tempel.

(Politivennen nr. 718, Løverdagen den 3die Oktober 1829, s. 650)

Redaceturens Anmærkning

Artiklen besvares i nr. 720, 17. oktober 1829, s. 676-680.

En høist uforskammet Tigger.

Det har altid været anset som et tegn på et godt politi og fattigvæsen i en stad når man kun traf på få tiggere der drev deres væsen enten i husene ved dørene eller på gaden. Den første slags tiggeri vil ikke let uden husbeboernes egen vilje og overenskomst (ved nemlig aldrig at give almisse ved dørene) kunne fjernes, eftersom tiggerne her driver deres håndværk i skjul og udenfor politiets øjne. Det er altså på en måde udenfor dets virkekreds. Imidlertid er dog denne gren af tiggeriet på det seneste aftaget meget siden regeringen har grebet kraftige forholdsregler mod de mest uforskammede og påtrængende dørtryglere, nemlig de omrejsende håndværkssvende. Skønt hvad det andet slags angår, gør vores årvågne politi vist alt hvad der står i dets magt for at standse et måske uudryddeligt onde. Men man kan dog ikke nægte at den forbigåendes velgørenhed ofte bliver anråbt på gaden. Og hvem overser ikke gerne det ulovlige i disse tiggeres handling når vanførhed, alderdom og svaghed tjener dem til undskyldning. Og hvem yder ikke gerne en lille skærv til den under sådanne omstændigheder trængende især når bønnen om almisse fremføres på en beskeden måde? Men man må harmes når sådanne tryglere er unge og arbejdsføre mennesker og man kun med møje kan blive deres overhæng kvit.

Anmelderen tillader sig i den anledning at gøre politiet opmærksom på en sådan person der nok er et non plus ultra af uforskammethed og påtrængenhed. Denne tigger havde da anmelderen sidste så ham, valgt sit stade ved hesten på Kongens Nytorv, hvorfra han udstrakte sine strejferier over hele torvet og ret tumlede sig her som enehersker. 

Anmelderen som af en god ven blev gjort opmærksom på ham, betragtede i en halv times tid med forbavselse denne uforskammedes færd. Når han har fået øje på en genstand, der synes ham værd at komme i betragtning, gør han straks jagt på den, styrer sin kurs lige løs på den, og begynder med at fremvise en ækel væmmelig hånd som han udgiver for at være lam. Får han straks noget, drejer han af uden at takke, får han derimod intet, bliver han ved at forfølge den pågældende, stryger sig med sine urenlige kropsbedækninger op ad den forbigåendes klæder, ja søger endog med hånden at standse ham. 

"Denne tigger havde valgt sit stade ved hesten på Kongens Nytorv, hvorfra han udstrakte sine strejferier over hele torvet og ret tumlede sig her som enehersker." (C. W. Eckersberg: Kongens Nytorv med Hovedvagten, 1807. Statens Museum for Kunst.)

Således går det nu fra den ene ende af torvet til den anden, og som oftest opnår han også sit øjemed: at tiltvinge og så at sige tilvriste sig en gave. For hvem kan i udholdenhed og tålmodighed måle sig med en uforskammethed der ved daglig øvelse bliver hærdet og uimodståelig. Udholder genstanden for hans påtrængenhed endog disse fatalia patientiæ og forbliver urokkelig i sin bestemmelse ikke at give noget, da vinder den kun det derved at blev skældt ud og overfaldet med grovheder og trusler som fx "jeg skal nok tage mærke af dig" osv. Personen stoler nemlig på at velklædte mennesker ved højlys dag ikke vil indlade sig i klammeri med ham på gaden og derfor hellere lade fornærmelsen gå stiltiende hen. (Imidlertid skuffedes han dog en gang i sin forventning, for anmelderen så at han af en forbigående hvem formodentlig tålmodigheden endelig forgik, korporligt blev revset for sin uforskammethed og vist nok kun afholdtes fra modværge ved den følelige overbevisning om den andens overlegenhed i fysiske kræfter). 

Ikke så snart har han således ekspederet en, før han straks går på udkik efter et nyt offer, styrter løs på genstanden som en vampyr, suger sig fast på den og slipper ikke sit bytte før det har løskøbt sig ved en gave. Således drev han sit spil med 10 til 12 forbigående i den tid anmelderen med forundring betragtede hans færd. Hvis han skulle have forflyttet skuepladsen for sine bedrifter andetsteds hen, så følger herved hans signalement. Han er af middelstørrelse, har et tykt rundt og noget koparret ansigt, er bleg af farve og iført en gammel luvslidt, skiden, sort livkjole, ditto ditto sorte bukser, gennem hvis huller man kan ane at han mangler velklædte folks inderste hvide bedækning. på hovedet en gammel hat af tvivlsom farve. Efter sigende skal hans vita anteacta bevise at han er en person af voldsom karakter, der nok fortjener at tages under specielt tilsyn.

P. S.
Angående den smukke person om hvilken jeg for nogen tid siden tilskrev Dem, må jeg dog melde Dem at han på den senere tid har fundet for godt at skifte ham. For jeg så ham forrige aften iført hvide bukser og (såvidt jeg kunne skelne i mørket) en grå kjole. Det aner mig at enten en vigtig begivenhed eller højst formående grunde har fremvirket denne revolution i hans ydre.

(Politivennen nr. 718, Løverdagen den 3die Oktober 1829, s. 639-644)

Slem Medfart paa Kastelsvolden Torsdagen den 10deSeptember d. A.

Ovennævnte dag gjorde undertegnede med kone og et par af sin kones veninder en spadseretur på citadellet Frederikshavns volde på den tid om eftermiddagen da der musiceres sammesteds. Vi blev da af den tyskfødte skræddermester Johan Conrad Rothe som for øjeblikket har et telt der, og af dennes kone samt af to af hans håndlangere således behandlet at jeg ikke kan andet end offentlig omtale det for at andre i fremtiden kan vogte sig for ham og hans udsendte. 

Ligesom vi var gået forbi Rothes telt, kom ud fra det to meget skident påklædte kvinder hvoraf det ene endog havde træsko eller trætøfler på. Disse forfulgte os idet de lod deres veltalenhed høre i de groveste og mest pøbelagtige udtryk imod mig, lige hen på den plads hvor der musiceres. Her gik de  pludselig forbi os og idet de vendte sig om mod os, udbrød de med høj røst: "Se det rakkerpak!" med flere lignende ord. Det var naturligt at jeg og min kone samt de som var i følge med os, måtte tildrage os folks opmærksomhed på grund af det, og for så meget muligt at undgå dette, blev vi nødt til at vende om og vi kom således atter forbi Rothes telt hvor da han og hans kone tilligemed omtale kvinder som imidlertid også var kommet derhen, kom ud og - efter først at have gjort en mængde naragtige pantomimer ad os der gav dem stor lighed med de såkaldte nikkedukker - klappede de på en gang alle i hænderne og opslog en høj fremtvungen latter der vist har vakt opmærksomheden hos enhver som på samme tid gik der forbi. Ligeså lav som denne Rothes fremgangsmåde atter her var mod mig, lige så besynderlig og utaknemmelig var den vist nok også da jeg blot af medlidenhed med ham, samme dags formiddag i andet vidnekammer indgik forlig i en sag der vist nok kunne have haft meget slemme følger for ham. 

Imidlertid synes det som om Rothe ikke er tilfreds med dette forlig *). Skulle dette være tilfældet, da er jeg villig til når som helst han ønsker det og har tilladelse fra Fattigvæsenets direktion at lade sagen foretage på ny, og for at vise publikum hvor stor eftergivelse og skånsomhed jeg har vist mod ham, og hvor slet han har handlet mod mig, vil jeg såfremt han oftere skulle selv få i sinde eller overtale andre til at fornærme mig, enten personligt eller ved bagvaskelse, da at lade omtalte sag udgå i trykken, hvorved da Rothe vil komme til syne i sin sande skikkelse.

Peter Mørch.
Dameskræddermester

*) Dette forlig lyder således:

Udskrift

af andet vidnekammers protocol

i den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i k

i København

År 1829 den 10. september blev atter foretaget sagen:

Dameskrædermester Peder Mørch

contra

skræddermester Johan Conrad Rothe.

Parterne mødte og blev nu således forligt at kontraklageren, skræddermester Johan Conrad Rothe erklærede at hvad fornærmeligt udtryk han nogensinde måtte have brugt om hovedklageren er sådant brugt i overilelse og aldeles ugrundet, hvorfor det ikke må komme hovedklageren til skade på gode navn og rygte i nogen måde, samt at bemeldte Rothe forpligtede sig til at betale hovedklageren denne proces' omkostninger med 10 rigsbankdaler sølv, hvilken sum det i betragtning af hans foregivne uformuenhed skulle være ham tilladt af afbetale til hovedklageren med 3 mark sølv månedligt, samt at han derhos erlægger til Københavns Fattigvæsens hovedkasse en mulkt af 50 rigsbankdaler sedler som erlægges med 3 mark månedligt indtil hele mulkten er erlagt.
Sagen blev således mindeligt afgjort og sluttet.

Normann
Udskriftens rigtighed bekræfter
E. Lund.

(Politivennen nr. 717, Løverdagen den 26de September 1829, s. 631-634)

Thorald Læssøe: Broparti fra Kastellet, 1834. Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning.

Skræddermester Conrad Rothe meddelte i Politivennen nr. 719, 10. oktober 1829 s. 662 at han "forligelseskommissionen har indgivet klage mod dameskrædder Peter Mørch i anledning af dennes fornærmelse mod mig i Politivennen nr. 717, tillader jeg mig herved at erklære."