Kongens Nytorv.

For enhver som i regnvejr har passeret Kongens Nytorv fra Østergade til Bredgade og Lille Strandstræde, eller omvendt, er det vist ubehageligt at der ikke findes et bekvemt trottoir som ellers næsten overalt i hovedstadens gader. Indsenderen af dette har ofte haft lejlighed til at høre dem hvis vej i regnvejr førte over denne plads, beklage sig over de talrige vandsteder som næppe og kun ved en stor omvej er at undgå. Og man må virkelig ofte tage sin tilflugt til at følge pladsens periferi, fra Østergade til Gothersgade, og derfra ned til Bredgade igen for ikke at få gennemvåde fødder. Var det ikke muligt at føre en smal sti derover, horisontalt med den øvrige flade (så at den ikke hindrede vognpassagen), men bestående af to eller flere rader tilhuggede sten, ligesom over Gammeltorv fra Frederiksberggade til Nygade? På Kongens Nytorv synes det at være endnu mere nødvendigt da det ville lette kommunikationen af stadens største del med dennes hovedpunkt, de kongelige slotte, og med de omliggende kvarterer betydeligt for fodgængere.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 690-691)

Bøn for de Hunde, som skamskydes paa Volden.

Lørdag den 26. september om morgenen passerede voldskytten - som sædvanligt medhavende en slave med spade og sæk - volden ved Vesterport forbi Gyldenløves Bastion og nedad Filosofgangen.

Omtrent klokken 7.30 hørtes et skud, og krudtrøg steg op fra bastionen. Kort efter sås en stor sort puddelhund haltende på bastionen, og efter at have løbet, dels krøbet nogle alen kastede den sig ned og efter kort ophold krøb atter, hvilken manøvre den gentog 4 til 5 gange, indtil den endelig nåede Filosofgangen hvor den gispende lå i lang tid, avancerede side, valtrende, hen på Halmtorvet og nåede til sidst efter at have hvilet flere gange, fortovet ud for nr. 72 og 72 på torvet, hvor den endnu efter kl. 9, lå i krampagtige bevægelser.

Man havde ventet at voldskytten som øvet jæger, enten straks havde ladet sit gevær og skudt anden gang på hunden, mens den endnu var på bastionen, hvortil han havde god tid da der gik 5 minutter fra det øjeblik af at hunden blev truffet, og indtil den ynkelig nåede Filosofgangen, eller at skytten havde befalet slaven at slå hunden for panden med sin spade for at gøre ende på dens lidelser. Men ingen af delene skete. Begge stod som rolige tilskuere blandt den tilstimlede mængde der ynkedes over det lidende dyr. Omsider ladede voldskytten sit gevær, ved den ud for nævnte bastion stående bænk, og gik koldsindig ned ad Filosofgangen. Klokken 8.45 kom skytten og slaven tilbage, de kastede vel et nådigt blik hen til det lidende dyr, men det var alt og de fortsatte deres vej uden videre.

Det vil ikke være overflødigt at anmærke at de hunde som i nærheden af Vesterport, dræbes ved voldskyttens skud bliver nedgravede på Gyldenløves Bastion. Hundens lugtesans er som bekendt meget skarp, og de som har undgået voldskyttens hagl, søger nu skarevis deres faldne brødres grav og hyler derved, hvorfor skytten næsten dagligt kan være sikker på at løsne sit gevær på bastionen. Ligesom han herved kun opfylder sin pligt, således tør man håbe at høje vedkommende ville tilholde skytten når hunden ikke dør straks af hans skud, da øjeblikkelig at slade slaven slå den ihjel med sin spade, for man har eksempel på at voldskytten har skudt en hund som vel ikke kunne gå langt, men dog haft så meget liv at slaven har været bange for dens bid, og i stedet for at slå den for panden, har han behændigt fået den i sin sæk, i hvilken den sprællende på hans ryg, er bragt til sit hvilested. - En sådan lørdagsscene afgiver et væmmeligt skue, røber lille følelse for dyret og kan have farlige følger for ømtfølende fruentimmer, for ikke at tale om frugtsommelige koner.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 687-690)

Noget i Anledning af Anmodningen til Kirkebetjente og Gravere, i Politievennen Nr. 718.

I nr. 718 af Politivennen er fremsat en anmodning til kirkebetjente og gravere om at hæmme den uskik at kirkebesøgerne under konfirmationen eller ved andre højtideligheder bestiger bænkene i stolene. Men så ønskeligt det end er at denne usømmelige og andagtforstyrrende uskik måtte blive ophævet, lige så lidt tror indsenderen af dette at det står i disses magt at bevirke alt. For ved enhver af hovedstadens sognekirker er der almindeligvis ansat to gravere hvoraf den ene i almindelighed er op i alderen, og begge har andre pligter at iagttage under gudstjenesten så at de ikke kan sørge for ordens vedligeholdelse. Desuden er kirkerne ved sådanne lejligheder gerne fyldt med en usædvanlig stor mængde så at det næppe er muligt for graverne at trænge igennem denne, når de skal udføre deres dont, som dels består i at lukke stolene op, gå med tavlerne osv. og når de nu i den ene ende af kirken ville formå folk til at vise en sømmelig opførsel, så ville virkningen af en sådan formaning om den endog for øjeblikket efterkommes, sikkert være ophørt inden de nåede den modsatte ende. Meget mindre ville de kunne tilbageholde den sværm af lapse der som trækfugle flyver fra en kirke i en anden og som med mageløs dristighed voltigere over stolene og bestiger bænkene både med og uden briller for at kunne have de unge piger i kikkerten uden på mindste måde at tænke på hvorledes de ved denne deres usømmelige adfærd både forulemper forældrene til de børn der konfirmeres, og forstyrrer den højtidelige andagt der ved en sådan lejlighed allermest bør finde sted.

I ældre tider havde graverne under gudstjenesten hjælp af et par vægtere og nogle fattigfogeder. Men ligesom indsenderen ikke ynder påpassere eller vagt i kirken, tror han heller ikke at den omtalte uorden ville hæves ved det og han mener at garnisons og Holmens kirker kunne tjene til bevis på det. Derimod tror han at den kan hæves på en ganske simpel måde og uden at gøre opsigt.

Man har nemlig lagt mærke til at denne opstigen på bænkene tager sin begyndelse idet præsten træder frem i koret for at holde talen til konfirmanderne. Det er meget naturligt at alle tilstedeværende ønsker at høre ham. Men dette er ikke muligt for dem som har plads i den midterste del af kirken og endnu mindre for dem er er i den nederste ende af samme, hvorfor de stiger op for at forhøje deres personer så meget at de kan se taleren og opfange hans tale. Blev talen derimod ikke holdt fra koret, men fra prædikestolen, der i vores kirker er anbragt således at man overalt kan se og høre taleren *), ville derved årsagen til denne opstigen på bænkene helt ophøre. Ville præsten endvidere før han forlader prædikestolen med et par ord omtale denne uskik som upassende for stedets hellighed  og handlingens højtidelig, så ville man sikkert spore en god virkning deraf, og måske behøvedes en sådan formaning kun en gang. Men da forældre eller pårørende af konfirmanderne gerne ønskede at høre hvorledes disse besvarer de spørgsmål de får, så måtte graverne sørge for at sådanne fik plads så nær deres konfirmander som muligt.

"Det var først bestemt at prædikestolen i Frue Kirke skulle have stået på gulvet mellem koret og skibet, men da taleren derfra ikke kan høres eller forstås, forflyttedes den til det sted den nu indtager." (Prædikestolen er opsat på væggen til venstre uden for billedet. Vor Frue Kirke. Eget foto, 2016)

I Politivennen har for nyligt været fremsat det spørgsmål om der er nogen bestemmelse for at konfirmander skal fremstilles på kirkegulvet efter deres forældres rang eller efter deres egen intellektuelle dannelse. Uden at kunne besvare dette spørgsmål, tror indsenderen af dette det ikke urigtigt at bemærke at afdøde konfessionarius Liebenberg havde for skik at lade sine konfirmander udtrække numre hvorefter de da tager deres plads på kirkegulvet. Herved undgik han rangsyge forældres misfornøjelse og konfirmanderne fandt ingen anledning til misundelse.

*) Det var først bestemt at prædikestolen i Frue Kirke skulle have stået på gulvet mellem koret og skibet, men da taleren derfra ikke kan høres eller forstås, forflyttedes den til det sted den nu indtager.

(Politivennen nr. 720, Løverdagen den 17de Oktober 1829, s. 676-680)

Spørgsmål

Er der nogen anordning som bestemmer i hvilken orden konfirmander skal stå frem på kirkegulvet under overhøringen og kommer derved forældrenes rang eller de unge menneskers intellektuelle dannelse i betragtning? Dette spørgsmål ønskes besvares i næste nummer af dette blad.

(Politivennen nr. 719, Løverdagen den 10de Oktober 1829, s. 664)

Farlige Smedesvende eller Smededrenge i Adelgaden Nr. 236.

Lørdag den 26. i forrige måned omtrent klokken halv ni om aftenen gik indsenderen gennem Adelgade. Men måtte pludselig standse uden for nævnte sted da hans vens karl der just passerede forbi samme hus, uden mindste skyld fra hans side blev overfaldet af nævnte smedesvende. Ved anmodning om at få fri passage som den der havde fortovsretten, blev han af disse slået i ansigtet så voldsomt at blodet styrtede ud af hans næse og mund. Indsenderen anmoder derfor indstændigt vedkommende smed at han vil pålægge sine kåde svende eller drenge at holde sig fra sådan voldsom adfærd hvis han ikke vil pådrage sig ubehageligheder.

(Politivennen nr. 719, Løverdagen den 10de Oktober 1829, s. 662-663)

Redacteurens Anmærkning

Adelgade 236 blev 1859 til Adelgade 66. Nummeret eksisterer ikke længere.