Uordener.

1) I to til tre år har beboerne af gården nr. 83 i Studiestræde følt den ubehagelighed at mangle vand, så at de har måttet forsyne sig dermed fra naboernes og genboernes gårde. Når de har beklaget sig derover, har huset ejerinde vel ladet vandmesterens folk efterse pumperedskabet, men da dette kun har frugtet lidt, mener man at enten er opstanderen forslidt indvendig, eller der må være fejl ved renden. Men hvori end fejlen stikker, håber man at den afhjælpes, for manglen af det fornødne vand er ubehageligt for beboerne og i ildebrandstilfælde farlig.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 702)

Redacteurens Anmærkning.

Studiestræde 83 er nutidens nr. 34. Huset er fra 1907, tegnet af arkitekt Christian Mandrup-Poulsen. Men Politivennens hus for evigt borte.

Huusvilde Ænder i Garnisonshospitalets Gaard.

I forrige vinter lå omtrent 200 ænder i hospitalets gård uden ly og læ, nat og dag, udsat for kulde og det ublide vejrlig. I år findes der omtrent 150 stykker som efter al sandsynlighed vil få samme skæbne. Da disse stakkels dyr som dag og nat må vandre og hvile i en åben gård der er belagt med sne eller isvand, ikke sjældent ytret deres lidelse ved skrig og kvækken, som forstyrrer patienterne i den ro der er dem så gavnlig, og ssom er det eneste dette velindrettede og velbestyrede hospital lader dem til overs at ønske, beder man ændernes ejer, formodentlig spisemesteren, at skaffe dem et skur eller et tørt opholdssted hvilket vist ikke vil være vanskeligt i et så rummeligt lokale som hospitalets.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 701)

Slemt Svineri i Myntergade.

Den 27. september tog jeg logi i Møntergade nr. 50 på første sal hvor jeg havde lejet for en måned. Da jeg om aftenen var gået til sengs og alt var roligt, hørtes en uafbrudt grynten af svin, og med denne ubehagelige musik opvartedes jeg hele natten. Om morgenen erfarede jeg at denne grynten forårsagedes af en stor flok svin som var jaget ind i nogle små rum hvor de ikke havde plads at ligge. Tillige medførte denne sammendyngede masse en modbydelig stank som jeg troede ikke ville være så utålelig når jeg blev vant til det. Men nogle dage gik og det onde blev værre da to karle skulle rengøre kælderen hvor svinene slagtes og hver der samles en stor del urenligheder som tarmstumper og deslige der hurtigt går i forrådnelse. Dog denne stank blev endnu mere overgået af nogle dragter forrådnet vand der blev kastet under mine vinduer og som selv om de var lukket, forårsagede en så utålelig stank at jeg måtte forlade huset i nogle timer. 

Ved min hjemkomst var det næsten det samme. For møddingen indeholdt nu de ingredienser som kælderen før havde bevaret. Det var ønskeligt at svineslagterenken fik påtalt at lade svinene slagtet og skoldes i gården da der er et stort halvtag hvori hun ikke behøver at gemme sin mødding, der når den køres væk, opvarter huset beboere med en ingenlunde behagelig frokost. Nogle af disse for hvilke jeg ytrede min misfornøjelse over den fæle lugt, som kunne afhjælpes eller formindskes ved ikke at holde så mange svin, og tillige ved at sørge for mere renlighed, fortalte at når fedtsmeltningen blev foretaget, var det endnu værre, da smeltekedlen står således at emmen må ud gennem vinduer og døre, hvorved huset omspændes af en så utålelig stank at beboerne må forlade samme. Stod kedlen i skorstenen, kunne lugten ikke så meget falde beboerne til besvær. 

For at undgå disse ubehageligheder flyttede jeg den 11. oktober og der var den dag 15 til 16 store svin i svinehuset. Jeg håber at dette vink vil formå slagterenken til at forebygge disse her påankede ubehageligheder eller at vedkommende som sørger for ordens vedligeholdelse, vil holde hende dertil da huset beboere virkelig lider meget.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 698-700)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 50 eksisterer ikke længere. 

Venskabeligt Raad til Herr' Conditor Pedrin, samt Noget om de danske Mumier.

Foranlediget af rygtet om nogle ligs opgravning fra en grund i Peder Hvitfeldts Stræde, gik anmelderen i tirsdag formiddag derhen for at se samme. Ved denne lejlighed blev har opmærksom på et stort hul i jorden som var beklædt med brædder og som hr. Pedrin efter sigende lader grave for at have en iskælder der. Men da en del mennesker var øjenvidner til at en karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden, og folk i almindelighed har modbydelighed for naboskabet af sådan noget som skal nydes, er man så fri at råde hr. Pedrin enten at mure iskælderen til eller at anlægge den på et andet sted da han måske ellers ikke vil få afsætning på sin is.

Ved denne lejlighed undlader indsenderen ikke at ytre ønske om at den stedfundne forevisning af ovennævnte lig til hvis beskuelse mange havde indfundet sig af en vist nok tilgivelig nysgerrighed, ikke havde været betroet til en simpel karl der fra tid til anden viste utilbøjelighed til at åbne det højst mådelige, halvmærke bræddeskur hvor ligene var sat hen, når det ikke behagede ham eller han måske ytrede tvivl om at få noget for sin ulejlighed. 

Derimod kunne man have haft anledning til at ønske at nævnte lig havde været placeret i et lyst lokale hvor enhver uden at berøre de afsjælede legemer eller deres iklædning, bekvemt kunne have taget dem i øjesyn. Herved ville enhver utidig og plump udladning og al uanstændig blottelse ikke have fundet sted.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 695-697)

"En karl samlede en stor del af de opgravede ben op og kastede disse ned i hullet mellem brædderne og jorden." (Peder Hvitfeldts Strædes lige numre fandtes også på Politivennens tid. Artiklen nævner imidlertid ingen numre. Men kældre er der nok af. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Det var en kendt sag at man stødte på lig ved udgravning til nye huse i karreen Rosengården, Peder Hvitfeldts Stræde og Krystalgade på Politivennens tid. I 1711 var der pestepidemi i København med 20.000 døde (ud af en befolkning på 70.000). Derfor blev der oprettet en række pestkirkegårde, bl.a. i en krohave i Fiolstræde (Frue Kirkes Assistens Kirkegård). Hovedindgangen var fra det nuværende Fiolstræde 34, og den blev nedlagt i 1760 da Assistenskirkegården på Nørrebro kom til. Det er formentlig disse skeletter ("ben" og rester af deres tøj ("iklædning") som karlen var stødt på mere end 100 år efter da han udgravede iskælderen. På Geddes kort fra 1761 kan man se at karreen er "hul", med træer osv.  

Adresseavisen 29. juni 1813 angav Pedrins adresse til Østergade 72. Herfra flyttede han december i 1823 til Nytorv 89 overfor Råd- og Domhuset, ifølge samme avis. Her havde han udskængning af te og kaffe, kager, is, gele og andre konditorvarer. I Krak 1829 og følgende årgange er opført en konditor André Pedrin, Nytorv 89. Adresseavisen den 12. maj 1828 angiver en alternativ adresse, Gammeltorv nr. 89 som oså figurerer de følgende år. Der er ikke opgivet en adresse i Peder Hvitfeldts Stræde, så han har formentlig blot ejet ejendommen. Ved folketællingen 1845 er opført en Andre Pedrin, 61 år. Født 1784 i Schweiz, Nytorv nr. 89 i stueetagen. Han må have været temmelig velhavende, for husstanden består foruden af ham der på det tidspunkt er enkemand, af 16 personer, hvoraf 5 er konditorlærlinge, 2 tjenestekarle, 2 piger, 1 husholderske og 1 dagmand. Ved denne folketælling var der 49 konditorer i København og ikke usædvanligt schweizere. I starten af 1800-tallet var 12 ud af 15 konditorier i København schweiziske - og Pedrin var muligvis en af dem.

Schweiziske omvandrende konditorer var kommet til Danmark i 1770'erne. De rejste rundt i hele Europa. Til at begynde med solgte de deres kager fra små boder og fik de københavnske sukkerbagere på nakken. Men gled efterhånden ind i befolkningen. I 1788 fik den første af dem (Johan Soltani) borgerskab som konditor i København. Hans butik blev fra 1850'erne drevet af den senere mere kendte Stephan a Porta med restaurant og cafe. På Politivennens tid havde schweizerne nærmest monopol på sukkervarer - først fra midten af 1800-tallet gjorde sukkerroerne sukker til et discountprodukt. 

Artiklen besvares i Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712.

Oplysning om en Liigfærd, der gjorde Opsigt.

Fredag den 16. i denne måned mødte anmelderen efter foregående indbydelse på Frederiks Hospital for at følge en afdød der til sit hvilested på Assistenskirkegården. Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen uagtet de fremstående udsmykninger blev afbrudt, på anden måde end at et stykke af en alens længde af samme blev stående udenfor ligvognen. For at kisten ikke skulle tabes undervejs, blev den fastsurret med tove til de to forreste opstandere på ligvognen og således transporteret gennem staden hvorved den tildrog sig enhver den mødte særdeles opmærksomhed.

På efterspørgsel erfarede man at den afdøde der ikke her på stedet var i nogen embedsstilling og ikke havde nære pårørende, var indlagt på hospitalet uden betaling. Men at en fjernt beslægtet havde villet forunde ham en såkaldt hæderligere eller mere anstændig begravelse end den hospitalet plejer at give sådanne. Han havde derfor sendt en ligkiste til hospitalet til en pris af 10 rigsbankdaler og desuden deponeret 20 rigsbankdaler til hospitalet til hvilket den øvrige besørgelse overlodes, så begravelsesomkostningerne som efter sigende ville andrage omtrent 30 rigsbankdaler, hermed var dækket ind når man betjente sig af 1 rigsbankdalers ligvognen. *)

"Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen." (Niels Ludvig Mariboe: Lighuset i nordre sidegård mellem Bredgade og Amaliegade, o. 1900. Brostenene kan ikke have været der på Politivennens tid. Københavns Museum.)

Da denne som bekendt nok frembyder et højst ubehageligt skue, ønskede man at benytte den til 5 rigsbankdaler. Men man lod vedkommende forstå at denne forandring ville forårsage at udgifterne som rettes efter den satte takst på ligvognen, derved ville forøges til en sum af nogle og 80 rigsbankdaler, hvorfor man fandt sig beføjet til at afbenytte den første.

Da denne ligvogn der dog synes højst upassende efter nutidens begreb om det anstændige, kun er indrettet til at rumme en kiste der består af 4 brædder, så var det dog ønskeligt at de 4 opstandere forlængedes til en sådan højde at vognen kunne modtage enhver kiste således som den bliver forfærdiget efter nutidens skik.

Regner man nu at denne bør benyttes i det mindste en gang dagligt, så kunne det måske nok lønne sig at kusken fik en mere anstændig påklædning. For det ville være vanskeligt at afgøre grundfarven på den habit som hanhavde, da den spillede mellem rødt, mørkegråt og sort. Især bukserne var yderst slemt medtagne og forsynet med utallige lapper så at han i så henseende ikke stod tilbage for den simpleste karl ved det lille vognmandslaug.

*) Med sørgetæppe og øvrige udgifter koster den dog 3 rigsbankdaler.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 691-694)