01 juli 2016

Om Skillingskanerne paa Kongens Nytorv.

Det uvæsen med skillingskanerne på Kongens Nytorv har vel fundet sted i flere år, men ikke i den grad som i dette. Næppe var den første ubetydelige sne som ikke engang dækkede brostenene, faldet før man så dem indfinde sig på deres holdesplads. Her udlejes de af børn og drenge,  hvoraf man ofte ser 4 til 5 på en kane, samt en der løber ved siden af med piskeslag tvinger den trætte eller afkræftede hest til at løbe. Ja, der gives endog drenge som selv er ejere eller i det mindste udlejere af kaner. Således har anmelderen lagt mærke til en plump dannet, grønmalet kane med en lille uanselig brun hest der bestandig køres af en så vidt skønnes, halvvoksen læredreng. Den har formodentlig hjemme i Adelgade, for derfra kommer den hver formiddag og holder på torvet til kl. over 11 over aftenen. 

Anmelderen har med medynk og harme set hvorledes den lille uanselige hest, der er forspændt samme, er blevet tyranniseret når den afkræftet og udsultet ikke har formået at løbe drengene til fornøjelse. Jeg har en middagsstund set den pustende og dampende stå nogle minutter i en 8 til 9 graders kulde, og derpå igen ved piskeslag sat i gang når drenge harindfundet sig for at leje den. Tænker man sig en sådan daglig behandling fra tidligt på formiddagen til sent om aftenen, og muligt knapt foder om natten, har man vel årsag til at sukke over dyrets lidelser, og ønsker at ansvarlige der ellers så strengt iagttager reglerne for befordringsvæsnet i almindelighed, ville søge at formene sådanne utidige og skadelige indgreb i hyrekuskenes og hesteudlejernes rettigheder.

Den ringe betaling der her kan køres for, nemlig 1 skilling for hver person en gang torvet rundt, forårsager at disse kaner mest benyttes af drenge, og det endog af den laveste klasse. Man ser dem derfor i hele flokke opholde sig omkring på torvet og ved kanerne. At de her ikke lærer noget godt, er vel troligt, ligesom også at de penge de betaler for denne forlystelse, ikke altid er tilvejebragt på den mest reelle måde. Anmelderen hørte for nogle dage siden en kaneudlejer svare en person der spurgte ham hvorledes det gik med fortjenesten: i dag er det gået ganske godt, men det vil gå bedre når det bliver mørkt, for så kommer kræmmerdrengene, og de er ikke så prutne på det.

At drenge som er aldeles ukyndige i at styre en hest og kane, tillades at køre selv, er en uskik som burde aldeles afskaffes. For den kan afstedkomme ulykker. I det mindste har passagen over Kongens Nytorv i disse tågede dage og aftener været meget usikker. Søndag aften blev anmelderen midt på torvet omringet af 3 kaner som krydsede hinanden, og han undgik med nød og næppe at blive kørt over. Han har flere gange set at fodgængere er blevet kør over ende, idet de i kørekunsten uerfarne drenge har styret hestene lige mod dem, ja for nogle dage siden kørte en dreng lige ind på et par karetheste der kom ham i møde, og han ville vist ikke være sluppet så godt derfra hvis hesten ikke havde været tålelige. Også forsikrer folk der bor på torvet, at der ingen dag eller aften går uden at en eller flere uordner forårsages ved denne drengekørsel.

Det ville derfor være ønskeligt om denne sag måtte tildrage sig de ansvarliges opmærksomhed således at det alvorligt bliver forbudt kaneudlejerne at køre for børn eller drenge der ikke var i følge med ældre personer, ligesom også at de ikke måtte betro tømme og pisk til sådanne der var aldeles uvante til at køre. For herved ville en del af ovennævnte uordener forebygges, og passagen over torvet blive mindre udsat for fare. 

(Politivennen nr. 732, Løverdagen den 9de Januar 1830, s. 17-21)


Kongens Nytorv i dag. Kun statuen midt på pladsen var der også på Politivennens tid. Hverken Det Kongelige Teater eller Magasin havde den skikkelse de har i dag. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Bøn til Trankogeriet og det polytechniske Institut.

Når vinden blæser fra sydøst og trankogningen (terminus technicus kender anmelderen ikke) finder sted, udbredes en utålelig ækel stank hen over hele staden. Man har i denne tid endog tydeligt kunnet spore den inde i værelserne ved Hauser Plads og Nørrevold. Da den fede, tykke trandamp for forvolder denne pestilentialske dunst ved et formodentligt lidt bekosteligt apparat kunne forbrændes, ja vel endog anvendes fordelagtigt fx til gas, og folks næser og lunger da befris fra denne pine at lugte og indånde en så infernalsk os, så anmodes de ovenfor nævnte hæderlige institutter om i skøn forening (det sidste måtte råde, det første lade sig råde) at bestræbe sig for at befri stadens indbyggere for dette ikke ubetydelige onde.

(Politivennen nr. 731, Løverdagen den 2den Januar 1830, s. 5-6)


"Man har i denne tid endog tydeligt kunnet spore den inde i værelserne ved Hauser Plads". (Hauser Plads, 1849. Langberg: Fra torv til torv, 1943)


Redacteurens Anmærkning

Om trankogeriet berettede Kjøbenhavnsposten, 25. marts 1828, side 100:
Iaftes Klokken henved 6 blev Hovedstaden allarmeret ved Brandklokkens Lyd, og en i Retningen fra Christianshavn fremvæltende svær og tyk Røgsky gav den bebude Ildsvaade et frygteligt Udseende. Til al Lykke var Faren imidlertid ei saa stor: Ilden var nemlig udbrudt ved Trankogning paa det grønlandske Compagnies Plads, hvorved en af Kogepanderne var antændt, og ikkun Tagværket og nogle Luger paa en tætved Brænderiet liggende Pakhuusbygning bleve beskadigede. Hans Majestæt Kongen begav sig ved den første Larm til Brandstedet.

Nyanlagte Møddinger paa store Kjøbmagergades Fortouge.

Det er underligt at folk som af politianordningerne er blevet pålagt at holde fortovene rene og som man om morgenen virkelig også ser bortfejer al urenlighed, endog den nyfaldne, fine hvide sne, at disse folk, siger jeg, kan bilde sig ind at det på nogen måde kan være tilladt på de samme fortove at udbære og henlægge den mest urenlige af al urenlighed, den hvoraf al anden låner sit kraftigste navn - gødning fra kreaturer. Og dog ser man hyppigt på Købmagergade og formodentlig også på mange andre gader at rendestensbrædderne er valgt til møddingesteder. 

I landsbyer (hvor NB en stor mødding er den bedste skat) har møddingen rigtig nok som oftest sin plads ud mod gaden. Men her i staden vil det dog vel næppe tåles. Især er de små møgbunker som ligger tværs over fortovene, meget farlige for fodgængerne der ikke har så megen dansemesterraskhed at de ved et par kunstfærdige bukkespring - som for resten er komiske nok at se på når der ikke sker skade - kan genvinde den balance de har tabt, ved at snuble over det uformodede anstød. Når disse bunker er hvide af sne, kan de ikke ses i tusmørke og ved lygteskinnet, selvom endog temmelig gode øjne ser sig for. Og når det falder i tø, kommer man på sådanne steder til at vade i en møddingepøl.

Man kan vist nok håbe at vores årvågne politi vil sørge for at afskaffe denne uskik.

(Politivennen nr. 731, Løverdagen den 2den Januar 1830, s. 4-5)

Købmagergade. Hvor der åbenbart var mange møddinger. Bemærk udtrykket "dansemesterraskhed", et selvkonstrueret, men også selvinstruerende ord. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

30 juni 2016

Bøn fra Landet.

Det er kendt at landmanden ved sognefogden eller hans bud bliver tilsagt til at køre kongerejse uden at man ser anden ordre end den der siges mundtligt ved buddet. Uagtet man nu ikke bør tvivle om at sådanne kørsler ikke sker oftere end nødvendigt, eller at de jo fordeles retfærdigt, så at der ikke kræves mere af en end af en anden, så ville det dog være ønskeligt om tilsigelsen til sådanne pligtrejser skete ved en trykt seddel der leveredes fra amtstuen til sognefogden som nu forsynet den med den mands navn hvis tur det var til at køre. Når disse sedler blev gemt, kunne der let ved årets slutning holdes en kontrol med amtstuen hvoraf det ville blive klart om enhver havde kørt den tur der tilkom ham, samt om at sognefogden ikke havde forlangt flere ture end han var berettiget til fra amtet. Sådanne sedler ville også forebygge den ubehagelighed for bonden at sognefogden tager vogn på hans regning når bondens dreng eller karl forsømmer at underrette ham om at han var tilsagt til at køre.

(Politivennen nr. 730, Løverdagen den 26de December 1829, s. 836-837)

Redacteurens Anmærkning

Kongerejser eller kongeægter var et begreb der stammede tilbage fra den tid hvor kongerne rejste rundt. Det var bøndernes pligt at transportere konge, følge og rejsegods. På Politivennens tid omfattede denne pligt udover kongen mm også de kongelige embedsmænd. 

I Politivennen er der adskillige artikler som argumenterer imod disse rejser som var en stor byrde for bønderne og som tilsyneladende også blev misbrugt af enevældens omfattende bureaukrati. Mod at blive fritaget for krigstjeneste kunne bønderne foretage sådanne ægtrejser for herremændene og godsejerne, altså en form for hoveri.

Uberettigede Restaurationer paa Peblingesøen.

Blandt de fornøjelser der om vinteren bliver det mandlige køn til del, er unægtelig skøjteløb. Men det er ligeledes at der også her kan finde såvel uorden som andre politiovertrædelser sted. Indsenderen heraf tror således at det må være ham en behagelig pligt at gøre de ansvarlige opmærksomme på at en uskik finder sted på isen, især på Peblingesøen, da mange koner og mænd uden nogen som helst given tilladelse, opsætter dækkede borde med en anretning der absolut må falde såvel ynglingen som manden i øjnene og hvorved den unge uerfarne yngling der er overladt til sig selv, let forledes til drik hvorved ikke alene hans moralske karakter let fordærves, men han bliver også uskikket til i sin tid at fremme menneskeheld på jorden. For ikke at tale om at de traktører og værtshusholdere der bor i nærheden, taber i deres næringsvej, hvorved der gøres skår i deres borgerret, og det derved opnåede borgerbrev som de ved så megen bekostning har erhvervet sig. Det ville være en lav misundelse hvis man klagede over at krøblingen med en kurv på armen søgte sin fortjeneste på denne måde. Men at folk der er aldeles uberettigede til en sådan erhvervsgren søger deres undertiden ikke ubetydeligt fortjeneste på en sådan måde, forekommer indsenderen ikke tilladeligt.

Skulle dette hensigtsmæssige vink vække de ansvarliges opmærksomhed, da ville det glæde indsenderen at have nedskrevet disse linjer.

(Politivennen nr. 729, Løverdagen den 19te December 1829, s. 819-821)