Svar paa fire Spørgsmaale i Dagen Nr. 9 f. d. A.

"Oldgesel Dædicken har bestilt 3 kareter til lig, hvoraf de 2 kørte hjem fra mig kl. kvart i ti til Christianshavn og den ene kl. kvart over 9, hvilket bevidnes af mig."
København den 1. januar 1830.
P. Petersen

Jeg kan ikke nægte at jeg og min kollega burde have påset at processionen var gået for sig i rette tid, hvorved den stedfundne ulempe muligvis var blevet forebygget. Men jeg tror også at de herrer som siden så rundhåndet har overvældet mig med bebrejdelser, havde handlet smukkere og venskabeligere når De som mere kyndige i sådant havde underrettet mig som ung og ganske uerfaren og påmindet mig i tide at tage bort med liget. Men derimod tror jeg ikke at hr Horn er kompetent til at give mig forholdsregler. For ved lauget findes ingen skriftlige regler, og i laugsforsamlingen da jeg tiltrådte oldgeselposten, er der ikke forkyndt noget for mig som jeg skulle rette mig efter. Og jeg har derfor i hvert tilfælde rådført mig med oldermand Christensen der i en del år har bestyret laugets affærer. Hr. Horn pålagde mig i lighuset at byde snaps og forfriskninger til sørgefølget. Men da jeg godt nok er oldgesel, men ikke agerer bedemandstjener, håber jeg at ingen lægger mig til last at jeg undlod dette.

Da hr. Horn endvidere udlod sig med at jeg ikke var værdig til at beklæde en sådan ærespost (som jeg også har antaget samme for at være), men tværtimod fortjente at blive afsat, så må jeg herved erklære at den ærespost der er forbundet med så mange chikaner og med æresbevisninger af den art som hr. Horn har opvartet mig med, har jeg ikke nogen grund til at agte så synderligt dersom enhver af mine kolleger ville gøre det samme, og vil jeg endog være tilfreds med at hr. Horn ifald det står i hans magt, overdrager den til en anden der ville finde større behag i sådanne æresbevisninger end jeg. Dog vil jeg selv have den ære på belejlig tid og sted at opfordre ham til det.

Da hr. Horn fremdeles tog sig den frihed at forordne at begge oldgeseller skulle besørge begravelse og at jeg under ungen omstændighed kunne være berettiget til det, så har han nok glemt at min kollega allerede i et år har båret byrderne af sin hæderspost og i laugsforsamllingen ved sankt hansdag forrige år er afgået. Men har på opfordring siden modtaget den for ordens skyld og for at assistere mig i sygdomstilfælde. At vi er kommet overens om at et eller andet forrettes af den ene af os, hvortil to ville være overflødige, forbyder ingen instruks bort set fra hr. Horn, som jo ikke kan give instruks. At jeg i øvrigt var bereettiget til at bestyre begravelsen eller overdrage samme til kvartermester Christensen på Almindelig Hospital, vil ses af følgende vidnesbyrd:

"Til afdøde guldsmedesvend Ernst Ramløvs begravelse har jeg underskrevet efter hr. oldermand Christensens, mig af oldgesel Gædicken leverede bevis, besørget begravelsen til den afdøde.
Christensen
Almindeligt Hospital den 3. januar 1830.

På opfordring om at gøre rede for at ingen ulempe eller skænden hidrører fra min side, har jeg været nødt til at bekendtgøre dette.

L.M. Gædicken
Oldgesel og guldsmedesvend
København den 10. januar 1830.

(Politivennen nr. 733, Løverdagen den 16de Januar 1830,Side 43-46).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 737, Løverdagen den 13de Februar 1830, s. 105-109.

Artiklen fra 16. januar 1830 mangler siderne 39-41. Det ser dog ud til at Gædichsens artikel vedrørende begravelsessagen er nogenlunde læselig i sin helhed.

I Krak 1830 og 1831 optræder ingen L. M. Gædecken, kun A. E. og J. F. Heller ingen A. G. Horn eller Ernst Ramløv.

Vor Frue Kirke vedkommende.

Manglen på en forbindelsesdør fra mellemskibet til det mindre sideskib gennem rækværket i Vor Frue Kirke gør al mulig afbenyttelse af dennes nordre portal umulig for de kirkebesøgende og forstyrrer menighedens andagt ved at foranledige skuespil der ikke hører hjemme i kirken. De vedkommende kirkebetjente hvis naturlige forretninger just overskærer den linje som nævnte rækværk beskriver, kan kun udføre deres dont ved at foretage ekvilibristiske øvelser hvis udfald desuden ikke altid begunstiges af samme lykke. Anmelderen var således anden juledag vidne til et mislykket forsøg af denne art hvorved en af kirkens gravere forslog begge knæ på en sådan måde at han i nogle dage måtte holde stuen. Man tror at skylde såvel det kirkelige dekorum som oven nævnte uskyldige offer for sammes tilsidesættelse deres højhed hr. biskop Münter hvem den afgørende stemme i Metropolitankirkens anliggender formodes at tilkomme, opmærksom på en ubekvemmelighed der er lige så øjensynlig som let afhjælpelig.

(Politivennen nr. 732, Løverdagen den 9de Januar 1830, s. 23-24)

Om Skillingskanerne paa Kongens Nytorv.

Det uvæsen med skillingskanerne på Kongens Nytorv har vel fundet sted i flere år, men ikke i den grad som i dette. Næppe var den første ubetydelige sne som ikke engang dækkede brostenene, faldet før man så dem indfinde sig på deres holdesplads. Her udlejes de af børn og drenge,  hvoraf man ofte ser 4 til 5 på en kane, samt en der løber ved siden af med piskeslag tvinger den trætte eller afkræftede hest til at løbe. Ja, der gives endog drenge som selv er ejere eller i det mindste udlejere af kaner. Således har anmelderen lagt mærke til en plump dannet, grønmalet kane med en lille uanselig brun hest der bestandig køres af en så vidt skønnes, halvvoksen læredreng. Den har formodentlig hjemme i Adelgade, for derfra kommer den hver formiddag og holder på torvet til kl. over 11 over aftenen. 

Anmelderen har med medynk og harme set hvorledes den lille uanselige hest, der er forspændt samme, er blevet tyranniseret når den afkræftet og udsultet ikke har formået at løbe drengene til fornøjelse. Jeg har en middagsstund set den pustende og dampende stå nogle minutter i en 8 til 9 graders kulde, og derpå igen ved piskeslag sat i gang når drenge harindfundet sig for at leje den. Tænker man sig en sådan daglig behandling fra tidligt på formiddagen til sent om aftenen, og muligt knapt foder om natten, har man vel årsag til at sukke over dyrets lidelser, og ønsker at ansvarlige der ellers så strengt iagttager reglerne for befordringsvæsnet i almindelighed, ville søge at formene sådanne utidige og skadelige indgreb i hyrekuskenes og hesteudlejernes rettigheder.

Den ringe betaling der her kan køres for, nemlig 1 skilling for hver person en gang torvet rundt, forårsager at disse kaner mest benyttes af drenge, og det endog af den laveste klasse. Man ser dem derfor i hele flokke opholde sig omkring på torvet og ved kanerne. At de her ikke lærer noget godt, er vel troligt, ligesom også at de penge de betaler for denne forlystelse, ikke altid er tilvejebragt på den mest reelle måde. Anmelderen hørte for nogle dage siden en kaneudlejer svare en person der spurgte ham hvorledes det gik med fortjenesten: i dag er det gået ganske godt, men det vil gå bedre når det bliver mørkt, for så kommer kræmmerdrengene, og de er ikke så prutne på det.

At drenge som er aldeles ukyndige i at styre en hest og kane, tillades at køre selv, er en uskik som burde aldeles afskaffes. For den kan afstedkomme ulykker. I det mindste har passagen over Kongens Nytorv i disse tågede dage og aftener været meget usikker. Søndag aften blev anmelderen midt på torvet omringet af 3 kaner som krydsede hinanden, og han undgik med nød og næppe at blive kørt over. Han har flere gange set at fodgængere er blevet kør over ende, idet de i kørekunsten uerfarne drenge har styret hestene lige mod dem, ja for nogle dage siden kørte en dreng lige ind på et par karetheste der kom ham i møde, og han ville vist ikke være sluppet så godt derfra hvis hesten ikke havde været tålelige. Også forsikrer folk der bor på torvet, at der ingen dag eller aften går uden at en eller flere uordner forårsages ved denne drengekørsel.

Det ville derfor være ønskeligt om denne sag måtte tildrage sig de ansvarliges opmærksomhed således at det alvorligt bliver forbudt kaneudlejerne at køre for børn eller drenge der ikke var i følge med ældre personer, ligesom også at de ikke måtte betro tømme og pisk til sådanne der var aldeles uvante til at køre. For herved ville en del af ovennævnte uordener forebygges, og passagen over torvet blive mindre udsat for fare. 

(Politivennen nr. 732, Løverdagen den 9de Januar 1830, s. 17-21)

Kongens Nytorv i dag. Kun statuen midt på pladsen var der også på Politivennens tid. Hverken Det Kongelige Teater eller Magasin havde den skikkelse de har i dag. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Bøn til Trankogeriet og det polytechniske Institut.

Når vinden blæser fra sydøst og trankogningen (terminus technicus kender anmelderen ikke) finder sted, udbredes en utålelig ækel stank hen over hele staden. Man har i denne tid endog tydeligt kunnet spore den inde i værelserne ved Hauser Plads og Nørrevold. Da den fede, tykke trandamp for forvolder denne pestilentialske dunst ved et formodentligt lidt bekosteligt apparat kunne forbrændes, ja vel endog anvendes fordelagtigt fx til gas, og folks næser og lunger da befris fra denne pine at lugte og indånde en så infernalsk os, så anmodes de ovenfor nævnte hæderlige institutter om i skøn forening (det sidste måtte råde, det første lade sig råde) at bestræbe sig for at befri stadens indbyggere for dette ikke ubetydelige onde.

(Politivennen nr. 731, Løverdagen den 2den Januar 1830, s. 5-6)

"Man har i denne tid endog tydeligt kunnet spore den inde i værelserne ved Hauser Plads". (Hauser Plads, 1849. Langberg: Fra torv til torv, 1943)

Redacteurens Anmærkning

Om trankogeriet berettede Kjøbenhavnsposten, 25. marts 1828, side 100:

Iaftes Klokken henved 6 blev Hovedstaden allarmeret ved Brandklokkens Lyd, og en i Retningen fra Christianshavn fremvæltende svær og tyk Røgsky gav den bebude Ildsvaade et frygteligt Udseende. Til al Lykke var Faren imidlertid ei saa stor: Ilden var nemlig udbrudt ved Trankogning paa det grønlandske Compagnies Plads, hvorved en af Kogepanderne var antændt, og ikkun Tagværket og nogle Luger paa en tætved Brænderiet liggende Pakhuusbygning bleve beskadigede. Hans Majestæt Kongen begav sig ved den første Larm til Brandstedet.

Nyanlagte Møddinger paa store Kjøbmagergades Fortouge.

Det er underligt at folk som af politianordningerne er blevet pålagt at holde fortovene rene og som man om morgenen virkelig også ser bortfejer al urenlighed, endog den nyfaldne, fine hvide sne, at disse folk, siger jeg, kan bilde sig ind at det på nogen måde kan være tilladt på de samme fortove at udbære og henlægge den mest urenlige af al urenlighed, den hvoraf al anden låner sit kraftigste navn - gødning fra kreaturer. Og dog ser man hyppigt på Købmagergade og formodentlig også på mange andre gader at rendestensbrædderne er valgt til møddingesteder. 

I landsbyer (hvor NB en stor mødding er den bedste skat) har møddingen rigtig nok som oftest sin plads ud mod gaden. Men her i staden vil det dog vel næppe tåles. Især er de små møgbunker som ligger tværs over fortovene, meget farlige for fodgængerne der ikke har så megen dansemesterraskhed at de ved et par kunstfærdige bukkespring - som for resten er komiske nok at se på når der ikke sker skade - kan genvinde den balance de har tabt, ved at snuble over det uformodede anstød. Når disse bunker er hvide af sne, kan de ikke ses i tusmørke og ved lygteskinnet, selvom endog temmelig gode øjne ser sig for. Og når det falder i tø, kommer man på sådanne steder til at vade i en møddingepøl.

Man kan vist nok håbe at vores årvågne politi vil sørge for at afskaffe denne uskik.

(Politivennen nr. 731, Løverdagen den 2den Januar 1830, s. 4-5)

Købmagergade. Hvor der åbenbart var mange møddinger. Bemærk udtrykket "dansemesterraskhed", et selvkonstrueret, men også selvinstruerende ord. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.