09 juli 2016

Om bedærvet Brød.

Hos en bager i nærheden af Købmagergade har en familie flere år købt både rug- og hvedebrød, og været særdeles vel fornøjet med samme. Især har rugbrødet været udmærket godt. Men i nogen tid er begge slags brød blevet meget dårlige og ildesmagende. Kommenskringlerne har haft en ubehagelig og bitter smag, og rugbrødet været tillavet af oret (eller som det vel rigtigst burde hedde ormet) mel. Efter budets sigende skal selve bageren eller hans kone have tilstået at det mel de brugte til deres brød, var fordærvet, og lovet at når det var opbrugt, skulle brødet blive bedre. Med sådan besked kan de som må døje en så usund og ildesmagende føde ikke være tjent. Man har anset det rigtigst at give vedkommende bager først en lemfældig erindring, hvilket måske også kan være til gave både for andre brødbagere og for deres kunder, og man håber at den der føler sig truffet af denne anmeldelse snart afhjælper den påankede mangel at man ikke skal gribe til alvorligere forholdsregler hos højere vedkommende.

(Politivennen nr. 751, Løverdagen den 22de Mai 1830, s. 330-331)

Advarsel, med Hensyn til Brugen af de, af Commandantskabet i Citadellet, udstedte Passeertegn til Kjøren og Riden igjennem Citadellet, over den saakaldte lange Linie, og Spadseren paa Volden.

Da det muligvis kan være tilfældet med flere end indsenderen af dette (og virkelig var tilfældet søndag den 16. maj omkring klokken 1) at tro sig ved købet af ovennævnte tegn berettiget til at besøge den såkaldte Smedelinje, ved at gå ind ad gade som er ved udgangen af Kastellet, så tror man at burde advare herimod, så meget mere som det ikke er indsenderen af dette bekendt at der i den senere tid af kommandantskabet er bekendtgjort noget forbud derimod.

Søndag den 16. maj omtrent kl. 1 ville indsenderen som kom fra enden af den lange linje, gå ind i Smedelinjen, og foreviste tegnet for skildvagten som stod på volden. Denne kom ned og forlangte at læse det. Men efter at have overvejet indholdet, erklærede han at på dette tegn kunne Smedelinjen ikke besøges. - Man adlød stiltiende og straks, men troede dog at burde underrette sig nøjere herom i portvagten hvor man imidlertid bekræftede at tegnet ikke berettigede til adgangen. Da man i en række af år har købt dette tegn, især med hensyn på anvendelsen af beløbet 4½ rigsbankdaler S og T. årligt, som den agtværdige afdøde kommandant hr. oberst von Würtzen havde bestemt, og så meget mere da dette tegn af indsenderen næppe tre gange i mange år er benyttet anderledes end spadseren, og hidtil aldrig adgang til Smedelinjen er blevet nægtet, så henvendte man sig til præsten hvor tegnet var købt, men der vidste man heller intet om denne nyere bestemmelse. Tegnets påskrift var således som den altid havde været, hvorom man selv senere overbeviste sig ved sammenligning med 10 foregående års tegn.

Ved vagten nærmest byen fik man derimod meget høfligt den erklæring at på dette tegn kunne man om man behagede gå ind ad linjen. Denne tilladelse troede man dog af forsigtighed ikke at burde benytte, da man let ved udgangen af skildvagten der havde nægtet adgang, kunne blive anholdt og ført i vagten.

Man kan ikke indse grunden til en bestemmelse der tillader adgangen fra en side og nægter den fra en anden. Man vil ikke tilskrive det en lyst til at anholde spadserende ved udgangen, og at det altså var en fælde, eller hvad på fransk kaldes un guet á pens.

Tegnet indeholder virkelig ikke udtrykkelig tilladelse, men det indeholder heller ikke udtrykkelig tilladelse til at spadsere ad Langelinje. Også har en skildvagt i begyndelsen af april forlangt at læse tegnet, hvilket nogle damer havde med, for at gå ind ad linjen. Men da skildvagten meget længe opholdt dem, for at overveje om han ville tilstede adgangen eller nægte den, tog de tegnet fra ham og gik ind.

Disse damer til hvis hus tegnet uden betaling, årligt blev sendt af kommandantskabet, fortrød senere at de ikke havde ladet skildvagten beholde tegnet og var vendt tilbage da denne ved afløsning nok måtte have afgivet det, og der da ville være givet anledning til at ytre sig på en passende måde for kommandantskabet, hvis samme nok en gang havde fundet for godt at tilstille dette tegn.

Kommandantskabets ret til at nægte adgang til Smedelinjen eller enhver anden del af Kastellet kan ingen drage i tvivl. Men det er særdeles ubehageligt for enhver når man er overbevist om at have bestemt vilje til ikke at betræde noget sted, der ikke er tilladt at betrædes, da at blive afvist som om man ville tilsnige sig adgangen. Og det synes at kommandantskabet efter at det i en så lang række af år har ladet tegn sælges til en ved kursens forbedring stedse højere pris, og har tilladt at benytte det i oven nævnte tilfælde burde indse at det skylder køberne den høflighed at advare dem om et senere forbud eller en bestemmelse hvor man skulle gå ind og hvor ud.

(Politivennen nr. 751, Løverdagen den 22de Mai 1830, s. 326-330)

Kjøbenhavns Assistence-Kirkegaard.

Det er bekendt at Københavns Assistenskirkegård udenfor Nørreport er berømt, endog i udlandet, og vel næppe har sin  mage. Denne ros udspringer vist nok af dens mangfoldighed på skønne gravminder og af den smag, hvormed den blev anlagt for nogle og tyve år siden, hvorved blev taget hensyn til en regelmæssig inddeling af begravelsespladser for de forskellige sogne, samt også til at kirkegården kunne blive en behagelig promenade for Københavns og dens omegns beboere, som for enhver der ville besøge sine afdøde venners grave som hvilede der. Brede spadseregange blev nemlig anlagt. Langs med disse hist og her plantet træer, tæt ved gangene afgivet jord til regelmæssige inddelte familiegravsteder. Dette jordsmon adskilt fra de ordinære begravelsespladser ved en hæk af ypern, med et desforuden 2 til 3 alen bredt rum langs denne hæk, hvori hist og her plantedes træer og buske, især sådanne som ved deres blomstren og vellugt forhøjede nydelsen for de spadserende. Også antages det at hækkens bestemmelse var foruden den at afdele sognenes kirkegårde, at danne et hegn langs gangene og at skjule for de spadserendes øjne, de ordinære begravelsespladser som var indenfor. 

Om anmelderen ikke tager fejl, tror han at hele anlægget skete efter afdøde slotsforvalter Voigts plan, og at træerne blev udtaget fra Frederiksberg Slotshave, især de skønne blomstrende buskvækster. Ikke uden betydelig bekostning for kirkerne har dette anlæg kunnet ske. Anmelderen som ofte besøger denne kirkegård, har med glæde set dets opkomst og flor. I de senere år tror han derimod at have gjort den erfaring at en del af anlægget til dels den væsentligste, er forfalden og tilintetgjort. Han har lagt mærke til hvorledes de ovennævnte skønne buskvækster er fra tid til anden rent ud sagt forsvundet, så at næppe en eneste er tilbage. Årsagen til at de er udgået og henvisnede menes at kunne tilskrives det at såvel disse vækster selv, som de i hækken stående popler, ikke i tide og behørigt er holdt under kniven. Endvidere har anmelderen lagt mærke til at ypernhækken årligt berøves sine unge skud eller grene lige ind til stammen, i stedet for at den efter hans mening, burde have været holdt under ak. Dens udseende er nu derfor sørgelig. Ingen unge kviste, hvorpå blade kan udfolde sig. Åben til gennemgang hvor som helst i stedet for at den burde hegne. og i stedet for at skjule som oven for nævnt, giver den den frieste udsigt. 

Hvad der endvidere kvæler denne hæks flor er de mangfoldige rodskud til siderne, som den har givet, og sok ikke i tide er borttaget, men hvoraf nogle endog er blevet store træer Måtte disse linjer optages med velvilje og anmelderens vink om han ikke fejler i sine anskuelser, blive benyttet til at opretholde Assistenskirkegårdens skønhed i dens beplantning, da er det tilsigtede mål opnået, og han skal derfor yde vedkommende sin tak.

(Politivennen nr. 751, Løverdagen den 22de Mai 1830, s. 319-322)

Spørgsmaal.

Har det førhen været skik og brug at organisten for en kirke eller bælgetræderen har ladet konfirmandernes forældre afkræve et salær i anledning af konfirmationen, eller er det et nyt tysk påfund?

(Politivennen nr. 750, Løverdagen den 15de Mai 1830, s. 317)

Redacteurens Anmærkning

Se Redacteurens tidligere Anmærkning om konfirmation.  

Aprilsløben i Hestemøllestræde.

Nogle dage efter sidste flyttedag gik anmelderen hen for at besøge en god ven som for nyligt var indflyttet i Hestemøllestræde nr. 77. Han forhørte sig på første sal om sådan en person ikke var indflyttet. Men han fik til svar at ingen person af det navn boede i huset. Desuagtet da anmelderen var overbevist om at omtalte var indflyttet i denne gade og dette hus, gennemsøgte han huset, men uden videre resultat. Endelig fik han at vide at dette hus har to indgange, hvilke slet ikke står i forbindelse med hinanden. Da disse har ens husnumre, kan dette give anledning til megen aprilsløben, hvorfor man anmoder den humane ejer at han vil lade påmale den ene indgang af sit hus: Nr. 77, Litr. A, og på den anden: Nr. 77 Litr. B.

(Politivennen nr. 750, Løverdagen den 15de Mai 1830, s. 315-316)

Redacteurens Anmærkning.

Hestemøllestræde 77 er nutidens nr. 6. Det omtalte hus er nedrevet, mens det nuværende er fra 1908.