13 juli 2016

Kaad eller ondskabsfuld Beskadigelse af levende Hegn.

Marken til det ved Gammel Kongevej i nærheden af Sankt Jørgens Sø liggende landsted Svanholm er langs med den for få år siden anlagte gangsti forsynet med en stærk og smuk tjørnehæk. I denne hæk blev forrige sommer gjort nogle indsnit (såkaldte haha) som for at få en udsigt. Det samme er gentaget i sommer i så stor grad at hækken derved på det sted er næsten ødelagt. Derover har mange forbigående i fjor og i år ytret forundring. Men denne forundring må gå over til forbitrelse når det erfares at denne indskæring og beskadigelse både i fjor og i år er iværksat om natten uden ejerens viden og vilje, enten af ondskab eller kådhed.

(Politivennen nr. 758, Løverdagen den 10de Julii 1830, s. 433-434)

Herr Sømand med Trøie. *)

Er De mere end deres klædedragt viser, da tillad at jeg gør Dem opmærksom på: De har ikke behandlet Deres højere indvortes værd med agtelse og delikatesse da skallen ikke svarer til kernen. Hans kongelige majestæts allernådigste specielle befaling af 9. juli 1829, giver mig allernådigst tilladelse til chokoladeudsalg og beværtning og indeholder foruden andre bestemmelser: "Det skal være ham (Kehlet) forment at holde kro for bønder eller andre af almuen under denne bevillingsfortabelse og videre straf som for ulovligt krohold. Hvorefter de vedkommende sig allerunderdanigst har at rette. Forbydende alle og enhver herimod, eftersom foreskrevet står at hindre eller i nogen måde forsalg at gøre, under fortabelse af vor hyldest og nåde."

Et menneske i matrosdragt hører vist til almuen i det udvortes. Jeg har altså hverken fornærmet Dem eller krænket Deres ære. Det passerede hidrører fra den skødesløshed med hvilken de ved deres matrosdragt ikke alene har behandlet Dem selv, men også den ringeagt De med Deres nærværelse viste de mange honette og agtværdige mænd der beærede mit udsalg og beværtning.

R. T. Kehlet.

Efterskrift.: Jeg havde ikke tænkt mig at svare. Men da der for nogle dage siden indfandt sig 19 matrosklædte mennesker i chokoladeudsalget i Gothersgade, så bekendtgøres herved at ingen matros eller anden som tilhører almueklassen, for fremtiden kan vente at blive beværtet der.

*) Se det i Politivennen nr. 752 indførte stykke med titlen: Advarsel 

(Politivennen nr. 757, Løverdagen den 3die Julii 1830, s. 426-427)

Varsko!

Idet anmelderen fredag den 18. passerede forbi kælderen under nr. 136 på Kultorvet, følte han slaget af en lerkugle der vist nok var sendt ham gennem et pusterør. Kuglen slog an under det venstre øje, og ved at træffe et par centimeter højere kunne dette sikkert have haft meget ubehagelige følger for ham. Da han har hørt at der hyppigere er sket lignende pusteskud fra nævnte kælder, anmoder han sammes lejer om at give sine folk andet at tage vare på, og at formå dem til i deres fritimer at foretage deres pusteøvelser på steder hvor forbigående ikke udsættes for uberegnelig skade og genboernes vinduesruder for at ituslås.

(Politivennen nr. 756, Løverdagen den 26de Juni 1830, s. 407-408)

Uorden i Academigaden.

Over et helt år har Fredericiagade været i en højst urenlig og uryddelig tilstand. Udenfor gården nr. 281 i nævnte gade har den derværende stenkiste aldeles intet afløb, af hvilken årsag den udbreder en særdeles ubehagelig lugt som i denne årstid dagligt tiltager. Man beder derfor vedkommende at drage omsorg for at det påbegyndte arbejde endelig engang bliver fuldendt da det synes urigtigt at beboerne af ovennævnte gård skulle lide under den ved dette arbejdes fuldbringelse, stedfindende mageløse sendrægtighed.

(Politivennen nr. 755, Løverdagen den 19de Juni 1830, s. 394)

Om Landeveis-Grøvterne paa Amager

Motto: "Og I skulle skille eder ved al Ureenlighed."

Under overskriften "hold for næsen" findes i dette blads nr. 752 et stykke hvor forfatteren anker over at landevejsgrøften udenfor benmøllen på Amager er opfyldt med den mest ildelugtende urenlighed.


Foranlediget heraf kan indsenderen af nærværende stykke meget vel begrundet ikke tilbageholde sin forundring over at netop dettte stykke af landevejsgrøften har tildraget sig den unævnte forfatters særdeles opmærksomhed, og det så meget mindre som hvad der gælder om denne del i fuld måde er anvendeligt på hele grøften på begge sider af landevejen og det lige fra vejen der fører til renovationskulen, til den der fører til Sundbyøster.


Det er vist nok en sandhed at just ikke ethvert stykke af nævnte grøft har lige trang til at bllive renset, og indsenderen vil derfor tillade sig at fremhæve de med urenlighed bedst forsynede steder, sådsom det stykke lands med hr. agent Holmblads ejendomme samt hele grøften forbi benmøllen og hr. frosserer, ridder Jacob Homs reberbane. Årsagen hertil må især søges i den omstændighed at stenkisten ligefor den vej der fører til Strickers Batteri er således sammenfalden at grøften på begge sider af samme er overfyldt med alskens flydende urenlighed, da vandet intet afløb kan få. Hvilket også er tilfældet med stenkisten udenfor kirkegårdsporten.


Når forfatteren af det stykke endvidere ytrer at det uden tvivl ikke tilkommer vedkommende grundejere at rense landevejsgrøften, da er indsenderen fuldkommen enig heri, og det i særdeleshed fordi han er overbevist om at mænd som vor driftige grosserer Holm og agent Holmblad da vist nok ville have foranstaltet dette med så meget andet, hvorved de har bidraget til deres ejendommes forskønnelse og almenhedens bekvemmelighed og forlystelse.


Ved denne lejlighed kan indsenderen ikke undlade at aflægge hr. agent Holmblad sin med fleres uskrømtede tak fordi han så uegennyttigt har anlediget bortskaffelsen af det væmmelige skarndepot tæt ved landevejen på den ejendom som tilhører Frue kasse ved siden af bomhuset, et depot som i flere år har ulejliget vejfarrende. Pladsen hvor depotet var, er nu planeret og udad mod vejen beplantet med en række canadiske popler.


På denne side af vejen er grøften især opfyldt med stinkende materie udenfor Peterslyst og Stedet nr. 6


Med hensyn til det spørgsmål: hvem det tilkommer at rense grøfterne, da turde det vist nok være udenfor al tvivl at dette arbejde påhviler vejvæsnet, til hvis kraftigste foranstaltning man herved i samtlige vejfarende navn anbefaler disse grøftstykker.

(Politivennen nr. 755, Løverdagen den 19de Juni 1830, s. 383-386)