Om Spærring af Roeskilde Domkirke paa Markedsdagene.

Før har det altid været skik at Roskilde Domkirke stod åben på markedsdagene, og det var da enhver tilladt at betræde dette hellige sted der tillige er et skønt oldtidsmonument og et herligt minde om vor fortids kraft og vælde. Men nu er dette ikke længere tilfældet, i det mindste var det ikke sidste markedsdag. For kirken holdtes bestandig lukket og adgang blev kun tilladt for dem der henvendte sig til de ansvarlige for imod den sædvanlige betaling at få kirkens mærkværdigheder at se.

Markedsdag på torvet foran Roskilde Domkirke. Det har dog med garanti set anderledes ud i 1830. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Anmelderen sammen med flere hundrede mennesker stod længe på kirkegården og ventede på at kirken skulle blive åbnet, men forgæves. Klokken var dog over 10 - for før bør man efter Holbergs mening ikke forulejlige nogen klokker - og graverkarlen havde allerede fået sig hvad man kalder en seis eller en pisk. Kede af den lange venten forlod man kirken, gik et ærinde i byen og kom atter tilbage, men skønt klokken da var kommet og stod ved døren med nøglerne i hånden, blev den dog ikke åbnet. Han svarede tværtimod på fleres gentagne anmodning om at blive lukket ind: "Nej, nu lukker jeg slet ikke op."

Om den gode mand heri handlede på egen hånd eller efter ordre, vides ikke. Men desuagtet tror man dog at turde mene at når vedkommende tillader kirkebetjentene at tage betaling for at forevise kirkens mærkværdigheder, bør sidstnævnte også være forpligtet til at forevise disse til enhver tid når den bestemte betaling for det tilbydes, og ikke efter for godt befindende lade den rejsende vente indtil det falder dem belejligt. 

Dog dette gælder i parentes kun når man mod betaling vil bese de kirkens mærkværdigheder der ikke ligger åbenlyst til skue, såsom de åbne begravelser under kirken, altertavlen osv., men man mener at kirken således som den er åben under gudstjeneste, bør stå åben om markedsdagene, og at ingen som vil tage den i øjesyn, bør formenes adgang. Hvem vil vel nægte at blandt de flere tusinde som på en markedsdag kommer til Roskilde, jo kan findes nogle som berørt af synet af al den velsignelse, jorden i år har tildelt dens dyrkere, eller bevægede ved tanken om forsynets faderlige styrelse, ønske af et oprigtigt hjerte at frembære deres inderligste tak til den Algode i dette ham helligede tempel. Bør dette da være tillukket for sådanne *). Desuden er vist nok ønsket at bese kirken hos mængden der kommer til Roskilde, en ikke ringe biårsag til deres rejse derhen. Hvor mange familiefædre finder ikke her ved at forevise sine børn kirken, rigeligt stof som han siden i ledige tider kan benytte til en gavnlig og lærerig underholdning for disse? 

Og nu den retskafne og ufordærvede landbo, hvor studser han ikke ved synet af denne kolossale bygning. Hvor inderlig ønsker han ikke at bese dens indre. Med hvilken ærbødighed vil han træde ind i den høje dom? Beskuelsen af før usete genstande vil overraske ham, vil opfylde hans barm med følelser der muligvis kunne give hans fremtids vandel en både for ham selv og hans medmennesker, endnu mere gavnlig retning. Ja, hvem er den der med ligegyldighed eller kulde kan betræde dette sted eller forlade det, uden i det mindste med taknemmelighed at mindes de fortjenester og dyder der pryder så mange af de hedenfarne danske konger som her hviler under det kolde marmor?

Kongerne hviler under det kolde marmor.I hvert fald nogen af dem. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Men er det en sandhed at vor ædle konge, såvel om regeringens vise mænd der har landets vel for øje, må ønske at sådanne tanker og følelser måtte mere og mere vækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.

Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kirken være forbundet med en slags finansoperation, så fremsættes et forslag som man tror kan være nyttigt. Man udsætter på sådanne dage en blok eller bækkener for kirkens før, hvor 2 af stadens mest agtede borgere måtte påtage sig tilsyn med at enhver som vil gå ind i kirken, betaler en frivillig gave, der dog ikke må være ringere end 4 skilling pr. person. På de to markedsdage vil man man da indsamle en ikke ubetydelig sum der burde tilfalde kirken, eller komme byens fattige til gode. Og da man ikke agter at beskære kirkebetjentenes indkomster, kunne det som før være dem tilladt for betaling at forevise de øvrige af kirkens mærkværdigheder som ikke ligger så åbenlyst til skue for enhver der betræder kirken. Dog kunne man ønske at de i sådant tilfælde ville gå frem efter en ordentlig plan ved at benytte hr. kancelliråd Behrmans ypperlige beskrivelse over kirken. For nu ville nogle mene at forevisningen går alt for hurtigt, så at man så at sige jager den over med en harefod eller vedkommende, kede af den vedvarende gentagelse, undertiden sprang noget over. 

* * * 

Forestående som for 10 år siden har været indført i dette blad, har endnu ikke båret frugt, så at kirken når deri ikke holdes gudstjeneste, bestandig er lukket. Og det beror ene og alene på klokkerens forgodtbefindende, om rejsende må få dens mærkværdigheder at se eller ikke, hvorpå jeg havde et eksempel på sidste markedsdag.

Interiør fra Roskilde Domkirke. Det koster stadig penge at komme ind. Og man behøver ikke en rundvisning. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Tirsdag den 19. oktober tog jeg og min kone til Roskilde. Henimod middag gik jeg op til kirken, men fandt den lukket. Jeg spurgte en person som jeg mødte i nærheden, til hvem jeg skulle henvende mig for at få kirken lukket op. Og fik det svar: at jeg måtte gå til klokkeren, men at det måske dog ikke ville lykkes mig at få mit ønske opfyldt, da denne var en rig og magelig mand der ville have det godt betalt når han påtog sig en ulejlighed. Imidlertid gik jeg hen ti klokkeren som bor i Skomagergade, og forebragte mit ønske om at bese kirken, hvortil han svarede: at han ikke lukkede op for enkeltpersoner, men at jeg kunne gå op til kirken, hvorhen han siden selv ville komme, og når der da var flere, kunne vi komme ind. Efter at have udrettet et ærinde, gik jeg atter til kirken og fandt nu døren åben, og klokkeren indenfor samme. Jeg spurgte ham da om jeg måtte gå ind i kirken, men han kom ud ti mig og sagde at det kostede 2 Rdb. Da jeg erklærede at det var for meget, eftersom han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at vise mig omkring, og at jeg nok ville give noget for blot at bese det indvendige af kirken, svarede han at der ret straks kom et selskab som ville bese kirken, og jeg kunne da bede det om tilladelse at følge med. Da jeg nu ikke ville tiltigge mig en gunst hos et mig aldeles ubekendt selskab og ikke skøttede om at berige klokkeren med 2 rbd., måtte jeg gå bort uden at se mit ønske opfyldt.

Jeg vil ikke anstille betragtninger over klokkerens forhold da foranstående stykke som jeg har bedt udgiveren atter at lade aftrykkes, indeholder alt hvad der kan siges for at kirken ikke bør være utilgængelig når fremmede ønsker at bese den.

*) I de katolske lande står kirkerne åbne og man finder til alle tider mennesker som holder deres andagt der. Det samme er tilfældet med muselmændenes moskeer. I anmelderen ungdom eller for henved 30 år siden, har han ofte selv i hovedstadens kirker, set mange eksempler på sådan andagt, og virkelig vilde det være et sørgeligt bevis på vor tids irreligiøsitet om denne aldeles ikke mere skulle finde sted. Og mere opvækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.
Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kir

(Politivennen nr. 774, løverdagen den 30te October 1830, s. 687-695)

Varsko.

1) Ved aftenstid især ved vægtermåneskin eller i tåget vejr, kan man når man passerer Tøjhusgades østre side og vil gå over Prinsensbro, let falde ned af den ved enden af broen værende nedgang til lokummet under broen, og således muligvis forslået, styrte i kanalen. Man tror at en bom lig den der står i alleerne, og som kun tillader indgang fra siden, ville her gøre god tjeneste.

2) I den smukke landsby Farum står som bekendt på gaden et meget stort træ, hvoromkring ligger nogle store sten der tjener til sæde for bønderne når disse forsamler sig til gadestævne eller til selskabelig underholdning. En af disse sten har kådhed borttaget og væltet hen midt i kørevejen. Men da den der ligger til ulempe for vejfarende, beder man de ansvarlige sørge for at den borttages, og om muligt bringes til dens førhen hafte plads.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 683-684).

Upassende Opførsel af en Kirkebetjent.

Sidste søndag fandt et optrin sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn som er upassende på ethvert sted, især i en kirke. Da nemlig en lille hund havde indsneget sig i kirken, forsøgte en af kirkebetjentene med spark og slag atter at drive den ud, i stedet for at lokke eller kyse den bort. Ved denne eksekution udstødte hunden et hyl der var så højt og vedholdende at de kommunicerendes andagt blev helt forstyrret af det. 

Dette optrin var indsenderen så meget mere påfaldende som samme person for nyligt havde gjort sig latterlig ved at irettesætte et par unge mennesker der ved deres tilfældige møde vekslede enkelte ord. Da de var udtalt meget sagte og stor afstand fra alteret, kunne det umuligt forstyrre de kommunicerende. Ved denne sin utidige irettesættelse fortalte han blandt andet hvad hans navn var og hvor han boede, og ville man ham ellers noget, kunne man opsøge ham. Disse og lignende ytringer ledsagede han med en støj der forstyrrede de tilstedeværende langt mere end ordene fra dem han irettesatte. Indsenderen beder deres vedkommende foresatte at indprente de kirkebetjente der er underordnet dem, en opførsel der er mere passende for deres embede.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 682-683).

Jehit-Fart paa Østergade.

Lørdag den 16. dennes holdt en vogn i middagsstunden uden for nr. 72 på Østergade. En anden vogn kom fra Amagertorv, og idet den var lige for denne, kom en droske fra Kongens Nytorv hvis kusk uden at agte på at gaden ikke var bred nok til at 3 vogne jævnsides kunne passere den, og uden at give tid til at den vogn der kom ham i møde, var kommet forbi den holdende, ved at piske sin hest, for i strygende fart forbi samme. Drosken kom under denne manøvre til at passere fortovet hvor den i farten stødte til en amme der kom gående der og som havde et lille barn på armen. Begge faldt til jorden og blev derpå bragt ind i et hus i nærheden hvor ammen der var besvimet af skræk, ved en tilkommende læges hjælp igen kom til besindelse. Efter at de begge i en vogn var besørget hjem, har man erfaret at ammen ved stødet af droskehjulet har fået en betydelig kontusion på den højre hånd samt på hoften, og barnet formodentlig af faldet et ikke ubetydeligt hul ved tindingen. At her ikke indtraf større ulykke, var vist nok ikke kuskens skyld som også viste sig meget ligegyldig ved det skete. Men underligt var det at ingen blandt de mange der var til stede, anholdt ham og bragte ham til politiet som vel ville have lært ham at droskekuske ikke mere end enhver anden vognejer har tilladelse til at fare i galop gennem gaderne. For i modsat fald måtte man sørge for at der blev oprettet en assurance for liv og lemmer. Nævnte kusk var iført en grøn frakke med rød kant om kraven og kørte en brungul droske der var forspændt med en brun hest.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 674-676).

Scenen udspillede sig her: Vognen holdt ud for nr. 16, nu Guineness World Records. Vognen fra Amagertorv kom bag fra fotografen, mens drosken kom farende fra Kongens Nytorv (Charlottenborg anes i baggrunden). Der er stadig ikke megen plads på denne strækning til at tre køretøjer kan passere forbi hinanden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Østergade 72 er nutidens nr. 16. Det er opført 1853 for skræddermester C. Christensen, nu Guinness World Records Museum

Om Justits-Inspectionen.

Det er bekendt at der nu gennem flere år årligt er rejst højt betroede embedsmænd som har inspiceret embedsmændenes forretningsførelse i provinsbyerne. Og de velgørende følger af det kan spores på mange måder, idet den duelige og fortjenstfulde embedsmand er blevet bekendt. Den mindre aktive er på en mild og broderlig måde blevet advaret og vist til rette, samt den dovne og uredelige er berøvet midlerne til at skade. Men så vidt indsenderen er bekendt har denne inspektion været indskrænket til de ordinære justitsembedsmænd (politimestre, dommere, skrivere, skifteforvaltere), men har hverken været udstrakt til andre ordinære embedsmænd, til ekstraordinære skifteforvaltere (kommissærer, executores testamneti og andre) til godsbesiddernes skiftejurisdiktioner, fattigvæsnet eller lignende.

Den som kikker fordomsfrit på sagen og abstraherer fra den formentlige sørgelige anledning til denne inspektion (rimeligvis de Gud ske lov forbigangne mange kassedefekter og andre uordner) kan ikke andet end hjerteligt takke høje vedkommende for den. For hvilke er ikke dens frugter: Orden i embedsførelse, regeringens nøjere kendskab til den driftige embedsmand grundet på faktiske beviser, den vildfarendes broderlige belæring, men også forbedring af kårene for den virksomme embedsmands og familiefader og meget mere som værdigt befæster vores landsfaders lovforbedring.

Kongen vil og må, tro mod sit høje kald, sin ædle tænkemåde og sit sande faderhjerte, så vidt muligt, kende alle sine børn i den store familie (undersåtterne). For kun da kan han belønne, afhjælpe trang eller faderligt irettesætte.

Men det forekommer indsenderen at så længe ikke alle underordnede embedsmænd, inklusive amtsforvaltere, kongelige godsforvaltere, forst- og jagtbetjente, toldofficerer, militæretaternes civilembedsmænd, kort sagt enhver sådan embedsmand, i og udenfor hovedstaden som har offentlig autoriseret embedsfunktion på lige måde inspiceres, er den undersøgelse hverken fuldstændig eller embedsmændenes kår ens.

Det må som allerede bemærket, ikke alene være vigtigt for regeringen at have rigtig, på faktiske beviser grundet oplysning om embedsmændenes duelighed og retskaffenhed. Men for embedsmændene selv må det være af vigtighed i gerningen at vise sine fortjenester, at have adgang til umiddelbart at oplyse manglerne i en eller anden påbudt administrationsorden, at vise misforholdet i den enkeltes embedsbyrder og lønning mod andre embedsmænd, osv.

Den afdøde som tillidsfuldt har betroet sin sidste viljes fuldbyrdelse til eksekutorer, eller som har legeret kapitaler til fattigvæsenet, kirker, skoler, kommuner såvel som bonden og borgeren der betaler skatter skatter, told, konsumption osv. bør jo ydes den samme betryggende kontrol som de mænd der har sager for retterne eller hvis boer behandles af den ordinære skifteret, osv. At sådan udvidet inspektion medfører nogle få udgifter, bør naturligvis ikke komme i betragtning hvor der er spørgsmål om at forbedre embedsførelsen og yderligere at betrygge almenvel.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 671-674)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er enestående for en Politivennen-artikel idet den nævner at der findes uduelige embedsmænd. Sagsbehandling under enevælden var uhyre kompliceret og skulle gennem et væld af forskellige kontorer hvilket gav en langsommelig behandling. Indtil de nåede kongen selv. Men andre toner begyndte at lyde rundt om i Europa: I Frankrig var der revolution i juli 1830. Soldaterne var gået over på oprørernes side og kongen måtte flygte ud af landet. Efterfølgende var der enkelt oprør andre steder i Europa.