Ønske om en lille Renselse i Antonistrædet.

I løbet af de sidste år er Antonistrædet blevet opfyldt af et dagligt voksende antal skøger. Og deres antal som deres ekcesser synes nu at have nået sin højeste spids. Især er næppe aftenen indtrådt så er al orden her ophørt. Og de beboere som måske ofte i højst nødvendige forretninger nødes til at gå ud af huset, den søn eller datter der vil begive sig til sine forældres bopæl i denne gade kan vente at se sig overøste med forhånelser og skældsord. Ja endog mishandlede af disse væsener. Opløb, skrigen og hvinen forstyrrer beboernes nattero og håndværkeren eller forretningsmanden i denne gade kan ikke længere nyde en ofte højst nødvendig nattesøvn fordi han ro forstyrres af skøger der i Antonistræde synes at have fundet det hidtil savnede fristed. Og dette er dog ikke de eneste heraf flydende skadelige følger for gadens øvrige beboere der tæller så mange agtværdige borgere der har boet der i mange blandt sig.

Mens fem husejere i denne gade drager en uhyre leje af deres værelser uden at bekymre sig om de skade deres egennyttighed forårsager gadens øvrige mere end tredobbelt så store antal husejere, kunne disse nu ikke heller længere bortleje deres værelser, fordi få vil bo i en så berygtet gade som denne. At ejendommene i denne gade i samme grad må tabe i værdi, er en selvfølge. Og næppe kan gadens husejere længe udholde således at have deres lejligheder stående ledige. Og det er da nu kommet så vidt at når grænser ikke sættes for dette uvæsen, da de kun har valg mellem ruin og skændsel.

Hvorvidt at grænser kan sættes for det, ved anmelderen ikke. Men skulle det være sandhed hvad han har hørt at det er disse skabninger forbudt at vælge gaden til deres hverveplads eller sidde for vinduet med lys, håber han ved her at gøre opmærksom på dette så længe dreven uvæsen at se samme hæmmet. I det mindste således at gadens beboere atter kan nyde samme fred og rolighed som vort årvågne politi har sikret stadens øvrige beboere, men som man så længe her har måtte savne.

(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 774-776)

Et Vink til Bestyrelsen af den kongelige Veterinairskole.

Det har vist nok næppe tiltrukket sig den ærede direktions opmærksomhed at de fortove der begrænser den Kongelige Veterinærskoles facade mod Prinsesse- og Sankt Annægade på forskellige steder, især i den førstnævnte gade, har en mængde fordybninger hvori vandet efter en endog kun tålelig regn, forbliver stående, indtil jordbunden bliver modtagelig for den væske der intet andet afløb kan få.

Da grunden derved lider meget betydeligt, har indsenderen troet at kunne måde den ærede bestyrelses ønsker ved at henlede opmærksomheden på denne ikke uvigtige mangel, og han tør forvente at fortovene bliver udbedrede forinden vinteren indtræder.

En anden højst mærkbar mangel er vist nok den at skolens ret smagfulde bygninger ikke er forsynede med tagrender. Men da denne mangel ikke så let vil kunne afhjælpes eftersom dertil ville medgå en ikke ubetydelig sum, så vil det vel næppe turde håbes at en så betydelig udgift skulle kunne afholdes i år da en hovedreparation har koste en del, hvorvel murene på begge sider af portene lider såre betydeligt ved savnet af tagrender, hvilket nok så meget viser sig efter den nu tilendebragte afpudsning.

(Politivennen nr. 777, Løverdagen den 20de November 1830, s. 746-747)

Uforskammet Opførsel af Lodserne ved Ulfshale.

At det ikke er ubegrundet at der bestandigt af søfarende som passerer løbet gennem Ulfshale føres klage over de derværende lodser, kan ses af nedenstående.

Tirsdag den 26. oktober om morgenen mellem kl. 9 og 10 ankom kaptajn Wellumsen som fører skonnerten Håbet fra Kristianssand i Norge udenfor Ulfshale og satte flag til efter lods. Men det behagede disse herrer at lade nævnte kaptajn Wellumsen vente i 2½ time før de lod ham høre fra sig, og dette skete på følgende måde. Efter at Wellumsen i 2½ time havde signaleret lods, kom en dansk jagt som også satte flag til, og da lodserne nu troede at kunne så at sige slå to fluer med et smæk, eller tjene lodspenge ved 2 fartøjers gennemlodsning på en gang, gik de ombord på jagten og krydsede med denne forbi skonnerten. Ved denne forbisejling råbte kaptajn Wellumsen til lodserne om de ikke ville kom ombord til ham og lodse ham igennem, hvorpå de blot spurgte ham hvor mange fod hans skib stak, og da han svarede dem på det, råbte de at han kunne skyde igennem på 1½ favne vand.

Til at begribe dette, behøvedes vist ikke lodsernes forklaring. Men hvor skulle nu den sømand der er ubekendt med farvandet, kunne vide hvor der i Ulfshaleløbet var 1½ favne vand? Og da han således var overladt til sig selv, måtte han gå med skibet uden om Møn og denne forsinkelse havde på det nærmeste kostet skib og last og måske besætningens liv hvilket kan bevises af indsenderen.

Det ville vist være gavnligt for mange søfarende hvis disse lodser måtte få en drøj irettesættelse af de ansvarshavende. Skulle imidlertid denne fremdeles ikke hjælpe, da skal man vide hvis sådant et tilfælde oftere skulle indtræffe at fremkomme med klage på behørige steder.

(Politivennen nr. 777, Løverdagen den 20de November 1830, s. 743-745)

Avis-Tyrannen.

Hvor en så vis og god faderlig enevælde styrer statsroret, er det dobbelt fornærmeligt når enkelte ubeføjede avisdommere tager sig ret til moxen at bryde staven over en medborgers velmente arbejde, som kun altid viser velvilligt sindelag og mod hvilket intet er at indvende fra den strengeste censors side, om man end ville gøre fluer til elefanter.

Således er det ofte gået mig med visse avistyranner, især på hovedstadens Adressekontor hvor man ikke har vist nogen betænkelighed ved at optage de mest pøbelagtige udfald mod mig, ja endog trusler om en banket trøje. Men derimod har ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag. Dette er så meget mere påfaldende som man på allerede nævnte aviskontor først havde antaget verset, og modtaget 5 mark 1 skilling !? for at indrykke det, men desuagtet lod det ligge nogle dage og derpå gav mig det og pengene tilbage med den unådige erklæring at det ikke kunne indrykkes. Jeg svarede at jeg ville udelade et enkelt udtryk som måske (kun af kortsynede) kunne findes upassende, skønt vist ikke for den besungne som har været en af min ungdomsvenner, mens vi begge var kammerjunkere og auskultanter i Rentekammeret.

Men dette tilbud, o tempora! tilfredsstillende ikke denne strenge hr. seminarist og kontorets bestyrer der henviste mig til at give en underdanig bøn eller ansøgning til en Monrad. (Er det ham jeg kender, så er det en meget human og brav mand.) Gud ved altså hvad det atter var for griller der plagede monsieur Jetsmark eller hvilke fordringer han ville gøre gældende mod mig, skønt han ikke er noget beskikket censor. Morgenposten nr. 308 har uden krybende betænkeligheder optaget det omhandlede vers, hvilket jeg også her nedenfor lader aftrykke, til offentlig bedømmelse og til advarsel for mine ærede medborgere at de kan vogte sig for eller tage forholdsregler mod ubeføjet censur og litterær inkvisitionsvæsen.

Til geheimestatsminister von Møsting.
(På hans excellences fødselsdag 1830).
Den blomst jeg sender fra mit hjertets have,
Ej ofres dig for gunst, og ej for gave.
Men for en ædling, som står tronen nær,
Højagtelse jeg i mit indre bær,
Og vennen fra min ungdomstid jeg kender:
Kun godhed i hans bryst sin lue tænder,
Bliv endnu mange år i lykkens havn,
Din konge og dit fødeland til gavn!

F. Scholten

(Politivennen nr. 776, Løverdagen den 13de November 1830, s. 739-742) 

"De har derimod ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag." (Møstings Hus på Frederiksberg, opført 1800 og i Møstings eje 1809-1843. Nedrevet 1959 for atter at blive genopført på sin nuværende placering.)

Redacteurens Anmærkning

F. Scholten har tidligere været omtalt i Politivennen på en lidet flatterende måde, 22. september 1821. Scholten og J. S. Møsting (1759-1843) havde været auskultanter i Rentekammeret 1781-83. Men mens Scholten senere blev afskediget, fik Møsting en glorværdig karriere som geheime-, stats- og finansminister, præsident i det kongelige rentekammer og den kongelige direktion for statsgælden og Den synkende Fond. Kansler ved de kongelige ordeners kapitul, ridder af elefantordenen, St af D og D. M. Amaliegade 153. Han havde haft fødselsdag den 2. november.

Møsting er begravet på Frederiksberg Kirkegård. I det lange gravskrift står bl.a.: "Iohan Sigismund Møsting. Overkammerherre. Geheimesstatminister. Lykkeligen forenet den 22. juli 1785 med Christine Ceciliæe von Krogh."

Taksigelse

Fyrværkeren P. E. Smidt takkes på det forbindtligste for det fyrværkeri han brændte af aftenen den 26. oktober. Dels fordi at de der havde billetter, var forundt lige så god plads som de der ingen havde. Dernæst for den særdeles veludvalgte plads med snavs og morads til op over anklerne. For det tredje for den behagelige svovlbalsam der nær havde forgivet tilskuerne. Det undgik heller ikke publikums opmærksomhed da piben, klappen og hurraråb havde indgået en trippelalliance.

(Politivennen nr. 775, Løverdagen den 6te November 1830, s. 725)