30 juli 2016

Nødvendige Bemærkninger, i Anledning af vore Instituters Uvæsen.

I mange år har det været en ikke nok så upåagtet klage at vores undervisningsinstitutter ikke er indrettede som de burde. Allerede for over 30 år siden klagede professor Rahbek offentligt over den urimelige mængde af læregenstande hvoraf kun lidt læres til gavns. I Politivennen for 1819 skrev udgiveren et eftertrykkeligt stykke om institutternes uvæsen som blev besvaret af en anonym, men dennes replik gendrevet af udgiveren. Ankeposterne var: 1) den overdrevne mængde læregenstande som ikke har fremkaldt større almenoplysning end før; 2) mange af bestyrernes og bestyrerindernes mangel på kald og duelighed; 3) alt for stort antal af elever, hvoraf følger at enhver lærer lidt eller intet; 4) alt for høje skolepenge foruden brændepenge, nytårsgaver, foræringer til læreres og lærerinders, bestyrers og bestyrerinders fødselsdage eller endog bryllupspenge osv. I henseende til skolepenge skrev udgiveren i sit gensvar til unævnte forfatter: "Det er en smuk trøst til en fattig borger eller embedsmand: giv mig din halve indtægt fordi jeg læser med dine 3 eller 4 børn og se at du kan hjælpe dig på en anden måde. I de senere år har nogle embedsmænd desværre forsøgt at hjælpe sig på andre måder. Men det er gået dem meget ilde. Forstår forfatteren ellers en kunst hvorledes man kan gøre sig selv vis, uden at gøre andre fattige, da skulle han lære den fra sig. For undervisningen heri ville betale sig endnu bedre end institutbestyrelsen"

Man har ikke mærket til at disse gentagne offentlige klager har hjulpet synderligt. Alt er endnu som før, og tillige har et uvæsen grebet videre om sig som allerede den tid begyndte at gå i svang. For at forstørre de allerede byrdefulde udgifter har man indført en evig omveksling af skolebøgerne: Næppe er en lærebog eller en håndbog bragt i gang med megen ros over samme før vedkommende lærer dør eller afskediges. Og da benytter hans efterfølger lejligheden til at gøre sig en fortjeneste på en eller flere hundrede daler i honorar af en forlægger for manuskriptet til en ny skolebog. Det hjælper ikke at forældrene siger: vi har for nyligt anskaffet en bog i samme fag som blev sagt var god. Skal vi nu igen give penge ud? Hertil kommer at skolebøger er urimeligt dyre her frem for Tyskland, uagtet de netop kan sælges billigt eftersom afsætningen er så stor. 

Man har eksempler på at erkendt gode håndbøger er anskaffet og mådelige som for længst var henlagt til makulatur, igen indført når en eller anden skolelærer trængte til penge eller til billig husleje. Man er nogen gange så grisk på forandringen at man ikke engang kan vente til den nye bog er færdig fra bogtrykkeren, men benytter den stumpvis, nogle ark ad gangen og lader forældrene betale hele værket forud. Man har eksempel på at sådanne i hast udgivne lærebøger har indeholdt betydelige fejl eller urigtigheder, hvorfor det ville være godt om manuskriptet blev gennemset af Skolekommissionen og godkendt af denne før bogen blev trykt og indført til brug i offentlige skoler. Måtte det dog behage vedkommende autoriteter at kaste et nådigt øje til sådanne skadelige og trykkende misbrug!

A. Petersen.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 821-825) 

Om dobbelt Næringsbrug.

Ved min ankomst hertil på ny besøgte jeg atter konditor Ottos butik i Vimmelskaftet for der at tilbringe nogle af mine fritimer. Jeg så nu andre ansigter og fandt varerne ikke var de samme, men jeg formodede det første var en følge af at man havde antaget en anden til at bestyre butikken, og det sidste fordi man anså sig at være gæsterne visse nok. For vinduesgardinerne og de fyldte glas i vinduerne var jo som før.

Endelig spurgte jeg om hr. Otto befindende og da erfarede jeg at dette hele var et blændværk. At hr. Otto var flyttet og at der boede en madame Dúrú, men da denne madame allerede er død, så spørger jeg: "hvorledes kan et dødt menneske drive borgerlige næring eller hvordan kan jeg på en gang være borger af de dødes og dette rige?" 

For nogle dage siden kom jeg ind hos en konditor på Kultorvet som hedder som jeg erindrer Helmcke. Nogle dage derefter kom jeg på et andet konditorsted hvor jeg traf en mand af samme navn. Jeg spurgte da om de var brødre, men man fortalte mig at det var mand og kone der var fraskilte, men førte et navn. Jeg er ikke jurist og ikke konditor, spørger altså disse om det kan være os nu om stunder tilladt at drive en og samme næringsgren flere steder, og om det ikke ved en proforma skilsmisse lod sig gøre at drive borgerlig næring på to forskellige steder.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 820-821) 

Konditor Helmcke holdt til her, Kultorvet 7. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

At Otto var flyttet, fremgik af Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 9. november 1829:

"Conditor F. A. Otto er flyttet fra Vimmelskaftet Nr. 138 til Gammelamagertorv Nr. 4c, skraaes for lille Helliggeist.stræde."

Skribenten huskede konditorens navn rigtigt, som det fremgår af følgende annonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 11. december 1829:

"Undertegnede giver sig herved den Frihed at anbefale sig til de ærede Familier, som i hans forrige Bopæl paa store Kjøbmagergade Nr. 48 beærede ham med deres Handel; og er han til forestaaende Julehøitid forsynet med et Udvalg af nyligen arriverede franske Deviser, Hamborger Sukkerdukker, samt Alt, hvad der henhører til at pynte Juletræer. Alle Salgs Confecturer, Brystsukker, Pebermyntekager, Bonbons, med andet Dragant-Arbeid, saavelsom enhver Conditori vedkommende Artikel, sælges til de billigste priser.

N. H. Helmcke
Kultorvet Nr. 88 og 89."

Kultorvet 88 og 89 er nutidens Kultorvet 7. Huset er fra 1810-11 og opført af murermester Peter Morten Quist.

Oprørende Kattejagt paa Østergade.

Søndag formiddag den 12. december varanmelderen i et ærinde i gården nr. 13 på Østergade, og så at en karl der er i tjeneste hos værten i samme gård, med en jernspade slog en kat for panden således at denne tumlede en 10 til 12 gange omkring i gården og endelig i kraftløs tilstand retirerede ned i en kælder. Opbragt ved skuet af denne barbariske scene, bebrejdede han karlen hans grusomme fremfærd, hvortil svaredes: "at det angik ikke anmelderen." Dog man forundrer sig ikke over at en rå eller udannet karl ikke kender sine pligter mod dyrene, når man erfarer at karlens husbond da han blev underrettet om det passerede, ikke alene billigede karlens adfærd, men erklærede endog at han havde givet ham lov til at ihjelslå alt? hvad der kom i gården. Men hensyn til sådan tænkemåde må gårdens beboere prise sig lykkelige ved at leve i et land hvis retfærdige love ikke alene betrygger menneskers liv og ejendom, men endog hævner uskyldige kreaturers mishandling, hvilke så ofte ustraffet finder sted i banditternes hjem. Skulle det være kattens pæne sorte skind denne barbar eftertragtede, kunne man dog med rimelighed ønske at han havde dræbt den på en mindre oprørende måde ligesom som også at husbonden for eftertiden ville give ham en mere indskrænket ordre i så henseende.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 818-820) 

29 juli 2016

Advarsel mod en drabelig Barbeer.

Søndag den 5. i denne måned kom jeg op til barber Ingemann i Store Kongensgade nr. 264 for at få mit skæg raget af. Da jeg trådte ind i stuen, fandt jeg 3 personer som sad der i samme hensigt, og da min tid var meget knap og jeg troede at det ville vare for længe, inden turen kom til mig, ville jeg gå igen. Men en af barberens folk bad mig vente da jeg snart skulle bleve ekspederet. Det varede heller ikke længe før han kom til mig og indsæbede mig. Men næppe var han færdig med det før barberen selv, hr. Ingemann, kom hen til mig, rev servietten fra mig, gav mig et slag i ansigtet og under mange og grove skældsord sparkede mig ud af døren.

Jeg tror derfor at have årsag til at klage over denne barbers grove og uforskammede behandling mod mig som jeg aldeles ikke havde forskyldt, og at fremsætte dette til offentlig advarsel for andre, så at de med forsigtighed betræder denne barberstue, da man må formode at manden efter den opførsel han udviste mod mig vel ikke er rigtig i hovedet.


S. Andresen.


(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 812-813) 


Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i Politivennen nr. 782, 25. december 1830, s. 836-838

Store Kongensgade 264 blev sammenlagt med 165 i 1845 og skiftede i 1856 nummer til Store Kongensgade 100. Bygningen fra Politivennens tid eksisterer ikke længere. Huset har tidligere været omtalt i Politivennen. Ifølge Krak 1830 var der en barber P. Ingemann på denne adresse. Huset er omtalt i forbindelse med koleraepidemien i 1853, hvor huset blev evakueret. Her findes også en kort beskrivelse af huset på daværende tidspunkt:
Huset No 264 & 265 i Store Kongensgade (kaldet Løven); dette Huus bestaar af Forhuus, tvende Sidehuse, 1 Mellembygning og 1 Bagbygning, hvori der ei boer mindre en 66 Familier, foruden Pakleilighed til Høkeren.

Bøn fra Didrikbadskjærsgang.

Allerede for 2 år siden blev i nærværende blad gjort opmærksom på den uorden med slagsmål, rædselsskrig osv. der dengang herskede i en kælder i Didrik Badskjærs Gang. Ved politiets kraftige bistand standsedes straks denne uorden, og alle beboerne glædede sig over at have fået ro i gaden. For nyligt omtaltes fra Antonistræde den uorden der forårsagedes ved
- "den mængde tøjter, der står på pinde straks når en Josias fløjter" 
og, inden man vidste et ord deraf, var huset nr. 205 i den ulykkelige Didrik Badskjærs Gang aldeles opfyldt med disse skabninger. Man har således udsigter til de samme uordener som for 2 år siden, så meget mere som ejeren ikke bor i huset selv, og altså ingen kan hæmme de uordener der opstår, når de såkaldte glædespiger der egentlig er sorgens døtre, ville løbe durch.

At en mand blot af interesse kan genere en hel gades beboere, er virkelig hårdt. For hvilken honnet kone eller pige vil vove at åbne et vindue eller blot opholde sig i nærheden, når hun risikerer af forbigående at sættes i sammenligning med de ulykkelige faldne af hendes køn. Hvilken fader vil vove at lade sine ærbare, dydige døtre komme til vinduet eller tage frisk luft når de altid har et sådant skuespil for øje. For ikke at tale om den skade andre husejere lider ved ikke at kunne få deres værelser udlejede til anstændige familier. Dog - ejendomsretten gælder, og man vil derfor blot ærbødigst bede Københavns hæderlige og humane politi om at have et vågent øje med Didrik Badskjærs Gang, for at ikke gamle uordener skal fornys, og at i alle tilfælde vægteren i gaden bliver forsynet med en durabel blyantspen til at male de fornødne beter med, for aftenbakkerne begynder allerede slemt at flyve i gaden.

(Politievennen. Nr. 780. Løverdagen den 11te December, 1830. Side 806-808)