07 august 2016

Ufornødent og fortrædeligt Ophold i Rudkjøbing, paa en Reise over Langeland.

På en forretningsrejse i provinserne kom anmelderen som er borger og brygger her i staden, til Rudkøbing hvorfra han ville rejse den 19. i forrige måned for over Fyn at vende tilbage til sit hjem. Postfartøjet hvormed overfarten sker fra nævnte by til Tåsinge, skulle afgå klokken halv tre, og ved i mit logi at spørge om hvornår man bekvemmest kunne lade sit pas som befalet er, påtegnet af øvrigheden på stedet, fik jeg det svar at kl. 2 var den bedste tid. 

Klokken lidt efter 2 indfandt jeg mig altså ved hr. byfogdens kontor som jeg fandt lukket. En simpelt klædt person der stod udenfor, sagde at han allerede flere gange havde banket på døren uden at blive indladt. Nødvendigvis skulle jeg have mit pas påtegnet for at kunne fortsætte min rejse, og bankede derfor også gentagen gange på indtil omsider en brølende stemme indenfor råbte: Hvem der! Svaret blev naturligvis at det var en rejsende som ønskede sit pas påtegnet. Men til min store forundring forkyndte den usynliges vrede tordenstemme mig at det har skammeligt at han ikke kunne få ro til at sove *). At dersom han havde en nøgle til at lukke op med, ville han komme ud og kaste enhver der opholdt sig udenfor, ned af trapperne. Og at man på en anden tør nedenfor kunne læse at kontoret først åbnedes kl. 3. 

Forbavset over denne tiltale stod jeg endnu nogle øjeblikke udenfor kontoret da en person fra gaden kom til, lukkede døren op med en nøgle og gik ind. I betragtning af nødvendigheden af at få mit ærinde røgtet, og i den mening at det måtte være en fejltagelse når det hed at man først kl. 3 ville påtegne pas for de rejsende som skulle med den post der afgik kl. halv tre, ville også jeg træde ind i stuen. Men den førhen usynlige kom nu frem, greb mig glubsk i brystet og truede mig atter under mange skældsord med at blive kastet ned af trapperne dersom jeg ikke øjeblikkelig gik bort, hvorefter han lod mig vide at jeg ikke måtte understå mig at komme igen før kl. 3. 

Ikke uden harme, men stiltiende adlydende, forlod jeg nu denne retfærdighedens brutalt hidsige tjener og gik til mit logi hvor en person atter sagde mig at passet skulle påtegnes kl. 2 og tilbød at skaffe mig den flere gange nævnte påtegning. Han tog mit pas, gik og bragte det påtegnet tilbage efter omtrent et kvarters forløb. Jeg ilede nu til skibsbroen, men postfartøjet var afsejlet.


Da jeg nu var nødt til et længere for mig meget fortrædeligt tids- og pengespildende ophold på stedet, og jeg havde erfaret at det ikke var byfogden selv der havde udøvet en så uværdig behandling mod mig, besluttede jeg at lade denne mand komme til kundskab om hans underordnedes opførsel. Og da jeg derfor søgte at få hr. byfogden i tale, fandt jeg den mest artige mand der lige så meget misbilligede sin betjents adfærd som beklagede det ophold og tab jeg derved var blevet udsat for. Og jeg fik derved en bekræftelse på den erfaringssætning at de ubetydeligste personer i offentlige kontorer, inklusive skriverdrengene ofte tillader sig at være uhøflige mod folk, endog i en meget betydelig grad, mens deres foresatte næsten uden undtagelse besidder al den humanitet man er berettiget til at vente hos den dannede mand, hvem staten overdrager sine embeder.

At anmelderen efter et ikke ubetydeligt ophold i Rudkøbing for egen regning på to forskellige færgesteder måtte leje en jolle til overfart for sig alene, at han dels til fods, dels til vogns først efter et betydeligt tidsspilde nåede sin nærmeste bestemmelse på Fyn, behøver vel ikke at tilføjes. Hans nærmeste hensigt med at offentliggøre det passerede er at advare de rejsende der måtte komme til Rudkøbing **) om at være betænkte på i tide at skaffe sig den befalede påtegning på deres pas da det ofte kan være af de mest betydelige følger for forretningsmanden hvis han således skulle forsinkes som jeg blev det. Dernæst at bringe til deres kundskab som muligt samme steds måtte komme i lignende tilfælde at de i hr. byfogden vil træffe en ligeså human mand som hans skriver eller fuldmægtig er inhuman. Og endelig har han det håb at dette måske vil tjene til en lille advarsel for den pågældende såvel som konsorter der gjorde vel i at betænke at de er til for at tjene og gavne borgeren der lønner dem, og at de handler aldeles imod statens og regerings interesse når de uden nødvendighed fortrædige nogen som helst.

*) I København sover politiet aldrig.


**) Denne by skal engang i fynske aviser ved en lejlighed der lignede den her påankede, være sammenlignet med en musefælde som det var let at komme ind i, men vanskeligt at komme ud af.

(Politivennen nr. 801, Løverdagen den 7de Mai 1831, s. 315-320)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 803, 21. maj 1831, s. 366-367 besvares artiklen af en J. H. Pape, der protesterer mod formuleringen "at kontorpersonale gjorde vel i at betænke at de er til for borgernes skyld der lønner dem", og advare om "ikke at udstille sine ytringer mod en hel stand hvor han kun kan være fornærmet af en person i samme. Ligesom hans antagne mening om at kontorfolk blot skulle være til for at tjene borgerne vist nok er helt forkert."

Herefter fortsætter polemikken i artiklerne
"Svar paa nogen Pape- eller Poppe-Snak i sidste Politieven." i Politivennen nr. 804, lørdag den 18. maj 1831, s.  376-380 og "Fem Spørgsmaale til Herr' Pape" Politivennen nr. 804, lørdag den 18. maj 1831, s.  380-381.

06 august 2016

Anmodning til Herr' Reebslageren i Sølvgaden.

Flere af Sølvgades beboere ville være nævnte rebslager meget taknemmelig hvis han om søndagen ville forskåne dem for han og hans folks utålelige råben, skrigen og banden. Det begynder med den tidlige morgen og vedvarer uafbrudt næsten hele dagen. Man tror denne anmodning i høj grad er rimeligt begrundet. For når man hele ugen har udholdt disse plager og hvert øjeblik på dagen har måtte være vidne til hvorledes en ulykkelig dreng der står i lære, bliver udskældt, pryglet og tyranniseret for den mindste forseelse på den mest barbariske måde, så tror man med rette at kunne kræve at blive fri for disse oprørende og hjerteskærende optrin på den dag hvor sindet efter hele ugen har været i virksomhed, ønsker ro og hvile efter sine forretninger.

(Politivennen nr. 800, Løverdagen den 30te April 1831, s. 313-314)

Redacteurens Anmærkning

Der var rebslagerier langs Østervoldgade mellem Sølvgade og Stokhusgade i nyere tid, se fx foto fra det Kongelige Bibliotek og Væggen. Så langt tilbage som folketællingen 1787 boede en rebslager i Stokhusgade. Sabinsky fortæller at "i 1849 da Fredericia-slaget var vundet, blev der sendt en stor masse Slesvig-Holstenere hertil som fanger, omtrent 1100. Da stod jeg og drejede for rebslagerne ved Østervold, da fangerne kom forbi og rebslagerne trillede er stort postetræ oppe fra volden og ned på dem. Det var jo oprørere fra Fredericia slaget. De skulle til Sølvgades kaserne.

Trinitatis Kirkegaard.

I en stor stad opliver alt som minder os om den fri natur. Og skønt vi har så mange erindringer herom i København, har vi dog intet at miste.

Trinitatis Kirkegård kunne give et behageligt skue for beboerne af en del af Købmagergade, Landemærket og Springgade. Men som kirkegården ser ud nu, mindes man kun med bedrøvelse hvad den har været som gravlund, mens man beklager dens nuværende tilstand. Pladsen selv er oversået med sten og andet som gadedrengene kaster derind. Nogle gravsteder vansires af faldefærdige rækværker. Træerne er kendeligt stævnet af uøvede hænder. Rækværket ved mellemgangen trænger hårdt til eftersyn af snedker og maler.

Når dette og mere som kendeligt trænger til hjælp, blev istandsat og vedligeholdt bedre end hidtil, ville øjet fryde sig. Og ejendomsbesidderne især i Landemærket og Springgade, kunne da regne med at få dannede familier i og passende leje af deres ejendomme. Især når de som i Springgade tillige gav deres ejendomme et sirligere ud- og indvortes således som enkelte ejendomsbesidder allerede er begyndt på.

Men beder derfor høje vedkommende at skænke denne sag opmærksomhed. Herunder kunne måske komme i overvejelser om ikke gangen der befærdes meget, kunne skænkes en række fliser, og gadedrengene som nu spærrer den, jages bort. Den pæl der står ved indgangen til Springgade, synes at være overflødig da det vist ikke vil falde nogen ind at køre ind i gangen.

(Politivennen nr. 800, Løverdagen den 30te April 1831, s. 311-313)

"Kirkegården er oversået med sten og andet som gadedrengene kaster derind. Nogle gravsteder vansires af faldefærdige rækværker." (Rester af Trinitatis Kirkegård mod Springgade, dvs. Pilestræde og Landemærket. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

En beskrivelse af kirkegården findes endvidere i artiklen "Sammenligning imellem Holmens og Trinitatis Kirkegaarde her i Staden, og ærbødigst Spørgsmaal til høie vedkommende i denne Anledning." Politivennen nr. 1136, lørdag den 7. oktober 1837, side 623-625. 

Politivennen nr. 803, 21.maj 1831, s. 370 bekendtgjorde at kirkegården nu blev istandsat og rækværket malet.

05 august 2016

Natligt Overfald i Gothersgaden.

Natten mellem den 12.og 13. april kl. 1 gik to unge mennesker fra et selskab hos familien, ledsagede af den enes onkel. På hjørnet af Møntergade og Gothersgade traf de på en ondskabsfuld person som med magt væltede sig ind på dem, og da onklen gjorde anskrig, måtte han undgælde for denne, formodentlig berusede pøbelkarls brutalitet. Uagtet gentaget råb på vægteren, kom ingen til syne, skønt tre gader her støder samme, og altså vel en af disse gaders vægtere måtte være ved hånden, især så nær ved politidirektøren bolig. Man håber at det offentlige vil have indseende med at vægterne ikke er forsømmelige og fraværende eller sover på deres post på en årstid da vejret er godt og de i det hele taget kun er 6 til 7 timer på gaden.

(Politivennen nr. 799, Løverdagen den 23de April 1831, s. 293-294)

Bøn ved Sct. Nicolai Taarn.

For de herrer der er beskæftiget på pladsen omkring Skt. Nicolaj skønne vagttårn, er anbragt et lokum der synderligt nok støder tæt op til slagterbutikken nr. 54 som vender udad mod hvælvingen. Da butikkens ejer derved må udstå en utålelig stank som kun harmonerer dårligt med de varer der skal tjene mennesket til føde, så tillader man sig herved at anholde om at nævnte lokum måtte flyttes til et andet sted på pladsen, hvor vedkommende butiksejere der til rette tid må udrede deres afgifter til det offentlige, ikke generes på en så følelig og ubehagelig måde, især i den nu forestående varme årstid.

(Politivennen nr. 798, Løverdagen den 16de April 1831, s. 280)


Der blev gjort noget ved de formentlig temmelig ulækre træboder som eksisterede dengang artiklen blev skrevet. Her et billede af de senere slagterboder af jern ved Nikolaj Tårn, Illustreret Tidende 23. marts 1862.