Kast ikke Brødet for Hundene, naar den Nødlidende behøver det.

Der hersker i militær- eller garnisonshospitalet en priselig skik, der sikkert bringer megen velsignelse. Det er nemlig vedkommende tilladt at uddele til fattige folk de levninger såsom grød, suppe etc. der bliver ti overs fra patienternes mad. Hvortil skulle dette også anvendes? Sælge det gik vel næppe an, og at kaste det bort eller dermed at fede svin eller andre dyr var vel ikke engang menneskeligt så længe vi opdager så mange nødlidende familier, så mange forhungrede børn?

Imidlertid hersker denne skik i søetatens hospital i Nyboder, i det mindste ved jeg at det under den forrige inspektør (Franck) var tilfældet at alle levningerne sammenkastedes i et stort kar og siden anvendt til kreaturers føde, jeg tror  efter økonomens disposition. Direktionen for en stiftelse der har så maget ypperligt hos sig, ville måske værdige nærværende artikel opmærksomhed, og foranstalte at nøden som inden døre skriger efter brød, måtte fremtidigt i søetatens hospital hente nogle af de smuler der falder fra bordet, for dermed at stille hungeren.

(Politivennen nr. 808, Løverdagen den 25de juni 1831, s. 457-458)

Om Been- og Klude-Oplag her i Byen.

I en tid da de offentlige autoriteter griber de mest virksomme midler for at forhindre den frygtelige kolera, må det forundre enhver at Københavns almindeligt erkendt virksomme politi endnu ikke har ladet bortskaffe de vist nok under alle omstændigheder for sundheden højst skadelige ben- og kludeoplag her i staden, hvoraf indsenderen især har lagt mærke til det i Lille Fiolstræde nr. 201 i kælderen. (På Nørregade og i Borgergade skal også være sådanne oplag og sikkert på flere steder.) Man behager kun at gå gennem førstnævnte stræde når ben udføres derfra, hvilket var tilfældet den 15. juni, en vederstyggelig lugt eller rettere stank møder en og genboer som naboer må lukke deres vinduer for ikke - om jeg så må udtrykke mig - at blive forpestede i deres egne værelser. Hvorledes beboerne kan nære sig i huse hvor sådant oplag er i kælderen, er indsenderen ubegribeligt. Man anmoder vedkommende autoriteter at tage dette under nærmere overvejelse.

(Politivennen nr. 808, Løverdagen den 25de juni 1831, s. 456-457)

"Indsenderen især har lagt mærke til skadelige ben- og kludeoplag i Lille Fiolstræde nr. 201 i kælderen." (Eget foto, 2016.)

Redacteurens Anmærkning

Lille Fiolstræde 201 er nutidens hjørnehus til Rosenborggade.

Exempler paa Fare ved Amagerports Bom.

Ved at læse i Politivennen nr. 803 fra 21. maj d. å. blandt "Ønsker på Amager", om Amagerports bom, finder indsenderen sig beføjet til at anmærke: at en voksen dreng, men vel meget svag på synet, den 30. november f. å. omtrent kl. 7 om aftenen, i mørke, ved at gå til staden, forfejlede vejen ad broen (der desværre, endog for en med bedre syn, er vanskelig at passere ved den elendige belysning der findes) således at han faldt ned i det, med gammelt, stinkende mudder opfyldte hul, fik slemme stød mod bommens nederste del, huller på skinnebenene, et par støvler ødelagt og blev i øvrigt grundigt sølet til. En lykke for ham og forældre at det blev ved det, for han kunne være blevet krøbling eller slået ihjel, hvis hovedet havde tørnet mod bommen.

Noget før den tid blev en flok lam udført af Amagerport med gennemkørselsseddel.Ved eftertælling manglede et, som efter omtrent en times forløb fandtes i omtalte hul ved bommen. Og efter hvad indsenderen heraf har hørt sige, har et par løbske heste været nær ved at løbe i stadsgraven hvortil er alt for let adgang.

Det var altså såvel for mennesker som fæ at ønske at det i nævnte Politivennen foreslåede rækværk blev sat omkring bommen, som også et rækværk for det farlige nedvæltningssted til graven, hvilket enten kunne indrettes ligesom ved Nyhavn Hoved, eller også således at pramme som jævnligt ligger der, kunne trækkes på land til reparation og et rækværk anbringes, ligesom det øvrige ved Amagerports Ravelinvagt, således at det uden besvær kunne aftages og isættes.

(Politivennen nr. 808. Løverdagen den 25de Juni 1831, s. 454-456)

Et Par Ord om Nødvendigheden af Opsyn med Fiskerne.

Vores naboer svenskerne har allerede i nogen tid haft militære patruljer langs med søkysterne. Og disse er virkelig nødvendige på steder hvor der bor fiskere, da disse for at afsætte deres varer, opsøger fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stæder disse end kommer. Føjes der derfor til de allerede trufne foranstaltninger endvidere kavalleripatruljer langs kysten fra Hornbæk til København, ligesom også fra sidstnævnte sted langs Kalvebod Strand og Køge Bugt ville man være temmelig sikret mod smitte fra denne kant. Vanskeligere derimod ville det være at betrykke småøerne og især Bornholm hvis fiskere prajer skibene flere mil fra land for at tilbyde dem viktualier og grøntsager.

Således har nogle rejsende som i onsdags kom fra Bornholm, set flere både 3 til 4 mil fra landet lægge til skibe der kom fra østersøiske havne, og folkene fra bådene gå ombord på disse. Her vil det især være nødvendigt at stationere en ikke ubetydelig del rofartøjer fx kanonbåde der kunne opsnappe vedkommende eller forhindre sådant højst urigtigt og farligt samkvem. At det under den strengeste straf bør forbydes fiskere og andre bådejere at nærme sig skibe fra mistænkelige steder, er en selvfølge. Indsenderen heraf er af den mening at der straks og før smitten overfalder os, bør bruges den største forsigtighed og de strengeste forsigtighedsregler iagttages selv hvis det skal ske med nogen opofrelse eller omkostning. For kommer smitten som Gud forbyde, først i landet, kan følgerne deraf blive højst sørgelige og vores tab måske uerstatteligt.

(Politivennen nr. 807, Løverdagen den 18de juni 1831, s. 439-440)

"Vores naboer svenskerne har allerede i nogen tid haft militære patruljer langs med søkysterne. Fiskerne afsætter deres varer ved at opsøge fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stæder disse end kommer." (C. W. Eckersberg: Skibe i sundet nord for Kronborg, 1847. Statens Museum for Kunst.)

Til Directionen for Caroline-Skolen.

Enhver vil let kunne indse at den mosaiske trosbekendelse uden hensyn til stand, køn eller alder bør have fornøden kundskab i det hebraiske sprog som er almindeligt eller nationalt for alle synagoger i verden. Derfor har det måttet forundre indsenderen meget at erfare at såvel de nu som tidligere i Carolineskolen underviste børn i en række af år aldeles ingen undervisning har nydt i det hebraiske. Direktionen der består af de herrer grosserer B. Bendix og B. A. Meyer har nyligt i Adresseavisen søgt en lærer til at undervise pigebørnene af den mosaiske tro i adskillige elementærvidenskaber uden at berøre om nævnte subjekt forenede kundskab såvel i det hebraisk so mi de nævnte læregenstande, hvorvel der for tiden gives flere duelige mænd der kunne kvalificere sig hertil. Ja det er endogså forsikret indsenderen at flere agtværdige mænd af samfundet utallige gange har anmodet direktionen om en sådan lærers ansættelse, dog - desværre hidtil frugtesløst. Direktionen bør gores opmærksom herpå så meget mere da hebraisk jo også her i Danmark vil forblive grundsproget i bønnen for den mosaiske trosbekender.

Idet indsenderen slutter med det ønske at der må blive taget hensyn på disse linjer, anføres her endnu som ydermere bevis for det fremførtes rigtighed, at den ædle, afdøde hofråd Meyer der har funderet det betydeligste til skolen (50.000 rigsbankdaler) ved den afholdt generalforsamling offentligt ytrede at han kun legerede denne betydelige sum under den betingelse at hebraisk blev lært i skolen. - Ved fornuftigt overlæg ville de herrer vist indse det hensigtsmæsige heri.

Den øvrige undervisning i Carolineskolen vil vel ingen kunne kalde andet end hensigtsmæssig og god.

(Politivennen nr. 806, Løverdagen den 11te juni 1831, s. 422-424)