Udskrivt af en Landsoverrets- samt Hof-og Stadsrets-Dom.

I anledning af det i dette blads nr. 782 indførte stykke med overskriften: "Nogle sandhedsord til seks af Antonigades husejere" blev undertegnede indstævnet af skræddermester Waleurs fraskilte hustru som nedlagde den påstand over mig som efterstående dom udviser, og man vil af dommen behageligst erfare udfaldet.

A. Holmboe.

Udskrift
af
Dom-protokollen
i
Den kongelige Landsoverret
samt
Hof- og Stadsret
i København

År 1831 den 20. juni blev i sagen skræddermester Waleurs fraskilte hustru
kontra
Skræddermester Holmboe
afsagt følgende 

Dom

Nærværende sag har citantinden skræddermester Waleurs fraskilte hustru anlagt imod indstævnte skræddermester Holmboe, i anledning af et af ham i bladet Politivennen indført stykke, hvori han ved at påanke adskillige uordener i Antonigade på grund af de samme sted logerende fruentimmer, samt ved at berette at den rige ejerinde af huset nr. 225 i nævnte gade, har såvel dette sit hus som et hende tilhørende hus i Pilestræde lige for Antonigade, opfyldt med offentlige fruentimmer, benævner nævnte ejerinde hvilken det er in confesso at være citantinden som en skamløs kvinde.

Den således om hende brugte udladelse har citantinden idet hun benægter at have udlejet noget lokale til offentlige fruentimmer, eller at være vidende om at sådant er sket af husbeboerne, påstået mortificeret og indstævnte derfor med mulkt anset, samt tilpligtet at betale hende sagens omkostninger, hvorimod indstævnte som mener at have haft føje til hvad han om citantinden har fremført, har påstået sig for hendes tiltale frifundet og hos hende tillagt sagens omkostninger

Ved det af indstævnte erhvervede tingsvidne må anses til fulde godtgjort at nævnte huse har flere år hvori citantinden har ejet dem, og navnlig på den tid den påankede bekendtgørelse fandt sted, været tilholdssted for offentlige fruentimmer som samme sted har drevet deres uvæsen, ligesom det dertil er under tingsvidnet af 2 vidner forklaret at urolige fruentimmer, mens citantinden boede i det ene af husene, har været indlogeret i samme etage som hun selv boede, og af et 3. vidne at opsigten over den lejlighed der var indrømmet nævnte fruentimmer, blev varetaget dels af citantinden selv, og dels af en anden som havde lejet det til samme brug, så er de også i betragtning af den lange tid hvori hendes huse på foranførte måde har været benyttet, og den offentlighed hvormed dette er sket, uantageligt at det for så vidt hun ikke selv måtte have indtaget løsagtige fruentimmer, skulle have været uden hendes vidende og minde at sådant var sket af de hos hende boende lejere.

Men hertil kommer endnu at indstævnte i sit under sagen fremlagte sidste indlæg har observeret at der mellem citantinden og en på første sal i det ene af husene, nu såvel som da den påankede bekendtgørelse fandt sted, boende lejerinde eksisterer en kontrakt ved hvilken citantinden skal have forpligtet sig til ikke så længe nævnte lejerinde bor der og har logerende fruentimmer, at have andre sådanne i huset, hvilken kontrakt han derfor har provokeret hende til at fremlægge uden at hun har efterkommet provokationen eller fremsat nogen speciel benægtelse med hensyn til det angivne indhold af kontrakten.

Der må som følge heraf antages virkelig at eksistere en sådan kontrakt, hvorefter citantinden har bortlejet nævnte salsetage til derpå at holde logerende fruentimmer, hvortil den vedføjede indskrænkning indeholder yderligere bekræftelse ffor hvad som oven bemærket af vidnerne er bevundet om at citantinden også selv befatter sig med at indtage urolige fruentimmer in sine lejligheder.

Da nu et forhold hvorved nogen på en sådan måde som i nærværende sag må anses oplyst, befordrer usædelighed og fører sig samme til fordel må kunne siges at være i sædelig henseende skamløst, og det efter bekendtgørelsens indhold således som in specie også citantinden selv, efter sin procedure, har forstået den, må antages at indstævnte ved at benævne hende for en skamløs kvinde, blot har sigtet til det ommeldte af hende der ikke har modsagt bekendtgørelsens anbringende om at hun er en rig kone, udviste forhold med at indrømme sine huse til brug for offentlige fruentimmer derr på en for gadens anstændige beboere anstødelig og forargelig måde giver sig til pris, så vil hans påstand om at tillægges frifindelse for hendes tiltale være at tage til følge.

For så vidt enhver af parterne har gjort påstand om at tilkendes processens omkostninger, bemærkes at den omstændighed at indstævnte ikke ved sagens sidste foretagelse i forligelseskommissionen har givet personlig møde, ikke kan bevirke at citantindens i nysnævnte henseende fremsatte påstand tages til følge, eftersom citantinden blot har ladet anføre at indstævnte på grund af den ommeldte udeblivelse ikke skulle kunne betale processens omkostninger, men ikke udtrykkeligt opfordret ham til at godtgøre lovligt forfald, hvilket bevis han derfor ikke kan anses at have været pligtig a tilvejebringe. Med hensyn hertil og efter sagens øvrige omstændigheder ville processens omkostninger være at ophæve.

Det til sagen hørende stemplede papir har rigtigt her ved retten været brugt.

Thi kendes for ret.

Indstævnte skræddermester Holmboe bør for citantinden skræddermester Waleurs fraskilte hustrus  tiltale i denne sag fri at være.

Processens omkostninger ophæves.
Udskriftens rigtighed bekræfter
Justitskontoret i den kongelige landsover- samt Hof- og Stadsret i København den 22. juni 1831.

Hoff.

(Politivennen nr. 810, Løverdagen den 9de Juli 1831, s. 482-487)

Kast ikke Brødet for Hundene, naar den Nødlidende behøver det.

Der hersker i militær- eller garnisonshospitalet en priselig skik, der sikkert bringer megen velsignelse. Det er nemlig vedkommende tilladt at uddele til fattige folk de levninger såsom grød, suppe etc. der bliver ti overs fra patienternes mad. Hvortil skulle dette også anvendes? Sælge det gik vel næppe an, og at kaste det bort eller dermed at fede svin eller andre dyr var vel ikke engang menneskeligt så længe vi opdager så mange nødlidende familier, så mange forhungrede børn?

Imidlertid hersker denne skik i søetatens hospital i Nyboder, i det mindste ved jeg at det under den forrige inspektør (Franck) var tilfældet at alle levningerne sammenkastedes i et stort kar og siden anvendt til kreaturers føde, jeg tror  efter økonomens disposition. Direktionen for en stiftelse der har så maget ypperligt hos sig, ville måske værdige nærværende artikel opmærksomhed, og foranstalte at nøden som inden døre skriger efter brød, måtte fremtidigt i søetatens hospital hente nogle af de smuler der falder fra bordet, for dermed at stille hungeren.

(Politivennen nr. 808, Løverdagen den 25de juni 1831, s. 457-458)

Om Been- og Klude-Oplag her i Byen.

I en tid da de offentlige autoriteter griber de mest virksomme midler for at forhindre den frygtelige kolera, må det forundre enhver at Københavns almindeligt erkendt virksomme politi endnu ikke har ladet bortskaffe de vist nok under alle omstændigheder for sundheden højst skadelige ben- og kludeoplag her i staden, hvoraf indsenderen især har lagt mærke til det i Lille Fiolstræde nr. 201 i kælderen. (På Nørregade og i Borgergade skal også være sådanne oplag og sikkert på flere steder.) Man behager kun at gå gennem førstnævnte stræde når ben udføres derfra, hvilket var tilfældet den 15. juni, en vederstyggelig lugt eller rettere stank møder en og genboer som naboer må lukke deres vinduer for ikke - om jeg så må udtrykke mig - at blive forpestede i deres egne værelser. Hvorledes beboerne kan nære sig i huse hvor sådant oplag er i kælderen, er indsenderen ubegribeligt. Man anmoder vedkommende autoriteter at tage dette under nærmere overvejelse.

(Politivennen nr. 808, Løverdagen den 25de juni 1831, s. 456-457)

"Indsenderen især har lagt mærke til skadelige ben- og kludeoplag i Lille Fiolstræde nr. 201 i kælderen." (Eget foto, 2016.)

Redacteurens Anmærkning

Lille Fiolstræde 201 er nutidens hjørnehus til Rosenborggade.

Exempler paa Fare ved Amagerports Bom.

Ved at læse i Politivennen nr. 803 fra 21. maj d. å. blandt "Ønsker på Amager", om Amagerports bom, finder indsenderen sig beføjet til at anmærke: at en voksen dreng, men vel meget svag på synet, den 30. november f. å. omtrent kl. 7 om aftenen, i mørke, ved at gå til staden, forfejlede vejen ad broen (der desværre, endog for en med bedre syn, er vanskelig at passere ved den elendige belysning der findes) således at han faldt ned i det, med gammelt, stinkende mudder opfyldte hul, fik slemme stød mod bommens nederste del, huller på skinnebenene, et par støvler ødelagt og blev i øvrigt grundigt sølet til. En lykke for ham og forældre at det blev ved det, for han kunne være blevet krøbling eller slået ihjel, hvis hovedet havde tørnet mod bommen.

Noget før den tid blev en flok lam udført af Amagerport med gennemkørselsseddel.Ved eftertælling manglede et, som efter omtrent en times forløb fandtes i omtalte hul ved bommen. Og efter hvad indsenderen heraf har hørt sige, har et par løbske heste været nær ved at løbe i stadsgraven hvortil er alt for let adgang.

Det var altså såvel for mennesker som fæ at ønske at det i nævnte Politivennen foreslåede rækværk blev sat omkring bommen, som også et rækværk for det farlige nedvæltningssted til graven, hvilket enten kunne indrettes ligesom ved Nyhavn Hoved, eller også således at pramme som jævnligt ligger der, kunne trækkes på land til reparation og et rækværk anbringes, ligesom det øvrige ved Amagerports Ravelinvagt, således at det uden besvær kunne aftages og isættes.

(Politivennen nr. 808. Løverdagen den 25de Juni 1831, s. 454-456)

Et Par Ord om Nødvendigheden af Opsyn med Fiskerne.

Vores naboer svenskerne har allerede i nogen tid haft militære patruljer langs med søkysterne. Og disse er virkelig nødvendige på steder hvor der bor fiskere, da disse for at afsætte deres varer, opsøger fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stæder disse end kommer. Føjes der derfor til de allerede trufne foranstaltninger endvidere kavalleripatruljer langs kysten fra Hornbæk til København, ligesom også fra sidstnævnte sted langs Kalvebod Strand og Køge Bugt ville man være temmelig sikret mod smitte fra denne kant. Vanskeligere derimod ville det være at betrykke småøerne og især Bornholm hvis fiskere prajer skibene flere mil fra land for at tilbyde dem viktualier og grøntsager.

Således har nogle rejsende som i onsdags kom fra Bornholm, set flere både 3 til 4 mil fra landet lægge til skibe der kom fra østersøiske havne, og folkene fra bådene gå ombord på disse. Her vil det især være nødvendigt at stationere en ikke ubetydelig del rofartøjer fx kanonbåde der kunne opsnappe vedkommende eller forhindre sådant højst urigtigt og farligt samkvem. At det under den strengeste straf bør forbydes fiskere og andre bådejere at nærme sig skibe fra mistænkelige steder, er en selvfølge. Indsenderen heraf er af den mening at der straks og før smitten overfalder os, bør bruges den største forsigtighed og de strengeste forsigtighedsregler iagttages selv hvis det skal ske med nogen opofrelse eller omkostning. For kommer smitten som Gud forbyde, først i landet, kan følgerne deraf blive højst sørgelige og vores tab måske uerstatteligt.

(Politivennen nr. 807, Løverdagen den 18de juni 1831, s. 439-440)

"Vores naboer svenskerne har allerede i nogen tid haft militære patruljer langs med søkysterne. Fiskerne afsætter deres varer ved at opsøge fremmede skibe uden hensyn fra hvilke stæder disse end kommer." (C. W. Eckersberg: Skibe i sundet nord for Kronborg, 1847. Statens Museum for Kunst.)