Mangel paa Udsigt til Søen.

Der findes næppe nogen søstad hvor indbyggerne ser så lidt af søen som i København. Man har næsten sørget for at der ikke haves udsigt til den og at adgangen til søen på nær nogle få punkter er utilgængelig. De få steder hvor man kan nærme sig søen, er Langebro og Toldboden. På Langelinje er det kun tilladt at spadsere for dem som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det. For altså nogenlunde at nyde den forfriskende søluft må man passere gennem Kastellet, og har vel en smuk spadseregang indtil kalkbrænderiet, men det er dog også alt. For langs søen går vejen her ikke videre. Hvor smukt og behageligt ville det ikke være om den blev fortsat til Charlottenlund. Hvor vederkvægende for de mange tusinde som i sommerens hede går til Charlottenlund og Dyrehaven, og når vinden blæser fra søen, nu må vandre i støvskyer indtil de har nået skoven.

På en tid hvor det offentlige allerede har gjort så meget for spadseregange i nærheden af København, turde man smigre sig med at måske også den her foreslåede fortjente at komme i betragtning, hvis anlæg alene for fodgængere ikke ville medføre nogen stor bekostning og let kunne dækkes ved at pålægge enhver som passerer den i dyrehavstiden, en ubetydelig afgift. Af de ejendomme som ligger ved stranden, ville ingen savne den jordstrimmel der medgik til en sådan vej, da jorden tæt ved stranden henligger udyrket.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 815-817)

"På Langelinje er det kun tilladt dem at spadsere som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det." (Emanuel Larsen: Vy fra Langelinje mod Nyholm, 1850. Statens Museum for Kunst.)

De faktiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidnekammersagen: Peder Jensen contra Skomagermester Mørch, hvoraf sees, at Tracteur Caspersen trænger til Opdragelse.

I Adressekontorets efterretninger der udkom den 3. november, findes en udskrift af andet vidnekammers protokol, angående sagen nr. 322-31, Peder Jensen kontra skomagermester Mørch. Da fornavnet er udeladt ved mit navn og flere af mine ærede medmestre har samme navn, synes mig hvem sagen angår at jeg bør afvende at ingen blandt disse fejlagtigt anses at være sagen vedkommende af hvilken årsag den offentliggøres.

Traktør Caspersen der dengang boede på Nørrebro, nu på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade, anmodede mig om for bekendtskabs skyld (ikke for betaling) at føre regnskab ved et gevinstspil han havde foranstalte i september måned dette år, og da tiden tillod mig det, viste jeg ham denne villighed. Karlen, Peder Jensen, som rejste kegler op, råbte ved dagen flere gange fejlagtigt af, hvor jeg som anså det for pligt tillige at påse at ingen led tab ved det, irettesatte ham. Men om aftenen bemærkede jeg tillige med en anden mand, at Peder Jensen flere gange sparkede til bagkeglen når kuglen havde nået keglerne. Uden at ville bestemme om dette skete for at favorisere nogen eller fordi karlen var så meget klodset, hjalp det dog intet at jeg råbte til ham: "hold benene for dig selv!" men af og til vedblev han desuagtet at drive sit spilop.

Jeg henvendte mig nu til Caspersen og gjorde ham opmærksom på dette uvæsen. Hvorpå vi i forening gik ned til karlen
Caspersen (til karlen: Har du sparket til bagkeglen
Karlen: Nej!
Hermed blev forhøret afsluttet og eksaminatoren var tilfreds med eksminandens meget juridiske svar, men glemte helt sin egen jura (i tilfælde af sådan havde fået indpas i hans hjerne) på tilbagevejen til keglestuen. For næppe ankommet der overfaldt han mig, greb mig i brystet og kastede mig med kraft imod kanten af bord så at min side fik et vældigt slag hvoraf jeg endnu har smerter. Efter at have modtaget sådan tak for min redelighed af denne grobrian af hvis fremgangsmåde tydeligt fremlyser at han ikke ønskede at blive gjort opmærksom på sparkespillet, men ville have at jeg skulle følge visdomsreglen: "at se og tie", aflagde jeg regnskab for de indkasserede kontante penge, og forlod da under heftige smerter dette for mig så fatale sted.

Allerede nævnte Caspersen sendte 3 til  dage herefter Peder Jensen til mig for at anmode mig om at komme ud til ham. Efter der i forening med Caspersen at have opgjort regnskabet, ytrede han at han manglede 3 mark. Hvilket jeg straks var villig til at betale. Men da han ikke ville modtage dem, heller ikke 1 rigsbankdaler jeg skyldte ham - sandsynligvis anså han disse 9 mark som et vederlag for min ulejlighed og modtagne prygl - og jeg ikke ville have noget for min ulejlighed og da denne sum var en for ringe bøde for kur og svie, så er den uddelt til tre trængende Vartovslemmer. Ved denne sammenkomst ytrede Caspersen at han på grund af at have ladet mig kalde for denne gang ville forskåne mig for prygl, men jeg skulle nok få dem en anden gang. (Et bevis for at det ikke altid er godt at have noget til gode.)

Caspersen har, sandsynligvis for at chikanere mig, foranstaltet denne for mig i øvrigt ikke vanærende sag indrykket i Adressekontorets efterretninger. Da han alt for længe i forvejen har ytret for flere at ville gøre det.

Disse er sagens faktiske omstændigheder, og jeg overladet det til det ærede publikum at bedømme om jeg der gjorde Caspersen opmærksom på det urigtige og skadelige i keglerejserens adfærd, eller Casperson som lønnede min redelighed med en dragt prygl, eller endelig Peder Jensen der Gud ved af hvilken grund af og til sparkede til bagkeglen, er foruretter eller forurettet. Kun tillader jeg mig at ytre så meget: at Caspersens adfærd mod mig forekommer mig at være uforskammet og vidner om at denne mand har mangel på opdragelse.

Carl Frederik Mørch
Skomagermester.

(Politivennen nr 828. Løverdagen den 12te November 1831, s. 777-781)

3 skæve. Keglespil. Det kongelige Bibliotek.

Redacteurens Anmærkning

Caspersen havde flere gange annonceret åbningen på Gammeltorv den 26. oktober 1831. At Mørch vitterligt tilsendte fattigvæsenet pengene, blev bekræftet i en notits i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 5. november 1831:

"I Anledning af en Meningsforskjellighed ved sidste Gevinstspil hos Hr. Tracteur Caspersen," har Hr. C. F. Mørch idag (Løverdag) sendt mig 9 mk. til tre af Vartov Stiftelses trængende Lemmer. Gaven er med Glæde uddeelt og med Taknemmelighed modtaget. R. G. Wolff.

For denne artikel indkasserede Mørch en dom med efterfølgende bøde på 50 rigsbankdaler:

I den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn er Mandagen den 27de d. M. afsagt Dom i Sagen: Tracteur Hans Caspersen, contra Skomagermester Carl Frederik Mørch, betræffende adskillige under Sagen omhandlede, fra Citantens Side paatalte, Udladelser i et af Indstævnte i Politivennen No. 828 af 12te Novbr. f. A. indrykket Stykke, med Overskrivt: "De factiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidne-Kammerjæger Peder Jensen, contra Skomagermester Mørch, o.s.v.", og er ved bemeldte Dom saaledes Kjendt for Ret: "De ovennævnte, af Indstævnte Skomagermester Carl Frederik Mørch om Citanten, Tracteur Hans Caspersen i Bladet Politivennen No. 828 af 12te Novbr f. A. fremførte utilbørlige Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanten til Skade paa gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bør til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 50 Rbd Sølv. Det Idømte udbødes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Hvilket herved, i Overeensstemmelse med den 20de § i Forordnignen af 27de Septbr 1799 om Trykkefrihedens Grænser, bekjendtgøres.
Justitscontoiret i den Kgl. Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, d. 29 Aug. 1832. Hoff.Hvilket herved, i Overeensstemmelse med den 20de § i Forordnignen af 27de Septbr 1799 om Trykkefrihedens Grænser, bekjendtgøres.Justitscontoiret i den Kgl. Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, d. 29 Aug. 1832. Hoff. 

Bøn on Ro ved Midnat.

Indsenderen som er en gammel, svagelig mand og hvis første søvn er ham den bedste, blev pludseligt natten mellem fredag den 11. og lørdag den 12. d. m. omtrent kl. 12 vækket af sin gode søvn ved en skænden og banden på gaden. Han fattede da den tanke at det muligvis var nogle berusede mennesker som gik gennem gaden, og hvis støj snart ville ophøre. Men tværtimod blev den ved jo længere jo værre. Indsenderen stod derpå op, gik til vinduet og så til sin store forundring at det var to vægtere. Den ene som råber ved Frederiksholms Kanal og den anden som råber i Magstræde. Hvilke så vidt indsenderen kunne forstå, var kommet i klammeri af smålig jalousi over vægterens kone i Magstræde. Indsenderens mening er at da vægterne er for at holde ro på gaden ved nattetid bør de selv allermindst udøve noget som forstyrrer den. Til slut skal han ikke undlade at takke vægterne i Rådhusstræde og på Vandkunsten der så omhyggeligt søgte at styre de to førstnævnte, hidsige vægtere til ro.

(Politivennen nr. 829, Løverdagen den 19de November 1831, s. side 810-811)

Stor Ureenlighed.

Fra huset nr. 316 i Helsingørsgade har det allerede en del gange været tilfældet at sammes lokum ikke er blevet udført i rette tid, således at det deri værende indhold er trængt ind i nabogården nr. 317, helt oversvømmet samme og herved i høj grad besværet beboerne. Det var at ønske at sådan væmmelig uorden afskaffedes.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 789-790)

Nogle Bemærkninger ved Stykket: "Om en Sygs Transport til Hospitalet," i forrige Nr. af Politievennen.

I beretningen om en sygs transport til hospitalet indført i forrge nummer af Politivennen, er da det passerede skreves efter indsenderens mundtlige fortælling, indløbet den fejl at der siges: "den syge førtes til hospitalets port i Bredgade", i stedet for at det var til porten i Amaliegade han bragtes, så at hvad der i øvrigt er sagt om begge porte, må forstås omvendt. I henseende til modtagelsen på Almindeligt Hospital holder indsenderen det for pligt uopfordret at erklære at han ved senere besøg på dette hospital er overbevist om at den syge ikke indbragtes i ligstduen, men i et værelse som benyttes til modtagelse af syge der fra staden indbringes, og hvori der lå en skindød som nogle timer i forvejen var indbragt. Hvis sengen havde været forsynet med et gardin eller skærmbræt, havde der aldeles ikke været nogen årsag til anke.

* * *

Til Almindeligt Hospital bringes hele tiden såvel om dagen som om natten af politiet som oftest meget usle og forkomne mennesker, som er fundet på gader og i grøfter, og som pludselig er faldet som døde døde på gaderne eller er optaget af vandet.

For at holde den strengeste renlighed or orden i en stiftelse som Almindeligt Hospital, hvori der er sp mange mennesker, har mangeårig erfaring vist at nødvendigheden kræver at der der må være:

a) Et hensigtsmæssigt badeværelse med badeindretning, og hvor der bestandigt forefindes varmt vand, badekar osv. og hvor bestandigt, nat og dag, en bademester er til stede, og desuden om natten en portner for straks at give de indbragte den første renselse og skille dem ved deres urenlighed, utøj osv.

b) Til skindøde må ligeledes haves et værelse der kan gives en passende temperatur, hvori redningsforsøg kan anstilles og de indbragte henligge i den fornødne tid indtil man har forvisset sig om den virkelige død.

c) Et tilstødende værelse benyttes i almindelighed til optagelse og undersøgelse af patienter af den bedre klasse.

Disse 3 værelser støder tæt til hinanden, dog kan man i det sidstnævnte indbringe patienter uden at passere de 2 andre værelser.

Bringes der nogen som synes at være d'ende eller skilndød, så lægges han naturligvis straks i det forreste værelse indtil han kommer til sig selv og kan indlægges i et af de andre førnævnte værelser, og derfra efter den vagthavende kandidats bestemmelse, på en sygestue eller som virkelig død, på den egentlige ligstue.

Kandidaternes værelser er fordelt på alle etager på sygestuegangen, og derfor er det naturligt at når den kandidat hvis vagttur det er, bor længere fra disse receptionsværelser, kan han ikke så hurtigt være ved hånden som den der bor tæt derved. Men for at råde bod på det, ved portneren og de øvrige vagthavende at ved vigtige tilfælde der straks må ringes på over- eller reservelægens dør, som er i stueetagen, og disse kan da straks være til stede og anordne det fornødne. Hvilket også altid har fundet og finder sted når den vagthavende kandidat støder på tvivlsomme eller vigtige tilfælde.

Udgiveren har flere gange til forskellige tider i følge med rejsende besøgt dette hospital og glædet sig over den der herskende orden og renlighed, der er så meget mere beundringsværdig som der på dette sted foruden 300 til 400 patienter findes  ca. 800 faste lemmer, for størstedelen mennesker af den usleste klasse. Ønskeligt var det om mange af stadens borgere ville overbevise sig herom ved af og til at besøge hospitalet på den tid der er åbent, og gøre sig bekendt med dets gode indretninger. For det ville tjene til at svække den fordom der fra ældre tider endnu næres om denne stiftelse, og som forårsager at kun få patienter der er i stand til at betale deres pleje, indlægges der, uagtet de derved ansatte lægers duelighed er almindeligt erkendt. Muligvis kunne også sådanne besøg vække en eller anden formuende mand til at vise velgørende mod denne stiftelse, der kun er mådeligt doteret imod det rige Frederiks Hospital. I forrige år klagedes i dette blad over stiftelsens stygge udvortes. Dersom dette vink har bevæget den velgørende konferensråd Brun til at lade bygningen afpudses og males, vil sådant meget glæde udgiveren. Men han tør også i overensstemmelse med sandheden påstå, at ordsproget "Butten blank, binnen krank" ikke kan anvendes på den i henseende til dens indre. Den i flere henseender, men især af Almindelig Hospital fortjente læge, hr. justitsråd og professor Wendt, agter at udgive en beskrivelse over dets indretninger, inventar m.m. hvilket med længsel ses i møde da den vil bidrage til at vække en større opmærksomhed for denne så gavnlige og for staden uujndværlige stiftelse.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 782-787)