Anmodning til Herr' Grosserer Rønnenkamp.

Når man ser hen til de betydelige opofrelser De har ydet for at omdanne en gammel smagløs gård til en af nutidens smukkeste gårde, ved at indrette de mindre hensigtsmæssige værkbygninger bedre og nyttigere, ved at indrette og anlægge en her hidtil fremmed fabrik, uvis om den ville svare regning, da bør man vist ikke nære tvivl om at pengebesparelse ikke har været årsagen om noget ved de af Dem på Sankt Annæ Plads anlagte sukker- og saltraffinaderier kan anses mindre fuldkomment. Og ses fremdeles hen til at disse fabrikker efter grundens størrelse er henlagt så afsides for færdslen som muligt, kan det ikke heller betvivles at De herved har søgt at afværge at nogen skulle generes af røg, fordampning eller på anden måde ved de af Dem anlagt værker.

Imidlertid er det dog tilfældet at røgen fra disse værker forulemper naboer og genboer i den grad at de ikke alene ofte om sommeren er hindret i at kunne opholde sig i deres haver, men endog hele året igennem når vinden står på, får værelser og lofter fyldt med røg fra værkernes fyrsteder, og selv indsenderen har af samme grund ikke længere kunnet benytte et tørreloft som velvilligt er blevet overladt ham i nærheden af fabrikkerne.

I lige måde lider vegetationen af de saltdampe der kommer fra saltraffinaderiet.

Da der efter hvad indsenderen har hørt, at af hr. mekanikus Winstrup måske af flere, skal forfærdiges hensigtsmæssige, røgfortærende indretninger til fyrsteder, og at det ikke heller er usandsynligt at en eller anden mekanisk indretning lod sig udfinde til om ikke aldeles at hæve, så dog betydeligt formindske saltdampenes skadelige virkning på vegetationen, forventer man at hr. Rønnenkamp ikke vil tage hensyn til en lille pengeopofrelse for snarest muligt at befri naboer og genboer for de påankede ulemper, hvorfor mange vil være Dem forbundet.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 825-827)

Prospekt af Sankt Annæ Plads 30 år senere, Illustreret Tidende, 20. oktober 1861

Redacteurens Anmærkning

Christian Rønnenkamp (1785-1867) grundlagde et sukker- og saltraffinaderiet på Sankt Annæ Plads. Han skænkede senere ejendommen til Grosserersocietetet. To nærmere gennemgange findes på Alda.dk, med en senere opdatering, med dokumentation fra Adresseavisen.

Mangel paa Udsigt til Søen.

Der findes næppe nogen søstad hvor indbyggerne ser så lidt af søen som i København. Man har næsten sørget for at der ikke haves udsigt til den og at adgangen til søen på nær nogle få punkter er utilgængelig. De få steder hvor man kan nærme sig søen, er Langebro og Toldboden. På Langelinje er det kun tilladt at spadsere for dem som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det. For altså nogenlunde at nyde den forfriskende søluft må man passere gennem Kastellet, og har vel en smuk spadseregang indtil kalkbrænderiet, men det er dog også alt. For langs søen går vejen her ikke videre. Hvor smukt og behageligt ville det ikke være om den blev fortsat til Charlottenlund. Hvor vederkvægende for de mange tusinde som i sommerens hede går til Charlottenlund og Dyrehaven, og når vinden blæser fra søen, nu må vandre i støvskyer indtil de har nået skoven.

På en tid hvor det offentlige allerede har gjort så meget for spadseregange i nærheden af København, turde man smigre sig med at måske også den her foreslåede fortjente at komme i betragtning, hvis anlæg alene for fodgængere ikke ville medføre nogen stor bekostning og let kunne dækkes ved at pålægge enhver som passerer den i dyrehavstiden, en ubetydelig afgift. Af de ejendomme som ligger ved stranden, ville ingen savne den jordstrimmel der medgik til en sådan vej, da jorden tæt ved stranden henligger udyrket.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 815-817)

"På Langelinje er det kun tilladt dem at spadsere som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det." (Emanuel Larsen: Vy fra Langelinje mod Nyholm, 1850. Statens Museum for Kunst.)

De faktiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidnekammersagen: Peder Jensen contra Skomagermester Mørch, hvoraf sees, at Tracteur Caspersen trænger til Opdragelse.

I Adressekontorets efterretninger der udkom den 3. november, findes en udskrift af andet vidnekammers protokol, angående sagen nr. 322-31, Peder Jensen kontra skomagermester Mørch. Da fornavnet er udeladt ved mit navn og flere af mine ærede medmestre har samme navn, synes mig hvem sagen angår at jeg bør afvende at ingen blandt disse fejlagtigt anses at være sagen vedkommende af hvilken årsag den offentliggøres.

Traktør Caspersen der dengang boede på Nørrebro, nu på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade, anmodede mig om for bekendtskabs skyld (ikke for betaling) at føre regnskab ved et gevinstspil han havde foranstalte i september måned dette år, og da tiden tillod mig det, viste jeg ham denne villighed. Karlen, Peder Jensen, som rejste kegler op, råbte ved dagen flere gange fejlagtigt af, hvor jeg som anså det for pligt tillige at påse at ingen led tab ved det, irettesatte ham. Men om aftenen bemærkede jeg tillige med en anden mand, at Peder Jensen flere gange sparkede til bagkeglen når kuglen havde nået keglerne. Uden at ville bestemme om dette skete for at favorisere nogen eller fordi karlen var så meget klodset, hjalp det dog intet at jeg råbte til ham: "hold benene for dig selv!" men af og til vedblev han desuagtet at drive sit spilop.

Jeg henvendte mig nu til Caspersen og gjorde ham opmærksom på dette uvæsen. Hvorpå vi i forening gik ned til karlen
Caspersen (til karlen: Har du sparket til bagkeglen
Karlen: Nej!
Hermed blev forhøret afsluttet og eksaminatoren var tilfreds med eksminandens meget juridiske svar, men glemte helt sin egen jura (i tilfælde af sådan havde fået indpas i hans hjerne) på tilbagevejen til keglestuen. For næppe ankommet der overfaldt han mig, greb mig i brystet og kastede mig med kraft imod kanten af bord så at min side fik et vældigt slag hvoraf jeg endnu har smerter. Efter at have modtaget sådan tak for min redelighed af denne grobrian af hvis fremgangsmåde tydeligt fremlyser at han ikke ønskede at blive gjort opmærksom på sparkespillet, men ville have at jeg skulle følge visdomsreglen: "at se og tie", aflagde jeg regnskab for de indkasserede kontante penge, og forlod da under heftige smerter dette for mig så fatale sted.

Allerede nævnte Caspersen sendte 3 til  dage herefter Peder Jensen til mig for at anmode mig om at komme ud til ham. Efter der i forening med Caspersen at have opgjort regnskabet, ytrede han at han manglede 3 mark. Hvilket jeg straks var villig til at betale. Men da han ikke ville modtage dem, heller ikke 1 rigsbankdaler jeg skyldte ham - sandsynligvis anså han disse 9 mark som et vederlag for min ulejlighed og modtagne prygl - og jeg ikke ville have noget for min ulejlighed og da denne sum var en for ringe bøde for kur og svie, så er den uddelt til tre trængende Vartovslemmer. Ved denne sammenkomst ytrede Caspersen at han på grund af at have ladet mig kalde for denne gang ville forskåne mig for prygl, men jeg skulle nok få dem en anden gang. (Et bevis for at det ikke altid er godt at have noget til gode.)

Caspersen har, sandsynligvis for at chikanere mig, foranstaltet denne for mig i øvrigt ikke vanærende sag indrykket i Adressekontorets efterretninger. Da han alt for længe i forvejen har ytret for flere at ville gøre det.

Disse er sagens faktiske omstændigheder, og jeg overladet det til det ærede publikum at bedømme om jeg der gjorde Caspersen opmærksom på det urigtige og skadelige i keglerejserens adfærd, eller Casperson som lønnede min redelighed med en dragt prygl, eller endelig Peder Jensen der Gud ved af hvilken grund af og til sparkede til bagkeglen, er foruretter eller forurettet. Kun tillader jeg mig at ytre så meget: at Caspersens adfærd mod mig forekommer mig at være uforskammet og vidner om at denne mand har mangel på opdragelse.

Carl Frederik Mørch
Skomagermester.

(Politivennen nr 828. Løverdagen den 12te November 1831, s. 777-781)

3 skæve. Keglespil. Det kongelige Bibliotek.

Redacteurens Anmærkning

Caspersen havde flere gange annonceret åbningen på Gammeltorv den 26. oktober 1831. At Mørch vitterligt tilsendte fattigvæsenet pengene, blev bekræftet i en notits i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 5. november 1831:

"I Anledning af en Meningsforskjellighed ved sidste Gevinstspil hos Hr. Tracteur Caspersen," har Hr. C. F. Mørch idag (Løverdag) sendt mig 9 mk. til tre af Vartov Stiftelses trængende Lemmer. Gaven er med Glæde uddeelt og med Taknemmelighed modtaget. R. G. Wolff.

For denne artikel indkasserede Mørch en dom med efterfølgende bøde på 50 rigsbankdaler:

I den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn er Mandagen den 27de d. M. afsagt Dom i Sagen: Tracteur Hans Caspersen, contra Skomagermester Carl Frederik Mørch, betræffende adskillige under Sagen omhandlede, fra Citantens Side paatalte, Udladelser i et af Indstævnte i Politivennen No. 828 af 12te Novbr. f. A. indrykket Stykke, med Overskrivt: "De factiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidne-Kammerjæger Peder Jensen, contra Skomagermester Mørch, o.s.v.", og er ved bemeldte Dom saaledes Kjendt for Ret: "De ovennævnte, af Indstævnte Skomagermester Carl Frederik Mørch om Citanten, Tracteur Hans Caspersen i Bladet Politivennen No. 828 af 12te Novbr f. A. fremførte utilbørlige Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanten til Skade paa gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for sit i saa Henseende udviste Forhold bør til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 50 Rbd Sølv. Det Idømte udbødes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Hvilket herved, i Overeensstemmelse med den 20de § i Forordnignen af 27de Septbr 1799 om Trykkefrihedens Grænser, bekjendtgøres.
Justitscontoiret i den Kgl. Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, d. 29 Aug. 1832. Hoff.Hvilket herved, i Overeensstemmelse med den 20de § i Forordnignen af 27de Septbr 1799 om Trykkefrihedens Grænser, bekjendtgøres.Justitscontoiret i den Kgl. Lands- Over samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, d. 29 Aug. 1832. Hoff. 

Bøn on Ro ved Midnat.

Indsenderen som er en gammel, svagelig mand og hvis første søvn er ham den bedste, blev pludseligt natten mellem fredag den 11. og lørdag den 12. d. m. omtrent kl. 12 vækket af sin gode søvn ved en skænden og banden på gaden. Han fattede da den tanke at det muligvis var nogle berusede mennesker som gik gennem gaden, og hvis støj snart ville ophøre. Men tværtimod blev den ved jo længere jo værre. Indsenderen stod derpå op, gik til vinduet og så til sin store forundring at det var to vægtere. Den ene som råber ved Frederiksholms Kanal og den anden som råber i Magstræde. Hvilke så vidt indsenderen kunne forstå, var kommet i klammeri af smålig jalousi over vægterens kone i Magstræde. Indsenderens mening er at da vægterne er for at holde ro på gaden ved nattetid bør de selv allermindst udøve noget som forstyrrer den. Til slut skal han ikke undlade at takke vægterne i Rådhusstræde og på Vandkunsten der så omhyggeligt søgte at styre de to førstnævnte, hidsige vægtere til ro.

(Politivennen nr. 829, Løverdagen den 19de November 1831, s. side 810-811)

Stor Ureenlighed.

Fra huset nr. 316 i Helsingørsgade har det allerede en del gange været tilfældet at sammes lokum ikke er blevet udført i rette tid, således at det deri værende indhold er trængt ind i nabogården nr. 317, helt oversvømmet samme og herved i høj grad besværet beboerne. Det var at ønske at sådan væmmelig uorden afskaffedes.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 789-790)