Ønske paa Knippelsbro.

Da man ofte ved Knippelsbro ser sig standset i lang tid når skibe skal igennem broen og enten på grund af strøm eller storm ikke kan slippe hurtigt igennem, var det meget ønskeligt at det blev pålagt bromanden at sørge for at der altid ombord på fartøjerne fandtes tilstrækkeligt mandskab ved spillet. For det er indlysende at et par menneskers kraft ikke kan være nok til at bevirke en hurtig gennemfart. Fra kvaserne må der jo altid kunne fås hjælpere, og på selve broen findes vel jævnligt personer der ville fortjene lidt ved sådan lejlighed. At 2 skibe går gennem broen på en gang er vel ikke heller så ganske i tingens orden.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 885-886)

Venlig Anmodning til Eierne af Grundene Nr. 233 og 234 paa Nørregade.

Idet man bevidner den humane ejer af grunden nr. 233 på Nørregade fortjent tak fordi han til medborgeres sikkerhed har ladet forhøje såvel indhegningsmuren mod gaden, som det mod den vedliggende grund værende stykke plankeværk, må man beklage at ejeren ikke er gjort opmærksom på at hegnet om denne grund der går igennem til Fiolstræde, er i lige så dårlig, ja, endog i dårligere tilstand mod dette stræde end før hegnet mod Nørregade, og man må dertil tilføje at det er så meget mere vigtigt at også grundens hegn mod sidst nævnte gade eller stræde istandsættes og forhøjes som det er bekendt at ildesindede mennesker endog i sommer har om natten skrævet over den ubetydelige rest af plankeværket der er tilbage mod Fiolstræde og derfra forsøgt indbrud og tyveri i en tilstødende gård, ligesom det ikke heller er sjældent at kåde drenge stiger over nævnte rest af plankeværket og fra grunden indkaster urenlighed og stenskærver (hvoraf der på stedet findes et meget tilstrækkeligt forråd) i de omliggende gårde, ja endog ituslår ruder i sammes bagbygninger, uden at man kan forhindre sådant, da drengene straks når deres udåd mærkes, retirerer igennem eller over det faldefærdige plankeværk ud til Fiolstræde hvortil man ikke kan lade uberørt at ujævne brædder slået på tværs endog i ellers tilstrækkelig højde, ikke afgiver forsvarligt hegn, da der i bræddernes ujævne fuger altid findes hånd- og fodfæste til meget let at overstige hegnet.

Hvad den tilstødende grund nr. 234 angår, da er dette nu den eneste grund på Nørregade der ikke mod gaden er indhegnet, men benyttes som et slags torv da bøndervogne etc. kører tværs over fortovet ind på grunden hvor hestene fraspændes og fodres, mens vognstangen og undertiden en del af vognen rager ud på fortovet. Vel er denne grund beboet, da derpå er opført et side- og baghus. Men den er så opfyldt med alskens materialer og så fuld af kroge og bugter at det som bekendt har været umuligt om aftenen eller natten der at finde personer som har forsøgt overfald eller begået uordener på gaden.

Man drister af den grund at håbe at ejerne af berørte 2 grund nr. 233 og 234 på Nørregade der begge er kendte som formuende folk, endnu i vinter lader afhjælpe de påankede mangler med indhegningen af deres grundemod gaden, eller i andet fald at den respektive autoritet der ellers med så megen og heldig virksomhed sørger for almen- og borgersikkerheden, påminder de før nævnte grundejere om at opfylde deres pligter mod det offentlige og deres medborgere ved at opføre et forsvarligt hegn om deres ejendomme.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 883-885).

Redacteurens Anmærkning.

Nørregade 233 er nutidens Nørregade 30. Nørregade 234 er nutidens nr. 28. Se nedenstående foto, Erik Nicolaisen Høy:

Indstændig Anmodning til Lygtevæsenets Vedkommende.

Når man fra Gothersgade vil passere ad det stykke vej på Kongens Nytorv mellem hjørnet af Store Kongensgade og det thottske palæ er man ofte stedt i en temmelig hård knibe, især når det er tyk luft og hverken måne eller stjerne er oppe. Skrædderen som bor i stueetagen på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Kongensgade har en brillant belysning. Men fra hans vinduer til nærmeste lygte er 42 skridt, og på det øvrige stykke, indtil det thottske palæ, er omtrent lige så langt mellem lygterne. Herved opstår på denne lange strækning af torvet et egyptisk mørke som kontrasterer slemt med den omtalte hjørnebelysning, og således blænder øjet at man når man kommer fra Gothersgade, umuligt kan vogte sig for at blive overkørt af de drosker og andre vogne som med ilsom fart kommer jagende fra torvet ned ad Gothersgade. For vel kan man høre deres larmen. Men i sådant mørke er det umuligt at skelne hvor nær de er, især når de kommer jagende straks efter hverandre. Blændedes øjet ikke af skrædderens lamper, ville det uden tvivl være lettere at skimte vognene, men nu er det umuligt.

Overhovedet er dette skønne torv alt for mådelig belyst hvorfor man altid er i fare når man skal gå tværs over det, i hvilken som helst retning dette end sker. Dette er i særdeleshed tilfældet når man på mørke aftener går fra teatret: lygterne ved Det Kongelige Teater oplyser dets nærmeste omkreds, men udenfor denne er det så mørkt at man umuligt kan vogte sig for de mangfoldige vogne som i alle retninger krydser hinanden, idet de forlader Det Kongelige Teater for at køre til deres bestemmelsessteder i forskellige egne af staden. Det ville ikke alene mærkbart bidrage til dette torvs forskønnelse om aftenen, men især til indbyggernes nytte og sikkerhed, når der blev sørget for en belysning som nogenlunde svarede til dets beskaffenhed og omfang. På det omtalte stykke vej fra Store Kongensgade til Bredgade burde anbringes en klart brændende lygte mellem hver to af dem der nu står. Dette ville allerede afhjælpe en stor del af denne stræknings sorte og farlige mørke. Den øvrige forbedring af torvets belysning kunne måske iværksættes ved anvendelse af nogle flere klart skinnende lygter omkring den skønne statue samt ved et større antal lygter langs med de forskelige store bygninger som findes på dette torv. Dog, de nærmere bestemmelser i denne henseende til størst mulig gavn og pryd overlades til vedkommende embedsmænd hvem man beder ikke at overse denne anmodning.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 875-877)

Jehus Fart paa Kjøbmagergade.

I forrige uge kom en karet farende gennem Købmagergade i fuld fart, så at kusken uden at ænse fodgængerne, kørte på en af Trinitatis Sogns præster der skred over gaden for at gå i embedsforretning. Hans velærværdighed der faldt om på gaden, fik foruden et slemt stød, sin embedsdragt således tilsølet at han måtte ty ind til en familie i nabolaget hvorfra han fik sendt bud hjem efter andre klæder. Kusken greb till det sædvanlige middel, nemlig at køre endnu stærkere for at komme ud af syne, mens de to herrer som sad i vognen, og hvoraf den ene var en læge, viste sig så ligegyldige ved det skete at de ikke lod holde, for at erfare om ulykke var sket. Man kan i denne anledning ikke undlade at fremsætte det ønske der før i dette blad har været ytret at kareter, wienervogne osv. måtte forsynes med nummer og ejerens navn på bagsiden for at disse endog i flugten kunne kendes.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 874-875)

Nytaar.

Dette tages i forskellig betydning, men den værste er den hvorved forstås en uhjemlet fordring som imod at ønske "et glædeligt nytår" gøres af personer af stadens ringere betjente, af den tjenende klasse, af håndværksstandens drenge og af så mange andre uagtet deres tjeneste desuden betales enten af det offentlige eller ved privat overenskomst.

Selv en del tjenere undser sig ikke ved at forlange nytår hos dem som jævnligt i årets løb har gæstet deres herskab. Det er vel indlysende at et sådant nytår vist nok ikke kan kaldes glædeligt, men snarere sørgeligt og trykkende for mange, for hvem denne dag intet bringer uden tomme ønsker og store udgifter som ikke står i forhold til indtægten. Og det var derfor at ønske at denne uskik efterhånden ville aftage i stedet for at den ny synes hvert år mere at udbrede sig.

Desværre vil rigtigheden af det fremsatte findes den 1. januar 1832.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 869-870)

P. Klæstrup: Nytårsgratulanter.

Redacteurens Anmærkning

I artiklen "Skadelige og ikke skadelige Nytaarsskikke", Politivennen nr. 1202, lørdag den 12. januar 1838, side 22-24 berettes at enkelte kommuner på landet har gjort noget ved denne skik.