Venlig Anmodning til Eierne af Grundene Nr. 233 og 234 paa Nørregade.

Idet man bevidner den humane ejer af grunden nr. 233 på Nørregade fortjent tak fordi han til medborgeres sikkerhed har ladet forhøje såvel indhegningsmuren mod gaden, som det mod den vedliggende grund værende stykke plankeværk, må man beklage at ejeren ikke er gjort opmærksom på at hegnet om denne grund der går igennem til Fiolstræde, er i lige så dårlig, ja, endog i dårligere tilstand mod dette stræde end før hegnet mod Nørregade, og man må dertil tilføje at det er så meget mere vigtigt at også grundens hegn mod sidst nævnte gade eller stræde istandsættes og forhøjes som det er bekendt at ildesindede mennesker endog i sommer har om natten skrævet over den ubetydelige rest af plankeværket der er tilbage mod Fiolstræde og derfra forsøgt indbrud og tyveri i en tilstødende gård, ligesom det ikke heller er sjældent at kåde drenge stiger over nævnte rest af plankeværket og fra grunden indkaster urenlighed og stenskærver (hvoraf der på stedet findes et meget tilstrækkeligt forråd) i de omliggende gårde, ja endog ituslår ruder i sammes bagbygninger, uden at man kan forhindre sådant, da drengene straks når deres udåd mærkes, retirerer igennem eller over det faldefærdige plankeværk ud til Fiolstræde hvortil man ikke kan lade uberørt at ujævne brædder slået på tværs endog i ellers tilstrækkelig højde, ikke afgiver forsvarligt hegn, da der i bræddernes ujævne fuger altid findes hånd- og fodfæste til meget let at overstige hegnet.

Hvad den tilstødende grund nr. 234 angår, da er dette nu den eneste grund på Nørregade der ikke mod gaden er indhegnet, men benyttes som et slags torv da bøndervogne etc. kører tværs over fortovet ind på grunden hvor hestene fraspændes og fodres, mens vognstangen og undertiden en del af vognen rager ud på fortovet. Vel er denne grund beboet, da derpå er opført et side- og baghus. Men den er så opfyldt med alskens materialer og så fuld af kroge og bugter at det som bekendt har været umuligt om aftenen eller natten der at finde personer som har forsøgt overfald eller begået uordener på gaden.

Man drister af den grund at håbe at ejerne af berørte 2 grund nr. 233 og 234 på Nørregade der begge er kendte som formuende folk, endnu i vinter lader afhjælpe de påankede mangler med indhegningen af deres grundemod gaden, eller i andet fald at den respektive autoritet der ellers med så megen og heldig virksomhed sørger for almen- og borgersikkerheden, påminder de før nævnte grundejere om at opfylde deres pligter mod det offentlige og deres medborgere ved at opføre et forsvarligt hegn om deres ejendomme.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 883-885).

Redacteurens Anmærkning.

Nørregade 233 er nutidens Nørregade 30. Nørregade 234 er nutidens nr. 28. Se nedenstående foto, Erik Nicolaisen Høy:

Indstændig Anmodning til Lygtevæsenets Vedkommende.

Når man fra Gothersgade vil passere ad det stykke vej på Kongens Nytorv mellem hjørnet af Store Kongensgade og det thottske palæ er man ofte stedt i en temmelig hård knibe, især når det er tyk luft og hverken måne eller stjerne er oppe. Skrædderen som bor i stueetagen på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Kongensgade har en brillant belysning. Men fra hans vinduer til nærmeste lygte er 42 skridt, og på det øvrige stykke, indtil det thottske palæ, er omtrent lige så langt mellem lygterne. Herved opstår på denne lange strækning af torvet et egyptisk mørke som kontrasterer slemt med den omtalte hjørnebelysning, og således blænder øjet at man når man kommer fra Gothersgade, umuligt kan vogte sig for at blive overkørt af de drosker og andre vogne som med ilsom fart kommer jagende fra torvet ned ad Gothersgade. For vel kan man høre deres larmen. Men i sådant mørke er det umuligt at skelne hvor nær de er, især når de kommer jagende straks efter hverandre. Blændedes øjet ikke af skrædderens lamper, ville det uden tvivl være lettere at skimte vognene, men nu er det umuligt.

Overhovedet er dette skønne torv alt for mådelig belyst hvorfor man altid er i fare når man skal gå tværs over det, i hvilken som helst retning dette end sker. Dette er i særdeleshed tilfældet når man på mørke aftener går fra teatret: lygterne ved Det Kongelige Teater oplyser dets nærmeste omkreds, men udenfor denne er det så mørkt at man umuligt kan vogte sig for de mangfoldige vogne som i alle retninger krydser hinanden, idet de forlader Det Kongelige Teater for at køre til deres bestemmelsessteder i forskellige egne af staden. Det ville ikke alene mærkbart bidrage til dette torvs forskønnelse om aftenen, men især til indbyggernes nytte og sikkerhed, når der blev sørget for en belysning som nogenlunde svarede til dets beskaffenhed og omfang. På det omtalte stykke vej fra Store Kongensgade til Bredgade burde anbringes en klart brændende lygte mellem hver to af dem der nu står. Dette ville allerede afhjælpe en stor del af denne stræknings sorte og farlige mørke. Den øvrige forbedring af torvets belysning kunne måske iværksættes ved anvendelse af nogle flere klart skinnende lygter omkring den skønne statue samt ved et større antal lygter langs med de forskelige store bygninger som findes på dette torv. Dog, de nærmere bestemmelser i denne henseende til størst mulig gavn og pryd overlades til vedkommende embedsmænd hvem man beder ikke at overse denne anmodning.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 875-877)

Jehus Fart paa Kjøbmagergade.

I forrige uge kom en karet farende gennem Købmagergade i fuld fart, så at kusken uden at ænse fodgængerne, kørte på en af Trinitatis Sogns præster der skred over gaden for at gå i embedsforretning. Hans velærværdighed der faldt om på gaden, fik foruden et slemt stød, sin embedsdragt således tilsølet at han måtte ty ind til en familie i nabolaget hvorfra han fik sendt bud hjem efter andre klæder. Kusken greb till det sædvanlige middel, nemlig at køre endnu stærkere for at komme ud af syne, mens de to herrer som sad i vognen, og hvoraf den ene var en læge, viste sig så ligegyldige ved det skete at de ikke lod holde, for at erfare om ulykke var sket. Man kan i denne anledning ikke undlade at fremsætte det ønske der før i dette blad har været ytret at kareter, wienervogne osv. måtte forsynes med nummer og ejerens navn på bagsiden for at disse endog i flugten kunne kendes.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 874-875)

Nytaar.

Dette tages i forskellig betydning, men den værste er den hvorved forstås en uhjemlet fordring som imod at ønske "et glædeligt nytår" gøres af personer af stadens ringere betjente, af den tjenende klasse, af håndværksstandens drenge og af så mange andre uagtet deres tjeneste desuden betales enten af det offentlige eller ved privat overenskomst.

Selv en del tjenere undser sig ikke ved at forlange nytår hos dem som jævnligt i årets løb har gæstet deres herskab. Det er vel indlysende at et sådant nytår vist nok ikke kan kaldes glædeligt, men snarere sørgeligt og trykkende for mange, for hvem denne dag intet bringer uden tomme ønsker og store udgifter som ikke står i forhold til indtægten. Og det var derfor at ønske at denne uskik efterhånden ville aftage i stedet for at den ny synes hvert år mere at udbrede sig.

Desværre vil rigtigheden af det fremsatte findes den 1. januar 1832.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 869-870)

P. Klæstrup: Nytårsgratulanter.

Redacteurens Anmærkning

I artiklen "Skadelige og ikke skadelige Nytaarsskikke", Politivennen nr. 1202, lørdag den 12. januar 1838, side 22-24 berettes at enkelte kommuner på landet har gjort noget ved denne skik.

Ønsker i Anledning af Forbryderes Transport igjennem Gaderne.

Straks efter ildebranden i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i året 1817 kunne man i dette blad læse et forslag til de ansvarlige om at give forbrydere eller indesluttede fanger en udmærket eller afstikkende dragt for at de i tilfælde af forsøg på at sætte sig i frihed lettere kunne kendes og pågribes. Dette forslag fandt bifald. Og såvel fangerne i ovennævnte straffeanstalt som fæstningsslaverne fik klæder af forskellige farver. Denne sag er således i rigtighed. Men skønt ingen mere end indsenderen skatter denne gode foranstaltning, vover han dog at fremsætte til højere ansvarliges skøn om det ikke burde tillades forbrydere af mindre betydning eller personer der på en kort tid er hensat i stiftelsen, at aflægge denne dragt når de i et eller andet tilfælde er nødt til under tilbørligt tilsyn at vise sig offentligt uden for stiftelsen.

Hensigten med straf er at forbedre. Stiftelsens navn tyder jo dertil. Og er det sandt at flere personer efter at have udholdt deres straffetid i stiftelsen har vist sig virkelig forbedrede og ført en upåklagelige vandel, så er det lige så vist at sådanne personer ikke har tabt al æresfølelse eller agtelse for sig selv. Det synes derfor pligt for vedkommende embedsmænd at nære, ja om muligt at forøge denne fangernes æresfølelse og selvagtelse. Men hvordan må denne ikke nedbrydes når en person som af letsindighed eller ungdoms uerfarenhed og ikke af ondskab har begået et fejltrin der har forbedringshusstraf til følge, i straffetiden føres i en så udmærket dragt gennem byen, den lange vej fra straffeanstalten til Råd- og domhuset hvor den kan være befalet at fremstilles som vidne i en eller anden sag, enten for politiretten eller i kriminalkamrene. Indsenderen har for ikke længe siden set en ung kvinde gå således denne vej i et sådant ærinde. Udsat for de mange mødendes gloen og gaben og for deres lydeligt ytrede bemærkninger følte hun sig dybt beskæmmet og anså muligvis en sådan offentlig fremstilling for værre end straffen selv, eller i det mindste for en betydelig forøgelse af denne. Muligvis kunne der blandt dem hun mødte have været nogle af hendes bekendte, der hidtil var og måske bestandig ville forblive uvidende om hendes fejltrin, men som således blev underrettet om den og som ved at meddele deres opdagelse til flere, måske kunne bevirke at man til trods for forordningen af 20. februar 1789 vil lade hende det høre hele hendes levetid.

Det er vist klart af ovenanførte at det kun er mod sådanne personer der for kort tid er indsat i Forbedringshuset og af hvilke man kan vente en alvorlig forbedring at indsenderen ønsker udvist ovennævnte skånsel. Grove forbrydere derimod kan han ønske under en strengere bevogtning. Det forekommer ham nemlig ikke nok at en sådan ledsages af en eneste simpelt klædt ubevæbnet betjent. For det kan vel hænde at forbryderen eller nogle på hans vej mødende konsorter kunne forsøge på at sætte ham i frihed ved at overfalde ledsageren, der da muligvis ville savne den hjælp folk ellers i almindelighed villigt yder enhver retsbetjent i hans embedsførelse når han af det kendes som en sådan. Det ville derfor være til stor nytte når ingen vagt medfølger, at den betjent der ledsager forbryderen, var iført uniform, hvilket også er tilfældet med fæstningsslaverne. Det er jo med særdeles hensyn til at betrygge stiftelsens embedsmænd og betjent for overfald og fornærmelser tilladt disse at bære en uniform der så vidt mindes består af brun kjole med grøn krave og opslag med distinktion af tresser og forskellige bredde, grå benklæder og trekantet hat. At betjentene er forsynet med denne uniform, er altså sandsynligt uagtet indsenderen aldrig har set dem benytte samme.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 863-867)

"Hvorledes må selvagtelsen ikke nedbrydes når en person i straffetiden føres i en så udmærket dragt gennem byen." (Martinus Rørbye: En uniformeret fængselsbetjent og to studier af en fange fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst.)