01 september 2016

Transport af militære arrestanter igjennem Gaderne.

I Politivennen nr. 833 er vist i en afhandling hvorledes forbryderes æresfølelse og selvagtelse må tåbes ved i en udmærket dragt at føres gennem byen fra straffeanstalten til råd- og domhuset. Når denne behandling menes allerede at virke så ufordelagtigt på grove og dømte forbrydere, hvor meget mere må det ikke være tilfældet med ufordærvede soldater som arresteret for en eller anden forseelse dagligt ses transporteret gennem gaderne, ført mellem tre mænd fra Hovedvagten til forhøret eller krigsretten og som oftest fulgt af drenge eller anden pøbel.

En sådan offentlig paradering skønnes især i vore tider for enhver militær af æresfølelse ofte at være værre end straffen selv. Og kan kun have en meget vedværdigende indflydelse på hans moralsk følelse. At en forandret fremgangsmåde heri måtte finde sted, er meget at ønske.

(Politivennen nr. 836, Løverdagen den 7de Januari 1832, s. 11-12)

31 august 2016

Om Nytaarskræveri

For nyligt er i dette blad omtalt den uforskammede nytårstryglen. I stedet for at dette skulle gøre disse personer mere beskedne, har indsenderen af dette næsten bemærket det modsatte. Således blev han endog selve juledag hjemsøgt af vandkikkere og flere. Men ingen har været mere uforskammet end gadebetjentene i Øster Kvarter. For da indsenderen er ikke bebor sin ejendom i dette kvarter, ikke gav dem det forlangte nytår, forlod de ham med mange taksigelser. Han lovede dem at melde deres uforskammethed for deres foresatte, men idet han vælger denne vej, tror han både at have opfyldt sit løfte og tillige gjort fine medborgere opmærksomme på hvilke uforskammede personer der begærer nytår.

(Politivennen nr. 835, Løverdagen den 31de December 1831, s. 898)


Fælt Udvortes af moderne Bygninger.

Det er et besynderligt særsyn at hvis man ville dømme alene efter malingen af de i senere år opførte bygninger i København, skulle man fristes til at tro at de havde stået fra ældgammel tid. Det er nemlig den hvide farve som meget snart giver husene dette forældede udseende. Efter nogle års forløb bliver de grå, plettede, skidne, og ser ud som om de havde været udsat for en evig røg. Som bevis på det fremsatte behøves kun at anføres Frue Kirke med de samme omgivende bygninger, især den så fejlagtigt kaldte Trøstens Bolig i Klædeboderne, huset lige for hovedindgangen af kirken og den latinske skole.

Den hele gruppe af bygninger taget tilsammenfrembringer nu et mørkt og ubehageligt indtryk foranlediget af det tilsyneladende forsømte udvortes. Det ville være meget at beklage for en så smuk stad som København om de herefter opbyggede huse fremdeles skulle vansires ifølge denne stygge mode. Hvor meget smuk maling bidrager til at hæve, selv en gammel bygning, ses på almindeligt Hospital i Amaliegade. Hvor meget derimod en dårlig smag i denne henseende frembringer et stødende indtryk bemærkes i Kronprinsessegade hvor der findes to gårde mellem Dronningens Tværgade og Sølvgade hvis vindueskarme er malet brandgule!

(Politivennen nr. 835, løverdag den 31te December 1831, s. 895-896)

Redacteurens Anmærkning.

Den rigtige "Trøstens Bolig" var en stiftelse, som havde flere boliger. I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger omtaltes den 26. september 1823 et i Skindergade. I tidsskriftet Freia, nr. 57-58 1825 skal der have været en artikel med titlen: "Spørgsmaal til Directionen for Trøstens Bolig. I Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 2. juli 1841 fremgår at Borgerrepræsentation den 14. og 21. juni 1841 havde behandlet en ansøgning fra bestyrelsen om fritagelse for at svare bygnings- og fattigskat af bygning nr. 416 i Klerkegade. Det blev afslået.

30 august 2016

Uordener.

2) en del drenge har i denne tid valgt sig såvel hovedtrappen til Frue Kirke ud til Nørregade, som den ud til pladsen til boldgade for deres støjende lege. Herved ikke alene tilsøles og beskadiges trapperne, ligesom muren og pillerne mærkes med usømmelige figurer. Men dette uvæsen røber mangel på den agtelse der bør vises stedets hellighed.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 894)

Løser af!

Kongens Nytorvs beboere bliver ofte forstyrret i deres nattero ved at to skildvagter som står for gevær ved Hovedvagten hver anden time råber eller rettere brøler af alle kræfter: Løser af! Og det så stærkt at det høres i en utrolig afstand, især om natten hvorved de tillige trækker disse få ord så langt ud at råbet varer flere sekunder og vedbliver undertiden uagtet vagten dog ses allerede at være trådt i gevær.

Indsenderen som ikke er militær, kan ikke skønne hvorvidt denne del af tjenesten udfordrer denne forfærdelige larm og skrigeri. Men i fald sådant ikke er aldeles nødvendigt, så ville vores humane kommandant erhverve sig de i nærheden af vagterne boendes tak ved velvilligt heri at befale en lille forandring.


(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 888)

Hovedvagten på Kongens Nytorv. Ophav og årstal ukendt, men før nedrivningen af bygningerne bag bygningen. Public Domain, KBHbilleder.