Unoder af en graverkarl.

Fredag den 2. marts forleden blev en snedkersvend der var død på Frederiks Hospital, bragt til sit hvilested som var betalt af lauget på Assistenskirkegård, af de dertil tilsagte laugssvende. Jordpåkastelsen skete på hospitalet af en præst. Ved ligfølget var endvidere den afdødes familie til stede.

Efter at kisten var sænket ned i graven, tog enkelte af følget en spade og kastede som tegn på agtelse noget jord ned i graven, hvorimod andre fæstede et tavst blik i det kolde hjem. Ved denne lejlighed tillod en af de tilstedeværende graverkarle sig med hånende gebærder og på en i øvrigt uforskammet måde at træde op til graven og spytte ned i den, hvorpå han viste følget bort. 

Indsenderen ved ikke hvad årsagen måtte være til en sådan pøbelagtig adfærd. Men han tror næppe at det skulle være ringeagt for liget, fordi hverken præst, bedemand eller graver var med i processionen, eller også at et på simpel måde begravet lig, det vil sige hvor hverken Per eller Poul bliver ukristeligt smurt for at opfylde deres pligter, in specie skal behandles med ringeagt af graverkarlen, men penge også kun skaffer agtelse og velvillig behandling under disse omstændigheder.

At en graverkarl imidlertid i det udvortes forhold bør iagttage en høflig og beskeden adfærd, følger ligefrem af hans funktion. Da det nu er anstødeligt at møde sådan behandling som den anførte, så skal indsenderen have anmodet graverkarlens foresatte om at indskærpe disse i almindelighed og den udpegede graverkarl i særdeles fornøden sømmelig høflighed mod og ved ligfølger for fremtiden.

En snedkersvend.

(Politivennen nr. 846, Løverdagen den 17de Marts 1832, s. 177-179)

Anmodning til Herr' Major og Fattigdirecteur Mangor.

Man har for nyligt læst i et offentligt blad adskillige ytringer om Frelserens Arbejdshus, nemlig at det er befolket med husvilde "som til dels består af straffede forbrydere, løsgængere og andre der har fundet husly under vores broer og den frie himmel; at man ikke kan indestå for at den fattige her ikke bliver befængt med utøj eller udslæt og at vist mange foretrækker natteleje selv i råt efterårsvejr i grøfterne og under broerne frem for det opholdssted som Frelserens Arbejdshus lover dem." 

At den stiftelse som bærer frelserens navn, yder den fattige og ulykkelige så lidt frelse, er højst beklageligt. Men af Deres bekendte iver og menneskekærlighed tør man sikkert vente at De vil søge at afhjælpe en så sørgelig tilstand og ved forflyttelse af en del af personalet til bedre, mere luftige og renlige værelser, samt bedre pleje af de derværende børn og voksne, bidrager til at formilde disse lidendes ulykkelige tilstand som nu giver anledning til så hyppige publikums medynk vækkende klager.

(Politivennen nr. 846, Løverdagen den 17de Marts 1832, s. 169-170)

Redacteurens Anmærkning

Mellem 1787 og 1800 var der blevet oprettet arbejdshuse for almissemodtagere der var i stand til at arbejde. Vor Frelsers arbejdshus i 1791, Prinsessegade 7/Dronningensgade 24-30. Det husede typisk mellem 60 og 100 lemmer. Her skulle de spinde uld og blev opdraget til gode samfundsborgere.

Udover Frelserens Sogns Arbejdshus var der Frue Sogns Arbejdshus, Nørrevold 30 (1786) med plads til op mod 200 kvinder, Nicolai Sogns Arbejdshuse, Vingårdsstræde, nu Nikolaj Plads 25 (1789) med plads til 100 kvinder, Trinitatis Sogns Arbejdshus, Aabenraa 15 (1794) for et halvt hundrede kvinder og Holmens Sogns Arbejdshus, Bredgade 55 (1792), til lidt over hundrede mænd.

Hertil kom Almindeligt Hospital, Amaliegade 26 med sygehospital og lemmehospital. Det første et hospital for fattige. Det sidste var en forsørgelsesanstalt for gamle, affældige og krøblinge.

Bøn til Hr. Skrædermester Holm, Eier af Huset Nr. 179 i Nillikegaden, "om lidt mere Reenlighed i samme Huus".

Med sandhed kan man sige i nævnte hus hersker det mest mageløse svineri. Det er et dagligt skue at se trappegangen her tilsølet med menneskelige ekskrementer, skønt lejerne beflitter sig på renlighed, da ejerens børn eller tyende enten af den skændigste magelighed eller af den laveste mangel på sans for renlighed, ikke umager sig længere end ud på gangen for at blive deres væmmelige overflødighed kvit. Et sidestykke til nævnte trappegang er husets gård. For at nå til lokummet - det stadigt er i en så uren tilstand at det kun kan benyttes fordi det er en nødvendighed - hvorved dog den ængsteligste omhu må anvendes da man er i den største fare for at medføre noget af lokummets indhold på sine kælder - er et par brandstøvler ganske uundværlige. Da dette svineri så ofte forgæves er påtalt til ejeren, så vælges denne vej for muligvis at se samme afhjulpet.

(Politivennen nr. 844, Løverdagen den 3.die Marts 1832, s. 141-142)

Redacteurens Anmærkning.

Der er to forklaringer på hvad Nellikegade var: Den ene at det er nuværende  Asylgade. Den anden at det var en del af Fredericiagade. Af artiklen fremgår ikke hvilken der er tale om.

I en bekendtgørelse i Politivennen nr. 847, 24.marts 1832 s. 199-200 erklærede ejendommens ejer, A. S. Holm at forfatteren til klagen, skomagermester J. F: Nielsen nu blev sagsøgt af ham for at blive draget til ansvar for hans højst usandfærdige beskyldninger.

En slem Fugl paa Felttjeneste.

Når de respektive regimenter af Københavns Garnison øves i felttjeneste, sædvanligvis i nærheden af Charlottenlund Skov, sker der tit uordener som indsenderen der ejer nogle huse tæt ved skoven, her vil anføre et eksempel på i det håb at bidrage til at hæmme sådant.

Lørdag den 11. februar øvedes hans kongelige højhed Christians regiment i en sådan felttjeneste på nævnte sted. Henimod middag måtte min hustru retirere ind i huset da hun i gården blev angrebet af 3 soldaters usømmelige kærlighedstaler. Men mon hun selv i sit eget hus kunne undgå heltene? Nej! Hver mand for til sit vinduesfag for der udefra at præsentere deres yndigheder efter fattig lejlighed. 

Indsenderen som arbejdede i et nærved liggende hus, kom netop ud derfra. Så disse 3 væbnede folk glo gennem sine vinduer og spurgte da den ene: Hvad ser du efter, hvorpå genspurgtes: Er det mig du taler til. Og da svaret blev ja, for den adspurgte tillige med de to andre bistert imod mig og med den kraftigste ed bebrejdede mig at have brugt ordet du idet de sagde at hvis han ville gøre det ret, burde han slå mig til jorden med sit gevær som et æsel. 

I stedet for at krybe til korset som denne fugl der var et helt hoved højere end jeg og blev assisteret af de andre vel havde ventet, svarede jeg kun: Slå! Hvis det behager dig. Ellers er der dør på huset og den står åben for dig og enhver militær som har noget der at udrette i tjenestesager. Men denne gloen igennem min vinduer tåler jeg ikke. Ved denne gentagelse af det for personen så forargelige du, forbitredes han således at han råbte efter sin løjtnant der skulle hentes for at jeg kunne få den fortjente straf. For at værge mig lidt mod en så overlegen magt, gik jeg hen i min port forfulgt af alle de 3 slemme gaster, og greb en brændeøkse som jeg betydede de gode folk at jeg ville forsvare mig med hvis der blev øvet vold i mit hus. Men da gav den person som var blevet fornærmet ved mit du, med sit gevær et drøjt stød for brystet, hvilket dog ikke bragte mig til at falde, og de andre fældede gevær mod mig, så at jeg nu med 2 bajonetter for brystet stod indespærret i mit eget portrum med mit ubetydelige våben i hånden. 

Dette varede et godt kvarters tid. Men der kom ingen officer. Der blev heller ikke sendt efter nogen. Måske anså befalingsmanden det heller ikke for rådeligt at svække sin magt ved at detachere en mand med rapport om det passerede. Af angst over at se 2 bajonetspidser true mit bryst og bevæget ved børnenes gråd, vovede min kone sig nu ud af huset for at tale et ord til min frelse, og spurgte derfor hvad jeg havde forbrudt. Og lød da svaret af nævnte høvedsmand, en underofficer, Deres mand er yderlig grov, han siger du til mig. På hendes gensvar at vi jo sagde du til den der var mere end vi alle, og at dette ord altså vel kunne bruges til en soldat som vi var vant til at kalde den der har gevær, enten han havde kjole eller trøje på, i stedet for at man måske havde ventet en bøn om nådig tilgivelse, syntes der at komme lidt vand i heltens blod. De to soldater vendte sig fra mig, affyrede deres geværer og ved nogle udtryk som bondefæ og andre lignende soldatervittigheder forlod dette smukke kløverblad os.

Ved at bekendtgøre ovenstående vil jeg råde de mænd i egnen som ofte må forlade deres huse for at tjene brødet og lade deres kvinder alene hjemme, at bede disse at hænge for vinduerne i deres huse når krigsfolk spores i nærheden da dette vel er den eneste råd for at undgå at blive overbegloet ved deres huslige sysler af uforskammede karle der som oftest fører et højst uterligt sprog. Men især advare dem for at sige du til en underofficer. For hvem ved hvad følgen af sådant kan have når blodet kommer i kog såvel på den ene som den anden. At en højere og højeste befalingsmænd ikke billiger en opførsel som den her påankede, ved vi jo ikke.

Eigaard.

(Politivennen nr. 843, Løverdagen den 25de Februar 1832, s. 128-132)

Et besynderligt Brev, og halvtredsindstyve Rigsbankdaler at fortjene.

Først i denne uge modtog jeg følgende brev:

Da jeg har erfaret at mine alvorlige advarsler ikke hidtil har haft den tilsigtede virkning på Dem, nemlig at bevæge avisskriverne til at tænke sig meget om hvad de skriver, og må formode at de halvt trøster Dem med at jeg i grunden ikke vil eller ikke kan føre Dem i nogen svær borgerlig straf, da jeg endnu ikke har indstævnet Dem for retten, vil jeg ikke undlade herved at underrette Dem om at jeg i denne uge vil have udtaget stævning imod Dem hvis ikke Deres sidst udgivne nummer af Politivennen havde foranlediget mig til på nu at indkalde Dem for Forligelseskommissionen. I den anledning vil jeg bede Dem overveje forordningen af 27. september 1799 § 13, og modtage min forsikring om at ligeså ugerne jeg nu bruger lovens sværd mod alle fornærmelser mod mig, ligeså alvorlig skal jeg retlig behandle alle dem som på trods af min advarsel har vist at de kun ønskede at falde for loven. At jeg i lige måde på behørige steder skal andrage på lovens opretholdelse mod anonymitet og pseudonymitet og i den henseende anbefaler Dem at gøre Dem bekendt med forordning af 27. september 1799 Grund. og § 16, 17, 19 vil jeg heller ikke skulle være Dem ubekendt. Efter en tre gange offentlig gentagen advarsel og dette monitum til Dem, må De ikke vente at jeg advarer tiere, men heller ikke venter at jeg tier fordi jeg bier. Flere samtidige processer vil som De let begriber forsinke de enkeltes incammination,men skal ikke redde en som endelig vil lide dom fra at smage loven for sine gerninger.
København den 7. februar 1832.
Jac. Chr. Lindberg
Magister artium.

Jeg kan på ingen måde tro at dette brev er sendt mig af hr. magister Lindberg, og det af følgende grunde.

1. Jeg har siden vores sidste møde i Forligelseskommissionen ikke omtalt hr. magisteren med et eneste ord eller optaget noget der på fjerneste måde sigter til ham.
2. Jeg anser ham for klog til at ville fremkomme med sådanne trusler som det ikke står i hans magt at udføre, sålænge han ikke er herre over lov og ret, og meget vel ved at han kun kan anlægge en sag, men ikke som dommer bestemme dens udfald.
3. Havde hr. magisteren fundet en advarsel nødvendig, ville han sikkert ligesom før have givet den i de offentlige lade, hvorved han da muligt kunne have jaget skræk i nogle frygtsomme, da han derimod kunne vente at en privat trussel til mig måtte, ifølge min engang givne erklæring, helt forfejle virkningen, om ikke lede til at bevirke det modsatte af det hvortil det sigtedes med det.

Jeg formoder snarere at en spøgefugl, eller måske endog et ondskabsfuldt menneske ved nogenlunde at efterligne hr. magisterens stil og skrivemåde har villet forsøge på at opægge mig til fornærmelse mod hr. magisteren, hvilket jeg dog i øvrigt vel skal vogte mig for. Er da denne min formodning rigtig, og det omhandlede truende brev tilstillet mig uden hr. magisterens vidende og vilje, udlover jeg herved en belønning af 50 Rbd. r. sølv til den eller de der opdager og bevisligt angiver falskneren. Til den ende skal det originale brev ligge til eftersyn på min bopæl fra i dag otte dage fra. kl. 9 morgen til kl. 6 eftermiddag. Vel ved jeg at det er vanskeligt, nøje og bestemt at kende en andens håndskrift, da der endog findes folk som ikke engang kan genkende deres egen efter ½ års forløb (se Juridisk Ugeblad af Sørensen). Men en nøjere betragtning og sammenligning af det skrevne kunne måske dog lede på rigtigt spor.
København den 10. februar 1832.

(Politivennen nr. 841, Løverdagen den 11te februar 1832, s. 112-113)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen ligger i forlængelse af retssagen der opstod i kølvandet på en lille notits i Politivennen nr. 837. Om denne retssag, se Redacteurens Anmærkning til denne notits.