En ung Pige efterlyses.

Efter at min datter Christine Margarethe i nogen tid havde nydt undervisning i religion af skolelærer Petersen i Søllerød og siden 1. november forrige år gået til konfirmationsforberedelse hos hr. pastor Boye, lod denne sidste hende i januar måned dette år vide at han ikke kunne antage hende til konfirmation før næste år. Hun tog derpå sin moder til København for om muligt der at blive konfirmeret til påske og henvendte sig til hr. skolelærer Sandbeck hos hvem hun i 2 til 3 år havde nydt undervisning. Denne mand henviste hende til hr. pastor Riis der efter at have overhørt hende erklærede at han fandt hende vel undervist og at han ville have antaget hende til konfirmation hvis han ikke allerede havde indleveret sin liste over konfirmander til hans højærværdighed hr. biskoppen. Men at hun kunne blive antaget til mikkelsdag. 

Hun tog derfor hjem igen med moderen, men viste sig bestandig mismodig og skamfuld over den nedvisning hun havde oplevet. Med et forlod hun hemmeligt sine forældres hus først i februar måned og har siden ikke været at opspørge. Da det formodes at hun har taget vejen til København, så bedes enhver der måtte komme på spor efter hende, opgive sådant enten for dette blads udgiver eller for mig, hendes fader. Pigen er i en alder af 14-15 år, lille af vækst og var ved bortgangen iført en mørkeblå bomuldspels.

Søllerød den 3. juni 1832
P. A. Jonstrup

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 409-410) .

En slem Uskik ved Østerport.

Ved klokken henimod 11 at passere Østerport, hænder det oftere at man træffer en hel forsamling af natrenovationsvogne der holder i række indenfor den yderste barriere indtil der hvor den egentlige bro begynder, ikke blot i en enkelt sluttet række, men i 3 ved siden af hinanden.

Det er ikke nogen anden vogn tilladt den øvrige tid passagen er åben at vælge disse steder til holdeplads, og det synes derfor så meget mindre passende at disse vogne på dette sted venter på at klokken skal blive 11, for da at køre ind i byen. For de forbikørende er det ikke alene meget ubehageligt at passere denne samling af ildelugtende vogne, men da de spærrer mere end halvdelen af kørepladsen, risikerer man at vælte med sin egen vogn, idet den let skrider ned i den temmelig dybe rendesten. Idet man tillader sig at gøre de ansvarlige opmærksom herpå, håber man at denne uorden snart vil blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 408-409) .

Svar paa det i Politievennen Nr. 858 indførte Stykke, betitlet: "Velmeent Advarsel."

Det har altid været og skal altid blive mit inderligste ønske at vedligeholde allerede erhvervet agtelse blandt mine medborgere.

Således kan jeg da ikke være tavs til det løgnagtige andragende og uden grund angreb en vis såkaldt skipper Heiner har tilladt sig at lade indføre om min kone og mig i den nævnte Politivennen. Den nøgne sandhed som i al fald fra min side kan blive bevisliggjort, vil jeg alene holde mig til. At jeg skænkede for ham og hans medfølger 2 snapse efter at de trådte ind i mit lokale er en sandhed, og ligeså at jeg derefter forlod stuen fordi jeg havde anden beskæftigelse og således måtte overlade min kom som nærværende det øvrige. Sandt er det at han forlangte en snaps til en 3. person som stod udenfor, men min kone der kun løseligt hørte hans krav, svarede ham: "min mand kommer straks."

Imidlertid tog han selv flasken uden at spørge om det, og skænkede af den en snaps til den nævnte person og det med et højst fornærmeligt udtryk "at han var mand for at betale flasken og kærligheden med." Min kone som blev opbragt over denne højst ulovlige adfærd, gav ham - det skal jeg ikke nægte - rigtig nok en alvorlig munddask. Derpå gik han ud på gaden og gjorde en sådan larm og spektakel der forvoldte opløb, og tirrede især min kone med det at hun måtte tage sin tilflugt til en fyldt spand vand som hun med det udtryk "at gale og fulde folk afkøler man bedst med koldt vand," ville overslå ham. Han derimod kom ned igen, greb spanden som han ville have kastet over hende, hvis jeg ikke var kommet hende til hjælp og således var det mig der kastede eller overøste ham med vand. At min kone i hidsighed kaldte ham "en bornholmsk røver" er muligt. Men at han fortjente denne benævnelse som velfortjent er lige så rigtigt. For at komme ind i en mands hus, uforskyldt fornærme ham og kone er i det virkelige en ulovlighed. Imidlertid undres jeg over at han ikke gennem rettens vej har påklaget de formodentlige fornærmelser mod ham. For lavt er det i al fald gennem et offentligt blad uden grund at beklikke næstens ære. Jeg tilføjer endnu at den tallerken han taler om, blev trådt itu af ham selv i arrigskab og at min kone som var fornærmet over det, blot kastede stumperne efter ham.

Det er en almindelig regel at hvor en nidding uforskyldt stræber efter næstens ruin på ære og agtelse, der skal også den fornærmede part høres. Denne regel har jeg i dette mit forsvar nøjagtigt fulgt for at forebygge urigtigt og falsk omdømme om egne og min kones handlinger. Hvorhos jeg tillige er den nævnte anmelder uundsigelig forbundet for den forøgede søgning han ved sin infame og injurierende annonce i den senere tid har erhvervet mig.

R. Rasmussen.

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 401-404) .

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på et indlæg i Politivennen nr. 858, 9. juni 1832, s. 390-392 

Der findes en halv snes værtshusholdere med navnet R. Rasmussen, men mon ikke det er ham som i Krak 1832 er opført som R. Rasmussen, værtshusholder, Bag Børsen 75. Derimod er der ingen Heiner. Adressen Bag Børsen 75 eksisterer ikke længere. Den lå på nuværende Slotholmsgade 16.

Velmeent Advarsel!

Motto: (Jeg ville hellere bo hos løver og drager end være i hus med en ond kvinde. Jesu Sir. B. B. 25, 17.)

Søndag den 3. i denne måned gik undertegnede i selskab med en skipper her i staden, ned i kælderen under huset nr. 75 bag Børsen for hos den derboende værtshusholder E. Rasmussen at tage en morgendram da vi begge endnu intet havde nydt. Da vi kom ind, skænkede manden os de forlangte 2 snapse og da vi havde drukket dem, forlod han stuen. Kort derefter kom en sømand som også havde været med mig i forretninger på et pakhus. Og da også han skulle have en dram, forlangte jeg denne 2 gange af konen som var i stuen. Men da jeg intet svar fik, tog jeg selv flasken for at skænke i det jeg sagde: "Med forlov! er det ikke denne flaske De skænker af?". Dog næppe havde jeg berørt flasken før kællingen sprang op og med det udråb: "I bornholmske røvere! hvor tør I tage min flaske," gav mig en dygtig øredask hvorefter hun skænkede den forlangte snaps. Da manden atter kom ind i stuen, bad jeg ham styre sin kvinde såsom jeg ikke gad lægge hånd på hende. Men straks greb furien mig bagfra i nakkehåret, og da den med mig følgende skipper nu også opfordrede manden til at råde bod på hendes raseri, fik han en lige så god kindhest som den jeg havde fået, hvorefter hun igen vendte sig til mig med de ord: "betal nu I røvere, hvad I har fået," og slog mig atter i ansigtet så at blodet styrtede ud af næse og mund.

Da betalingen nu var lagt, greb hun en flaske og ville slå mig i hovedet med den, hvorfor jeg hvor ugerne jeg end gjorde det, så mig nødsaget til at gribe hende om armen og idet jeg drejede djævelinden om, blev det mig muligt at slippe ud ad døren. Men hun forfulgte os, greb en spand der stod i forstuen, og overslog mig som allerede var ude på gaden, med dette så jeg blev dyndvåd. Skipperen som fulgte efter mig, behagede det derpå denne djævelindes værdige mage ligeledes at overøse en spand vand mens hun atter sprang ned og hentede en porcelænstallerken som hun kastede efter os, så at den blev slået i tusinde stykker mod stenbroen.

Jeg tror det at være min pligt at bekendtgøre det her fortalte for at det må tjene til advarsel for fredelige folk som muligvis kunne falde på at søge nogen forfriskning på dette sted. I hjertet ynker jeg den stakkels mand der må trækkes med en sådan havgasse. Men han fortjener vel ikke stort bedre, for da jeg opbragt over kvindens skammelige opførsel henvendte mig til ham med de ord: "hvad er De for en mand, at De ikke holde styr på Deres egen kvinde," gav han til svar: "jeg er den mand som du aldrig bliver," og herfra vil jeg bede Gud bevare mig. For af alt regimente er vel tøffelregimente det værste.

P. R. Heiner
Skipper.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 390-392.)

Træsnit fra o. 1840 som formentlig udtrykker samtidens holdning til kvinden: Hvordan man får gamle kvinder gjort unge og smukke. Måske den form for humor som også ligger bag skipperens optræden?

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 401-404.

Forargelige Indskrivter paa Strandveien.

På nogle ved Strandvejen opsatte sorte tavler læstes forleden: "Ingen må ride eller kjøre på gangstien". Men allerede i fjor bemærkede indsendren at ordet kjøre var betydeligt forvandsket, idet en del af bogstavet k var borte, så at det i forening med det tæt derved stående j, dannede et tydeligt h, hvorved da også stregen over ø er udvisket. En meget forargelig varians lectio fremkommer. I år står endnu det samme der på flere tavler, og det var at ønske at disse indskrifter måtte blive forandrede så snart muligt, da nu denne vej vil blive meget stærkt befærdet, og det vel kunne hænde at en eller anden fremmed der måtte forstå noget af sproget, ville få en meget ufordelagtig ide om danske sæder, hvis han blev et sådant forbud var på offentlig vej. Har tavlerne før været strøget med vand- eller limfarve som det ser ud til, var det vel om de nu maledes med stærk oliefarve, da ellers en kåd hånd som også vejrligets indflydelse let atter kan forvandske det påmalede.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 388-389.)