Om den ved Holmens Bro afdæmmede Kanal.

Da kolera i fjor nærmede sig, så man adskillige offentlige foranstaltninger truffet til at hindre dens indtrængen heri landet. Fra de respektive autoriteter udgik opfordringer til at vogte sig for at give denne farlige sygdom lejlighed til udbrud, og fra Sundhedskollegiet udstedtes anvisninger til hvorledes man bedst vogtede sig. Alle disse opfordringer og anvisninger gik i det væsentligste ud på at den højst mulige huslige renlighed var nødvendig, og at det især kom an på at vedligeholde en sund og ren luft i værelserne. Indsenderen er ingenlunde af de mennesker der er frygtsomme for denne sygdom, og finder det derfor meget rimeligt at der nu da er blevet mere fortrolig med sygdommen og dens behandling, ikke så ængstelig træffes foranstaltninger mod sygdommens indtrængen, uagtet den atter står for døren, og han tror også at hvis denne ulykkelige sygdom skulle angribe København, den da ikke ville finde synderlig næring her, hvor den elendighed mellem de lavere klasser der andre steder har tjent til dens udbredelse, vel ikke hersker i samme grad, og hvor folk i almindelighed fører et ordentligt liv. Men hvorfor et offentligt arbejde just nu på denne farlige tid skal udføres på en måde der går så lige stik imod opfordringerne til den rene lufts vedligeholdelse, og hvorved man ligesom synes at ville lokke kolera hertil, kan indsenderen ikke godt forstå. Den opdæmning af kanalen som for tiden finder sted i anledning af Holmens Bros ombygning, synes at være en indbydelse til koleraen til at besøge os, hvis det er sandt hvad der står i disse anvisninger, og hvad så mange steder fra berettes, at usund og uren luft befordrer dens udbrud og udbredelse.

Den korte tid kanalen har været opdæmmet, har været tilstrækkelig til at bevirke en afskyelig stank der trænger ind i de langs med kanalen liggende huse, og vist nok gør det umuligt der at vedligeholde en sund og ren luft. At dette vil blive værre jo længere vandet hindres i sit løb, og især når varmen rigtig indfinder sig, forstås let, og stanken vil vel stige til en grad der selv uden mindste hensyn til kolera, kunne være farlig for helbredet for ikke at tale om det ubehagelige derved. Det er vel nødvendigt at Holmens Bro ombygges, og at dette sker i sommer. Vel også at opdæmningen sker, men alle beboerne ved kanalen, og hele byen synes a have et rimeligt krav på at denne ombygning ikke skal fremkalde sygdomme, eller om de indfinder sig, befordrer deres udbredelse. Det er vel derfor intet ubeskedent forlangende at der måtte træffes en foranstaltning hvorved broen er under bygning, hvilket arbejde tilsyneladende vil vare en rum tid. 

[Artiklens forfatter foreslår dernæst forskellige løsninger: Gravning af en kanal over slotspladsen o. lign.]

(Politivennen nr. 860, Løverdagen den 23de Juni 1832, s. 418-422. Forkortet) .

Redacteurens Anmærkning.

Der var dog allerede sørget for at skaffe kanalen gennemløb, hvilket fremgik af Dagen nr. 149, 23. juni 1832.

En ung Pige efterlyses.

Efter at min datter Christine Margarethe i nogen tid havde nydt undervisning i religion af skolelærer Petersen i Søllerød og siden 1. november forrige år gået til konfirmationsforberedelse hos hr. pastor Boye, lod denne sidste hende i januar måned dette år vide at han ikke kunne antage hende til konfirmation før næste år. Hun tog derpå sin moder til København for om muligt der at blive konfirmeret til påske og henvendte sig til hr. skolelærer Sandbeck hos hvem hun i 2 til 3 år havde nydt undervisning. Denne mand henviste hende til hr. pastor Riis der efter at have overhørt hende erklærede at han fandt hende vel undervist og at han ville have antaget hende til konfirmation hvis han ikke allerede havde indleveret sin liste over konfirmander til hans højærværdighed hr. biskoppen. Men at hun kunne blive antaget til mikkelsdag. 

Hun tog derfor hjem igen med moderen, men viste sig bestandig mismodig og skamfuld over den nedvisning hun havde oplevet. Med et forlod hun hemmeligt sine forældres hus først i februar måned og har siden ikke været at opspørge. Da det formodes at hun har taget vejen til København, så bedes enhver der måtte komme på spor efter hende, opgive sådant enten for dette blads udgiver eller for mig, hendes fader. Pigen er i en alder af 14-15 år, lille af vækst og var ved bortgangen iført en mørkeblå bomuldspels.

Søllerød den 3. juni 1832
P. A. Jonstrup

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 409-410) .

En slem Uskik ved Østerport.

Ved klokken henimod 11 at passere Østerport, hænder det oftere at man træffer en hel forsamling af natrenovationsvogne der holder i række indenfor den yderste barriere indtil der hvor den egentlige bro begynder, ikke blot i en enkelt sluttet række, men i 3 ved siden af hinanden.

Det er ikke nogen anden vogn tilladt den øvrige tid passagen er åben at vælge disse steder til holdeplads, og det synes derfor så meget mindre passende at disse vogne på dette sted venter på at klokken skal blive 11, for da at køre ind i byen. For de forbikørende er det ikke alene meget ubehageligt at passere denne samling af ildelugtende vogne, men da de spærrer mere end halvdelen af kørepladsen, risikerer man at vælte med sin egen vogn, idet den let skrider ned i den temmelig dybe rendesten. Idet man tillader sig at gøre de ansvarlige opmærksom herpå, håber man at denne uorden snart vil blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 408-409) .

Svar paa det i Politievennen Nr. 858 indførte Stykke, betitlet: "Velmeent Advarsel."

Det har altid været og skal altid blive mit inderligste ønske at vedligeholde allerede erhvervet agtelse blandt mine medborgere.

Således kan jeg da ikke være tavs til det løgnagtige andragende og uden grund angreb en vis såkaldt skipper Heiner har tilladt sig at lade indføre om min kone og mig i den nævnte Politivennen. Den nøgne sandhed som i al fald fra min side kan blive bevisliggjort, vil jeg alene holde mig til. At jeg skænkede for ham og hans medfølger 2 snapse efter at de trådte ind i mit lokale er en sandhed, og ligeså at jeg derefter forlod stuen fordi jeg havde anden beskæftigelse og således måtte overlade min kom som nærværende det øvrige. Sandt er det at han forlangte en snaps til en 3. person som stod udenfor, men min kone der kun løseligt hørte hans krav, svarede ham: "min mand kommer straks."

Imidlertid tog han selv flasken uden at spørge om det, og skænkede af den en snaps til den nævnte person og det med et højst fornærmeligt udtryk "at han var mand for at betale flasken og kærligheden med." Min kone som blev opbragt over denne højst ulovlige adfærd, gav ham - det skal jeg ikke nægte - rigtig nok en alvorlig munddask. Derpå gik han ud på gaden og gjorde en sådan larm og spektakel der forvoldte opløb, og tirrede især min kone med det at hun måtte tage sin tilflugt til en fyldt spand vand som hun med det udtryk "at gale og fulde folk afkøler man bedst med koldt vand," ville overslå ham. Han derimod kom ned igen, greb spanden som han ville have kastet over hende, hvis jeg ikke var kommet hende til hjælp og således var det mig der kastede eller overøste ham med vand. At min kone i hidsighed kaldte ham "en bornholmsk røver" er muligt. Men at han fortjente denne benævnelse som velfortjent er lige så rigtigt. For at komme ind i en mands hus, uforskyldt fornærme ham og kone er i det virkelige en ulovlighed. Imidlertid undres jeg over at han ikke gennem rettens vej har påklaget de formodentlige fornærmelser mod ham. For lavt er det i al fald gennem et offentligt blad uden grund at beklikke næstens ære. Jeg tilføjer endnu at den tallerken han taler om, blev trådt itu af ham selv i arrigskab og at min kone som var fornærmet over det, blot kastede stumperne efter ham.

Det er en almindelig regel at hvor en nidding uforskyldt stræber efter næstens ruin på ære og agtelse, der skal også den fornærmede part høres. Denne regel har jeg i dette mit forsvar nøjagtigt fulgt for at forebygge urigtigt og falsk omdømme om egne og min kones handlinger. Hvorhos jeg tillige er den nævnte anmelder uundsigelig forbundet for den forøgede søgning han ved sin infame og injurierende annonce i den senere tid har erhvervet mig.

R. Rasmussen.

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 401-404) .

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på et indlæg i Politivennen nr. 858, 9. juni 1832, s. 390-392 

Der findes en halv snes værtshusholdere med navnet R. Rasmussen, men mon ikke det er ham som i Krak 1832 er opført som R. Rasmussen, værtshusholder, Bag Børsen 75. Derimod er der ingen Heiner. Adressen Bag Børsen 75 eksisterer ikke længere. Den lå på nuværende Slotholmsgade 16.

Velmeent Advarsel!

Motto: (Jeg ville hellere bo hos løver og drager end være i hus med en ond kvinde. Jesu Sir. B. B. 25, 17.)

Søndag den 3. i denne måned gik undertegnede i selskab med en skipper her i staden, ned i kælderen under huset nr. 75 bag Børsen for hos den derboende værtshusholder E. Rasmussen at tage en morgendram da vi begge endnu intet havde nydt. Da vi kom ind, skænkede manden os de forlangte 2 snapse og da vi havde drukket dem, forlod han stuen. Kort derefter kom en sømand som også havde været med mig i forretninger på et pakhus. Og da også han skulle have en dram, forlangte jeg denne 2 gange af konen som var i stuen. Men da jeg intet svar fik, tog jeg selv flasken for at skænke i det jeg sagde: "Med forlov! er det ikke denne flaske De skænker af?". Dog næppe havde jeg berørt flasken før kællingen sprang op og med det udråb: "I bornholmske røvere! hvor tør I tage min flaske," gav mig en dygtig øredask hvorefter hun skænkede den forlangte snaps. Da manden atter kom ind i stuen, bad jeg ham styre sin kvinde såsom jeg ikke gad lægge hånd på hende. Men straks greb furien mig bagfra i nakkehåret, og da den med mig følgende skipper nu også opfordrede manden til at råde bod på hendes raseri, fik han en lige så god kindhest som den jeg havde fået, hvorefter hun igen vendte sig til mig med de ord: "betal nu I røvere, hvad I har fået," og slog mig atter i ansigtet så at blodet styrtede ud af næse og mund.

Da betalingen nu var lagt, greb hun en flaske og ville slå mig i hovedet med den, hvorfor jeg hvor ugerne jeg end gjorde det, så mig nødsaget til at gribe hende om armen og idet jeg drejede djævelinden om, blev det mig muligt at slippe ud ad døren. Men hun forfulgte os, greb en spand der stod i forstuen, og overslog mig som allerede var ude på gaden, med dette så jeg blev dyndvåd. Skipperen som fulgte efter mig, behagede det derpå denne djævelindes værdige mage ligeledes at overøse en spand vand mens hun atter sprang ned og hentede en porcelænstallerken som hun kastede efter os, så at den blev slået i tusinde stykker mod stenbroen.

Jeg tror det at være min pligt at bekendtgøre det her fortalte for at det må tjene til advarsel for fredelige folk som muligvis kunne falde på at søge nogen forfriskning på dette sted. I hjertet ynker jeg den stakkels mand der må trækkes med en sådan havgasse. Men han fortjener vel ikke stort bedre, for da jeg opbragt over kvindens skammelige opførsel henvendte mig til ham med de ord: "hvad er De for en mand, at De ikke holde styr på Deres egen kvinde," gav han til svar: "jeg er den mand som du aldrig bliver," og herfra vil jeg bede Gud bevare mig. For af alt regimente er vel tøffelregimente det værste.

P. R. Heiner
Skipper.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 390-392.)

Træsnit fra o. 1840 som formentlig udtrykker samtidens holdning til kvinden: Hvordan man får gamle kvinder gjort unge og smukke. Måske den form for humor som også ligger bag skipperens optræden?

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 401-404.