Til Hr. Dr. Abraham Alexander Wolff, Præst for den mosaiske Troes Bekjendere

Da De så ofte og bestemt er opfordret af menigheden medlemmer at udgive i trykken de af Dem på den senere tid holdte prædikener, ligesom de beredvilligt udgav sådanne før menigheden hengav sin skærv til synagogebygningen så tager man sig nu den frihed at spørge Dem: Af hvad årsag tilbageholdes disse taler? Har religionssystemet så væsentligt forandret sig hos Deres Velærværdighed at De finder det for godt ikke at lade Deres offentlige foredrag komme for dagslyset især de to sidste prædikener? Lov - 2 - 4 - 9!? -

B. Cantor.

(Politivennen nr. 871, lørdag den 8. september 1832, s. 599)  

Endnu nogle Erindringer til Jødernes Præst og Repræsentanter

Jøden der er sin religion med dens ceremonier hengiven, måtte være meget svag når han ikke af yderste kræfter ville kæmpe mod nyhedsjægerne der ville berøve ham hans kosteligste gode, i særdeleshed her hvor Salomons ordsprog (kap. 16, v. 13) så træffende passer til vores vise regeringsprincipper: . Retfærdigheds løber er kongerne en velbehagelighed, og den som taler oprigtige ting skal hver af dem elske!"

Når vores præst altså spørger om det ikke er lige meget hvad enten Schulchon (bordet hvorpå Tora læses) står i synagogens midte eller ende, da kan man ikke undres over dette spørgsmål når man betænker at han der bebor en række af værelser, kun har et - kvistkammer til overs i sin bolig, hvori man - vendende ryggen mod lyset -kan dyrke skaberen. Men tager han i  betragtning at han er præst og hvad Orech Chaim (150. afdeling, første bind af den mosaiske religionskodeks) byder i så henseende, da burde han afholde sig fra sådanne ytringer.

Da menigheden har sat den tillid til hr. dr. Wolff at han ville træde i hans lærde og værdige forgængeres fodspor, forventer man ikke at blive skuffet i det, og at han som en ung mand ikke med påståelighed vil følge sit eget hoved, men anstrenge sig for at udfinde et moderationssystem der kan forene menigheden til kun et corpus, der er styret af en god mand.

Rygtet siger at 5 af de ærede repræsentanter vil afgå før (Gud ved om det er templet eller synagogen) åbnes. Forinden denne afgang (hvorimod man intet kan have at indvende) finder sted, ønsker man at det offentligt tilkendegives om der kan rummes det antal andægtige man kan antage som maksimum for de Guds hus besøgende af menigheden. Er dette ikke tilfældet, må man antage at de moderniserende, skønt tillige ved hjælp af de rettroende jøders penge, har ladet opbygge et tempel for sig alene, i stedet for den lovede synagoge til hele menighedens religiøse afbenyttelse og de udelukkede vil da allerunderdanigst ansøge om at måtte holde deres gudstjeneste i en af de gamle kirker, ligesom man ved retten vil kræve det tilbagekaldt man har indskudt til en synagoges opbyggelse der omskabes til et lille tempel hvori omtrent den halve menigheds andægtige til nød kan rummes - men dog få den fordel at bleve belyst af gas. Man ønsker dog at det tilfælde som i de engelske skuespilhuse har fundet sted, da ikke må indtræffe i templet, nemlig at et ubetydeligt tilfælde hvor da tiltrædende vind afgiver den største medvirkning til at fremme ondet, ikke pludselig må slukke det moderne, men skrøbelige lys og derved forsætte tempelherrerne i et mørke hvor de hverken an øjne det gode eller slette.

M. Levy

(Politivennen nr. 871, lørdag den 8. september 1832, s. 596-599.) 

Fri os fra Skændegæsten paa Veien til Lundehuset!

Søndag den 26. august om eftermiddagen passerede 3 velklædte damer vejen fra Lundehuset til staden. Da de gik forbi hr. grosserer Wolffs lyststed, kom en pige som konditionerer der, løbende imod dem, udskældte dem med alle de utilladeligste ord der tænkes kan, og uagtet de tav og gik, blev hun ved at skælde så længe hun kunne se dem. Man ønsker at hr. grosserer Wolff vil forebygge sådant så at enhver kan passere vejen uden at torteres af denne skændegæst som man før har hørt på en uforskammet måde udskælde forbigående der aldeles ikke tiltalte hende.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 584.) 

Et Forslag til Forskjønnelse.

Da nu Holmens Bro forandres og ombygges var det et ønske at sandkisten ved Højbro Plads sløjfedes og henlagdes på den anden side af Kanalen lige for Nybrogade hvor der er plads nok til en eller to sandkister, og hvor bolværket desuden er meget brøstfældigt og snart må repareres hvorfor det måtte være så meget lettere at anbringe sandkisterne der. Det er et vederstyggeligt syn fra Højbro Plads at se sandkisten behængt med alle slags klæder og pjalter blandt hinanden for at tørres, og det ville meget forskønne udsigten fra slottet og pladserne når denne tørreplads afskaffedes og der var bolværk i stedet for sandkiste så at skibene kunne ligge lige fra Holmens Bro til Højbro.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 578.) 

Kort Proces.

Søndag den 26. dennes blev 2 drenge som udenfor Østerport drev handel med cigarer uden at være berettiget til det, af en civilklædt person grebet og ført til det ved vejen til Classens Have værende bomhus. Ved ankomsten hertil forkyndtes drengene af nævnte person at de her skulle indespærres i 14 dage. En straf der dog kunne formidles til en tid af 24 timer hvis de ville bekvemme sig til at udlevere ham alle de penge de havde, sammen med resten af deres handelsvarer. De uberettigede handlende bed naturligvis efter kort betænkning i det sure æble og udleverede deres penge, henimod 1 rigsbankdaler, sammen med resten af cigarerne og de øvrige tilderes handel hørende småsager. Hvorefter de indespærredes i det aldeles tomme og mørke bomhus hvor de forsynet med et stykkebrød og en skål vand, blev liggende på gulvet til næste dag da personen atter indfandt sig, lukkede op for dem, bød dem at gå og med nogle ørefigner kraftigt indprentede dem den advarsel ikke oftere at indlade sig i uberettiget handel.

Det vil vist være kært for de udenfor byen spadserende der så ofte overhænges af pjaltede cigarhandlere at erfare at man søger at indskrænke denne handel, om end ikke måden hvorpå det sker i enhver henseende kan billiges.

C. C. Olsen.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 570-572.)  

Redacteurens Anmærkning.

Sagen viste sig at være pure opspind, og dementeres i Politivennen nr. 872, 15. september 1832, s. 615-616.