Bøn om Afløb for stinkende Vand.

Hele sommeren har beboerne af stederne i Borgergade fra nr. 89 til 93 lidt meget ved en utålelig stank af det vand som udløber fra garveriet i den såkaldte Landgreve - nr. 94 - og som i stedet for at løbe den modsatte vej, ved rendestenens dårlige forfatning samler sig udenfor de nævnte steder hvor det intet afløb har, men står stille og forrådner endnu mere. Hidtil har man tålmodigt måttet finde sig i dette onde da man anså plankeværket uden for det under bygning værende hus nr. 88 som en hindring for dette stykke rendestens højst nødvendige forbedring. Men efter at dette er borttaget og de derved fremkomne huller i stenbroen er dækket, er man så fri at henvende de ansvarliges opmærksomhed på denne ulempe, overbevist om at den med sædvanlig velvillighed vil blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 609-610)  

Theater-Elendighed.

Denne dæmon hersker altid med vælde i 3. etages pilleloger. Men i særdeleshed når der spilles i de varme sommermåneder. Dette var tilfældet ved den sidste forestilling som Kirchner fra Wien gav da huset var fuldt, og billetterne dyre endog til denne etage. Som bekendt stiger varmen altid opad, og denne tilligemed lampeosen og menneskenes uddunstninger, gjorde det næsten utåleligt på 3. etage. Hertil kom at en dørvogter ikke ville tillade at logedøren stod åben længere end dækket var ned mellem akterne, men med strenghed påbød deres spærring under spillet da det netop var mest nødvendigt at have den åben når man ikke ville kvæles eller forgives af hede og ubehageligt lugt i den fuldt pakkede loge som en tilstedeværende i sit kraftsprog kaldte en svedekasse.

Teaterbestyrelsen har for nyligt truffet den indretning at der lige så lidt må sjakres med logebilletter som med pladsbilletter. Men desuagtet stuves logerne lige så ubarmhjertigt som før, både af kristne og jødiske billetprangere så at tilskuerne på 3. bænk altid må ligge på ryggene af 2. bænks, til stort besvær for begge parter, og dog får de første lidt nok at se. Man tager sig derfor den frihed at anmode bestyrelsen om at beordre dørrvogterne til at påse overholdelsen af den rimelige bestemmelse at ingen indlades i nogen loge uden at afgive en trykt billet. Ikke en af billetprangernes selvgjorte, samt at logedørenes åbning og lukning må bero på hvad tilskuerne indbyrdes kan blive enige om, men ikke på dørvogternes suveræne vilje. - Gid man dog også en gang kunne få jernpiller i logerne i stedet for de uhyre træpiller samt en lille forhøjelse af loftet som nu ligger næsten på hovedet af 3. etages tilskuere der ofte hører til de bedre klasser.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 607-609)  

Til Hr. Dr. Abraham Alexander Wolff, Præst for den mosaiske Troes Bekjendere

Da De så ofte og bestemt er opfordret af menigheden medlemmer at udgive i trykken de af Dem på den senere tid holdte prædikener, ligesom de beredvilligt udgav sådanne før menigheden hengav sin skærv til synagogebygningen så tager man sig nu den frihed at spørge Dem: Af hvad årsag tilbageholdes disse taler? Har religionssystemet så væsentligt forandret sig hos Deres Velærværdighed at De finder det for godt ikke at lade Deres offentlige foredrag komme for dagslyset især de to sidste prædikener? Lov - 2 - 4 - 9!? -

B. Cantor.

(Politivennen nr. 871, lørdag den 8. september 1832, s. 599)  

Endnu nogle Erindringer til Jødernes Præst og Repræsentanter

Jøden der er sin religion med dens ceremonier hengiven, måtte være meget svag når han ikke af yderste kræfter ville kæmpe mod nyhedsjægerne der ville berøve ham hans kosteligste gode, i særdeleshed her hvor Salomons ordsprog (kap. 16, v. 13) så træffende passer til vores vise regeringsprincipper: . Retfærdigheds løber er kongerne en velbehagelighed, og den som taler oprigtige ting skal hver af dem elske!"

Når vores præst altså spørger om det ikke er lige meget hvad enten Schulchon (bordet hvorpå Tora læses) står i synagogens midte eller ende, da kan man ikke undres over dette spørgsmål når man betænker at han der bebor en række af værelser, kun har et - kvistkammer til overs i sin bolig, hvori man - vendende ryggen mod lyset -kan dyrke skaberen. Men tager han i  betragtning at han er præst og hvad Orech Chaim (150. afdeling, første bind af den mosaiske religionskodeks) byder i så henseende, da burde han afholde sig fra sådanne ytringer.

Da menigheden har sat den tillid til hr. dr. Wolff at han ville træde i hans lærde og værdige forgængeres fodspor, forventer man ikke at blive skuffet i det, og at han som en ung mand ikke med påståelighed vil følge sit eget hoved, men anstrenge sig for at udfinde et moderationssystem der kan forene menigheden til kun et corpus, der er styret af en god mand.

Rygtet siger at 5 af de ærede repræsentanter vil afgå før (Gud ved om det er templet eller synagogen) åbnes. Forinden denne afgang (hvorimod man intet kan have at indvende) finder sted, ønsker man at det offentligt tilkendegives om der kan rummes det antal andægtige man kan antage som maksimum for de Guds hus besøgende af menigheden. Er dette ikke tilfældet, må man antage at de moderniserende, skønt tillige ved hjælp af de rettroende jøders penge, har ladet opbygge et tempel for sig alene, i stedet for den lovede synagoge til hele menighedens religiøse afbenyttelse og de udelukkede vil da allerunderdanigst ansøge om at måtte holde deres gudstjeneste i en af de gamle kirker, ligesom man ved retten vil kræve det tilbagekaldt man har indskudt til en synagoges opbyggelse der omskabes til et lille tempel hvori omtrent den halve menigheds andægtige til nød kan rummes - men dog få den fordel at bleve belyst af gas. Man ønsker dog at det tilfælde som i de engelske skuespilhuse har fundet sted, da ikke må indtræffe i templet, nemlig at et ubetydeligt tilfælde hvor da tiltrædende vind afgiver den største medvirkning til at fremme ondet, ikke pludselig må slukke det moderne, men skrøbelige lys og derved forsætte tempelherrerne i et mørke hvor de hverken an øjne det gode eller slette.

M. Levy

(Politivennen nr. 871, lørdag den 8. september 1832, s. 596-599.) 

Fri os fra Skændegæsten paa Veien til Lundehuset!

Søndag den 26. august om eftermiddagen passerede 3 velklædte damer vejen fra Lundehuset til staden. Da de gik forbi hr. grosserer Wolffs lyststed, kom en pige som konditionerer der, løbende imod dem, udskældte dem med alle de utilladeligste ord der tænkes kan, og uagtet de tav og gik, blev hun ved at skælde så længe hun kunne se dem. Man ønsker at hr. grosserer Wolff vil forebygge sådant så at enhver kan passere vejen uden at torteres af denne skændegæst som man før har hørt på en uforskammet måde udskælde forbigående der aldeles ikke tiltalte hende.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 584.)