Frederiksborg Dagvogn.

Færdslen mellem Frederiksborg og København er så stor, og dagvognen så meget benyttet af publikum at man med rimelighed kunne ønske at denne befordring måtte indrettes således at den svarede til sin hensigt. For således som den ny er opfyldes denne langt fra ikke, hvorom man ved en eneste rejse kan overbevise sig. Prisen er højere pr. mil end nogen anden dagvogn her i landet uden at man indser grunden til dette pålæg, og for denne dyrere betaling, har man alt dårligt.

Man tiltræder rejsen her i København i gæstgivergården "De Tre Kroner" hvor passagererne samles i en skiden gård eller på gaden der ofte begge er opfyldt med vogne og heste. Her sker oppakningen som er en sand tålmodighedsøvelse for dem der kommer først, mens gadens beboere beskuer de stakkels rejsende der vandrer om i regn og søle. Værtens velvillige og vakre forhold erkender enhver af de rejsende, men dette er kun en ringe trøst når lokalet er aldeles uskikket til aftrædelsessted, som det her er tilfældet.

Vognene er så snævre at man måtte ønske man kunne skrue sine ben af og sende dem med en anden lejlighed. For det foranværende sæde gnaver bestandigt på knæene. Det bagerste sæde støder så voldsomt at man uafladeligt har hjertet i halsen, og de mange beslag og hjælpebeslag ødelægger passagerernes bagage og rejsetøj på det ubarmhjertigste. Bivognene er undertiden bender- eller fragtvogne hvor man for den samme urimelige priser på usle træsæder bliver om muligt endnu værre medtaget end på dagvognen selv.

Kuskene kører uden orden, undertiden om kap, hvilket i det mindste en gang har bragt passagerne til at ligge under vognen som vendte alle fire hjul i vejret. Man hviler to gange undervejs, og begge gange er opholdet så langt at indsenderen på denne korte rejse har tilbragt over 3 kvarter i kroerne, og det uden ophold fra passagerernes side. Det var ønskeligt at publikum som betaler og altså har fordringer at gøre for sine penge, blev underrettet om hvilke regler entreprenøren for denne befordringsindretning er forpligtet til at følge med hensyn til de passagerer som melder sig til rette tid. Den rejsende der indtræffer flere mil borte fra for at blive befordret videre med dagvognen, er ingenlunde tjent med at have gjort sin rejse forgæves, og han kan da næppe være tilfreds med at læse et af en fragtkusk udstedt manifest hvoraf han ser at dennes pligter er aldeles ubestemte, så lidt som han er i stand til at indhente nogen oplysning af den bondekone der i sin mands fravær forestår det i den yderste udkant af Frederiksborg beliggende bureau for rejsende.

Postbefordringen er overalt uforholdsmæssig dyr, og det er enhver anden end en laugsberettiget forbudt at gøre rejser. Det er derfor at ønske at vedkommende som så meget indskrænker befordringsmidlerne, ville overveje hvorledes disse kunne lempes efter publikums tarv, og skaffe dette den sikkerhed det er berettiget til at vente.

Angående afgangstiden, da var det for forretningsmanden at ønske at dagvognen kunne afgå tidligere fra Frederiksborg, kl. 8-9 i stedet for kl. 10 så at passagererne kunne være i København mellem kl. 12 og 1. Men at den derimod måtte afgå senere fra København, fx. kl. 4 i stedet for kl. 2, for at afgangstiden ikke netop skulle falde lige i børstiden og i pluralitetens spisetid. Da man antager at dagvognen afgår til publikums bekvemmelighed, fremsættes dette ønske fordi kusken efter forlydende har betænkt at forandre afgangstiden og køre endnu tidligere fra København "for at kunne komme hjem ved dagsens lys." En lygte under stangen, således som almindeligt bruges i Holsten, kan i mørke aftener og om vinteren hjælpe diligencen frem, i mangel af solskin, og man formoder at denne udgift kunne bestrides af den høje betaling.

Dersom en ordentlig protokol er ført over befordringen frem og tilbage, vil man let kunne se, hvorvidt en sådan entreprise betaler sig. Det er imidlertid ikke rimeligt at dette ikke skulle være tilfældet, da indsenderen har set indtil 7 vogne en suite som alle var besat med dagvognens passagerer, En autoriseret og kontrolleret protokol hvori de rejsende kunne indføre deres bemærkninger til ros eller dadel, har på andre steder haft god virkning. Det er indsenderens håb at denne gavnlige indretning må komme under den behørige kontrol og opsigt, og forbedret veblive til publikums benyttelse.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 617-621) 

Redacteurens Anmærkning.

Gæstgivergården De Tre Kroner lå i Tornebuskegade 4. Huset er nedrevet.

I en artikel i Politivennen nr. 875, 6. oktober 1832, s. 652-659 tilbageviser en anden passager der ofte benyttede ruten, samtlige anker i ovenstående indlæg som åbenbare usandheder: Pris, beskrivelse af gæstgivergården, pladsmangel i vognene, og han påpeger at det er en dagvogn, ikke en natvogn. I Politivennen nr. 880, 10. december 1832, s. 744-75 roses derimod artiklen, og udtrykker ønske om at få en befordring til Kalundborg. Disse artikler er ikke medtaget på denne blog.

Bekjendtgørelse i Anledning af Stykket "Kort Proces" i Nr. 870.

Indsenderen af den i nr. 870 af dette blad indrykkede fortælling med overskriften "Kort Proces" - om at to drenge der handlede med cigarer af en af ham ukendt person skulle være blevet indespærret i bomhuset på vejen til Classens Have etc. har nu ved den foranstaltede undersøgelse erfaret at denne fortælling er aldeles usandfærdig, og opdigtet af en vanartig dreng der driver sådan handel. Indsenderen hvem denne opdigtelse meddeltes som et uomtvisteligt faktum, der fortjente at offentliggøres, tog ikke i betænkning at henlede øvrighedens opmærksomhed på denne sag ved at lade fortællingen indrykke i Politivennen. Men holder det nu også for sin pligt at bekendtgøre at han ved for meget at sætte lid til en relation der gaves ham af en med alles agtelse og tillid hædret mand imod sin vilje har offentligt debiteret en usandged hvorved måske endog ufortjent mistanke kunne kastes på en eller anden aldeles uskyldig, hvilket han herved søger og beder om at måtte forebygges.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 615-616) 

Voldsom Adfærd af ukaldede Vedderyttere.

Fredag den 7. dennes om aftenen kl. 6 skete på væddeløbsbanen til højre fra den kongelige loge et vædderidt af 4 personer, af hvilke den ene havde overskæg. Ridtet blev udført forbi logen hvor der stod en del mennesker uden at varsko, hvorved et fruentimmer blev redet over ende og trådt af hesten. Da man ikke vidste om det var farligt eller ej, så fandt jeg det at være pligt at gribe den skyldige, og forlangte at han skulle følge med derhen. Men øjeblikkelig kom en person ved navn Bendigsen til samt en mand til hest. Nævnte Bendigsen greb mig i halstørklædet således at jeg mistede min brystnål af guld som jeg havde fæstet i skjorten. Jeg søgte derpå assistance hos en af de tre betjente der stod ved den kongelige loge, men han undskyldte sig med at de ikke kunne forlade deres post, men henviste mig til assistenten som bor temmelig langt derforr. Og imidlertid skyndte Bendigsen og den ridende sig at tage flugten i største hast for at undgå den fortjente gengæld.

G. H. Geisler.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 610-611)  

Bøn om Afløb for stinkende Vand.

Hele sommeren har beboerne af stederne i Borgergade fra nr. 89 til 93 lidt meget ved en utålelig stank af det vand som udløber fra garveriet i den såkaldte Landgreve - nr. 94 - og som i stedet for at løbe den modsatte vej, ved rendestenens dårlige forfatning samler sig udenfor de nævnte steder hvor det intet afløb har, men står stille og forrådner endnu mere. Hidtil har man tålmodigt måttet finde sig i dette onde da man anså plankeværket uden for det under bygning værende hus nr. 88 som en hindring for dette stykke rendestens højst nødvendige forbedring. Men efter at dette er borttaget og de derved fremkomne huller i stenbroen er dækket, er man så fri at henvende de ansvarliges opmærksomhed på denne ulempe, overbevist om at den med sædvanlig velvillighed vil blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 609-610)  

Theater-Elendighed.

Denne dæmon hersker altid med vælde i 3. etages pilleloger. Men i særdeleshed når der spilles i de varme sommermåneder. Dette var tilfældet ved den sidste forestilling som Kirchner fra Wien gav da huset var fuldt, og billetterne dyre endog til denne etage. Som bekendt stiger varmen altid opad, og denne tilligemed lampeosen og menneskenes uddunstninger, gjorde det næsten utåleligt på 3. etage. Hertil kom at en dørvogter ikke ville tillade at logedøren stod åben længere end dækket var ned mellem akterne, men med strenghed påbød deres spærring under spillet da det netop var mest nødvendigt at have den åben når man ikke ville kvæles eller forgives af hede og ubehageligt lugt i den fuldt pakkede loge som en tilstedeværende i sit kraftsprog kaldte en svedekasse.

Teaterbestyrelsen har for nyligt truffet den indretning at der lige så lidt må sjakres med logebilletter som med pladsbilletter. Men desuagtet stuves logerne lige så ubarmhjertigt som før, både af kristne og jødiske billetprangere så at tilskuerne på 3. bænk altid må ligge på ryggene af 2. bænks, til stort besvær for begge parter, og dog får de første lidt nok at se. Man tager sig derfor den frihed at anmode bestyrelsen om at beordre dørrvogterne til at påse overholdelsen af den rimelige bestemmelse at ingen indlades i nogen loge uden at afgive en trykt billet. Ikke en af billetprangernes selvgjorte, samt at logedørenes åbning og lukning må bero på hvad tilskuerne indbyrdes kan blive enige om, men ikke på dørvogternes suveræne vilje. - Gid man dog også en gang kunne få jernpiller i logerne i stedet for de uhyre træpiller samt en lille forhøjelse af loftet som nu ligger næsten på hovedet af 3. etages tilskuere der ofte hører til de bedre klasser.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 607-609)