Uordner ved Maneuvrerne paa Fælleden.

Det er bekendt nok at ved manøvrerne altid en hærskare af drenge følger de militære og opsamler patroner for at more sig med. Dette kunne man ønske alvorligt forhindret af de ansvarlige for at afværge sådanne ulykker som den der passerede i disse dage da to drenge ved at lade en gammel nøglebøsse for stærkt med krudt så at den sprang, blev hårdt såret i hovedet, og den ene endog blev ulykkelig for livstid, idet stumperne af nøglen slog ham begge øjnene ud af hovedet så at han måtte ledes hjem til sine stakkels forældre.

En anden uregelmæssighed er dem at stundom de befalende antager en alt for myndig tome og truer fredelige mennesker med prygl når de står i nærheden af de exerceredne, uden dog på mindste måde at være disse til hinder eller ulejlighed. Man håber at de højere ansvarshavende vil i denne henseende meddele deres underordnede de fornødne, skærpede instruktioner.

A. Petersen.

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 711-712) 

Albert Küchler (1803-1886): Scene på Fælleden. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Maler- og Billedhugger-Synder paa Assistenskirkegaarden.

Man har ofte og vist med føje, ivret mod den uskik at forvanske modersmålet i offentlige indskrifter, såvel i hovedstaden som dens omegn. Denne forkvakling af fædresproget er både til skam for nationen og bidrager til at befæste ukyndigheden  i sproget. For hvad den mindre dannede dagligt ser for øjnene, antager den i almindelighed for rigtigt, og tænker ikke på malernes og stenhuggernes ukyndighed i fædrelandets sprog. Endog billedhuggerne er stundom ikke alt for kyndige i vores sprog, Mon det kommer af mangel på skolelærdom, forglemmelse eller fordi de undertiden ikke er indfødte? Således ses adskillige fejl i indskriften på stiftamtmand Thodals pragtfulde gravmæle, digterens Samsøs, rådmand Skibsteds, figurant Stahls som er gjort til figurandt osv. Trakrøt Schmetzer har man omdøbt til Schmidtzer. På nogle mindesmærker ses hvilestedt, hvilket viser at maleren sikkert var en tysker. - Man tåler ikke at det ubetydeligste hus afpudses uden at stadsbygmesteren har tilsyn dermed. Men burde ikke også den skønne Assistenskrikegård fritages for mispryd og vort fædresprog skånes for offentlig mishandling?

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 684-685) 

En slem Historie, fortalt i "Kieler Correspondenzblatt".

Der var en tid da man klagede og det næppe uden grund, over at man på offentlige kontorer hvor menigmand havde nødvendige forretninger, ofte mødtes med en stødende hovmod eller vrangvillighed, ja vel endog med en uhøflighed der grænsede til grovhed. Men siden sådanne embeder er blevet besat med dannede mænd, har man ikke sådant at frygte. Man kan tværtimod vente at behandles med den forekommenhed og humanitet der karakteriserer stadens højeste embedsmænd, og hvorved disse viser sig som et følgeværdigt mønster for de øvrige. Skulle det imidlertid hænde at en eller anden yngre underordnet betjent var kommet ud af det rigtige spor, da ville sikkert hans foresatte, underrettet derom, snart hjælpe ham til rette igen. For dedicisse fideliter artes, emollit mores, nec finit esse feros. Det er derfor man i Kieler Correespondenzblatt nr. 761, f. 26. september 1832 med forundring læser nedenstående historie hvoraf men her tillader sig at give en oversættelse.

* * *

"En landmand kommer i forretninger til en embedsmand. Han finder gadedøren lukket, En gentagen banken åbner betjenten så meget at døren endnu spærres ved en lænke. "Hvad vil han?" farer han op mod den udenfor stående bonde. - Denne foredrager sin sag. - "Herren har ingen tid!". - Bonden lader sig afvise, kommer igen næste dag, samme spil finder sted. Således går det nogle gange. Endelig får bonden af en god ven det vink at han skal stikke betjenten et par skilling i næven. Han gør det, og se! den lukkede port åbner sig, og bonden kommer ind i forstuen. Her løber en skriver ham i møde: "Hvorhen?" Bonden taler om sit ærinde. "Nej, nej, vi har ingen tid!" - Bonden lader endnu et par skilling springe og kommer til skriverstuen. Her sidder fuldmægtigen. "Hvad er der på færde? Hvad vil han? Forstyr os ikke!" - Bonden ved nu desværre besked, lægger tavs en femskiling *) på bordet og finder det allerhelligste åbent. Han indlades i embedsmandens kontor og får nu tid til at foredrage sin begæring om at en med alle dertil nødvendige bilag forsynet obligation som han bringer med sig, måtte udslettes af gælds- og panteprotokollen. "Det kan ikke gå an i dag" er svaret. - "Skal jeg da komme igen i morgen?" - "I morgen er heller ikke tid dertil." - "Overmorgen da?" - "Nej, nej, nej. Da kan det heller ikke lade sig gøre!" - "Hvornår skal jeg da komme igen?". -  "Tøv, jeg vil sætte ham en termin". Kalenderen tages frem, og embedsmanden siger med tilbørlig vigtighed: "Jeg vil sætte ham terminen til torsdag, han møder på torsdag!" - Bonden møder om torsdagen, køber sig endnu engang igennem alle instanser, får sin obligation udslettet og betaler to rigsdaler "for en termins anberammelse og afholdelse". - Dette er vist ikke nogen retfærdighedens flor."

Der er ovenfor sagt at man med forundring har læst denne historie, og det fordi den ellers så frimodige redaktør af nævnte blad hvis det er et virkeligt faktum han fortæller, ikke tydeligere har peget hen til den pågældende person eller til stedet hvor sådant skulle være foregået. For kun således ville hans fortælling bevirke at den påankede uorden, kommet til vedkommende foresattes kundskab, kunne hæves og forebygges i fremtiden, da den tværtimod nu kan forårsage at en ufortjent mistanke rettes på aldeles uskyldige, eller den kun anses for en morende anekdote.

*) Ein Fünfschillingstück.

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 678-681) 

Redacteurens Anmærkning.

Det latinske citat er af Ovid, og betyder noget i retning af et troværdigt studie af den liberale kunst redefinerer menerer og retter deres hårdhed.

En nyttig Advarsel i vor Frelsers Kirke.

Det er vist nok meget nødvendigt at der til enhver tid holdes god orden i kirkerne og især ved konfirmationerne da der i almindelighed er stærkest tilløb. Men når iveren i denne henseende går så vidt at kirkebetjentene tillader sig at prygle børn der befinder sig i kirken med deres forældre, da drives nidkærheden så vidt at de fleste ville finde sådant utroligt. Og dog er dette virkelig sket sidste konfirmationssøndag i Vor Frelsers Kirke. Graver Lystrup tillod sig nemlig der en meget uartig behandling mod flere, og for det ene barn synes følgerne heraf at blive ret alvorlige og sørgelige for forældrene, da det dels af skræk og dels af slaget, øjeblikkelig blev sygt og hidtil endnu er uden bedring. Det er derfor indsenderen velmente råd til enhver som søger nævnte kirke, eller der lader børn konfirmeres, at vogte sig for nævnte hr. Lystrups næver. I øvrigt synes kirken at være det sted hvor man burde være aldeles sikker for en sådan behandling, hvis følger kunne være så betydelige for børn der ligesom det her omhandlede, ikke hjemme er vant til sådant.

Petersen
Kontorist.

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 641-642) 

Undskyldning for en i Politievennen fremført Anke.

I Politivennen nr. 783 af 1. januar f. å. blev blandt mere ført anke over et upassende oplag for forskelligt skramleri, som daglig fandtes henstående indenfor stadens Nørreport. Efter anken blev det straks borttaget og porten var således i en tid fri for en efter anmelderens mening upassende zirat. Dette ophørte dog, og så vidt anmelderen har lagt mærke til det, har skramleret igen været placeret der siden sommerens begyndelse og endnu i dette øjeblik vil der findes henstående: den lille materialvogn fra f. å., en bærebør, flere borde og bænke opstablede på hinanden, i krogen umiddelbart op til porten og vagtbygningen. Altså har anmelderens mening om at porten vansiredes ved disse tings stade der og at sådant var utilladeligt, været fejlagtig. Han beder derfor tingenes ejer om undskyldning for den gene han forvoldte dem i det korte tidsrum de måtte savne dette stade, ligesom han også beder om undskyldning hos den civile eller militære embedsmand i hvis embedsfunktion han har været så dristig at gøre en ibeføjet påtale. Anmelderen vil nu hver gang han går ind eller ud af Nørreport, vænne sig til at betragte disse ting som et appendix til porten eller til vagten, og har derfor en bøn til vedkommende, den nemlig at når han om føje tid som hanhåber, er kommet i denne vane, han da ikke må forstyrres i den, men at nævnte skramleri må for bestandig have sit stade der, og om muligt efterhånden forøges.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 641-642)