Udtog af et Brev fra Kjerteminde.

---- Da jeg på min sommerrejse på Fyn kun var 2 mil borte fra Kerteminde, besluttede jeg også at se denne by. Vejen dertil var god, udsigten behagelig og byen tog sig ret godt ud i nogen afstand. Dens beliggenhed ved havet, den lange bro man må passere for at komme ind i den, lod os formode at vi kom ind i en nænsom og driftig handelsby, men vor forventning blev fælt skuffet som du straks vil erfare. Ved indkørslen spurgte vi en mand der kom ud fra byen, hvor vi skulle gøre hen til en gæstgivergård. Han gav os det svar at der var ingen anden gæstgivergård i byen end apoteket. Vi kørte da derhen, men da der kun var en dør på huset hvorigennem vi ikke kunne pasere med heste og vogn, måtte vi køre den lange gade igennem og næsten byen rundt for at komme til apotekets bagside hvor der var en indkørsel.

Vi gik nu ud for at bese byen og styrede først vores kurs til havnen. Her lå en eneste lille skude som havde været i København, en anden ditto var under reparation, resten intet andet end små fiskerbåde som lå optrukket på landet. Vi hørte også siden at handelen var meget ubetydelig, og at fiskeri udgjorde byens vigtigste næringsdrift. De kendte Kerteminde rådmænd kommer jo også herfra. Vi gennemvandrede, eller rette sagt, gennemhoppede nu alle byens gader uden at møde et eneste voksent menneske, hvilket er mærkeligt nok da vores vandring varede i to timer, nemlig fra kl. 5 til 7. Byen må altså enten ikke være meget folkerig, eller det må have været på den tid da en del af indbyggerne der er meget religiøse, holder deres andagt.

Derimod traf vi i de fleste gader en del legende barbenede børn og flokke af haltende gæs. Årsagen til disse sidstes bensygdom formodede vi at være gadernes meget mådelige brolægning. Dog er det muligt at vi fejlede heri, og at sygdommens årsag må hidrøre andet steds fra. I øvrigt har byen et par enkelte smukke gårde, en del sådanne som almindeligvis findes i vore gamle og næringsløse købstæder,  og en måske for stor del med stråtage, inden den frist som forordningen desangående sætter, er udløbet, kunne afløses af teglstenstage. For på nogle af dem er sparværket så skrøbeligt at det ikke kan bære tegltag, og at bygge husene op at nyt, vil vist falde mange vanskeligt, om ikke umuligt.

I den nordøstlige del af byen ligger nogle små bitte huse - egentlig burde jeg sige hytter - som bebos af diskere. En lille gyde som løber langs med disse hytter, fandt vi så opfyldt af menneskeekskrementer at vi i ordets egentligste forstand måtte vade derigennem. At der i disse små hytter ikke er plads til ordentlige afføringssteder er muligt, men at man ikke her som på andre steder fører sig sådant til nytte, er besynderligt da det dog kunne bidrage til at skaffe brød til fisken. Imidlertid kan jeg ikke nægte at en sådan henkastet samling af sådanne ting i nærheden af menneskers opholdssteder, viser at man ikke er så bange for kolera som på mange andre steder hvor man af frygt for den, sørger for sundhedens vedligeholdelse ved renlighed både inde i husene og udenfor samme. ---

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 728-732) 

Langt Præludium i Utide.

Organisten i Trinitatis Kirke har den skik at præludere ved kommunionen længe efter at denne er begyndt. Således fredag den 5. oktober da han opvartede med et intetsigende præludium indtil et betydeligt antal kommunikanter allerede havde forlat alteret, i stedet for at han bør lige så snart præsten begynder at uddele brødet, slå an med en af de så skønne til handlingen bestemte salmer, da det er den eneste passende musik og sang mens kommunionen foregår.

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 712-713) 

Uordner ved Maneuvrerne paa Fælleden.

Det er bekendt nok at ved manøvrerne altid en hærskare af drenge følger de militære og opsamler patroner for at more sig med. Dette kunne man ønske alvorligt forhindret af de ansvarlige for at afværge sådanne ulykker som den der passerede i disse dage da to drenge ved at lade en gammel nøglebøsse for stærkt med krudt så at den sprang, blev hårdt såret i hovedet, og den ene endog blev ulykkelig for livstid, idet stumperne af nøglen slog ham begge øjnene ud af hovedet så at han måtte ledes hjem til sine stakkels forældre.

En anden uregelmæssighed er dem at stundom de befalende antager en alt for myndig tome og truer fredelige mennesker med prygl når de står i nærheden af de exerceredne, uden dog på mindste måde at være disse til hinder eller ulejlighed. Man håber at de højere ansvarshavende vil i denne henseende meddele deres underordnede de fornødne, skærpede instruktioner.

A. Petersen.

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 711-712) 

Albert Küchler (1803-1886): Scene på Fælleden. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Maler- og Billedhugger-Synder paa Assistenskirkegaarden.

Man har ofte og vist med føje, ivret mod den uskik at forvanske modersmålet i offentlige indskrifter, såvel i hovedstaden som dens omegn. Denne forkvakling af fædresproget er både til skam for nationen og bidrager til at befæste ukyndigheden  i sproget. For hvad den mindre dannede dagligt ser for øjnene, antager den i almindelighed for rigtigt, og tænker ikke på malernes og stenhuggernes ukyndighed i fædrelandets sprog. Endog billedhuggerne er stundom ikke alt for kyndige i vores sprog, Mon det kommer af mangel på skolelærdom, forglemmelse eller fordi de undertiden ikke er indfødte? Således ses adskillige fejl i indskriften på stiftamtmand Thodals pragtfulde gravmæle, digterens Samsøs, rådmand Skibsteds, figurant Stahls som er gjort til figurandt osv. Trakrøt Schmetzer har man omdøbt til Schmidtzer. På nogle mindesmærker ses hvilestedt, hvilket viser at maleren sikkert var en tysker. - Man tåler ikke at det ubetydeligste hus afpudses uden at stadsbygmesteren har tilsyn dermed. Men burde ikke også den skønne Assistenskrikegård fritages for mispryd og vort fædresprog skånes for offentlig mishandling?

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 684-685) 

En slem Historie, fortalt i "Kieler Correspondenzblatt".

Der var en tid da man klagede og det næppe uden grund, over at man på offentlige kontorer hvor menigmand havde nødvendige forretninger, ofte mødtes med en stødende hovmod eller vrangvillighed, ja vel endog med en uhøflighed der grænsede til grovhed. Men siden sådanne embeder er blevet besat med dannede mænd, har man ikke sådant at frygte. Man kan tværtimod vente at behandles med den forekommenhed og humanitet der karakteriserer stadens højeste embedsmænd, og hvorved disse viser sig som et følgeværdigt mønster for de øvrige. Skulle det imidlertid hænde at en eller anden yngre underordnet betjent var kommet ud af det rigtige spor, da ville sikkert hans foresatte, underrettet derom, snart hjælpe ham til rette igen. For dedicisse fideliter artes, emollit mores, nec finit esse feros. Det er derfor man i Kieler Correespondenzblatt nr. 761, f. 26. september 1832 med forundring læser nedenstående historie hvoraf men her tillader sig at give en oversættelse.

* * *

"En landmand kommer i forretninger til en embedsmand. Han finder gadedøren lukket, En gentagen banken åbner betjenten så meget at døren endnu spærres ved en lænke. "Hvad vil han?" farer han op mod den udenfor stående bonde. - Denne foredrager sin sag. - "Herren har ingen tid!". - Bonden lader sig afvise, kommer igen næste dag, samme spil finder sted. Således går det nogle gange. Endelig får bonden af en god ven det vink at han skal stikke betjenten et par skilling i næven. Han gør det, og se! den lukkede port åbner sig, og bonden kommer ind i forstuen. Her løber en skriver ham i møde: "Hvorhen?" Bonden taler om sit ærinde. "Nej, nej, vi har ingen tid!" - Bonden lader endnu et par skilling springe og kommer til skriverstuen. Her sidder fuldmægtigen. "Hvad er der på færde? Hvad vil han? Forstyr os ikke!" - Bonden ved nu desværre besked, lægger tavs en femskiling *) på bordet og finder det allerhelligste åbent. Han indlades i embedsmandens kontor og får nu tid til at foredrage sin begæring om at en med alle dertil nødvendige bilag forsynet obligation som han bringer med sig, måtte udslettes af gælds- og panteprotokollen. "Det kan ikke gå an i dag" er svaret. - "Skal jeg da komme igen i morgen?" - "I morgen er heller ikke tid dertil." - "Overmorgen da?" - "Nej, nej, nej. Da kan det heller ikke lade sig gøre!" - "Hvornår skal jeg da komme igen?". -  "Tøv, jeg vil sætte ham en termin". Kalenderen tages frem, og embedsmanden siger med tilbørlig vigtighed: "Jeg vil sætte ham terminen til torsdag, han møder på torsdag!" - Bonden møder om torsdagen, køber sig endnu engang igennem alle instanser, får sin obligation udslettet og betaler to rigsdaler "for en termins anberammelse og afholdelse". - Dette er vist ikke nogen retfærdighedens flor."

Der er ovenfor sagt at man med forundring har læst denne historie, og det fordi den ellers så frimodige redaktør af nævnte blad hvis det er et virkeligt faktum han fortæller, ikke tydeligere har peget hen til den pågældende person eller til stedet hvor sådant skulle være foregået. For kun således ville hans fortælling bevirke at den påankede uorden, kommet til vedkommende foresattes kundskab, kunne hæves og forebygges i fremtiden, da den tværtimod nu kan forårsage at en ufortjent mistanke rettes på aldeles uskyldige, eller den kun anses for en morende anekdote.

*) Ein Fünfschillingstück.

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 678-681) 

Redacteurens Anmærkning.

Det latinske citat er af Ovid, og betyder noget i retning af et troværdigt studie af den liberale kunst redefinerer menerer og retter deres hårdhed.