Opfordring til Synagogeforstanderskabet.

Fremgangsmåden at bortvise eller true med at kaste et menighedsmedlem ud fra synagogen når det under gudstjenesten benyttede en ledig stol eller plads der ikke tilhører den pågældende, som dennes direkte ejendom syntes at være sat i bero af vedkommende, og det uden tvivl indtil udfaldet af den proces der i anledning af det er indledt mod forstanderne, er endt og kundgjort.

Imidlertid viser det sig at man har taget fejl i sin mening herom, idet man atter finder for godt at gøre brug af en formentlig rettighed hvortil man vist nok bør vide at man hverken har haft eller har endog den allermindste hjemmel!!

Indsenderen kan derfor ikke undlade at gøre de pågældende opmærksomme på at ingen som helst her i landet har ret til at foretage sig hvad der strider mod lovene og borgernes ejendomsret. Men tilføjer endnu at han oprigtigt vil råde forstanderne ikke at foretage sig nogen videre kraftanvendelse i forberørte anledning, men derimod roligt og i al ærbødighed afvente den forventede kongelige landsoverrets dom der snart vil oplyse dem angående et anliggende hvori det forekommer os at De enten er eller ønsker at antages for at være aldeles fremmede.

Eibeschütz

(Politivennen nr. 951, Løverdagen den 22de Marts 1834, s. 198-200) 

Ønske om Indskrænkning i Vægtenes høie Natraab.

Skønt det sikkert må anses for en uskik at kællinger og sjovere om dagen støder folks ører med deres til væmmelse ækle skrigen på gaden, vil indsenderen dog lade dette være upåtalt, da det har en grund. Nemlig den at gøre folk opmærksomme på varer til salg. Men at vægterne (som et fortrinligt eksempel kan nævnes vægteren i Vognmagergade) skulle have en slags privilegium på at forstyrre folks ro om natten ved deres undertiden lige så hæslige råben idet de ofte synes at anstrenge sig for at overråbe hinanden, er et uvæsen af den natur at det må forundre enhver at samme ikke for længe siden er standset, da det ikke alene er hensigtsløst, en endog skadeligt.

Den eneste tænkelige hensigt skulle vel være denne at vægterne ved sin råben skulle tilkendegive sin årvågenhed. Men det ubegrundede heri indses let når man betænker at man derved på en måde gør alle byens indbyggere til opsynsmænd over vægterne, og således ligefrem modarbejdet hovedhensigten af vægtervæsnet, der sikkert er den at flertallet betrygget ved enkeltes årvågenhed, kan nyde en uafbrudt hvile.

At denne skrigen på den anden side endog er skadelig, vil lige så let indses, når man betænker hvor ofte en syg derved forstyrres i den ham styrkende søvn eller hvor ofte den arbejdende mand derved kan blive afbrudt i sin hvile og således næste dag følge sig mindre skikket til sit arbejde.

(Politivennen nr. 944, Løverdagen den 1ste Februar 1834, s. 67-69) 

Til Vertshuusholder Knud - , udenfor Vesterport.

Min kære Knud! Du erindrer vel det besøg du og din kammerat fra Fuglestangen nede ved vandet gjorde hos mig torsdag den 2. i denne måned og mindes da vel også at I begge to da jeg ville sige jer min mening om den opførsel I viste, kom så hurtigt afsted at jeg ikke kunne få lejlighed til det, hvorfor jeg nu vil sige dig det i dette blad.

Når 2 borgermænd der er kommet til skels år og alder, kommer tumlende ind på et sted, den ene hængende på ryggen af den anden, og gør en hob abekattestreger der kun kan passe for en bajads i en fjælebod, derefter flere gange slukker lysene, kaster dem med tilbehør under borde og bænke, samt forsøger på at gøre skade og virkelig gør den, så synes mig at de viser en opførsel som man endog ikke kunne tilgive uopdragne, kåde, halvdrukne gadedrenge.

Efter således ganske kort at have sagt dig min mening om din og din kammerats opførsel, vil jeg endnu gøre dig opmærksom på at der gives skrappe love mod forstyrrere af folks husfred, og at jeg helt sikkert ikke skal undlade at tage min tilflugt til dem hvis det oftere skulle falde dig eller andre ind at gæste mit hus på sådan pøbelagtig måde. Ville du ikke gøre det samme, Knud! hvis nogen øvede vold i dit hus?

København den 7. januar 1834
Andersen

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 11te Januar 1834, s. 28-29) 

Anmodning til Eieren af Sukkerraffinaderiet i Admiralgaden.

I sukkerraffinaderiet i Admiralgade stampes det ler som bruges ved raffineringen, i den øverste loftsetage. Dette arbejde på et sådant sted forårsager en yderst ubehagelig og gennemtrængende lyd der overmåde meget besværer alle i nærheden boende, især syge, så meget mere som arbejdet foretages om natten. De syge og svagere i nabolaget ville derfor være ejeren særdeles tak skyldig hvis han ville flytte dette arbejde til et andet sted i gården hvor det lyder mindre, og især om han ville lade det foretages om dagen i stedet for om natten.

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 11te Januar 1834, s. 24-25) 

Spørgsmaal om Boutiksdøres Lukning om Søn-og Helligdage.

Der var en tid da stadens porte lukkedes på helligdagene under gudstjenesten formodentlig for derved at bevirke at kirkerne skulle besøges hyppigere. Men da erfaring siden lærte at denne hensigt ikke opnåedes, og at folk som ikke yndede påtvungen gudstjeneste, i stedet for at søge ud i Guds frie natur, hvilket således var dem nægtet, besøgte og fordrev tiden på værtshuse, blev det tilladt at portene må holdes åbne alle søn- og helligdage, ligesom om de søgne.

En anden gammel skik, nemlig at handelsmænd skulle holde deres butiksdøre lukkede om søndagen, holdes endnu i hævd. Man har indset det nødvendige i at fattige arbejdsfolk der som oftest får deres ugeløn udbetalt om søndagen, ikke nægtedes at få livets første fornødenheder, og derfor ikke befalet at butikker og udsalgssteder aldeles lukkes, når indgangen blot blændes ved at dørene holdes lukket på klem. Men dette er meget vanskeligt at overholde, såsom en eller anden køber let glemmer at skyde døren til efter sig, og når dette bemærkes af den omkring gående patrulje, opkaldes straks vedkommende på politikammeret for at betale en mulkt. Man tillader sig derfor det spørgsmål: Skulle under vor tids tiltagne oplysning, gudstjenesten på søn- og helligdage ikke anses at være lige så andagtsfuld og hellig, hvis butiks- og kælderdøre stod i samme stilling under gudstjenesten som de står i den øvrige tid af helligdagene, da de allievel benyttes til ind- og udgang af købere? Besvaredes dette spørgsmål bekræftende og således blive taget i forønsket betragtning, ville mange borgere der ikke har en dobbelt indgang til sin butik derved undgå udgifter og ubehageligheder ligesom også de omkring gående patruljer i den henseende kunne være overflødige.

(Politivennen nr. 941, Løverdagen den 4de Januar 1834, s. 5-7)