Ønske om Forbud mod den bestandige Badning, som finder Sted ved Lange Linie og sammes Nærhed.

Det er vel en uomtvistelig sag at den såkaldte Langelinje ved Kastellet i forbindelse med vejen til og langs med den Classenske Have indtil det gamle kalkbrænderi i flere år har været et af hovedstadens mest udsøgte og yndede spadsereture. Det er fremdeles næppe nogen ubekendt at der, især i den sidste tid er anvendt meget fra det offentliges side for at gøre samme spadseretur endnu behageligere end den af naturen er. Ikke desto mindre har man bestandig på nævnte spadseretur med største mishag måttet se den simple klasses nøgne kroppe, hvilken ifølge en som det synes ældgammel skik, har udvalgt samme til et stadigt og ganske almindeligt badested. Denne højst anstødelige uskik som forstyrrer den almindelige selskabelighed, burde uanset hvor længe den har fundet sted, ikke tåles længere. 

Man tror derfor ikke uden grund at kunne henvende sig til de ansvarlige autoriteter med en indstændig bøn om at fritage det spadserende publikum for dette uanstændige og ubehagelige skue der i sommertiden dagligt byder sig til fra morgen til aften, og nødvendigvis må bemærkes af de forbigående, da afstanden fra spadserevejen til vandet på sine steder knap er ti alen. Hertil kommer at den simple mand ikke viser nogen synderlig følelse af blufærdighed ved af- og påklædningen. En befaling der forbød alle og enhver at bade på terrænet fra Langelinje inklusiv indtil gamle kalkbrænderi, synes derfor i højeste grad i overensstemmelse med ret og rimelighed. For 1) er det spadserende publikum langt mere talrigt end det badende, 2) kan de badelystne benytte terrænet umiddelbart ved gamle kalkbrænderi og det som strækker sig mellem gamle og ny kalkbrænderi, hvor få, ja næsten ingen spadserende findes. 

At her ikke sigtes til de der svømmer og som benytter det badehus der er indrettet ved Langelinje, synes ufornødent at tilføje, selvom man ikke kan undlade at bemærke at det ville have været ønskeligere at et sådant badehus ikke var stillet ved en så almindelige befærdet vej. 

Til slut må det bemærkes at man endog på det territorium hvor Langelinje strækker sig, nemlig ved det jordsmon som kaldes Huths Batteri, i de sidste dage har nydt skuet af flere badegæster. Man mener hvad dette sidste punkt angår at det ikke behøves at fremførenoget ønske, men at man meget snarere har en retmæssig fordring at kunne gøre gældende, da adgangen til Langelinje må betales, og det offentlige vel næppe vil lade sig betale for en ret hvoraf man under sådanne omstændigheder som ovennævnte, hverken kan eller bør gøre brug.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 494-497)

Langelinje. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

I Anledning af Opforstringshusets Festdag, den 29de Juni.

Den 29. juni 1753 er den uforglemmelige dag for Danmark da Frederik 5., Danmarks lovgiver, tillige med den uforglemmelige greve af Bernstorff lagde grunden til det Kongelige Opfostringshus. Her var det at 200 fattige og forældreløse drengebørn efter fundatsen fra 5 til 8 år skulle få hus og hjem og ved duelige lærere dannes til nyttige og duelige medlemmer af samfundet.

Hr. Mortensen, nu for tiden førstelærer ved det Kongelige Opfostringshus, holdt talen, og nævnte nogle gange fædrelandskærlighed. Men hvorledes behandler de nulevende denne stiftelse? Kan man kalde det kærlighed til fædrelandet og dets velgørende justituter at højtideligholdelsen af en sådan indretnings stiftelsesdag ikke bekendtgøres offentligt - anderledes højtideligholder de Massmannske søndagsskoler deres årsfest, og den mand som har stiftet dem, har i sandhed været en retskaffen og hæderlig mand, men som fædrelandets velgører kan han aldrig komme i betragtning i sammenligning med Frederik 5. og greve af Bernstorff. Og burde ikke en sådan bekendtgørelse finde sted og de første mænd i staten indfinde sig til højtideligheden på Opfostringshuset? Mig synes dette skyldes vores forfædre, de 2 store mænd og stiftelsen. Man bør sandelig kalde dagen højtidelig.

Stifternes hensigt har vist ikke været at 200 fattige og forældreløse børn skulle betros til dårlige plejeforældre, der tit bruger dem som værktøj til en eller anden slet handling og fordærver dem fra deres tidlige ungdom af. Men at de i Opfostringshuset indenfor lukket port, skulle få alt som behøves til at blive nyttige mænd og borgere i staten; og her er vist mange  i landet som med glæde takker forsynet for Frederik 5. og for den opdragelse de i fortiden har nydt i Opfostringshuset. Jeg har selv søgt at få mine 22 sønner - noget af det kæreste jeg ejer - opdraget i Opfostringshuset, for der hører ikke alene det daglige brød til faderligt at opdrage uopdragne og moderløse børn. Nej, der hører mere til for at turde håbe i sin tid at kunne træde from for al verdens dommer og sige: her er de som du havde betroet mig til opdragelse for tid og evighed.

Nu for tiden er der kun 65 drengebørn i Opfostringshuset. Grunden til det kan jeg ikke se. Da staden København alene udreder 175.000 rigsbankdaler årligt i fattigskat, så synes mig at den stiftelse burde være noget af det første der blev taget i betragtning, og desforuden må enhver jo antage at den har sine egne fonds. 

I foråret 1832 søgte jeg at få mine to sønner i Opfostringshuset, men ingen af dem kom ind. I anledning deraf gjorde jeg hr. major Mangor og hr. forstander Borch 7 spørgsmål i Politivennen nr. 896 den 2. marts 1833. Derefter har jeg haft en mundtlig samtale med dem begge, hvilket aldeles ikke tilfredsstillede mig. Jeg ønsker derfor at disse to herrer ville svare mig offentlig. Hr. geheimeråd Kierulff var i udlandet da drengene blev eksamineret og børn blev optaget i stiftelsen. Da hr. major Mangor og forstander Borch eksaminerede drengene, må jeg også tro at børnenes opdragelse beroede på dem. Jeg havde agtværdige mænds vidnesbyrd for at jeg var værdig og trængende til at få denne understøttelse og mine 2 sønner havde fra skolen beviser for god opførsel og flid, hvorfor jeg ikke før jeg får svar på mine spørgsmål, kan forklare mig hvori ikke i det mindste et af mine børn blev optaget.

Hr. Mortensen ønskede tillige i talen at Frederik 5.'s ånd måtte omsvæve os alle ved denne højtidelighed. Kunne vi antage denne åndige tilstedeværelse, så ville i sandhed den ophøjede hedengangne have glædet sig over at være vidne til at hans stiftelse, Opfostringshuset, indeholdt efter fundatsen 200 drenge, i stedet for 65.

At stiftelsesdagen for opfostringshuset ikke  bekendtgøres offentligt, at der fra den høje Fattigdirektion ikke møder flere end major Mangor og justitsråd Petersen, at højtideligheden holdes den 30 juni i stedet for den 29. og at indgangsbilletten lyder på kl. 5 mens højtideligheden først begynder henved halv syv, dette er alt sammen små omstændigheder. Men ser man da de to gipsbuster som står i kirken, nemlig Frederik 5. og greve af Bernstorff, som man vist kan formode at have været personlig til stede da denne indretning blev stiftet for 81 år siden, så vil jeg lade enhver retskaffen dansk mand dømme om denne højtidelighed dengang og nu. At de to første tilstedeværende mænd, de herrer Mangor og justitsråd Petersen kan sammenligne sig med Frederik 5. og greve af Bernstorff tror jeg næppe. Gid de måtte komme til at ligne dem inden deres øjne lukkes! Til slut ønsker jeg at Opfostringshuset snart må få 200 drenge som fundatsen bestemmer. Muligvis hørte man da ikke at en 12 års dreng druknede sig selv. Og politiet kan da vel blive fri for at hente drenge om natten under broen ved Vesterport. En anden gang flere bemærkninger om Opfostringshuset.

P. F. Nissen
Gartner på Vordrupgård.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 489-494)

Redacteurens Bemærkninger

Det Kongelige Opfostringshus lå på Politivennens tid i Søkvæsthuset på Christianshavn. 1880-1953 lå det i Randersgade og 1953-2004 i Hellebæk, hvorefter det lukkede. Den druknede dreng blev omtalt i Politivennen den 28. juni 1834. Løftet i den sidste sætning om flere bemærkninger blev aldrig indfriet.

En notits i Dagen, den 2. december 1809 gav et lille indblik i hvad der skete i huset:

Endel af Drengene i Opfostringshuset lære at dreje af en antagen Drejer. Han betaler om Sommeren 16 sk. af hver Rdlr. han sælger for, om Vinteren derimod kun 12 sk. Værkstedet forsyner han selv med Lys og Brænde, Værktøj og Træ. - En Pidskemager giver nogle af Drengene Undervisning i at flette Køre- og Ridepidske imod en Understøttelse af 100 Rd. aarlig. Materialindkøbet bekostes fra Fattigvæsenets Side.

En formeentlig Overtrædelse af den jødiske Ceremoniallov.

Efter den jødiske ceremoniallov tør især ingen jødisk schächter i bestemte tidsrum lade sit skæg aftage. Af den grund var det påfaldende at hr. Kalkar pludselig lod sit skæg rage af da han blev ansat ved synagogen som forlæser. I anledning af det og som følge af dr. Wolffs seneste bekendtgørelse om kødindkøbet, tillader man sig at spørge om en schächter og forlæser tør tillade sig en sådan afvigelse, og om man ifølge nævnte bekendtgørelse tør købe kød hos en sådan der før har holdt sig ceremonialloven efterrettelig i så henseende?

(Politivennen nr. 966, Løverdagen den 5te Juli 1834, s. 485-486)  

Bøn for Statuen paa Kongens Nytorv.

Det synes at være på tide at denne statue blev renset for det meget græs og ukrudt som vokser så frodigt omkring samme, før at dets frø modnes og bidrager til formeringen, ligesom også at de mange løse sten som ligger der, som er indkastet af kådhed, skaffes bort. Anmelderen kan ikke undlade at ønske at man på en eller anden måde ville frede om denne statue der er til pryd for torvet og et minde om en af Danmarks bedste konger. Dog er han ikke at den mening som et andet blad har ytret, at en skildvagt igen må få post derved, da han ved at en sådan koster staden betydeligt, og dog næppe alene ville være i stand til at sikre statuen for vore gadedrenges altid stigende kådhed.

(Politivennen nr. 966, Løverdagen den 5te Juli 1834, s. 485)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 968, 19. juli 1834, s. 520 bekendtgjordes at statuen nu var renset for indkastede sted og det voksende ukrudt fjernet.

Atter et betydeligt Vink for Vaisenhuset.

Med faderlighed antog kong Frederik den fjerde sig de forladt forældreløse børn. Men nu tværtimod den høje stiftelses bestemmelse bor og spiser vaiserne ikke i stiftelsen, og Gud ved hvad kost de får, vist ikke den mest passende og bedste, hvorover mange har beklaget sig. Den fromme stifter ville have at vajserne altid skulle være under lærernes specielle tilsyn, selv ved spisningen, og lærerne skulle i denne hensigt såvel bo som få kost i stiftelsen. - Men hvorledes har man nu forandret bestemelserne? De ulykkelige børn får for stiftelsens regning kost og logi hist og her hos hovedstadens beboere, i kældre (ikke usandsynligt ofte hos urene mennesker, dog hellere det end hos fordærvede medlogerende), skønt den bygning som er anskaffet for dem, ville være et langt sundere opholdssted. Og de er nu kun under lærernes tilsyn i undervisningstiden, forøvrigt overladt til deres værts eller værtindes (ikke at tvivle om som oftest mådelige) tilsyn.

At denne omsorg for vajserne ikke er deres moral mest tilsvarende, skal en tildragelse med en vajsenhuspige der blev indlagt på hospitalet - på grund af en sygdom disse linjer forfatter her ikke vil nævne - for ganske nyligt på en særlig måde har godtgjort. Det er derfor et rimeligt ønske som bør tages til hjerte, at den ædle stifters hensigt for denne klasse uheldige skabninger, mere tilsvarende imødekommes. Er ikke nationen pligtig at sørge for forældreløse børns pleje og opdragelse? Og dertil giver den gerne sin skærv, så snart den faderlige regering bestemmer måde. Men at Vajsenhuset ikke skulle få en bedre og mere passende indretning, ville være en himmelskrigende synd. For det ville være besynderligt om en på et så rigt fond og i så kærlige hænder, grundet stiftelse skulle ene udklække subjekter til byrde for den nu komende stiftelse: for moralsk fordærvede menneskers forbedring. Og man må antage at når Vajsenhuset har kunnet lade sin inspektør benytte 22 beboelsesværelser og opføre lokaler til heste med - porcelænskrybber i, vil dets fond også tilsvarende dets bestemmelse, kunne udrede de udgifter det medfører at indrette en del af Vajsenhusbygningen til bolig for vajserne og lærerne, hvor da i det mindste de første fik deres kost og blev opdraget under et stadigt tilsyn af de sidste. For den moral disse værdige indprenter dem i undervisningstimerne, går let til grunde i de timer vajserne tilbringer udenfor stiftelsen. I et for en del år siden udkommet skrift af en hr. Møller, blev  der gjort det ypperlige forslag at indrette Charlottenlunds Slot til vajsenhus. Her, fjernt fra bylivet, midt i naturens skød, ville Vajsenhusets dygtige lærere ved altid at have vajserne under deres tilsyn, kunne frede om deres fysiske og moralske udvikling, tilsvarende den høje stifters ædle hensigt. Det var derfor ønskeligt at forslaget blev antaget *).

Skønt jeg aldrig har bejlet til tak eller higet efter løn, heller ikke høstet noget af begge - for at have skrevet til gavn for det offentlige, har jeg dog nydt den glæde derved at se adskilligt forbedret og uvæsen standset, hvorved især Frederiks Hospital der før blev uforsvarligt behandlet, har vundet. Således nærer jeg også håb om at disse linjer ville blive taget i betragtning til gavn for de stakkels vajser, og til hæder for højsalig kong Frederik den fjerdes inde, der ved festen i anledning af Vajsenhusets hundredårige tilværelse, blev af vajserne ihukommet på opfostringshuset - ved skillingsøl. Det turde da altså forventes at gården nr. 6 på Købmagergade får sit rette navn tilbage som Vajsenhus, og ikke blot som en trøstens bolig for dem som ikke behøver trøst.

F. Scholten.

*) Heri kan udgiveren ikke være enig med den ærede forfatter. Da dette forslag blev fremsat, stod og havde i mange år slottet stået ubeboet. Men siden har det til kongelige eller fyrstelige personer til sommeropholdssted. Også ville det gå mange til hjerte hvis adgangen til den københavnske indbyggere så køre lystskov skulle formenes dem. Han tror imidlertid at det i flere henseender ville være godt om Vajsenhuset blev forlagt ud på landet, ligesom også at der på flere steder ville findes et passende lokale uden dertil at vælge et kongeligt slot.

(Politivennen nr. 966, Løverdagen den 5te Juli 1834, s. 473-477)